Læsetid: 4 min.

Det kulturelle forfald

Når det drejer sig om fordelingen af de offentlige kulturmidler og beslutninger om, hvad der skal laves for pengene, kan vi ikke alene forlade os på markedets usynlige hånd. Noget kultur må skattefinansieres
29. februar 2008

Holder det da aldrig op - kulturforfaldet! Hvad hjælper det, at kulturministeren for det hele kanoniserer det hensygnende fundament, når alt, det skulle understøtte, går i almindeligt forfald? Det er jo ikke kun i DR, den er gal.

Den nye leder af Københavns Hovedbibliotek plantede "en syl i øjet på bogelskerne" med sin plan om at sætte gamle bøger på depotet og lade lånerne møde populære bøger sammen med aktuelle fagbøger, biografier, spil og digitale tilbud.

Men så sprang alle kulturelle Holger Danskere op, spændte bæltet og gik i samlet trop til modangreb med avisindlæg i Politiken som f.eks. 'En kulturnations død' og 'Biblioteksnedsmeltningen' og 'Mordet på biblioteket' i Århus Stiftstidende. (Se link i bunden af klummen)

Den gode smags deroute

Det med bibliotekerne er jo blot et enkelt eksempel på kulturens og den gode smags tilsyneladende deroute.

Charlottenborg har sat de ældre etablerede kunstnere på porten og er blevet til en kunsthal for deres fremstormende, yngre kolleger.

Så er der bud efter den livsvarige kunstnerstøtte. "Vi vil hellere støtte noget, der spirer og gror, end noget der allerede har vokset sig stort og stærkt," siger Venstres kulturordfører.

Hvis man mener, at disse eksempler er for fragmentariske og sekteriske, kan man, som nævnt indledningsvist, blot følge diskussionen om udviklingen i Danmarks Radios programflade, hver gang et af de programmer, vi elsker og har levet med i årevis, bliver taget af fladen og erstattet af noget nyt, anderledes og mere populært.

Mønstret er tilsyneladende helt rituelt. Først formaster en ny og yngre biblioteksleder, museumsdirektør, kulturpolitiker, programdirektør, eller hvad det nu er for et hjørne af kulturparnasset, der står for tur, sig til at udfordre det veletablerede med et bud på noget nyt og anderledes.

Så rejser der sig et brøl af forargede protester.

Hvis nyskabelsen overlever denne første barrage, går sagen snart i offentlighedens glemmebog. Måske ikke hos os ældre, men vore børn og deres venner, arbejdskolleger, bekendte og naboer lever tilsyneladende videre. De savner ikke det tabte og bekymrer sig ikke om forfaldet.

Evig værdikamp

Men lur mig, om vi ikke vil finde disse unge på de kulturelle protestanters barrikader om en snes år, når næste generation rykker frem og begynder at pille ved det, der til den tid er blevet veletablerede kulturelle bastioner. Det kan være svært at acceptere for os, for hvem fortiden fylder mere end fremtiden, men der må da være andet og mere i det end blot det sædvanlige Après nous la déluge (Efter os kommer syndfloden, red.).

Selvfølgelig kan det - sådan rent teoretisk - være, at hver generation har ret i sin egen oplevelse af tilbageskridt. I så fald må der være tale om en meget lang og ubrudt kulturel nedtur. For det er slet ikke et nyt problem.

De bekymringer, der for tiden rettes mod omlægningerne på DR's P2 opleves blandt nogle af os, der holder af klassisk musik, som velbegrundede. Men gjaldt det også protesterne for nogle generationer siden, da jazz, rock og popmusik gjorde sit indtog i DR's sendeflade på bekostning af 'palmehavemusikken'? Eller den gang i 1931 da komponisten Carl Nielsen gik til angreb mod Statsradiofoniens transmission af musik med følgende kanonade: "Aldrig før har Musikkens Kunst været saa ilde stedt som i dette Øjeblik. Fra at være en aandelig Værdi, som vi alle samles om, er den blevet en Skøge, som tilbyder sig fra åbne Døre og Vinduer, fra Kælderhalse og stinkende Jazz-Buler-".

Tænk, hvis man den gang - og alle de andre gange - havde bøjet sig for protesterne og rettet ind efter dem. Havde man hver gang, det anerkendte, veletablerede og elskede blev truet af noget nyt, haft magt til at holde fast ved det gamle og forhindre det nye, havde meget af det, vi i dag anser for kulturbærende, aldrig set dagens lys.

Alligevel er der paradoksalt nok god grund til både at hylde dem, der står skildvagt om kulturarven, og opildne dem, der angriber den. For kan det være anderledes?

Hvilke procedurer eller vurderingskriterier har vi, der kan bruges til at skille gammelt skæg og nyt snot for sig? Det er ikke alt det nye, der har værdi, og meget gammelt fortjener ikke at bevares.

Det kommercielle marked har sådanne prioriteringsmekanismer. Udbuddet retter sig her på godt og ondt ind efter efterspørgslen. Men når det drejer sig om fordelingen af de offentlige kulturmidler og beslutninger om, hvad der skal laves for pengene, kan vi ikke alene forlade os på markedets usynlige hånd. Ja, det er netop en af de væsentligste grunde til at supplere det kommercielle marked med skattefinansieret kultur.

Og her må vi leve med en vanskelig balancegang mellem to uforenelige, men nødvendige størrelser. På den ene side et helt legitimt, efterspørgselsorienteret hensyn til faktisk adfærd og præferencer blandt de mange biblioteksgængere, lyttere og seere, museumsgæster og andre brugere af de offentlige kulturgoder.

På den anden side den uundværlige, kritiske slagmark for det mere elitære kulturpolitiske smagsdommeri, hvor bekymringen over forfaldet, forargelsen og kritikken spiller en lige så vigtig rolle som det fandenivoldske mod til fornyelse.

Kulturforfaldet hører til naturens orden. Om vi bevæger os hen imod eller væk fra det, er noget vi må slås om.

En kulturnations død
http://politiken.dk/debat/kroniker/article456467.ece

Biblioteksnedsmeltningen
http://politiken.dk/boger/article454922.ece

Mordet på biblioteket
http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080113/AAS/630438545/1018/debatnet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu