Læsetid: 2 min.

Måneopgang

Månen giver sig jo tid, mens den anelsesvis farves rosa, tillokkende nær som var den en lokal bekendt og ikke den kolde lampe, der ellers hænger højt til vejrs i mørket
Månen giver sig jo tid, mens den anelsesvis farves rosa, tillokkende nær som var den en lokal bekendt og ikke den kolde lampe, der ellers hænger højt til vejrs i mørket
6. februar 2008

Turen ad motorvejen fra Roskilde til København er i almindelighed ganske prosaisk og monoton. Men det kan altså ske som nu forleden, at prosaen får et lyrisk løft af kosmisk vælde, da lyset brydes og bakspejlet pludselig blænder med en brandrød solnedgang, brudt ud af et skylag. Samtidig fanger øjet et hvidt glimt over Roskilde by. Det forsvinder, kommer igen mellem træer og vej-sidebevoksning, men dér er det så: en stor, bleg måne, cirkelrund og nyslået, af usandsynligt omfang i det lave perspektiv, som var forruden et forstørrelsesglas. Den hæver sig langsomt, som den skal ifølge naturens lov og salmebogen. Jeg kører efter færdselslovens regler for tempo, men er indfanget i dette storslåede skuespil og samspil mellem himmellegemer. Nærmest en eksistentiel position. Månen giver sig jo tid, mens den anelsesvis farves rosa, tillokkende nær som var den en lokal bekendt og ikke den kolde lampe, der ellers hænger højt til vejrs i mørket.

Et farligt varsel

I lyrikken kan månen og den farve bruges til så meget. Sjælfuld romantik, glæde og gru. For digteren og stjernekiggeren Thøger Larsen var månen ganske ofte et farligt varsel. Her er den tæt på i sin fulde størrelse:

Den røde måne så nabo-nær
nu ses for vinduet stige,
den arrede sten i sit stille skær,
de dødes rejsende rige.

Sådan tager det sig med digterens ord ud for den forgræmmede bonde 'Jens Højby', der ligger og dør i sit kalkede kammer. (Dagene, 1905). Han er fanget i et andet spændingsfelt, mellem fuglene, der stiger og svinder op under skyernes uld, og ormene, der borer sig blinde gennem den mørke muld. Med en flov eftersmag af sit magre liv ligger han dér mellem knasende lyde af insekter og slappe, slæbende skrab af en rusten le, der stryges bag laden.

Hos mig er radioens P2 i gang med Johan Sebastian Bach, fulgt af et af Chopins præludier, som Robert Schumann ifølge studieværten har sagt noget nedsættende om. Det tager vi afstand fra. Og her på motorvejen har nu den forstørrede måne livligere karakter med sit stille skær. Den gemmer sig, står pludselig et andet sted, så danser den på tagene på venstre side af P. Knudsens Gade, kort efter er den landet på toppen af Fisketorvet, parat til et elegant afsæt til en plads i himmelrummet. Da jeg kører under Knippelsbro og over kanalen, ses den til slut at hænge over havnen med et blik ned på Operaen. Nok en arret sten og ikke til at afdisputere sin symbolværdi som afgangstegn. I dag er den i aftagende for senere at komme igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja så'n er der jo så forunderligt meget med den måne, vores nærmeste planet...........-
Har deltaget i utallige månefejringer forskellige steder på kloden og Månen bringer altid store øjeblikke frem for hvert eneste individ, som "kan" sanse den!.............Og så tænkes der ofte på "North Face" eller "Dark Side of the Moon"................Jeg læste godnathistorie for mit barn kun i månelysets skær.........-En gudsvelsignet glæde!!

Vi bør aldrig glemme at Månen er en kølig afspejling af Solen!!!!!!!!

Tak for dit stikord.............