Læsetid: 6 min.

Den komplekse simplicitet

Vor udsendte møder den finske trio 22-Pistepirkko til en snak om musik; som f.eks. hvad hed første plade, de købte og hvad synger de egentlig under bruseren?
Den finske trio 22-Pistepirkko - der betyder 22 mariehøns - er de tre finske gentlemen, som anmelderen finder søde, sjove, sære, charmerende, generte, beskedne og klædeligt besat af rock-n-roll og alskens anden musik. PR-

Den finske trio 22-Pistepirkko - der betyder 22 mariehøns - er de tre finske gentlemen, som anmelderen finder søde, sjove, sære, charmerende, generte, beskedne og klædeligt besat af rock-n-roll og alskens anden musik. PR-

Tero Ahonen

2. februar 2008

Den finske duo 22-Pistepirkkos seneste album bærer den for bandet typiske pidgin-titel (Well You Know) Stuff Is Like We Yeah!; få på denne side af Björk og Peter Belli bærer deres hjemlige accenter med sådan stolthed.

Det giver deres engelsksprogede tekstunivers en særlig charme såvel som en særegen identitet. Indspillet med den semi-legendariske producer Kramer (Galaxy 500, Daniel Johnston, Ween, Bongwater, Butthole Surfers, a.m.o.) er det foregået live med et minimum af overdubs og med spontaniteten i top, men selv om de seneste par skiver fra bandets hånd har været omhyggelige studiekreationer, lyder det stadig fuldstændig som årgangs-Pistepirkko.

Det vil sige intet nyt, er godt nyt; intens, simpel finsk swamp-rock med rank ryg, gode melodier og nerverne uden på tøjet endnu et uimodståeligt sitrende værk fra ét af denne anmelders absolutte favoritorkestre.

Dannet omkring 1980 er det efterhånden blevet til en 10-12 fuldlængdeudgivelser plus det løse samt en heftig - om end kun lejlighedsvis - turnevirksomhed, hvilket smukt dokumenteredes i Andreas Haaning Christensens dokumentarfilm Sleep Well Rock Good fra 2005.

Mit personlige møde med bandet fandt sted i 1991, hvor jeg faldt over albummet Big Lupu, hvilket udviklede sig til en besættelse. Kort tid efter mødte jeg for første gang bandet backstage på Loppen - i egenskab af groupie, nærmest - efter en forrykt vellykket koncert sammesteds. Mit indtryk af de tre finske gentlemen har ikke ændret sig med årene - jeg fandt dem søde, sjove, sære, charmerende, generte, beskedne og klædeligt besat af rock'n'roll og alskens anden musik.

Den 11. september 2001

Sidste gang jeg talte med 22-Pistepirkko, var den 11. september 2001. Ikke en dato, man glemmer.

Okay, den dag talte jeg kun med to af dem - guitaristen P-K og trommeslagern Espe - for bassist/ keyboardspiller Asko led af turnétræthed og lå hjemme på hotelværelset. Gruppen havde netop udsendt mesterværket Rally of Love, men ud over et par diskurser om det fantastiske ved pc-programmet Pro-Tools, som bandet havde installeret i sit hjemmestudie, snakkede vi kun musik. Hvad vi nu gik og hørte og havde hørt og godt kunne tænke os at høre i fremtiden. Og hvad det alt sammen gjorde ved os.

Eftersom det var fjerde gang jeg snakkede med dem (men første gang i embeds medfør), opstod en lettere kammeratlig tone mellem os. Og så var de trætte, ja P-K var askegrå i hovedet af udmattelse efter endnu en ufatteligt opslidende Europa-turné uden fridage på programmet.

Da interviewet var ovre, hastede Mads fra pladeselskabet hen til det bord, vi sad ved og udbrød: "De har bombet World Trade Center!"

Min først reaktion var "Vrøvl!" P-K lod uvilkårligt højre arm skyde i vejret i en triumferende Black Panther gestus, men lod den øjeblikkeligt falde igen. Hvor fedt var det også lige?

Samme aften gav trioen en intens koncert på Märkbar, hvor konspirationsteorierne stod i kø blandt publikum; for hvem fanden havde gjort det? Araberne? Jøderne? CIA? Det amerikanske militær? En flok forskruede svenske turister? Hvem kunne have interesse i det? Det var så en flok saudiarabere, fandt vi ud af senere. Men skulle man tilbringe 11. september i selskab med nogen, var 22-Pistepirkko ikke de værste.

Så en grå lørdag formiddag her for nylig hastede jeg af sted mod ovennævnte Andreas' lejlighed, hvor den finske trojka lige var ankommet fra Finland.

Da jeg endnu ikke havde hørt det ny album og i øvrigt vidste, vi ville ende med at tale om musik, havde jeg medbragt de spørgsmål, der udgør den faste spalte All Back to my Place i musikmagasinet Mojo, for det det kunne der nok komme noget sjovt ud af.

Og det gjorde der, selv om vi røg ud i adskillige diskurser samt et par gange måtte ned fra tredjesalshøjden for at ryge cigaretter i den bidende kulde.

Men her er, hvad der blev sagt hin mindeværdige lørdag; sjovt nok svarede de konsekvent i samme rækkefølge hver gang: Først Asko, så P-K (som i øvrigt er brødre) og sidst Espe.

I en demilitariseret zone

- Hvad hører I for tiden?

Asko: "En ven anbefalede mig Sam's Town med The Killers. Jeg hører nu kun en sang derfra - "When You Were Young" - men den hører jeg til gengæld hele tiden. Jeg kan godt være sådan lidt ensporet, når jeg kan lide noget".

P-K: "Jeg gennemgår en Django Reinhardt fase. Du ved, ham den trefingrede sigøjnerguitarist. Han er en af mine top-10 guitarister, som jeg vender tilbage til igen og igen. Jeg aner ikke, hvad numrene hedder, men der er en stemning der."

Espe: "Jeg arbejder virkelig hårdt på at lære at værdsætte hiphop. Én jeg kender, har givet mig et mix af noget af det bedste inden for genren. Men det føles stadigvæk en lille smule som at bevæge sig ind i en demilitariseret zone" (ler).

- Hvad hed den første plade, I købte - og hvor købte I den?

Asko: "Der var ingen pladebutikker, der hvor vi boede, men der var en butik, som solgte kassettebånd. Og der købte vi det der Suzi Quatro-album med "48 Crash".

P-K: "Men det sjove var, at vi i virkeligheden var meget mere optaget af en plakat med hende, som vi havde fået. Vi skændtes uafbrudt om hvis værelse, den skulle hænge på. Suzi havde attitude, forstår du - vi vidste ikke meget om rock'n'roll, andet end at attituden var vigtig. Og det var på grund af hendes attitude på den plakat, vi købte kassetten. Ikke så meget musikken -"

Espe: "Jeg fik først grammofon sent, og da jeg ingen penge havde, købte jeg to plader på tilbud. En med Dave Edmunds Rockpile og en med Leadbelly. Jeg var virkelig heldig. Jeg har dem begge to endnu!"

Råstyrke og livsglæde

- Hvilken plade ændrede jeres liv?

Asko: "Leave Home med The Ramones! Den gjorde mig interesseret i at være i et band og lave musik. Det var enkelt og det lød sjovt."

P-K: "Jeg har to! Slayed? med Slade, som jeg stadig holder meget af; det handler om råstyrke, livsglæde og mangel på prætentioner. Og så da Asko spillede Leave Home for mig, faldt alle brikkerne på plads og jeg vidst, hvad jeg ville med mit liv. De var vores Beatles!"

Espe: "For mig var det det dobbelte live-album med Ramones (It's Alive, 1979), fordi det var så furiøst, og de spillede så hurtigt. Jeg lærte at spille på trommer ved at spille med på det! Mine forældre græd" (ler).

- Hvad synger I under bruseren?

Asko: "Jeg synger så mange sange. For tiden er det et band, der hedder Anssii 8.000, som vi snart udsender på vores pladeselskab. Deres sange nynner jeg hele tiden."

P-K: "Som regel den sidste sang, jeg har hørt, før jeg går ind under bruseren. Også selv om den er pissedårlig!"

Espe: "Jeg synger aldrig under bruseren. Jeg synger kun, når jeg skal!"

- Hvad er jeres absolutte yndlingsplade?

Asko: "J. Lee 'Scratch' Perry bokssættet Arkaology. Der er noget over dub. Det er bedre end narko. Man lytter, man lytter ikke, det er stadig fedt."

P-K: "Jeg ved ikke, om der findes en ultimativ Link Wray-opsamling, men hvis der gør, så ville jeg tage den. Han er et primitivt geni."

Espe: "Hvis jeg kun må vælge en plade, vil jeg hellere være fri. Men okay - måske Nuggets (en opsamling af obskure 60'er-garagebands). Den bliver jeg aldrig træt af."

- Hvilken musiker har du drømt om at være?

Asko: "Det er et interessant spørgsmål. Hm. Jeg tror - Emmylou Harris. Hende beundrer jeg. Og så kunne det være interessant at prøve at være en smuk kvinde."

P-K: "Igen: Link Wray. Jeg mødte ham engang. Han var træt, men høflig. En ægte gentleman. Det var et inspirerende møde, selv om der næsten intet blev sagt."

Espe: "Elvis!! Elvis, Elvis, Elvis! Jeg ville være Kongen! Hvorfor ikke? Hvis jeg virkelig havde valget. Men jeg ville insistere på en sundere diæt" (alle ler).

(Well You Know) Stuff Is Like We Yeah! (Bone Voyage/A:larm) udkommer mandag d. 4. februar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu