Læsetid: 5 min.

Da Kennedy fik overskæg

Khader var en mediestjerne. Og så gik det alligevel ikke. De menneskelige kvaliteter, der havde fået medierne til at bære hami guldstol, blev pludselig hans fjende, da legen blev alvor, og medierne begyndte at nedbryde, hvad de omhyggeligt havde opbygget
Naser Khader havde langt ind i medie-branchen rygvind til sit store forvandlings-nummer. Men den nyslåede partileder havde svært ved at håndtere modvinden.

Naser Khader havde langt ind i medie-branchen rygvind til sit store forvandlings-nummer. Men den nyslåede partileder havde svært ved at håndtere modvinden.

Thorkild Amdi

8. februar 2008

Det hele startede så godt. Naser Khader var vores yndlingsindvandrer i sin rolle som fortaler for demokrati og ytringsfrihed. Han var svaret på våde drømme om et menneskeligt ansigt i dansk politik, en mand, hvis smil ville få Anders Foghs til at fremstå kunstigt.

"Han var breaking news og en journalistisk ønske-drøm," som universitets-lektor Klaus Kjøller har formuleret det.

Med stiftelsen af Ny Alliance ramte han en nerve i dansk politik, der havde længtes efter at blive kildet, og mediepersonligheder som daværende chefredaktør for Nyhedsavisen, David Trads, og chefredaktør for Se & Hør, Henrik Qvortrup, faldt over hinanden for at komme til at lovprise det nye stjerneskud på den danske mediehimmel. Engagement, værdier og ægte følelser var blandt de lovprisende ord - her var et ægte nybrud i dansk politik.

Trads vandt ifølge Qvortrup i sidste ende duellen om superlativer, da han i et blog-indlæg fremhævede Khader som "vores Kennedy".

Vred og mimoseagtig

Noget gik dog galt for den danske Kennedy.

Han fik godt nok sat den onde præsident for Se og Hør på stand by, da han senere viste sig at være en mindre trofast støtte, end han umiddelbart indikerede, men Khader åbnede samtidig flere gange for en flanke, som de danske medier ikke var sene til at udnytte.

Khader viste sig som et følelsesbetonet menneske, der var synligt påvirket af de slag, medierne tildelte ham. Khaders fejlfrie image stod ikke længere til troende, og journalisterne øjnede pludselig nye, mindre flatterende - men i journalistisk øjemed lige så gode - historier om Khader. Han spillede som partileder en større og væsentligere rolle end tidligere, og velkomstkomiteen blev derefter.

Den homogene lovprisning af Khader fadede ud. Henrik Qvortrup vurderer, at Khaders møde med den kritiske presse kom som et chok for en mand, der under Muhammedkrisen nærmest var blevet helgenkåret af den danske presse, der støttede ham trofast.

"Pludselig står han i spidsen for et parti, der kan have afgørende politisk indflydelse i Danmark og møder helt rimeligt den kritiske presse. En overgang, han mildest talt klarede dårligt. Han reagerede forurettet, vredt og mimoseagtigt på kritik," siger Henrik Qvortrup.

Pressen var da heller ikke sen til at samle op på Khaders vaklen og forfølge yndlingsdramaturgien, der er bygget op om devisen 'højt at flyve, dybt at falde'. Khader viste svaghed med sin emotionelle reaktion, og svaghed er i politisk journalistik en invitation til dans, som de færreste journalister siger nej til.

Hvad Qvortrup betegner som Khaders traditionelle æresopfattelse gav genlyd i den danske mediebranche, og medierne tog fløjlshandskerne af og påbegyndte historien om gulddrengens fald. Den af medierne udråbte helt var på vej ned i sølet, og de journalistiske høst-maskiner satte i gang.

Personlig hilsen

Khaders emotionelle reaktioner gav grobund for spekulationer og rygter i pressen om, at Khader skulle være mere end almindelig grov, når der skulle gives journalistisk efterkritik.

Rygter, der også har klæbet til hans daværende pressechef, Ulla Østergaard, der efter sigende skulle have ringet og forlangt DR-journalisten Christian Gundtoft fjernet fra at dække Naser Khader under valget, hvilket han efterfølgende også blev af TVA-chef Ulrik Haagerup. Haagerup vil dog i dag ikke komme nærmere ind på, hvorfor han flyttede Gundtoft til at dække Pia Kjærsgaard i stedet for, men holder fast i, at det ikke har afsæt i en reaktion fra Naser Khader.

"Det er en meget lille sag, som jeg ikke ser den store grund til at ruske op i. Du kan læse, hvad der stod i avisen dengang," siger Ulrik Haagerup.

Udover de to muligt sammenkædede tilfælde med DR og Se & Hør er der dog ikke meget belæg for, at Khader skulle have kørt en usædvanlig hård stil over for den danske presse.

Hverken Politikens ansvarshavende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, eller Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste, har oplevet at have en vred Naser Khader i røret. Fra Jyllands-Posten lyder det tværtimod, at der er langt værre eksempler på politisk pression. Heller ikke B.T.'s politiske kommentator Helle Ib, der i sin tid lancerede Ny Alliance som en solohistorie i sin avis, kan bekræfte en mere aggressiv stil fra Naser Khader end fra andre politikere.

Medieforsker Mark Ørsten fra Roskilde Universitetscenter er da heller ikke i tvivl om, at sagen om Khader, Qvortrup og Gundtoft var personlig. Khader overskred en grænse mellem personen Khader og politikeren Khader, da han personligt gik i brechen mod Qvortrup. En grænse, man som politiker bør kunne identificere, men som Khader med sin nære tilknytning til det journalistiske miljø ikke havde styr på. Følelsen af et personligt svigt blev for stor, da kritikken begyndte at komme.

"Vi har analyseret dækningen af Ny Alliance de første 14 dage af valgkampen og det var overstrømmende, hvad der kom af roser over for Khaders parti. Med Qvortrups historie har han følt sig personligt forrådt, og med den mere realistiske dækning, der fulgte, krakelerede det opbyggede glansbillede," siger Mark Ørsten.

Rigtige venner

Det kan undre, at Naser med sin tætte tilknytning tilmediebranchen ikke havde nok indsigt i medierne til at indse, at Anders Fogh ikke smiler som han gør for sjov, og at det ikke er tilfældigt, at der aldrig er noget at komme efter.

Men Khader spillede i stedet sit eget spil, viklet godt ind i personlige relationer til diverse spindoktorer og journalister. Mantraet hed attitude, mavefornemmelser, sund fornuft og en afstand-tagen til de politiske traditioner. Han reagerede prompte og emotionelt på kritik og afveg fra den ellers så populære og effektive strudsestrategi, som mere garvede politikere gør flittigt brug af over for pressen. Det var for Khader ikke forretning, det var personligt. Det går ifølge Qvortrup ikke, hvis man skal agere partiformand.

"Khader sparkede støv op, så det stod ham om hovedet i stedet for at trække på skuldrene og sige: 'Sådan et inferiørt medie, dem om det'. Det betød, at sagen voksede ud af proportioner og fik lov at fylde urimeligt i medierne," siger Henrik Qvortrup.

Status er i dag, at Naser Khader ligger ned og tænker, mens hans 'overskæg' mest af alt ligner en spøg-og-skæmt-rekvisit, der truer med at falde af, hvornår det skal være.

Khader havde langt ind i mediebranchen rygvind til sit store forvandlingsnummer i dansk politik. Og Khader var glimrende til at cykle ned ad bakke i medvind. På det lange seje stykke med sidevind mistede Khader dog pusten, og det Christiansborg-fnidder, som han i sin mediestrategi ville undgå, kunne han i sidste ende ikke håndtere. Den menneskeligt engagerede og følelsesbetonede politiker må se sig slået af en presse, der - venner eller ej - har sin egen logik, og som ikke holder sig for fin til at bide selv en 'Kennedy' i benet.

Khader bed igen, men mistede samtidig den goodwill og det image, han havde opbygget både i befolkningen og i medierne. Følelserne tog over, og masken faldt. En Kennedy går ikke i hundeslagsmål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer