Læsetid: 5 min.

Kære lille fodbold

Der er tre grunde til at elske fodbold. Den ene er, at fodbold er fedt. Den anden matchen mellem Real Madrid og Villareal i søndags og den tredje handler om spillet mellem kaos og orden. Derfor elsker jeg fodbold
En af grundene til at elske fodbold er kampen mellem Real Madrid og Villareal i søndags. Her var 90 minutter med mere action end Die Hard-filmene, blandt andet med Nistelrooy.

En af grundene til at elske fodbold er kampen mellem Real Madrid og Villareal i søndags. Her var 90 minutter med mere action end Die Hard-filmene, blandt andet med Nistelrooy.

Paul White

2. februar 2008

Jeg elsker fodbold. Og fodbold elsker mig. Sådan bliver det nødt til at være. Hver weekend - og helst hver dag - sværmer jeg forelsket for 2 gange 11, en læderkugle og varianter af 4-4-2. Men hvorfor er fodbold fedt? Her kommer tre svar.

Det første svar er lige så åndssvagt, som det er sandt for os forelskede. Fodbold er fantastisk, fordi det er fedt. Jamen, hvorfor er det fedt? Fordi det er fantastisk. Filosofferne taler om tautologier. A er lig med A. Og det er hele pointen. Fodbold er fedt. Sådan er det bare. "Basta Bum," som Bamse siger.

Det andet svar kom i søndags. Matchen mellem Real Madrid og Villarreal i den spanske liga var som et komprimeret årskort til den mentale slikbutik. Løjerne endte 3-2 i Reals favør. Her var 90 minutter med mere action end Die Hard-filmene. Her var mere folkelighed end Hit med sangen. Det bugnede med patos som et miks af Hölderlin og Richard Ragnwald, og der var dokumentarisk suspense à la nedtælling til verdenskrig. Vi forelskede forstår at overdrive.

Det tredje svar handler om fodbold som banaliteternes spil med kaos og orden. Reglerne er krig uden våben. I sig selv er de betydningstomme. Lær dem til børnene, og de tonser løs på grønsværen resten af livet. Strategien er en dans med molekyler på en kulisse af tæmmet natur, og konsekvensen, som tilbedes af alle lige fra æggehovedet med tweedjakke og opslået kultursektion til den hårdtslående fadølskværner fra bøhlandet, åbner for skaller i VM-overtid og sublime dybdepasninger fra Gutis 31-årige fod. Som nu i søndags.

Bibelen er ikke en manual til at installere Gud og Jesus. På samme måde forklarer FIFA's 50 sider om den nye offside-regel ikke meget om den fascination, der klæber til fodbold. Alle os forelskede kan selvfølgelig ikke leve uden den viden. Man hører jo også gerne på kærestens plapren om dagpengesystemer og økokriser, hvis man ved, man får sex bagefter. Det er som om, forklaringen bliver hængende på ydersiden. Set indefra - og det er her, vi gerne vil være - strander sproget lige på kippet mellem det dybt banale og det himmelsk sublime. For hvad skal vi egentlig med al den territoriale afpisning og maskuline selvhævdelse forklædt som kærlighed til holdet? Hvorfor er vi mange millioner verden over, der læser fodboldnyheder og reportager fra sportens største scener, som var det hellige skrifter? Er det rigtigt, at jeg har set Ham - lad os bare kalde ham Guti - lyslevende, med sveden dryppende fra den lange hals, kattepote og lemmedasker og med nr. 14 på den hvide trøje? Fodbold er blærerøvenes institutionaliserede paradis. Her må mænd gerne være mænd. Og skabe sig li'så metroseksuelt som Guti.

I kirkens rum

Kirken er et forklaringsunivers på transcendente præmisser. I kirkens rum er vi enige om at forlede os på noget, vi dybest set ikke har ord for. Det er netop det, vi ikke forstår, som vi anråber, priser og er fælles om at besynge. Sagt på en anden måde: Vi kender præsten, men ikke Gud. Tilsvarende med fodbold. Jeg kender dens regler og automatismer. Men jeg kan absolut ikke drible li'så cool som Robinho, som scorede to mål i sidste weekend, eller jonglere li'så hurtigt med både bold og modstander som Kaka. Og denne blanding af det velkendte og eksotiske skaber grobund for fællesskab, idoldyrkelse og ritualisering. Det fantastiske har nemlig sin egen fede slagsang. Den handler om retten til at dunke makkeren i ryggen, råbe bovlamme elskovsord til midtbaneprofiler og vende røven i vejret til dem på den anden tribune.

Man husker Zidanes helflugter i Champions League-finalen mellem Real Madrid og Bayer Leverkusen på samme frydefuldt eksakte maner, som da pietisterne engang nidkært og på klokkeslæt nedskrev deres omvendelse. Laudrups elegante lob mod Nigeria holder grangiveligt fodboldens skriftkloge beskæftiget i årtier. Kunsthistorikerne siger, at vi mistede værket i det 20. århundredes afmontering af kunstens særlighed til fordel for den flygtige og grænsenedbrydende begivenhed. På sin vis skræver fodboldfans, som går i kirke hos Brøndby IF, FC København eller OB, hen over den revolution og er i deres iver efter sportens rendyrkede momenter med til at genforherlige værket. Midt i deres deltagelse i begivenheden - som var de aktører i avantgardens perforering af forskellene mellem værk, skaber og iagttager - viser de noget af alt det, der løbende ville opæde sig selv i kroppens og tidens medium, frem i værkets blivende sfære. Resultatet er en plastisk skønhed, et frossent nu, lige dér i sekundet før flugteren lander i netmaskerne. Måske er det til ære for genfortællingerne og myterne. Kan du huske Schmeichels fantomredninger? Eller John 'Faxe' Jensen, der ramte den lige i røven?

I fodbold kender kroppen kun én retning: fremad. Men den blærer sig også med at stå stille og betvinge tidens unænsomme dynamik. Det er sejrrige øjeblikke, hvor kroppen udstiller sig selv som statue midt i den fysiske såvel som strategiske tids flyden. Det er mål for sportsfotografernes tålmodige venten. Det er øjeblikke, vi lagrer i en erindring, vi kan dele med andre, og som dermed fungerer som lyriske portaler til kampenes episke dynamik. Jeg har hørt mange hævde, at fodboldkulturen er en postmoderne erstatningsreligion. Den tryghed, der tidligere kunne gives ved religionens ubrydelige ritualer, opnår vi i dag gennem fodbold og det kredsløb, den tilbyder os i en kompliceret og hektisk modernitet. Kamp på grønsværen, faste pladser på lægterne, så og så mange fadøl på stamværtshuset og evindeligt kværnende smædesange om 'de andre' smager af en behagelig redundans. Det er fænomener, som kommer igen i morgen, i næste uge og til næste år. Og det skaber tryghed.

Tautologiens overdrivelse

Den tryghed ligger allerede i fodboldens væsen. Ganske vist drømmer enhver klub, stor og lille, lige fra AC Milan til FC Bøvlerup, set indefra, om endegyldig triumf. Men der skal jo også være noget at stræbe efter og drømme om. Så derfor gælder det også om at tabe engang imellem. Det skaber på én gang panik og håb. Og derved ligner fodbold den kristne grundfortælling: den blander historiens forløsende endemål med altings genkomst.

Strukturelt set er panik og håb det samme. De handler begge om at berede sig på en usikker fremtid. Men indholdsmæssigt er der kæmpe forskel. Fodbold dyrker panikken. "Når vi det?," spørger vi stakåndet, mens der tælles ned til dommerens sidste fløjt. Religionen nærer derimod håbet, altså panik i forklaret, rolig form. "Det skal nok gå," siger vi.

Alligevel bliver vi ved med at henvise til det første svar. Fodbold er fantastisk, fordi det er fedt. Og vi kan ikke få nok eksempler til at indramme budskabet. Som nu dén kamp i søndags, på Bernabéu, mellem Real Madrid og Villarreal. Vi er forelskede hulemænd, der dyrker tautologiens overdrivelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Hansen

Religionen er Real Madrid hvor messias ofte bliver udskiftet og enkelte gange udstødt ved klubskifte. En spiller der har undgået udstødelse er Michael Laudrup der fortsat er vellidt af begge klubber.

En af de største spillere for Real er efter min mening Zidane. Fandt en sjov fodbold video klip hvor 2 af hans mest huskede bedrifter bliver udødeligegjort i et video klip. Prøv at se hvilke her: http://www.soccertrix.com/en/tribute :D