Læsetid: 7 min.

Et land af eddike og teknologi

Seoul. Koreanerne kalder selv deres land for Asiens Glemte Perle. Det er da heller ikke mange gæster, jeg møder i byen: Der er næsten ingen turister og overraskende få forretningsfolk. Det kan kun undre, for er der et sted, hvor den digitale side af fremtidens muligheder folder sig ud, så er det her - i fascinerende samspil med dybe koreanske traditioner
Koreanerne har ikke andet end hovedrysten til overs for vores primitive fokus på design. Det, der betyder noget i mobiltelefonen er features, masser af features. Seoul er teknologiens højborg, hvis man altså ikke tager til markedet, hvor man finder det, vi synes er det -ægte Asien- med sine Kimchi-boder - en koreansk nationalret der nemmest beskrives som kål i eddike.

Koreanerne har ikke andet end hovedrysten til overs for vores primitive fokus på design. Det, der betyder noget i mobiltelefonen er features, masser af features. Seoul er teknologiens højborg, hvis man altså ikke tager til markedet, hvor man finder det, vi synes er det -ægte Asien- med sine Kimchi-boder - en koreansk nationalret der nemmest beskrives som kål i eddike.

16. februar 2008

I Seoul kommer man ikke langt som turist, hvis man er afhængig af kniv og gaffel, gade- og metroskilte med latinske bogstaver eller taxa-chauffører med bare et minimum af engelskkundskaber. Her gælder andre regler. Men lærer man at navigere efter dem, så åbner der sig en metropol, der forvirrer, fordi den fremstår som en slags dynamisk provinsudgave af Tokyo - på én gang genkendelig i sin halvvestlige fernis, men samtidig uendelig fremmedartet. Dejlig asiatisk. Netop denne modsætning føder byens puls: Vesten møder Østen med speederen i bund.

Når man spiser eddike

"Når du køber en mobiltelefon, hvad er så vigtigt for dig," spørger den opvakte highschoolelev, der har taget plads ved siden af mig i en af de bittesmå madboder i Namdaemun-markedet.

Jeg sidder og spiser eddike. Eller rettere, jeg sidder med en saks fra Fiskars og klipper mit eddikemarinerede kød i passende strimler, inden jeg lægger det til stegning på den stegeplade, der er monteret i hullet midt i bordet. Til kødet hører der kimchi, den nationale kulinariske stolthed: eddikevendte grøntsager i otte forskellige varianter. Yderst eksotisk for den uforberedte gæst, men ikke vanedannende efter min erfaring.

Min pludselige samtalepartner er noget så sjældent som en koreaner, der tør kaste sig ud i en samtale på engelsk. Han er 14 år og har lige en times pause fra skole, inden han skal videre til aftenens specialundervisning i matematik. Egentlig vil han helst spille violin, men det er der jo ingen fremtid i: "Jeg bliver nødt til at læse. Konkurrencen er hård. Jeg har ingen fritid - kun hvis jeg kommer på universitetet," forklarer han mig, da jeg måbende lytter til hans dagsprogram: otte timers skole, to timers specialundervisning og tre timers lektier, der først kan laves, når han vender hjem ude i sin forstad ved 22-tiden. Hver dag (undtaget søndag, der går han til violin). Han kigger imod mit eddikebord og smiler opmuntrende.

Jeg smiler tilbage og viser min velvilje. Det smager sundt og er vel langt ude i familie med sauerkraut. Jeg forklarer, at jeg i mit valg af mobiltelefon faktisk kun kigger på design og æstetik. Hans smil glider lige så stille væk og ersattes af vantro, da jeg fortsætter med at forklare, at jeg ikke bekymrer mig synderligt om tekniske specialiteter, jeg bruger dem jo ikke. Han kigger måbende på mig og dræber et nervøst grin. Sådan gør man i Korea, når man er flov på andres vegne. Er man rigtig flov, så skraldgriner man.

"Jeg vil have udstyr, masser af udstyr," understreger han, og jeg forstår, at længden af menuerne og antallet af ting og sager, som mobilen kan, er vigtigere end alt andet. Jeg smiler lidt overbærende.

Jeg har endnu ikke været længe nok i Seoul til helt at have fanget koreansk logik. Jeg tror, drengen bare er barnligt begejstret, og har ikke fattet, at jeg er løbet direkte ind i landets tunge basgang: Teknologi er godt. Meget teknologi er rigtig, rigtig godt. I Seoul er æstetik ikke sådan for alvor blevet et konkurrenceparameter, og min cafékække Sony Ericsson får ikke mange plusser i karakterbogen i forhold til hans grimme LG. Jeg synes nemlig, at hans højpotente mobil ligner den, jeg havde i 1998. Stor, kikset og fæl at se på; ikke mange scorepoint her. Jeg begynder at ane, at jeg jo bare er en klovn fra det tilbagestående Vesten.

Hægtet af, i anden potens

"Jeg bruger min telefon til alt," forklarer en kvinde på omkring de 30, som jeg er løbet ind i ude foran KT's gratis show-butik i COEX, Seoul største, ultrahippe indkøbscenter. Her kan man fra gaden gå direkte ind og prøve alle mobile teknologier gratis. Gå på nettet på de opstillede pc'ere, game på alverdens spilplatforme og tale med fagkyndige digitale stewardesser. Gratis, alt sammen. Jeg sender en tanke til TDC, og konturerne træder mere og mere frem af et målrettet samfund, der har fokuseret og hvor alle parter investerer energi, penge og ideer i at nurse den digitale verden. KT serverer godt nok gratis ydelser til brugerne, men de lærer dem jo til gengæld også at bruge teknologierne og opbygger en fortrolighed med de digitale muligheder, som er basis for indtjeningen i morgen. Smart.

Min COEX-veninde fortsætter: "Min telefon er min bedste ven ... Jeg bruger den til alt." Ja, fint nok. Hun lyder jo fuldstændig som min egen teenagedatter. Men der viser sig at være en verden til forskel.

For der er en grund til, at den koreanske kvindes mobiltelefon er vigtig. En mobil i Seoul er ikke bare en sms-maskine og en telefon. Den er betalingskort, fjernsyn, computer, fotografiapparat, radio, spilkonsol, kalender og videokamera. Bevares, det er min mobiltelefon da også. Ligesom de fleste andres derhjemme. Forskellen er bare, at alle i Seoul bruger mulighederne i hverdagen, de lader ikke blot de særligt egnede boltre sig i de digitale muligheder. Alle under 45 er på, døgnet rundt. Og alle features bruges.

Jeg føler mig gammel og overhalet, og jeg henter trøst i den samme kvindens udsagn om, at Korea "er en nation af medløbere og folk er hurtige til at tage de nye til sig". Fedt, så har jeg da heldigvis bare min kritiske distance at klamre mig til.

Knæfald for paraboler

Det er den samme kvinde, der nærmest undskyldende forklarer, at hun faktisk også selv er lidt hægtet af.

Hun forklarer, at hun ikke bruger internettet så meget. Og ja, ikke det gammeldags kabelnet, som vi bøvler med derhjemme, men det mobile naturligvis. Og for at understrege sin egen marginalisering afslører hun, at hun blot køber halvdelen af sine varer over nettet - fødevarer, tøj, kosmetik, rejser; den slags. Det er pinligt, åbenbart. Hendes venner køber cirka 90 procent anslår hun. Men de har selvfølgelig også børn.

Og så leverer hun den definitive lammer: Hun har et mobilabonnement hos KT, som indeholder en bunke tv-kanaler, så hun kan se tv i metroen til og fra arbejde. Og som om det ikke var science fiction nok, runder hun beskrivelsen af med nonchalant at forklare, at hun selvfølgelig også bare bruger sin telefon, når hun ser tv hjemme i privaten: "Jeg lægger bare min telefon ved siden af tv'et, og så forbinder den."

Som om det var det mest lavteknologiske, hun kunne forestille sig.

Det er lige før, jeg tuder. Der står jeg med al min dyre, vestlige designerarrogance og lever et tjekket liv med en paraboltallerken knaldet op af husfacaden og et hjem, gennemhullet af tommelfingertykke netkabler. Min koreanske kvinde får bare hele molevitten leveret trådløst og diskret via sin mobiltelefon.

I Korea mener regeringen det alvorligt, når den siger, at landet skal være førende inden for it. Det er ikke bare en skåltale første nytårsdag, sådan som vi har hørt. Her leveres der skattefordele til virksomheder, der udvikler digitale teknologier. Samtidig sørger regeringen for, at hele landet får højhastighedsinternet - og ikke bare sølle to Mbit, som jeg kender det - men 100 Mbit! Både upstream og downstream. Der er jo ingen logik i at honorere virksomheder i at tænke digitalt, hvis ikke Hr. og Fru Sung kan udnytte mulighederne. Jeg kan næsten ikke styre min misundelse og får lyst til at trøstespise; om det så skal være kål i kryddereddike. Gid jeg ikke boede i det forjættede Vesten, men i det tilbagestående Asien.

Hjem til 'det ægte' Asien

Nå, men det er nok bare, fordi jeg har mødt den digitale fortrop, hyggelyver jeg for mig selv, mens jeg står i Insadong og prajer en taxa tilbage til Namdaemun-markedet. Mit vestlige selvværd er til tælling, så derfor er jeg på vej tilbage, hvor jeg for en stund kan få min vestlige status som kulturelt overlegen genoprettet. Her er der de gadeboder med tuskhandel og ginseng i krukker, jeg kan forholde mig til. Her ser jeg en mand med en trækvogn, hvis jeg er heldig. Jeg kan boltre mig i billige kopivarer og tørrede blæksprutter i løs vægt.

Dét er jo for fanden sådan, jeg forventer, det gode gamle Korea og Asien skal opføre sig. Ikke jorde mig og udstille mit digitale stenalderniveau. Gi' mig nu lige lidt etnisk kolorit og et par fede billeder til albummet. Og jeg smiler, for der sidder de: Kvinderne på hug og roder rundt i nysnittet kål og alverdens eddiker. Det lugtern som om hele byen er ved at afkalke kaffemaskiner i Heidelbergs lagereddike. Hvor befriende.

Jeg nyder min lille lomme af 'Asien som vi kender det', og da jeg bliver råbt til og bliver tilbudt en rask smagsprøve på en nyblandet omgang af klassikeren med kål, så kan jeg jo ikke andet end tage udfordringen op: "Com hav teist, mister".

Deres lillebitte madbod ser fristende asiatisk ud. Det ligner kylling, det de har liggende bag ved den fedtede glasplade i disken. Så jeg smager og smiler og sætter mig på en af de små skamler i børnestørrelse, der står rundt om bordet med den fesent grønne voksdug. De fire koreanere, der allerede sidder og spiser kimchi, smiler diskret. Gad vide, om de kan se, at jeg er i digitalt chock?

Inde bagved i det diminutive baglokale kværner fjernsynetn og alle følger med. Jeg håber ikke, den lokale udgave af Horton-sagaen finder vej gennem endnu en featurespækket mobiltelefon. Det vil ikke være til at bære.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu