Læsetid: 6 min.

Kampen mod Kunstfonden anno 2008

Handler det om 15.000 statskroner til velbjergede kunstnere? Handler det om at få fjernet Statens Kunstfond? Eller handler det om politisk magt og en fortsættelse af værdikampen? Debatten om Statens Kunstfond kører igen for fulde omdrejninger
Værdigt trængende. Klaus Rifbjergs sportsvogn vakte stor forargelse blandt befolkningen, efter forfatteren begyndte at modtage statsstøtte. Her ses han i snak med Jørgen Gustava Brandt og Robert Corydon under et forfattertræf i 1964.

Værdigt trængende. Klaus Rifbjergs sportsvogn vakte stor forargelse blandt befolkningen, efter forfatteren begyndte at modtage statsstøtte. Her ses han i snak med Jørgen Gustava Brandt og Robert Corydon under et forfattertræf i 1964.

Gregers Nielsen

Kultur
28. februar 2008

Endnu et kapitel blev i sidste uge føjet til Kunstfondens omtumlede historie, da regeringspartiet Venstre og støttepartiet Dansk Folkeparti lancerede et forslag om at afskaffe den livsvarige ydelse til landets mest anerkendte kunstnere.

"De får penge til nogle gode middage på nogle dyre steder. Og hvad giver det borgerne af kulturel rigdom," spurgte Venstre nytiltrådte kulturordfører, Troels Christensen, til Politiken.

Misundelse, jantelov og en fordrejning af den reelle dagsorden, lyder det fra flere kritikere efter DF og V's udmeldinger. Debatten er ifølge kritikere en fortsættelse af den kritik af statsstøtte til kunstnere, der har eksisteret siden grundloven i 1849, og som Anders Fogh Rasmussen (V) samlede op på i sin nytårstale i 2002.

Kampen om kunsten har dog tidligere været langt mere synlig og kom mest nævneværdigt op til overfladen i 1965, da Danmarks første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholt, oprettede Statens Kunstfond.

I den sammenhæng blev der blandt andet oprettet de livsvarige ydelser til kunstnere, som i dag er til debat, med næsten fuld støtte fra hele den politiske palet. Undtagelsen var partiet De Uafhængige, der var en udbrydergruppe fra Venstre ledet af Knud Kristensen, og som dengang havde fem mandater i Folketinget.

I kølvandet på oprettelsen kom den såkaldte rindalisme opkaldt efter lagerforvalteren Peter Rindal. Han fik på kort tid indsamlet over 60.000 protestunderskrifter imod Statens Kunstfond blandt andet fra sin arbejdsplads Kolding Hørfabrik, men også støttet af en gruppe slagteriarerbejdere fra Vejle. Det var efter sigende et oprør mod det elitære Danmark og i særdeleshed den mere abstrakte kunst, som Peter Rindal fandt 'uforståelig og latterlig', der var på spil. Politisk gav bevægelsen dog kun genklang i de førnævnte De Uafhængige. Forfatteren Ivar Lærkesen mener dog, at bevægelsen også havde fat i partiet Venstre, selv om de ikke dengang modsatte sig.

"Der var stærke kræfter i partiet, der egentlig var imod, og som har overlevet. Den strømning i Venstre sås måske mest tydelig i statsministerens nytårstale i 2002, hvor han gav udtryk for behovet for at gøre op med det ekspertvælde, der efter sigende skulle styre Danmark," siger Ivar Lærkesen.

Han ser angrebet mod Kunstfonden som en videreførelse af den værdikamp. Men hvor den tidligere var et klart opgør mellem det folkelige og det elitære, bliver den nu kørt på et mere subtilt og knap så gennemskueligt niveau.

Den evige misundelse

Hans Hertel, der er professor i nordisk litteratur på Københavns Universitet, ser da også den igangværende debat som udtryk for den evige misundelse, der hersker i forhold til kunstneres mere frie levevilkår. Han tolker det som populisme og en leflen for lave instinkter, når man fremstiller kunstnere som folk, der drikker øl og driver den af til grin for skatteyderne. Det er den gamle jantelov.

"Mange kunstnere lever på en sten og får faktisk forbavsende lidt for det, de laver. Alligevel prøver nogle at appellere til rindalismen ved at fokusere på de få velaflagte kunstnere som for eksempel Klaus Rifbjerg," siger Hans Hertel.

Han mener, at diskussionen omkring Rifbjergs årlige 15.000 kr. er smålig og fordrejet. Med den trækprocent på 60 procent, Rifbjerg oplyser, at han har, drejer statens ydelse sig om ca. 500 kroner om måneden. Hvilke ifølge Hans Hertel må betragtes som en hædersbevilling for hans bidrag til det danske samfund.

"Det er jo rent symbolske beløb, der ikke betyder noget. At nogen vil diskutere den slags på et politisk niveau er latterligt og flovt," siger Hans Hertel.

Den rindalistiske bølge udgik i 1965 fra lavtuddannede og lavtlønnede mennesker i udkantområder med få kulturtilbud, som samtidig oplevede en landbrugskultur, der var ved at uddø. Det var et opgør med det elitære København, som har overlevet i dag, selv om samfundet har ændret sig. Hvilket ifølge Hans Hertel jævnligt har fået udtryk ved Ekstra Bladets gentagne kampagner mod kunstnere 'med snablen i statskassen' de sidste 25 år.

Ivar Lærkesen ser det som en gammel fejde mellem land og by - det folkelige og det elitære - der startede som en folkelig protest, men som nu bare er blevet til en almindelig nedvurdering og smålighed. Den misundelse, der ligger i rindalismen, har vandret gennem De Uafhængige til Fremskridtspartiet og videre til Dansk Folkeparti, på samme måde som den har overlevet på det mere underliggende plan i Venstres politik.

Symbolpolitik

Forfatter Pablo Henrik Llambias tror da heller ikke, at det på bundlinien handler om rindalisme, eller at nogen reelt set ikke kan se ideen med Statens Kunstfond. Han mener, at man via diskussionen om blandt andet de 15.000 kroner til de bedst bemidlede kunstnere forsøger at åbne en dør for mere kontrol med kunsten fra politisk side.

Det er ifølge Pablo Llambias svært at forestille sig, at nogle ville være smålige nok til at reelt gå op i de økonomiske peanuts, der er på dagsordenen for øjeblikket.

"Det handler ikke om, hverken de 15.000 eller et reelt ønske om at fjerne Statens Kunstfond. Det er mere en måde at sætte et brækjern ind og få lirket ved den måde, Kunstfonden er bygget op på, så det kan bliver mere centralistisk styret og mere lige som Kunstrådet. Det handler om politisk magt. Den folkelige forargelse og de rindalistiske strømninger er bare et middel til at nå dertil," siger Pablo Henrik Llambias.

Forfatter Lars Frost er enig i, at det bare er den 'evindelige sang om ekspertvældet' om igen og en videreførelse af en politisk kulturkamp. Han synes, debatten er meningsløs, og kan ikke se ideen med, at medierne diskuterer spørgsmålet om de 15.000 kroner forfra og bagfra.

"Jeg gider slet ikke denne her diskussion, der er simpelthen for dum. Vi har et bizart velfungerende samfund, hvor man rent faktisk spørger dem, der ved noget, når det skal tages beslutninger, og så kommer den idiot (statsministeren, red.) og skal pille ved det. Brian Mikkelsen skal fyres - mere gider jeg egentlig ikke at sige til det," siger Lars Frost.

Ivar Lærkesen og Hans Hertel er enige i, at det er en stærkere populisme og en større afhængighed af markedsmekanismerne på et barskere marked, der vil blive den sandsynlige effekt, hvis man nu vil gribe ind over for Kunstfonden og de livsvarige kunstnerydelser. Det bagvedliggende motiv og den reelle virkning vil næppe være, at man i højere grad tilgodeser de unge kunstnere, som det har været fremført af nogle politikere. De udtrykker dog begge den forhåbning, at de konservative vil tænke sig en ekstra gang om, før de begynder at pille ved den historiske ordning.

"De Konservative er generelt lidt bedre uddannede og har per tradition større respekt og forståelse for kunsten," siger Hans Hertel.

Ord uden mening

Han påpeger desuden, at der ligger en mærkelig selvmodsigelse mellem, hvad regeringen gør, og hvad den siger på det kulturpolitiske plan. Der bliver talt om innovation og oplevelsesøkonomi som buzz-ord i regeringens ide om Danmark som et af fremtidens videns og netværkssamfund, men samtidig ser man kun besparelse og mindre råderum til kunsten.

"Den her strømning er en dyb selvmodsigelse i forhold til ideen om oplevelsesøkonomi, som regeringen ellers taler for. Neden under eksisterer janteloven, og det er den, der indtil nu har fået lov at styre," siger Hans Hertel.

En holdning, der bakkes op af Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen.

"Der bliver talt højt og flot om Danmark som førende kreativ nation, men alligevel er alt, vi ser fra regeringens side, besparelse og indsnævring på det kulturpolitiske plan. Der er ingen logisk sammenhæng mellem, hvad man siger, og hvad man gør," siger Mogens Jensen.

Han mener ligeledes, at debatten om kunstfonden grundlæggende er en fortsættelse af den værdikamp og reelle ligegyldighed over for værdien af det danske kulturliv, han mener, der har hersket siden regeringen kom til magten i 2001.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis cirka 1,5 million kr. bruges på at give små 100 forfattere 15.358 kroner årligt før skat, ville det så ikke være en bedre og mere gavnlig idé, at bruge de samme penge på 20 stk. arbejds- og rejselegater à 75.000 kr... Eller... Bare sådan fordi.

/peter dyreborg