Læsetid: 4 min.

Modeugens indkog

Tøjdesign og klummeskriveri tiltrækker folk, for hvem overflade er en massiv lettelse og et fjerpyntende frikvarter fra både teenage-isolation og reel fordybelse
Kultur
8. februar 2008

Jeg havde aldrig troet, jeg skulle blive smart. Det lå ligesom ikke i bilkortene og de andre tomboy-rekvisitter, som i midt 80'erne var Star Wars figurer, en fodbold og en grydefrisure af de helt tunge. Den var opstået, fordi de ellers yndige rottehaler var blevet cuttet i en sen transeksuel nattetime, hvor jeg glad kom ind i kollektivet med saks og hår i hånden og meddelte, at nu gik jeg kun under navnet Jakob.

Så fulgte år med kønslig og almen ligegyldighed, tilfældige T-shirts, det gamle navn Maria og min mors forgæves forsøg på få mig til at at interessere mig for, hvad jeg havde på. Hun lokkede med byture, det, de kalder makeup- og tøjpenge, som på en eller anden måde altid blev om-investeret i plader eller andre hårde pakker. Fejlslagne kørte vi hjem til symaskinen, der blev kompromiset, når jeg spirende og endelig ytrede en mening om tekstil - f.eks. efter at have set nogle 90'er-bz'ere i fjernsynet.

To fluer med et smæk

Dem var jeg - style wise - dybt indigneret af, men jeg havde ingen idé om, hvor man kunne købe en hættetrøje. Min mor prøvede så at kreere noget, der mest af alt lignede en nissehue fastspændt på en cowboyjakke og på det tidspunkt indså jeg, at hvis man vil skille sig ud, uden for håndarbejdets pædagogiske rækkevidde, så skal man vide, hvor man skal gå hen: I Roger - Pisserendens gamle militære og hippe overskudlager. Dér lå sågar Pan-blade i en sirlig bunke ved siden af parka'erne og de notoriske farvede jeans, så alle provinspunks med tilbøjligheder frydefuldt kunne slå to fluer med et smæk.

Roger eksisterer ikke mere. Men det gør den københavnske modeuge. I bedste velgående. Den er der to gange om året, og den er her - lige nu - og den handler jo om noget helt andet og alligevel præcis det samme. Det er en milliardindustri, og det er identitetsskabelse. Den evige vekslen mellem at stille sig ned på gaden og aflure, hvad de få har fundet på og så op igen og stjæle og så ned og sælge til de mange. Det er hautecouture og brutal personlighed og nogle af de mest ekstreme kreative mennesker i verden, og det er jyske forretningsmænd og en kakki-farvet vinterstrik og blodrøde tal og kvartals-smil. Det er nord og syd og folkedragt og coke og kildevand og nåleøje og øjemål.

Besat af det nye

Det er mange ambivalente følelser, men det er først og fremmest en branche, der modsat musikkens og kunstens ditto ikke skammer sig over at være fuldstændig besat af 'det nye'.

Og i den her sæson, der kæmper de, kan jeg oplyse. Benhårdt. Det gør de altid. Og de gør det vel på samme måde, som jeg skriver den- her klumme. De aner ikke, hvad det nye er eller bliver, og nogle gange ejer jeg ikke en eneste mening. Men man tager en beslutning, bærer den stolt og håbefuldt og følger den til helt dørs og på tryk. Det kan man kalde falsk, påtaget eller camp, og det er da klart, at både tøjdesign og klummeskriveri tiltrækker folk, for hvem overflade er en massiv lettelse og et fjerpyntende frikvarter fra både teenage-isolation og reel fordybelse.

Døgnfluens lærdom

Men det er også hårdt arbejde. Og jeg har set rigtig mange dygtige avantgardister ryge på røv og saks og albue og enten ende med mega bankgæld eller endnu værre med fast job og pensionsordning hos f.eks. Inwear. Tit må de seje enten flygte til udenlandske markeder eller blive grafiker eller stylist. For med Henrik Vibskov som det store dejlige fyrtårn og undtagelser som Ann Hagen, Stine Goya, Anna Gulman, Gitte Wetter, Soulland og Wood Wood m.fl. - lige i røven - er den danske modebranche ellers overrendt af ambitionsbefængte middelklassepiger og -drenge, der er dårligere til at sy end min mor, men ufortrødent bruger børneopsparing på sidegadebiks med eget design og står glad på denne uges messer med skræddersyet, ideforladt - lort.

Man skal sørge for aldrig at være helt på mode, så man ikke går af mode igen. Det er døgnfluens tabte lærdom og tragedie. Jeg kunne f.eks ikke vide, at hele det der queer-hej-hej og noget hat og briller og lidt teknisk kunnen og naturlig arrogance gjorde mig sej nok til lige at blive kåret som årets bedst klædte 07 - i en stor Københavnsk gratisavis. Fuck tænkte jeg smigret. Nu er det igen tid til at sætte sit hår - heeelt tilfældigt.

Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo!had og Dunst, skriver kulturjournalistik og er musikkonsulent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ha ha, jeg må sige at jeg, når jeg indimellem er faldet over klummen, har tænkt hvad en selvfed københavnsk dj nogensinde skulle kunne bidrage med.

Selvfed, nå ja. Jeg har aldrig hørt den kære Gerhardt, men som hip dj har jeg da hurtigt konkluderet at hun måtte være selvfed.

Men jeg ville egentlig bare, hvor selvfedt det end måtte synes at være, give big ups til fru Maria Gerhardt for at ramme hovedet på sømmet af den unge danske designerdrøm.

Det er ikke fordi jeg ved synderligt meget om det, men jeg begyndte simpelthen at grine da jeg læste beskrivelsen af det potientielle danske designlandskab: "...overrendt af ambitionsbefængte middelklassepiger og-drenge, der er dårligere til at sy end min mor, men ufortrødent bruger børneopsparingen på sidegadebiks med eget design"

Jeg synes bare det er lige i øjet og billedet på en generation af myspace interests: music, art, fashion. Usandsynlige mængder af penge forbrugt på tøj, drømmen om au natural cool som Vibskov, nærlæsningen af det altid succesfulde Cover. I den forlængelse er designerdrømmen, eller grafisk design, eller hvad det nu måtte være i enormt høj kurs for tiden.

I forståelse for at man skal vælge det man bedst kan lide når man bestemmer sit fremtidige erhverv, har disse unge tænkt på det de aller bedst kunne lide: at bruge penge på tøj. Derfor forekommer det mig korrekt når Djuna beskriver disse forbrugerbørn som en flok håndelagsforladte drømmere.

En sen hilsen fra det mørke Nordjylland

Kristian Nitschke