Læsetid: 2 min.

Jeg mangler forfængelighed

Skriver Pilou Asbæk, der netop har høstet anerkendelse for sin debut med rollen som den unge Theis, der får tvivlen til at melde sig hos et Jehovas Vidne, den lidt yngre Sara, i filmen 'To verdener' af Niels Arden Oplev
Drøm. Det jeg laver nu, er som en drøm, men drømme har det med at ændre sig med alderen, skriver Pilou Asbæk.

Drøm. Det jeg laver nu, er som en drøm, men drømme har det med at ændre sig med alderen, skriver Pilou Asbæk.

Gitte Sofe Hansen

29. februar 2008

- Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

Jeg mangler forfængelighed, hvilket gør, at jeg tør bruge mig sel, uden hensyntagen til hvad der umiddelbart forventes. Det bliver selvfølgelig et problem, hvis man totalt mangler selvkritik, men her kommer instruktøren så ind i billedet. Og så lyver jeg lidt.

- Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

Jeg elsker mit arbejde og alt, hvad der omgiver den verden. Jeg ser så meget teater som mulig, ufattelig mange film og alt med FCK. Men intet slår at være sammen med sin familie og sin kæreste.

- Hvilket teknisk hjælpemiddel vil du nødigst undvære?

PS3 inkl. fladskærm.

- Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

Jeg kan finde inspiration i hvem og hvad som helst. Og der er mange, mange mennesker hvis ord og meninger jeg respekterer og værdsætter. Men traditionel idol/heltedyrkelse har aldrig rigtig været mig.

- Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

Mit mest kontroversielle valg traf mine to ældre brødre for mig, da de var så umulige på Øregård Gymnasium, at vores forældre blev nødsaget til at sende mig på Herlufsholm kostskole. Hvilket jeg er dem dybt taknemmelig for i dag.

- Hvornår føler du dig mest misforstået?

Jeg elsker ironi, men mestrer på ingen måde denne ædle disciplin. Efter tvangsaftale med min kæreste, må jeg nu ikke engang bruge ironi til husbehov. 'Tusind tak.'

- Hvad er din største bedrift?

At komme ind på Statens Teaterskole og siden overbevise Niels Arden Oplev om at jeg var værd at satse på som Teis i To verdener. Det er jeg utrolig stolt over.

- Dine største fejl?

Jeg har et overvældende behov for at underholde, da jeg altid gerne vil behage, men da jeg ikke er specielt underholdende, er det ikke altid at det behager.

- Din drøm om lykken?

Her og nu som 25årig nyuddannet skuespiller er det at få succes inden for mit erhverv. Men drømme har det jo med at ændre sig med alderen.

- Din sindsstemning netop nu?

Glad, stolt, taknemmelig, overvældet, forventningsfuld, forelsket, nervøs, tvivlende, positiv, dramatisk og lettere forvirret.

- Hvilken dyd er den vigtigste?

Generøsitet. Småligheden er roden til al misundelse.

- Hvilket kunstværk (bog, film, teater, maleri, etc.) har haft størst betydning for dig?

Jeg er nok mest visuelt anlagt og oplever meget i og gennem billeder. Jeg er vokset op med kunst og kunstnere og særligt Wilhelm Freddie i person og udtryk, gjorde et kæmpe indtryk på mig. Hvad film angår sværger jeg meget til de episke mesterværker som: Apocalypse Now, The Deer Hunter, The Godfather og så selvfølgelig E.T. (og mere eller mindre alt PIXAR). Et par, for mig, væsentlige bøger kunne være Alkymisten og Vi folder drømmens faner ud.

- Hvad betragter du som din største ulykke?

Den må jeg havde til gode. Jeg er sund og rask. Min familie har det godt. Min kæreste er vidunderlig. Og jeg arbejder med det, jeg elsker.

- Dit motto?

Monkey see, monkey do.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu