Læsetid: 6 min.

Den globale liga

Manchester og alle de andre. Premier League er i færd med at erobre hele verden. Og samtidig er milliardærer fra hele verden i færd med at erobre Premier League
Nationalt eller internationalt? Der er ikke meget britisk tilbage i Premier League. Ikke alene kommer flere og flere udenlandske spillere til, der er også stillet forslag om at indføre en ekstra, international spillerunde. Så engelsk fodbolds pengemænd, som Chelseas Roman Abramovich, har for længst rettet blikket ud over kontinentets grænser.

Nationalt eller internationalt? Der er ikke meget britisk tilbage i Premier League. Ikke alene kommer flere og flere udenlandske spillere til, der er også stillet forslag om at indføre en ekstra, international spillerunde. Så engelsk fodbolds pengemænd, som Chelseas Roman Abramovich, har for længst rettet blikket ud over kontinentets grænser.

Andrei Lukatsky

16. februar 2008

Da Manchester United i sæsonen 2004-2005 tabte kampen om mesterskabet til Chelsea, udtalte Uniteds træner, Alex Ferguson, at en del af årsagen til den skuffende andenplads skulle findes i, at holdet aldrig rigtig var kommet op i omdrejninger efter den udmarvende promotiontour til USA, som det havde foretaget i sommeren, før den engelske turnering blev indledt. På turen, der var arrangeret for at underbygge Manchester Uniteds forsøg på at komme ind på det amerikanske marked, havde klubben spillet træningskampe i Philadelphia, Chicago og New York, og Ferguson erklærede efterfølgende, at det måtte være slut med den slags rejser, der tappede holdet for kræfter, og som ikke havde noget sportsligt formål. Men det er åbenbart ikke noget, som Uniteds ellers magtfulde manager bestemmer, fordi i slutningen af januar i år - midt i et kort, men dyrebart break i den engelske sæson - benyttede United pausen til at flyve spillerne på en fem-dages tur til Saudi Arabien, hvor de spillede en opvisningskamp foran 65.000 tilskuere mod Al Hilal Al Saudi på et udsolgt King Fahd International Stadium i Riyahd; en kamp, der i øvrigt endte med en sejr til saudiaraberne på 3-2.

Ifølge de engelske medier betalte den saudiske kongefamilie Manchester United 1 mio. pund for besværet, så klubbens revisor må i hvert fald være glad. Mindre fornøjet er Ferguson sandsynligvis. Siden hjemkomsten fra Golfen har de røde djævle haft svært ved at finde sin sædvanlige rytme. Holdet har spillet tre kampe i Premier League med en sejr, en uafgjort og et nederlag til følge, og de svingende resultater har givet Arsenal mulighed for at trække fra i toppen. The gunners fører nu ligaen med fem point ned til United - et forspring, som det med kun 12 kampe tilbage vil kræve en kraftanstrengelse for holdet fra Manchester at indhente.

Omkalfatring til international liga

Alex Ferguson har imidlertid ikke været i stand til at bruge de seneste dage på at træne med sit hold og bringe ny inspiration ind i truppen. Straks efter nederlaget til Manchester City i weekenden måtte han nemlig flyve til Sydafrika, hvor han skulle promovere Uniteds sommertour.

Og mens Ferguson befandt sig på den anden side af jordkloden, annoncerede Premier Leagues adm. direktør Richard Scudamore, at Premier League - en organisation, der udelukkende omfatter de 20 klubber i Englands bedste række - arbejder med planer om at føje en ekstra runde til turneringen fra 2010; en runde, der skal spilles på internationale arenaer uden for England - og sandsynligvis også helt uden for Europa. Hensigten med initiativet er nemlig at placere kampe i Asien, hvor de engelske storklubber har gigantiske tilhængerskarer. Udmeldingen afslører - tillige med Manchester Uniteds aktiviteter - at Premier League er ved at omkalfatre sig selv fra at være den bedste engelske liga og til at blive en international turnering, der tilfældigvis foregår i England.

Den primære motor i denne udvikling har været den række af udenlandske opkøb af de engelske topklubber, der har fundet sted i de seneste år. Liverpool, Manchester United og Chelsea er i dag på ikke-engelske hænder, og snart falder sikkert også den sidste bastion blandt de såkaldte Big Four, nemlig Arsenal. Den usbekiske stålmilliardær Alisher Usmanov - en mand med en mildt sagt dubiøs fortid - har erhvervet sig omkring 23 procent af aktierne og vil ifølge forlydender gøre et forsøg på at overtage klubben i løbet af i år. Hvis det lykkes, vil Arsenal kunne slutte sig til de 12 klubber i Premier League, der i dag kontrolleres af udenlandske ejere.

'The Big Four' tørnede sammen

De internationale pengemænds indtog i britisk fodbold har medført, at vilkårene for klubbernes økonomier er blevet fuldstændig ændret. Hvor det tidligere var forholdene på hjemmemarkedet, der dominerede, så er klubbernes finanser i dag underlagt omstændigheder, der er uden for deres egen kontrol. Dette er Manchester City et godt eksempel på. Citys fremtidige muligheder for sportslig succes afhænger således af udfaldet af den magtkamp, der f inder sted på den anden siden af jordkloden, nemlig i Thailand, mellem klubbens ejer, Thaksin Shinawatra, og landets nuværende styre, der har indefrosset Shinawatras formue, og dermed umuliggør hans bestræbelser på at investere i sit hold.

Samme problemstilling gør sig gældende for Liverpool, hvis interne krise heller ikke blev udløst af lokale forhold ved Merseyside men af nedturen på kreditmarkederne i USA, der tvang klubbens amerikanske ejere til at omlægge deres planer for opførelsen af et nyt stadion.

Det er dog ikke kun på det økonomiske felt, at der gælder nye vilkår. Også spillemæssigt er der sket et skifte i den måde, holdene forvaltes på. De bedste engelske mandskaber betragtes ikke længere som repræsentanter for deres byer og lokalområder men snarere som internationale brands med udviklingspotentiale; hvilket afspejles på grønsværen, hvor globaliseringen finder sted i fysisk form med nærmest revolutionsagtig hast.

Tallene taler deres tydelige sprog: Da Premier League blev skabt i 1992, var der 11 spillere med fødested uden for Irland og de britiske øer i den fineste engelske række. Ved sæsonafslutningen sidste år var tallet 340. Og hvis man kigger på topklubberne, er tendensen endnu mere iøjnefaldende. Da The Big Four - Arsenal, Liverpool, Manchester United og Chelsea - tørnede sammen i to dobbeltopgør i december, var der kun ti englændere blandt de 44 i startopstillingerne. Heraf blot én angriber, Wayne Rooney.

Læg dertil, at Arsenal jævnligt stiller til kamp helt uden englændere i startopstillingen, og at den sidste stamspiller hos United med rødder i Manchester-området, Gary Neville, er ved at miste sin plads. De engelske topklubbers ejere løsriver i disse år deres franchises fra de engelske rammer, og dette præger også den politiske linie, som Premier Leagues organisation fører på internationalt plan. Holdningen er, at alle regler, der fastholder og styrker klubbernes nationale særpræg, skal bekæmpes, og det kom blandt andet til udtryk, da UEFA for nylig foreslog at hæve antallet af de spillere af egen avl, som enhver klub skal have i truppen til Champions League-kampe, fra seks til otte. Hensigten var at gøre det nemmere for hjemmeavlede spillere at slå igennem på holdene, og forslaget gav mening i de fleste lande. Men ikke hos det engelske fodboldforbund, der som det eneste af UEFA's 53 medlemsorganisationer talte imod ideen.

At stå i modsætning til resten af Europa ryster dog ikke de stærke mænd i Premier League. Som forslaget om at indføre en ekstra, international spillerunde afslører, så har engelsk fodbolds pengemænd for længst rettet blikket ud over kontinentets grænser - mod Asien.

Det er dér, fremtidens formuer ligger. Før sæsonstart indgik Premier League tv-aftaler med selskaber i Hong Kong, Singapore og Kina til en værdi af i alt 625 mio. pund for retten til at vise kampene fra den bedste engelske række i de næste tre år. Og disse beløb regnes kun for at være begyndelsen på en veritabel bonanza. Især er der store forventninger til indtjeningsmulighederne på det kinesiske marked.

Så spillerne i de engelske topklubber kan godt indstille sig på at skulle spille flere opvisningskampe, arrangeret af pengestærke bagmænd i markedsføringsmæssigt interessante lokaliteter på den anden side af jorden, i takt med at udflagningen af deres arbejdspladser fortsætter. Det er en udvikling, romantikerne beklager. Men moderne fodbold er ikke for romantikere. Eller som en af de mest usentimentale røster i den engelske fodboldbranche, Pini Zahavi - entreprenøren og fodboldagenten, der stod bag Roman Abramovich' overtagelse af Chelsea - har udtrykt det:

"Hvad er problemet? Storbritannien har solgt sine banker, sit gasselskab, sine vand- og energileverandører, ja endda sine lufthavne til udenlandske selskaber. 90 procent af Mayfair er på udenlandske hænder, og af og til består hele Arsenal af udlændinge. Hvad skulle undtage fodboldklubber fra denne udvikling?"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu