Der findes grundlæggende to historier om 'grønlænderen' i dansk litteratur: historien om den ædle vilde og historien om den sociale taber. I den første spiller grønlænderen rollen som et autentisk korrektiv til vores gennemciviliserede danske samfund. I den anden er han dette samfunds sørgelige biprodukt.
"Fremstillingerne af Grønland og grønlændere er stivnede i klicheer," siger ph.d. og lektor i minoritetsstudier ved Københavns Universitet Kirsten Thisted:
"Det er faste skabeloner, hvor den ene forfatter skriver videre på den foregående, og hvor man kun behøver ridse nogle få streger op, før læseren selv fylder resten ud."
Thisted har læst og analyseret stort set samtlige grønlandsfiktioner i dansk litteraturhistorie - fra B.S. Ingemann til Peter Høeg. Hun mener, der tegner sig en tydelig tendens til, at grønlændere i en dansk litterær bevidsthed enten befinder sig i isbjørnejægernes og åndemanernes land - eller på bunden af det moderne samfund 'lost in translation' mellem tradition og modernitet.
"Naturfolket er det filter, danske forfattere traditionelt har set Grønland igennem. Problemet er, at man dermed ignorerer, at der har fundet en enorm udvikling sted - og ikke kun de seneste 50 år. Allerede inden 1950'erne var Grønland langt fra noget uberørt fangersamfund, og alligevel beskriver man grønlænderne som nogen, der er gået direkte fra stenalderen og ind i atomalderen."
Da Knud Sønderbys De Kolde Flammer udkom som billigbog i 1967 blev den ledsaget af en kort introducerende tekst: "De Kolde Flammer skildrer et ægteskab, der starter i en flugt fra civilisationen op til Grønland og dér står sin prøve ved at mødes med den store primitive natur. Hemingway og andre skribenter i moderne verdenslitteratur søger primitiviteten i Afrika eller Mexico. Sønderby finder den på Grønland."
Selv om der ikke er langt fra denne uovervejede naturfolksromantik til udgrænsning og racisme, har danske forfatteres beskrivelser af grønlændere aldrig været udført i ond tro, understreger Thisted. Tværtimod:
"Figuren 'de ædle vilde' er faktisk positivt ment og har også givet oprejsning til den grønlandske kultur, fordi grønlænderne ophæves til at være inkarnationen af al den oprindelighed og åndelighed, som danskerne har mistet."
Det betyder imidlertid ikke, at fascinationen af de 'eksotiske' grønlændere er fuldstændig uproblematisk i en moderne sammenhæng:
"Eksotiseringen er i bund og grund en ussel basis for et kulturmøde, for den betyder, at man ikke ser grønlænderne, som de er, men som man tror, de er. Man ser kun sine egne drømmebilleder."
Når den klichefyldte skabelon alligevel har fået lov at leve, skyldes det ifølge Kirsten Thisted, at der blandt danske forfattere op igennem 1970'erne og 1980'erne opstod en tradition for at bedrive vestlig civilisationskritik gennem fremstillingen af grønlænderen som 'den Anden':
"Og i den kritik kan grønlænderne ikke bare være som os, for så er de ikke længere et korrektiv til os. De bliver nødt til at repræsentere noget fundamentalt anderledes, som minder os om, hvad vi har mistet. Det er dér, forestillingen om den frie fanger, som er i kontakt med naturen og den åndelige verden, kommer ind i billedet".
Og den forestilling er stadig spillevende i dansk samtidslitteratur, fortæller hun:
"Hvis en roman i dag introducerer en grønlænder i handlingen, ved man næsten med det samme, at der nu kommer en person, der har kontakter til det magiske. En person, som muligvis på overfladen er forsumpet og alkoholiseret, men som dog gemmer de ædle værdier, danskerne har mistet."
Thisted nævner blandt andet Ib Michaels forfatterskab som et eksempel:
"Det er næsten lige meget, hvem Ib Michael skriver om. Han kan bruge en indianer, en grønlænder eller en aboriginer - de ryger bare lige ind på den der plads, hvor naturmennesket hører til".
Selv erklærede 'postkoloniale' forfattere som Peter Høeg har haft svært ved at styre uden om klicheen, påpeger hun:
"Peter Høeg har med Frk. Smillas Fornemmelse for Sne helt sikkert været ude på at skrive en postkolonial roman, der forsøger at gøre op med billedet af Grønland som en stereotyp. Men jeg vil påstå, at han alligevel selv ender i samme grøft, fordi han forsøger at sælge Grønland på en fascination."
Romanen har ellers alle de rette forudsætninger. I Smilla-figuren forsøger Peter Høeg at gestalte en person, der både har arven fra moderen i form af naturmennesket og arven fra faderen i form naturvidenskaben:
"Hun er resultatet af et kulturmøde, men det er som bekendt ikke et lykkeligt møde, for hun er jo splittet og suicidaltruet hele romanen igennem," siger Thisted.
Peter Høeg gentager dermed det splittelsestema, som første gang blev introduceret i dansk grønlandslitteratur med Aage Ibsens Fjældgænger fra 1908. Her er hovedpersonen, Petrus, søn af en grønlandsk mor og en dansk far.
Hele romanen handler om Petrus' kamp for at kunne finde sig til rette med sin blandede herkomst, men han kommer aldrig til at føle sig hjemme hos hverken danskerne eller hos grønlænderne - og ender med at drage ud i fjeldene for at tage sit eget liv. Aage Ibsens Fjældgænger bliver startskuddet til århundredets altdominerende danske diskurs om 'kulturkløften' eller 'det fejlslagne kulturmøde', som en lang række forfattere med Peter Freuchen, Jørgen Liljensøe, Sven Holm og Jørn Riel i spidsen har forfulgt. Set i det lys er Frk. Smilla Fornemmelse for Sne blot en gentagelse af årtiers diskurs om kulturblandinger som tragiske figurer:
"Historien om grønlænderen, der i mødet med den moderne danske kultur må bukke under, er nærmest blevet en grundfortælling i dansk grønlandslitteratur," siger Kirsten Thisted.
- Men det er vel heller ikke helt forkert, at mange grønlændere har svært ved moderniteten. Det vidner de mange ulykkelige historier om alkoholmisbrug, tvangsfjernelser og selvmord vel om?
"Det er fuldstændig korrekt, at der er en masse problemer i Grønland. Men danske forfattere elsker at fremstille grønlænderen som en person, der er dømt til at gå i hundene i mødet med det moderne samfund. Dermed siger man samtidig, at grønlænderne i kraft af deres essens er uegnede til at tilpasse sig moderniteten," siger Kirsten Thisted.
Når grønlænderne derimod selv fortæller historien, handler den ikke om essens, men om simpel ulighed, fortæller hun:
"De siger: 'Vi har ikke fået betingelserne for at omstille os, fordi danskerne har kørt det hele hen over hovedet på os'. Og det er altså en anden måde at beskrive udviklingen på, end at grønlænderne - fordi de er naturmennesker - på forhånd er dømt til at gå under i omstillingsprocessen."
I øjenhøjde
Kirsten Thisted understreger, at der også findes eksempler på gode og nuancerede bøger om Grønland. Hun nævner selv Jacob Bech Nygaards romaner Natten er nådig fra 1963 og Solen står lavt fra 1971. Begge romaner er skrevet ud fra en ganske omfattende research, hvor forfatteren - i modsætning til de fleste danske grønlandsromaner - ikke nøjes med at rejse på en kort tur til Grønland, men som en anden deltagende antropolog slår sig ned over en lang periode hos en familie.
Også romaner af nyere dato har overrasket Thisted positivt. Sidste år bragede debutanten Kim Leine igennem den litterære lydmur med romanen Kalak, der på grønlandsk betyder 'ægte grønlænder'. Handlingen i den mere eller mindre selvbiografiske roman udspiller sig blandt lokalbefolkningen på Grønland, hvor Kim Leine selv boede i 15 år op igennem 1980'erne og 1990'erne. Ifølge Kirsten Thisted er det netop dette selvoplevede aspekt ved bogen, som adskiller den fra mængden:
"For ikke så længe siden var jeg oppe og undervise på universitetet i Grønland. Her fortalte mange studerende mig, at de ikke orkede at gå i gang med bogen, fordi de havde læst anmeldelserne og vidste, at der ville være meget vold, druk og misbrug. Men dem, der rent faktisk havde taget sig sammen til at læse romanen, var meget positive over for den. Og det tror jeg skyldes, at Kim Leine ikke skriver om de der fiktive grønlandske hovedpersoner, men bruger sig selv og sine egne erfaringer".
Spørger man Kim Leine selv, består forskellen i, at han beskriver Grønland indefra og ikke udefra, sådan som de fleste danske forfattere ellers har haft for vane:
"Og det tror jeg giver et andet syn på Grønland, der er mere i øjenhøjde med grønlænderne selv," siger Kim Leine og uddyber:
"Men når det kommer til stykket, er de beskrivelser, jeg leverer af Grønland, i virkeligheden projektioner af mine egne problemer. Det er ikke Grønland, men mig selv jeg beskriver. Men derved får jeg måske alligevel beskrevet Grønland. For romanen handler jo om, at jeg forsøger at tage den grønlandske identitet på mig," siger han.
Kirsten Thisted er enig i, at Leines beskrivelser af Grønland ikke er ædruelige gengivelser, men derimod stærkt prægede af hans egen sindstilstand:
"Grunden til, at jeg alligevel godt kan lide Kalak, er, at forfatteren placerer sig solidarisk med grønlænderne og ikke står som det autoritære blik, der dømmer og bedømmer Grønland udefra. Det blik ser du ellers igen og igen på film og i skønlitteraturen, og det er en synsvinkel, som virker meget kolonial".
Vi er da ikke undertrykkere
Der findes et biologisk fænomen, man kalder den blinde plet. Det er det punkt i vores synsfelt, som vi ikke ser, når vi betragter helheden - uanset hvor meget vi stirrer, forbliver det usynligt for os. Set fra Danmark er den blinde plet i vores kollektive bevidsthed vores egen koloniale fortid, mener forfatteren Carsten Jensen.
"I Danmark er vi så forblændet af vores egen uskyldsmyte, at jeg tvivler på, at vi nogensinde har anset os selv som værende en kolonimagt i forhold til Grønland. Vi har slet ikke den opfattelse af os selv. Vi har jo altid været der for at hjælpe dem," siger han.
Carsten Jensen udgav i 2007 romanen Sidste rejse om guldaldermaleren Carl Rasmussens togt til det Grønland, han som den første danske maler besøgte i sin ungdom. Romanen er ikke et forsøg på en fortælling om Grønland - men den fik alligevel forfatteren til at tænke over, hvor lidt Grønland har betydet i en dansk kulturel sammenhæng:
"Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at danske malere i Grønland faktisk havde et arktisk Tahiti. Men det kom aldrig til at påvirke dansk malerkunst i nævneværdig grad. Det vidner for mig om, at vi hele tiden søger at beskytte en dansk kultur, vi åbenbart opfatter som skrøbelig, hvorfor ethvert møde med en anden kultur bliver en trussel frem for en mulighed."
Selv har Carsten Jensen endnu til gode at skrive en egentlig roman om Grønland:
"Jeg blev engang spurgt, hvorfor i alverden jeg aldrig havde været i Grønland og skrevet om det, når nu jeg har rejst hele verden rundt og forfattet to store rejsebøger. Og det er et godt spørgsmål, som jeg stadig ikke kan svare på," siger Carsten Jensen og uddyber:
"Men man kan jo også spørge om, hvorfor grønlandsinspirationen i det hele taget ikke syner af mere i dansk litteratur?"
Kirsten Thisted er enig i, at der mangler - hvis ikke mere litteratur om Grønland - så i det mindste mere kvalitetslitteratur om Grønland. Og så mangler grønlænderne også selv at komme mere på banen.
"Men der er altså kun omkring 50.000 modersprogsbrugere i Grønland, så der er ikke så mange at tage af," siger Thisted, der peger på Ole Korneliussen - der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2002 for romanen Saltstøtten (2000) - som en af de få grønlandske forfattere, der er kendt uden for Grønland.
"Til gengæld er der jo flere kendte danske forfattere, som er født og opvokset deroppe og derfor må formodes at have en naturlig tilskyndelse til at skrive om det. I 2004 udkom Lotte Inuks roman om en pige der, ligesom Inuk selv, tilbringer nogle vigtige år af sin ungdom i Nuuk i tiden lige op til hjemmestyrets indførsel i 1979. Det er en glimrende bog, der forhåbentlig har brudt et tabu. Jeg har også flere gange spurgt Naja Marie Aidt, hvorfor hun ikke har inddraget Grønland i sit forfatterskab - men det har hun ikke villet," siger Kirsten Thisted.
Naja Marie Aidt er født i Egedesminde (Assiat) i Grønland 24. december 1963. Da hun var syv, flyttede familien til Danmark, og forældrene blev skilt. Siden har hun aldrig været tilbage. Hidtil har hun også kun skrevet et enkelt digt om Grønland, "Skytsengle", fra debutsamlingen Så længe jeg er ung. Men i hendes kommende digtsamling, Poesibog, der udkommer 18. marts, kredser flere af digtene om barndommen i Grønland. Det gælder blandt andet digtet "Søndag", som Information har fået lov til at citere fra:
"Natten kold og ren,/ snelyde, klingrende frost./ Engang var jeg meget lille og iført kamikker./ Rødkindet. Et strålende blik./ I færd med at udfolde en helt ny sjæl."
Naja Marie Aidt siger:
"Da jeg forlod Grønland i starten af 1970'erne, var der et gryende had mod kolonimagten Danmark, som gjorde, at det senere blev kompliceret for mig at rejse tilbage. Jeg følte, at jeg hørte til, men alligevel hørte jeg jo overhovedet ikke til. Så jeg har aldrig været tilbage, og det har gjort det svært for mig at skrive om."
Ikke desto mindre er der hårdt brug for flere nuancerede fortællinger om Grønland, mener hun:
"Grønlænderne er jo også selv trætte af kun at blive fremstillet som misbrugere og nogle, der kun er lig med sociale problemer, incest og druk. Der må være forfattere, der kan skrive de historier, men det kræver, at man har befundet sig i landet som voksen - enten som dansker eller grønlænder. Det har sådan en som Kim Leine, og det er også derfor, han slipper så godt af sted med det. Fordi man virkelig kan mærke, at han er hjemme der."
