Kunstmarkedet styres lige så meget af økonomiens love som alle andre markeder. I disse årtier sker der globalt en koncentration af velstand omkring enkeltpersoner. Overflødighedshornet af købekraft gør det muligt for disse personer og de institutioner, de stifter for at kaste glans over eget navn, at skrue priserne på prestigiøse kunstværker op på niveauer, som verden aldrig før har kendt til.
Den amerikanske fondsspekulator Steven A. Cohen har således inden for de sidste otte år opkøbt kunst for fire milliarder kr. Et abstrakt-ekspressionistisk kvindemaleri af Willem de Kooning købte Cohen i 2006 for 800 millioner kr.
Priserne på det 'lovlige' marked følges af priserne på skyggemarkedet - dér hvor der handles kunst, hvis herkomst henligger i det lyssky. Som global kriminalitet overgås kunst kun af våben og narkotika. Kunstrov anslås at indbringe årligt mellem 12 og 35 milliarder. Og det trækker grovere og grovere kriminelle til.
I tidligere tider var arketypen på kunsttyve enten den gentleman, der i laksko listede over tagene i Paris - eller den stilfærdige kustode, der efter lukketid proppede klenodiet ind under sin overfrakke. Den sidstnævnte type var den, der i 1911 luskede Mona Lisa af Louvres væg.
Truer med våben
I vore er tider det så som så med det gentleman-agtige eller stilfærdige. Kunsttyvene er i stigende grad røvere, der truer personale og museumsgæster med skydevåben.
Bevæbning prægede således også det rekordkunstrøveri, der i søndags ramte Stiftung Emile Bührle i Zürich.
De, der bruger kunstmuseerne som tag-selv vægge, er af tre slags:
- Nogle plyndrer på lykke og fromme og håber på bagefter at finde afsætning. Hvis kunstværkerne er voldsomt kendte, kan det blive svært at finde hælerkunder. Tyven kan ende med at tage sig betalt med en meget ringe andel af værdien - eller med at destruere kunstværket for at undgå at blive sat i forbindelse med det.
- Andre plyndrer med den bagtanke at forlange en løsesum af museet. Det var tilfældet, da Edvard Munchs Skriget i 1994 blev stjålet fra Nationalgalleriet i Oslo.
- Andre igen foretager tyveriet efter ordre. Sådan at forstå, at de allerede har en modtager, der har bestilt dem til at levere maleriet. Den sidste situation er for politiet den opklaringsmæssigt vanskeligste. Hvis kunstværket forsvinder ind i en excentrisk samlers gemmer, kniber det med sporene.
Det vidner om den stigende professionalisering af tyverierne, at kun halvdelen af de senere års dyrebare og stjålne kunstværker er dukket op igen.
Globalt røvermarked
Markedet for stjålen kunst er fuldt så globaliseret som andre lukrative markeder.
Internationale forsikringsselskaber og auktionshuse er gået sammen om at stifte "Kunsttabsregisteret", der har hjemmesiden www.artloss.com. Det er en database for tusindvis af stjålne værker. Den indeholder fotos og oplysninger, som gør det vanskeligt at påstå sig i god tro, når man erhverver de varme varer. Hjemmesiden oplyser, at registeret har været afgørende for genfundet af kunst til en samlet værdi af 1.600 mio. kr.
En andet intiativ i kampen mod kunstkriminalitet er www. artcrime.info, der drives af en tænketank, der foretager studier i, hvordan kunst stjæles, og hvordan den skaffes tilbage. Tænketanken fremhæver, at den altovervejende del af markedet beherskes af den i forvejen organiserede kriminalitet.
Tænketanken påpeger, at regeringer verden over har svært ved at forstå omfanget af kunstkriminaliteten - herunder at den også går til at finansiere terror.
En dansk fodnote i en situation, der kalder på international indsats, er, at Danmark som følge af sit retlige EU-forbehold ryger ud af det europæiske politisamarbejde, Europol, når Lissabon-traktaten træder i kraft. Som omtalt i gårsdagens Information betyder overgangen fra enstemmighed til flertalsafgørelser i justitsministerrådet, at Danmark må melde pas - også når det drejer sig om fælles bekæmpelse af kunsttyve.
