Læsetid: 4 min.

Krigens reportere

Vi har fået en debat om, hvorvidt det var uansvarligt af TV 2 at sende en journalist til Helmand-provinsen,i stedet for en debat om, hvorfor medierne har valgt - eller er blevet tvunget til - kun at dække den ene part i krigen
8. februar 2008

Forleden blev TV 2-journalisten Najib Khaja løsladt efter at have været tilbageholdt af Taleban i Afghanistans Helmand-provins i nogle dage. TV 2 meddeler, at der ikke er betalt løsepenge, og at udsendelsen af Khaja for at rapportere om de danske soldaters hovedmodstander i provinsen var sket under iagttagelse af store sikkerheds-foranstaltninger, herunder at Najib Khaja havde været på sikkerhedskursus i London. Det er anden gang inden for kortere tid, at Khaja har været taget til fange i Afghanistan.

Najib Khaja, der er afafghansk afstamning, var den ene af to danske journalister, der for et par år siden i Urban afslørede TV 2's svindelnummer med Triple-A-sagen. Det er al ære værd, at han og TV 2 forsøger at trænge bag den tætte tåge, som man en gang imellem har en fornemmelse af omgiver krigshandlingerne i Afghanistan og Irak - for slet ikke at tale om den meget tætte tåge, som er blevet lagt omkring 'krigen mod terror'. En tåge, som DR's dygtige Århus-baserede dokumentarjournalister har lettet en flig af i den dokumentar om CIA-flyvningerne, som selv udenrigsminister Per Stig Møller meget præcist betegnede som "sober".

Militæret hjælper gerne

Men tågen - nogle ville kalde det røgslør - som indhyller moderne krige, er blevet tættere og tættere. Sandheden er, som en amerikansk senator udtrykte det, krigens første offer. Sådan har det altid været. Men i en periode var der rent faktisk journalister, der havde ressourcer til at finde en pæn del af sand-heden. De er blevet færre og færre, og det er ikke alene journalisternes skyld.

Vi bliver mindre og mindre vidende om, hvad der foregår. Jo, militæret - hvad enten det er dansk, britisk eller amerikansk - hjælper gerne med transport, sikkerhed, internet- og satellit-forbindelser, kost & logi og skudsikre veste. Talrige danske journalister har været i Irak og Af-ghanistan for at dække den danske militærindsats. På militærets betingelser.

En sjælden gang er der journalister, der vover sig væk fra den militære beskyttelse. Det er overordentlig farligt. For at mindske faren ansættes (ofte britiske eller sydafrikanske) lejesoldater som bodyguards, og man lejer skudsikre biler og har forudgående sendt journalisterne på intense sikkerhedskurser. Prisen for at sende en reporter til f.eks. Bagdad er tårnhøj. 14 dages reportagetur kan koste mere end dækningen af hele den amerikanske primærvalgs-sæson. Og risikoen er langt højere.

I dagens cost-benefit-baserede journalistik er det simpelthen så dyrt at sende reportere i krig, at presset på journalisten for at producere sensationelle reportager er så stort, at det kan resultere i en Jeppe Nybroe-sag.

Spiste journalistens lever

Under Indokina-krigene var der en tommelfingerregel om, at hvis en journalist på egen hånd (og dem var der mange af) blev taget til fange i Vietnam, ville vietcong give ham et kort kursus i befrielseskrige og ideologi før løsladelsen. I Cambodia var de cambodianske kommunister i Khmer Rouge af en anden støbning - de slog som regel journalisten ihjel og spiste hans lever, hvilket var en gammel khmer-tradition, der efter sigende øgede manddomskraften og klogskaben. Af den grund blev journalisternes vovemodi Cambodia noget mindre end i Vietnam. Og det var også en tid, hvor guerillabevægelser så en interesse i at bruge vestlige journalister til at sprede deres budskab.

De interesser har Taleban og diverse modstands- og terrorgrupper i Irak ikkei samme omfang. Vestlige journalister ses som en integreret del af den USA-inspirerede og førte krig imod islam og behandles som modstandere - dvs. risikoen for halshugning eller en tilsvarende grum skæbne er ekstremt høj. Og krigens komplicerede karakter gør det langt, langt sværere for journalisterne at dække flere sider og mange aspekter. Det er for farligt og for dyrt. Så størstedelen af vore informationer kommer i dag enten fra de få (amerikanske eller britiske) uafhængige medier, som har råd til det (BBC og New York Times f.eks.) eller fra de få arabiske medier, som har råd og mulighed. Og her er i virkeligheden kun et rigtigt stort, nemlig TV-selskabet al-Jazeera.

Kilderne snævres ind. Krigen ses oftest derfra, hvor det er sikrest og nemmest - nemlig fra en befæstet vestlig militærlejr. Danske medier er hverken rige eller specielt modige. Og udenrigsstoffet er overalt (ikke bare i Danmark - men i høj grad også i USA og Storbritannien) reduceret til fordel for andet og mere forbrugervenligt stof.

Det er interessant, at der tilsyneladende nu er en debat om, hvorvidt TV 2 var dumdristig/uansvarlig ved at sende Najib Khaja af sted i et forsøg på at efterleve et helt grundlæggende journalistisk princip, nemlig at høre begge sider. I stedet for en debat om, hvorfor medierne set over en ret bred kam har valgt - eller er blevet tvunget til - kun at dække den ene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu