Læsetid: 4 min.

Er lærerne forældrenes forlængede arm eller er det omvendt?

Skolens indædte modstand mod at 'opdrage' bunder i dens autoritære udgangspunkt: Man accepterer ganske enkelt ikke børn i skolen - kun elever, der er omtrent så levende som tinsoldater
Udfordring. Måske burde skole og forældre slå pjalterne sammen og erkende deres ufuldkommenhed istedet for fortsat at svine hinanden til.

Udfordring. Måske burde skole og forældre slå pjalterne sammen og erkende deres ufuldkommenhed istedet for fortsat at svine hinanden til.

Jesper Nørgaard Sørensen

29. februar 2008

Så dukkede den op igen - skolens og lærernes klage over, at nogle få forældre overlader opdragelsen af deres børn til lærerne. Det er der jo mildest talt ikke noget nyt i. der har altid været forældre, der på forskellig vis svigtede deres børn, som så måtte nøjes med den smule opdragelse, lærerne kunne tilbyde. I min gamle klasse var vel tre ud af 20 børn i den situation.

Senere, på lærerseminariet fra 1965-70, var spørgsmålet "Skal skolen opdrage?" et yndet udgangspunkt for diskussioner og skriftlige opgaver. Allerede dengang lå der en massiv uvilje i skolens kultur mod at tage dette ansvar eller rettere medansvar for børnenes trivsel og udvikling. En uvilje, der hænger nøje sammen med skolens autoritære udgangspunkt og status som pædagogisk tvangsforanstaltning. Man accepterede ganske enkelt ikke børn i skolen; kun elever, som forventedes at være omtrent så levende som tinsoldater.

Skal skolen opdrage?

Spørgsmålet - skal skolen opdrage? - er selvfølgelig rent akademisk uden dog at være specielt intelligent. Det kan besvares med et modspørgsmål - kan skolen blive fri? - og svaret er nej. Et helt andet spørgsmål er, hvad lærerne og skolens talsmænd og kvinder egentlig mener, når de bruger ordet opdragelse? Mener de socialisering, konditionering, opdragelse eller disciplinering?

Opdragelse i form af belæring har stort set ingen effekt på børns udvikling, uanset om den kommer fra forældre eller lærere. En meget stor del af det, forældre gør, når de selv mener, at de opdrager, er spild af tid eller hjælper kun på de voksnes selvbillede og image. Det samme gælder naturligvis lærere. Opdragelse sker i kraft af det der foregår 'mellem linjerne' - dvs. i de voksnes samspil med hinanden, med børnene, med buschaufføren, med bedstemor osv. Hvordan de spiser, taler, løser konflikter, udviser omsorg og elsker. Alt dette optager børn på same måde, som planter optager ilt - via osmose.

Børn lærer ikke om sig selv, livet, virkeligheden, andre mennesker og samfundets værdier som elever. Børn lærer på samme måde som forskere. De stiller sig spørgsmål, eksperimenterer og kommer til konklusioner baseret på fysiske, følelsesmæssige og intellektuelle oplevelser/erfaringer, som igen afhænger af den feedback, deres eksperimenter afføder i omgivelserne. De forældre, der i disse år svigter deres børn, svigter, fordi kvaliteten af deres feedback er for ringe. Den er enten for sjusket, belærende, upersonlig, kritiserende, tilfældig eller romantisk og/eller den tager ikke højde for, hvem barnet er, og hvordan dets hjerne fungerer. Det samme gælder en del af den feedback, de samme børn får fra pædagoger og lærere.

Amatører ved katederet

Selvfølgelig har lærerne et stort medansvar for, hvilke konklusioner et barn kommer til i løbet af sin opvækst - selvfølgelig er de medopdragere, og ligeså selvfølgeligt opdrager alle forældre deres børn.

Men måske mener lærerne i virkeligheden, at for mange af nutidens børn er for dårligt konditionerede - dvs. at forældrene ikke målrettet satser på, at deres seksårige kan leve op til skolernes og lærernes i øvrigt meget forskellige forventninger om, hvordan de skal te sig, når de træder ind på skolens område? Klager skolen i virkeligheden over, at deres underleverandører leverer en vare, der ikke umiddelbart passer med de bestilte specifikationer? Hvis det er tilfældet, så har en del skoler et alvorligt problem, som forældrene ikke kan løse for dem.

Vi er jo lykkeligvis kommet i den situation i Danmark, at det er umuligt at udtale sig om folkeskolen under en hat. Der findes flere og flere fremragende skoler og der findes en del mere eller mindre forfærdelige og på samme måde findes der fremragende lærere og forfærdelige.

Lad os derfor slå fast, at der findes både forældre, skoler og lærere, som ikke gør deres arbejde ordentligt. Det er der ingen grund til at blive forarget over. Den virkelige skandale er, at læreruddannelsen sender amatører og ignoranter ud på skolerne. De lærer næsten intet relevant om børn og slet intet om voksne. De lærer om skolens fag og om metodik og didaktik, mens det er helt tilfældigt, hvad og hvor meget de lærer om sig selv i relation til andre mennesker. De har ingen holdepunkter, ingen værdier og ingen kundskaber, som kan give dem tryghed og sikkerhed i mødet med børnene og deres forældre. En del af dem kæmper sig frem til nogle konstruktive erfaringer, og en del ender i en defensiv attitude præget af moralisme, angst og modvilje. En genuin oplevelse af virkeligheden er langt mere kompleks, end deres uddannelse og forventninger havde forberedt dem på. Samme skæbne overgår visse forældre, og ville det ikke være herligt, om de to parter slog pjalterne sammen, erkendte deres ufuldkommenhed og udviklede nye kompetencer i stedet for at svine hinanden til?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Opdragelse sker i kraft af det der foregår 'mellem linjerne' - dvs. i de voksnes samspil med hinanden, med børnene, med buschaufføren, med bedstemor osv. Hvordan de spiser, taler, løser konflikter, udviser omsorg og elsker. Alt dette optager børn på same måde, som planter optager ilt - via osmose."

Jeg ved ikke lige om den med osmosen og planterne holder, men budskabet angående børnene er i hvert fald klart og meget rigitgt, synes jeg.

Det synes jeg også alle dem, som har så travlt med at gøre forældre ansvarlige for alt muligt, skulle tænke over. Jeg mener, at vi alle sammen har et ansvar over hele samfundets børn, i form af at være forbilleder for børn.

Som sædvanlig har Sondheim en sang til lejligheden, "Children Will Listen" fra "Into the Woods":
How do you say to your child in the night?
Nothing's all black, but then nothing's all white
How do you say it will all be all right
When you know that it might not be true?
What do you do?

Careful the things you say
Children will listen
Careful the things you do
Children will see and learn
Children may not obey, but children will listen
Children will look to you for which way to turn
Co learn what to be
Careful before you say "Listen to me"
Children will listen

Careful the wish you make
Wishes are children
Careful the path they take
Wishes come true, not free
Careful the spell you cast
Not just on children
Sometimes the spell may last
Past what you can see
And turn against you
Careful the tale you tell
That is the spell
Children will listen

How can you say to a child who's in flight
"Don't slip away and i won't hold so tight"
What can you say that no matter how slight Won't be misunderstood
What do you leave to your child when you're dead?
Only whatever you put in it's head
Things that you're mother and father had said
Which were left to them too
Careful what you say
Children will listen
Careful you do it too
Children will see
And learn, oh guide them that step away
Children will glisten
Tample with what is true
And children will turn
If just to be free
Careful before you say
"Listen to me"

Children will listen (repeat 3x)