Læsetid: 3 min.

Livet er for kort til gode bøger

Der er kun tid til de bedste, mener højskoleforstander på Testrup højskole, Jørgen Carlsen, der stadig vil fastholde, at Shakespeare er den største
Der er kun tid til de bedste, mener højskoleforstander på Testrup højskole, Jørgen Carlsen, der stadig vil fastholde, at Shakespeare er den største
Kultur
2. februar 2008

- Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

"Går vi til verdenslitteraturen er det Dostojevskijs Raskolnikov eller Forbrydelse og straf, som den også hedder. I den danske litteratur er det Pontoppidans Lykke Peer. Jeg har en svaghed for de store russiske realister: Tugenjev, Tolstoy og Dostojevskij især."

- Hvad kan netop de bøger fortælle os?

"De har en udsøgt fornemmelse for tilværelsens moralske gråzoner og præsenterer en række eksistentielle paradokser og dilemmaer i en ubønhørlig projektørbelysning".

- Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

"Shakespeares samlede værker anført af King Lear, Hamlet, Macbeth og Othello i nævnte rækkefølge. Jeg læste en del Shakespeare i min gymnasietid, men interessen fik et yderligere boost, da jeg som idéhistoriestuderende fulgte Johannes Sløks øvelsesrække over temaer hos Shakespeare. Det var i 1969-70, mens han selv sad og baksede med sine Shakespeare-oversættelser. Det var virkelig noget, der rykkede."

- Hvorfor har Shakespeare haft så stor betydning for dig?

"Fordi han ganske enkelt er genial i sin fremstilling af mennesker, der på grund af deres lidenskaber ender som vingeblafrende ofre i skæbnes net. Jeg giver Harold Bloom ret, når han i The Western Canon placerer Shakespeare i toppen. Det er måske ikke særlig originalt at påstå det. Men sådan er det bare. Shakespeare er den største".

Lykkens erobring

- Hvad er den værste bog, du har læst?

"Normalt er jeg en utålmodig læser. Hvis en bog ikke har indfanget mig efter 50 sider, kasserer jeg den. Men et eksempel på en rigtig dårlig bog er Bertrand Russels Lykkens erobring. Den er et rædselsfuldt eksempel på, hvordan høj begavelse og åndelig indskrænkethed udmærket kan eksistere side om side i én og samme person. Bertrand Russel er en helt igennem umoden og åndløs person, som tilfældigvis er udstyret med en matematisk-logisk begavelse, som tilmed har indbragt ham nobelprisen. Det er faktisk guddommeligt komisk."

"Alene titelbladet giver mig kvalme: Lykkens erobring - enhver kan opnå et rigt og lykkeligt liv. Det lyder som det tarveligste plattenslageri - og det viser sig at holde stik. Side og op side ned er den spækket med de mest overfladiske godtkøbsbetragtninger i stil med 'tag dig nu sammen' eller 'brug din fornuft' eller 'tænk dig om'. Den bilder sig i sin himmelråbende naivitet ind, at man kan intellektualisere sig frem til lykken, hvis man bare opfører sig fornuftigt. Hvor tåbelig kan man være! Så giver jeg mere for landsmanden lord Byrons 'knowledge is sorrow'."

Langt mellem snapsene

- Er der bestemte boggenrer du ikke bryder dig om?

"Jeg interesserer mig for moderne managementtænkning, vel at mærke set ud fra en kritisk synsvinkel. Derfor har jeg pløjet mig igennem en del management-bøger, for så at sige at gå i seng med fjenden. Det har gennemgående ikke været nogen fornøjelse. Hold kæft, hvor er niveauet ringe, og hvor er der langt mellem snapsene."

- Har du en yndlingsforfatter?

"Ja. Henrik Pontoppidan. Af udenlandske forfattere holder jeg rigtig meget af Milan Kundera."

- Hvornår læser du?

"I sengen før jeg skal sove og i friweekender og ferier i sommerhuset."

- Hvilken type bøger læser du flest af?

"Filosofiske, samtidsdiagnostiske og kulturdebaterende værker. Og så selvfølgelig rigtig god skønlitteratur. Gerne klassikere. God skønlitteraturbringer mig hen i en sammenhæng, hvor jeg ellers ikke ville befinde mig - så jeg ser mig selv, andre eller verden i det hele taget fra nye vinkler."

- Mener du, at man som læsende har en 'pligt' til at kende sinde klassikere?

"Nej. Ikke pligt. Jeg vil ikke moralisere eller blande mig i, hvad folk partout skal læse. Men man snyder sig selv, hvis man går uden om dem."

Jørgen Carlsen er forstander på Testrup Højskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her