Den lange vej til forfatterskabet

Skriveproces. I mange år har Kim Leine arbejdet og håbet på at kunne kalde sig forfatter. Sidste år debuterede han med succes med 'Kalak'. Midt i de mange kriser, nedture og omskifteligheder har Leine lige siden drengetiden haft en konstant tilflugtsvej i sproget og skrivningen
14. februar 2008

Den 46-årige Kim Leine er taget fra København til Roskilde for at holde foredrag og svare på spørgsmål om sin litterære debut fra sidste år, erindringsromanen Kalak, der er blevet flot modtaget af både læsere og anmeldere. I pausen står Leine og taler med en af arrangørerne, og hun har et godt råd til debutanten:

"Nu kan du søge ophold på San Cataldo."

Et lille, venligt smil viser sig i Leines ellers så tunge og ubevægelige ansigtstræk:

"Hvad er det," spørger han.

Han ved det ikke. Han kender intet til det danske refugium ved det skønne Amalfi i Syditalien, hvortil kunstnere, forskere og andre åndsarbejdere drager for at søge tilflugt fra verdens larm. Kim Leine er en outsider. Slet ikke en del af det kunstneriske og litterære miljø i den danske andedam. Han er for fremmedartet, for uanfægtet.

Kalak er en bog, som med sine nøgne og voldsomme bekendelser om et kaotisk liv kan være svær at komme udenom, men hvem er mennesket bag? Forfatteren, der kom ind fra kulden. For det er det, han har håbet og tænkt så meget på, siden han var teenager. At blive forfatter, at være forfatter. I stedet for alt det andet.

Kim Leine er norsk, dansk, grønlandsk. Han er incestoffer og tidligere stofmisbruger. Sygeplejerske. Far til to børn. Han er svær at sætte i bås. Han er sig selv. Han er anderledes. Måske er det dér, det hele begynder?

I Telemark i Norge, hvor Kim Leine som dreng voksede op i bygden Seljord og af sin enlige mor blev opdraget som Jehovas Vidne. Han blev isoleret i det lille samfund. Både pga. det religiøse aspekt, og fordi han var "typen, der blev mobbet":

"Jeg var genert og klodset og dårlig til fodbold. Jeg var sindssyg dårlig til fodbold. Jeg spillede hver eneste dag i ni år - og har ikke scoret én gang. Samtidig var jeg uden for alle højtidsfejringer - jul og fødselsdage. Så er det klart, man bliver mobbet. Og jeg blev meget, meget hidsig, og så var det jo sjovere for de andre."

Kim Leine griner kort - resigneret, overbærende. Som et suk, der rummer hans forundrede tilbageblik på fortidens dårskab. Så følger den forstandige konklusion:

"Så var det nemmest at være alene. Det var det, der fungerede bedst."

Flygtede fra Jehova

Derfor tilbragte Kim Leine meget af tiden med at gå på opdagelse i fjeldet eller tage ud at fiske. Var alene med den store og stille natur. Iagttog den, aflæste den. Men samtidig var der efterhånden en anden verden, han også begyndte at opfatte, at forsvinde ind i. Litteraturen.

"Halvanden meter med Alexander Dumas' samlede værker," forklarer han om de bøger, der stod i hjemmet hos hans ellers ikke litterært interesserede mor: "Sikkert i forkortet udgave."

Den unge Kim Leine arbejdede sig koncentreret gennem de mange bind. Og kom dermed en smule videre fra alle de Anders And-blade og drenge- og westernbøger, han allerede begyndte at kaste sig over, før han kom i skole. Men der er andre læseoplevelser, han erindrer fra drengetiden. Papillon og Postbudet ringer altid to gange

"En rimelig seriøs bog," som han konkluderer om sidstnævnte.

Selvfølgelig begyndte Kim Leine efterhånden også selv at skrive. Han skrev en stil i skolen - en novelle - der blev læst op for klassen af lærerinden. Det var en spøgelseshistorie, som foregik i Hull i Nordengland. Og det var forfærdeligt for den unge og generte forfatterspire med al den opmærksomhed:

"Jeg blev så tydeliggjort. Eksponeret. Jeg blev flov. Så der skrev jeg ikke i flere år. Altså, kunsten at være usynlig - den lærte jeg ret tidligt. Jeg klarede mig dårligt i skolen. For hvis man klarede sig godt, blev man jo også synliggjort."

Der er en tænkepause.

"Kun i håndarbejde klarede jeg mig godt," tilføjer han så med sin korte, klukkende latter. "Der var jeg sammen med piger, og de var kun onde ved hinanden. Ikke ved mig."

Sådan var Kim Leines norske barndom. Hele tiden anderledes, stort set usynlig. Som 15-årig besluttede han derfor at flygte fra ensomheden og Jehovas Vidner. Tog til Danmark for at opsøge sin far. På Gammel Kalkbrænderivej. Det var her, i den trange lejlighed på 5. sal, han for alvor begyndte at drømme om at blive forfatter.

"Det var nok min fars forfatterambitioner, der smittede af på mig," forklarer han: "Eller han ville gerne have, at jeg skulle udleve hans drøm."

Faderens seksuelle overgreb

På dette tidspunkt var det også ved at gå op for Kim Leine, at litteratur ikke altid blot fungerer som underholdning og eskapisme. Den kunne stikke dybere. Da han i København begyndte at savne Norge, søgte han bl.a. tilflugt i Knut Hamsuns romaner, og det gik op for ham, at den store nordmand "kunne noget, de andre ikke kunne".

Alligevel var det et andet forfatternavn, som især kom til at dominere lejligheden på Østerbro:

"Min far var besat af Karen Blixen. Og han ville gerne have, at jeg læste hende. Vi meldte os også ind i 'Karen Blixen Selskabet' sammen. Gik til møder og foredrag. Jeg kan huske Suzanne Brøgger, som sagde, hun gik i seng med Karen Blixens skelet."

Kim Leine griner igen kort og afdæmpet, inden alvoren trænger sig på:

"Jeg synes stadig selv, hun er fantastisk. Men der er så mange ekkoer af min fars stemme, for han læste evigt og altid op af hende. Jeg kan ikke læse Blixen uden at høre det ekko af hans stemme."

Og denne genlyd er samtidig forbundet med en anden nærhed, som udviklede sig til en stor og uhåndterbar smerte for Kim Leine. Faderens seksuelle overgreb på ham. En krænkelse, der i følelse og krop forfulgte Leine, da han senere trådte ind i et parforhold og selv blev far. Og som han også bragte med sig, da han var blevet uddannet som sygeplejerske og sammen med sin familie forsøgte at flygte fra de fleste ting ved at tage job på Grønland.

Det var her, Kim Leine i forbindelse med sit arbejde og den nemme adgang til medicinskabene gled ind i et stofmisbrug - og samtidig oparbejdede yderligere en afhængighed. Den, han kalder "seksuel narkomani". Stribevis af mere eller mindre tilfældige forhold til de grønlandske kvinder, som han i bygderne mødte på sine ture i natten.

"Det er helt klart, at det var fuldstændigvanvittigt," konstaterer han i tilbageblik. "Nogle gange var jeg sammen med to kvinder på en nat, jo."

Men midt i dette store kaos var der én ting, der var konstant. Trangen til at forsvinde ind i ordene og sætningerne. Kim Leine skrev og skrev og skrev, og han holdt fast i sin forhåbningsfulde fremtidsmusik om, at han engang ville være forfatter. Men når han i dag ser tilbage på dét, han dengang fik ned på papiret, virker han irriteret, utilfreds:

"Det var altid nede på sådan et primitivt niveau. Meget umodent. Jeg synes, jeg skrev som en gymnasieelev. Det var noget pubertært pjat. Overdrevent og melodramatisk."

Romanen, der eksploderede

Først da han efter nogle år i Nuuk flyttede med familien til en bygd i Østgrønland, registrerede han en afgørende forandring. Han begyndte at få styr på sproget og fornemmede for første gang, at der var en overensstemmelse mellem identitet og udtryk. Noget var faldet på plads. Kim Leine var kommet på sporet af sig selv, og en forfatter var ved at folde sig ud. I dag har han en enkel og overrumplende forklaring på gennembruddet. Han knytter det sammen med sit promiskuøse liv i Grønland, sin "seksuelle genfødsel":

"Selv om der var noget sygeligt i mit forhold til kvinderne, var det også en slags sejr over min incestidentitet," forklarer han.

"Jeg begyndte inderst inde at føle mig som et voksent menneske. Ikke som en, der hang fast i en 15-16-årig drengs komplekser. Først dér lykkedes det mig at lægge det der incestoffer-lort bag mig. Skrivningen har måske været det egentlige symptom på, at jeg aldrig var blevet voksen. I mit liv havde jeg tidligt fået ansvarsfulde jobs som sygeplejerske, men inderst inde har jeg været som en lille dreng."

Nu blev Kim Leine omsider i stand til at skrive som sig selv. Og det var i forlængelse af denne mulighed, han nogle år senere fik fortællingen om sit eget liv, Kalak, ned på papiret. Men først skulle han gennem et sammenbrud, hvor han blev fældet af sit voksende misbrug og måtte forlade både sit job og sin familie. Og sit elskede Grønland, hvor han ellers stædigt havde lært sig sproget og - ovenpå sin norske og danske selvopfattelse - levet sig ind i det grønlandske livsmønster fra spisevaner til hundeslædekørsel.

Han taler om Kalak som en bog, der "eksploderede":

"Jeg skrev den på tre måneder. Og der tror jeg, jeg fik en ny modenhed igen. Jeg kom på et nyt niveau. Der var opstået en nødvendighed med at skrive, hvor det før bare havde været en trang til at skrive historier i det hele taget. Nu blev det en nødvendighed. Og man bør altid skrive af nødvendighed. I hvert fald som udgangspunkt."

Men trods succesen med Kalak er Kim Leine endnu ikke fuldt overbevist om bæredygtigheden - ikke af bogen, men af sin identitet og funktion som forfatter. Holder det? Har han opnået det, han har eftertragtet i 30 lange og brydningsfulde år? Er han forfatter - med liv og sjæl, talent og integritet?

"Etteren kan være et lykketræf," siger han om Kalak.

"Jeg havde jo netop det der enorme pres i mig, og så løb det bare ud af mig. Boing! Det var så det. Det tror jeg kun, jeg kan gøre én gang. Anden bog bliver lidt mere velovervejet. Og man er forfatter, hvis man kan finde ud af at skrive nummer to, tror jeg."

Den har han allerede skrevet, og han fortæller, at det er en dramatisk historie, der drejer sig om "mænds vrede, mænds desperation":

"Fordi desperation og vrede ved man noget om som narkoman. Der er så meget indestængt vrede. Det er meget det, der gør, man bliver misbruger. Og hvis jeg kan skrive på den vrede, mener jeg, det er af nødvendighed, jeg skriver. Og det er det, jeg går efter."

Kim Leine sidder roligt og velovervejet og fortæller om harmen og raseriet. Der er noget urokkeligt over ham, og kun krusningerne i de tilbagevendende latterudbrud dementerer fornemmelsen af tyngde. Det er, som om ophidselse slet ikke kan være en del af hans tilsyneladende så afbalancerede og beherskede gemyt. Men det kan den måske alligevel. Der er pludselig et skarpt bid i hans øjne, en hede, der skyller op i hans ansigt:

"Jeg kæmper meget med vrede. Jeg kan godt ligge søvnløs på grund af vrede - over for forskellige irrationelle ting. Så kan jeg ikke sove, og det er så min egen personlige vrede, som jeg slås med."

Hverdagstrancen

Men så er der selvfølgelig altid det velkendte at falde tilbage. Læsningen og skrivningen. Det er hele er nu nærmest sat i system i Kim Leines nye lejlighed på Amager, hvor han bor sammen med sin teenagedatter:

"Jeg skriver fra ni til tre hver dag," slår han fast uden tøven.

"Står op klokken syv, smører madpakke til min datter, sætter mig til at læse. Skønlitteratur. Så klokken ni - nogle gange lidt senere, for jeg elsker at sidde og læse om morgenen - sætter jeg mig til skrivebordet, og jeg har ikke svært ved at tage mig sammen til at skrive. Det er et rum, jeg går ind i, og så lukker jeg alt andet væk. Jeg har den evne til at fokusere, jeg har haft med, fra jeg var helt ung. Hvis jeg bare fokuserer totalt, forsvinder alt andet. Det er jo en slags trance."

Derfor har han det også elendigt med at blive afbrudt:

"Hvis jeg først laver et afbræk eller telefonen ringer, er min dag ødelagt. Hvis jeg bliver revet ud af koncentrationen, har jeg meget svært ved at komme tilbage igen."

Men klokken tre om eftermiddagen rejser Kim Leine sig og går tur med sin hund.

"Så læser jeg igen om aftenen," siger han. "Jeg skriver ikke mere. Hvis jeg skriver om aftenen, kan jeg ikke sove - hele natten. Jeg bliver totalt speedet af det. Jeg ser ordene visuelt, flytter rundt på dem som legeklodser. Det skal jeg holde mig væk fra. Det bedste er bare at læse og gå i seng."

Ganske stille og roligt. Næste morgen begynder livet forfra. Kim Leine vil stå op, træde ind i sproget og koncentrere sig om at springe ud som forfatter.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Det er så utroligt præcist, de formuleringer Kim bruger om sig selv og sin barndom, rammer mig og min personlighed. Det var en af de beskrivelser, der fik mig til at læse Kalak. Dog et helt andet liv.
Jeg overså bogen de første måneder. Det var ikke lige incest og narkomaner, jeg mente at have overskud til at læse om.
I denne artiklel kommer der igen formuleringer, der rammer plet hos mig.
Da rigtig mange har været glade for Kalak, er det måske fordi, at trods det vi er unikke allesammen, er vi mennesker måske temmelig ens?
Men hvis vi ser Kalak som en kamp ud af offerrollen, er vi mange, der kan følge den og/eller lære af den.
Jeg har set flere på nært hold blive misbrugere på grund af indestængt vrede. En meget forståelig vrede. Det er blot svært at se mennesker, man holder af, vælge den løsning.
Da Kim kender vreden indefra, tror jeg, vi kan glæde os til hans næste bog.

anbefalede denne kommentar