Læsetid: 3 min.

Lyserød skole, nu

Så ringer det ind til de lyserøde skoler for rigets politikere og partier. Hjemmearbejdet har ikke været godt nok
Kultur
15. februar 2008

Jeg er en af dem, der ikke kunne finde ud af at holde styr på, hvor meget man egentligt måtte tjene ved siden af sin SU, og derfor dumper der nu hver måned et girokort ind ad brevsprækken. Skattevæsenets Inddrivelsescenter vil gerne have, at jeg bidrager til samfundet med et par tusinde kroner. Og det gør jeg. Ligesom jeg betaler topskat, licens, vandafgifter, adskillige girokort fra nogen, der kalder sig DONG, og de p-bøder, jeg har fået gennem tiden.

Jeg har også aftjent min værnepligt, rejst mig for adskillige gamle damer i bussen og overvejer sågar gennem en nøje planlagt reproduktion at gøre mit til, at menneskeracen overlever.

Kort sagt: jeg er en pæn bedsteborger, der smilende bidrager til velfærdssamfund, den offentlige sektor, fællesskabet, menneskeheden, det kapitalistiske kredsløb, og hvad det nu alt sammen hedder.

Nå, men det smil kan så stivne ret hurtigt, når man tænker over, hvad der kommer retur den anden vej. Nu er det ikke, fordi jeg opfatter politik som sådan en forbrugs- eller forsikringsmaskine, hvor man stemmer (og betaler) for så at få særlige ydelser eller politiske tiltag til gengæld. En opfattelse, der ellers efterhånden dominerer al politisk tænkning i Danmark. Men jeg opfatter mig som borger og forventer også at blive opfattet og anerkendt som en sådan med alt, hvad der til det hører. Og der må man bare konstatere, at der hører knap så meget til, når man som mig ikke lever som et stk. standard heteroseksuel.

Nu er dette ikke en brokkeklumme om alle de dårligdomme, som rammer homoseksuelle eller om, hvor ond og tåbelig den heteroseksuelle samfundsorden er. Men det er en klar opfordring til at rigets partier og politikere får gang i lyserøde skoler og politikudviklingen, når det gælder de horder af ikke-heteroseksuelle mere eller mindre bedsteborgere, som de også har ansvaret for. Og gerne så hurtigt som muligt.

For det er da fint, at Ritt og en sluttet kreds af kumpaner kan diskutere, hvad socialdemokraterne egentlig skal mene om boligpolitik, velfærdsrettigheder og miljøet. Men bladrer man samtlige partiers programmer igennem, er det altså ikke lige her, der mangler indhold, forslag og visioner.

Homopolitik: Nul hits

Nej, søger man i stedet efter, hvad partierne egentlig mener om homoseksuelles levevilkår, seksualpolitik eller anerkendelse af ikke-heteroseksuelle, ja så er der langt mellem snapsene. Ét parti mener, at de har en homopolitik (der så fylder et par A4-ark og kun drejer sig om ligestilling med heteroseksuelle), et andet har et queerudvalg (queer-spørgsmål er åbenbart noget, man kan sende i udvalg), nogle har ikke opdateret deres politik i årevis, mens de fleste partier højest skriver et par linjer om ligestilling mellem homo- og heteroseksuelle, og en del skriver slet intet.

For 20 år siden var Danmark det første land i verden, der indførte det registrerede partnerskab. Siden har det altså været så som så med kreativiteten, viljen og visionerne, når det kommer til anerkendelse af ikke-heteroseksuelle.

Hver gang jeg besøger min mormor på hendes plejehjem, tænker jeg over, hvordan det bliver for mig, når jeg en gang måske skal bo på et plejehjem. Hvordan vil de tackle ikke-heteroseksuelle beboere?

Og når jeg for tiden sidder og planlægger at få børn sammen med to kvinder, irriterer det mig, at forældremyndigheden kun kan tilegnes to forældre. Hvorfor egentligt? Ligesom jeg selvfølgelig tænker over, hvordan skoler og fritidshjem vil tage imod et barn med en sådan familiekonstellation. Hvilke politikere kæmper for en reelt forskelsanerkendende børnepolitik, der handler om mere og andet end, at det ikke er pænt at mobbe homoernes unger?

Jeg savner simpelthen nogle udspil fra de politiske partier, som rækker ud over parolen 'vi arbejder for homoseksuelles ligestilling med heteroseksuelle'. Og jeg savner visioner: i dag spises man af med et par ukonkrete linjer om homoseksuelles ve og vel hist og pist i diverse partiprogrammer, men partierne kunne i stedet konkret indtænke spørgsmålet om ikke-heteroseksuelle på alle politikområder, fra børnehaver til plejehjem. For det drejer sig ikke blot om at være lige som de heteroseksuelle. Det drejer sig om et samfund, der på alle politikområder anerkender og måske sågar sætter pris på forskelle. Det er alle partier og politikere helt sikkert ikke enige i - og det ville da også være rart at få frem.

Sune Prahl Knudsen er journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her