Læsetid: 10 min.

Når folkestyret myrder folket

Konflikten i Kenya er ikke er udtryk for mangel på demokrati - men en konsekvens af demokratisering. Etnisk udrensning er demokratiets mørke side og essentielt politisk ifølge Michael Mann - ekspert i etnisk udrensning
Etnisk udrensning er et problem, der opstår i demokratiets tidsalder, mener Michael Mann, der er professor ved University of California og specialiseret i folkedrab. Demokrati er den idé, at hele folket skal herske, men ideen rejser et problem - for hvem er folket? På de europæiske sprog har vi to begreber fra græsk for folk. Det ene er -demos-, hvorfra vi har demokrati. Det andet er -ethnos- eller etnicitet. Etnisk udrensning opstår, når der sker en forveksling af de to begreber, og hvor den dominerende gruppe i etnisk forstand hævder, at den har ret til staten.

Etnisk udrensning er et problem, der opstår i demokratiets tidsalder, mener Michael Mann, der er professor ved University of California og specialiseret i folkedrab. Demokrati er den idé, at hele folket skal herske, men ideen rejser et problem - for hvem er folket? På de europæiske sprog har vi to begreber fra græsk for folk. Det ene er -demos-, hvorfra vi har demokrati. Det andet er -ethnos- eller etnicitet. Etnisk udrensning opstår, når der sker en forveksling af de to begreber, og hvor den dominerende gruppe i etnisk forstand hævder, at den har ret til staten.

Ben Curtis

16. februar 2008

Det er en udbredt opfattelse, at indførelsen af demokrati fører til fred og stabilitet.

Men spørger man sociolog og historiker Michael Mann får man sig en ubehagelig overraskelse.

"Etnisk udrensning spreder sig over verden, når du har stræben efter demokrati, og hvor der er to - nogle gange tre - store etniske grupper, som kan fremsætte et sandsynligt krav på at få deres egen stat eller det hele af et delt territorium. Her bliver demokratiske valg til etniske konfrontationer, hvor den ene gruppe stemmer på det ene parti og den anden gruppe på det andet parti. Det kan blive meget farligt, og dét er situationen i Kenya i dag."

Det er en foruroligende diagnose, når den kommer fra Michael Mann, som er brite, men professor ved Department of Sociology, University of California. Mann er forfatter til The Dark Side of Democracy - explaning ethnic cleansing, som er en 500 siders komparativ gennemgang af de fleste kendte tilfælde af etnisk udrensning i historien med vægt på politiske og socio-økonomiske fakta. Men heldigvis mener Mann, at Kenya trods alt er i mindre skala i forhold til andre tilfælde i nyere tid:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej det er nu ikke helt så blændende tænkt som det ser ud til.

Noget andet er at det ikke nogen nyhed eller burde komme som en overraskende. Det er en meget meget gammel nyhed som kun viser at vi har en forbandet kort hukommelse.

Husk dog på at USA, Canada, Australien og New Zealand ALLE uden undtagelse netop var demokratiske regimer – og - perfekte instrumenter i undertrykkelse og fjernelse af etniske mindretal fra deres landområder.

Men Men Men, det er især Westminster og beslægtede systemer der er et problem (England og USAs modeller).

Årsagen er at de er designet som et topartisystem og at disse systemer i sidste ende fungere som et flertalsdiktatur. Det er 'the winner takes it all' og systemet indeholder ikke reel grundlovssikret mindretalsbeskyttelse.

Netop derfor er det det Britiske imperies bevidstløse eksport at Westminstermodellen vi burde se mere kritisk på - og her er Mann blind.

Denne model er en katastrofe i lande med ustabilitet mellem store og små etniske mindretal - og guess what - det gamle britiske emperie bestod ikke af andet. Kenya er et sådant friskt eksempel Zimbabwe et andet. Det var også galt i UK i fortiden, men her har man haft flere århundreder til at skabe stabilitet og der var dog en vis uniformitet i den etniske sammensætning.

De nordiske demokratimodeller er faktisk afgørende bedre på flere punkter og af forskellige årsager. Netop det forhold at vi har så mange partier i Danmark fungere i et vist omfang som en garanti til mindretal - uden at jeg dermed har sagt at det er perfekt Intet parti har nogen sinde haft et flertal i Danmark, og det er i virkeligheden ikke så dårligt endda

Et velfungerende demokrati burde måles på sin evne til at beskytte sårbare mindretal og de dårligst stillede - ikke på sin evne til at levere et absolut flertal med ubegrænset magt.

Men Michael Mann optræder her stærkt etnocentrisk, han mangler viden om andre demokratier end lige netop det han selv lever i og så USA, derfor ser han ikke hele billedet.

Ingen demokratimodel er perfekt - men demokratier er - forudsat de er indrettet rigtigt - fundamentalt stadig bedre end diktaturer når det gælder muligheden for at beskytte mindretal mod overgreb, blot bør man vælge den rigtige model og ikke bare bevidstløst eksportere modeller der grundlæggende bygger på en flertalsdiktatur filosofi.

(jeg skriver pt en afhandling om politik over for etniske mindretal)

Problemet er lidt at vi i al for høj grad tror blindt på britiske og andre angelsexiske forskning her og at disse ikke er tilstrækkelig vidende om andre demokratimodeller end lige netop deres egen.

Forskerne burde studere den nuværende tyske konstitution nærmere og ikke mindst også de skanndinaviske modeller. Der er sikkert andre konstitutioner som på forskellig vis levere vare bedre, men Westminstersystemet fortjener ikke det ry det har

Er det virkelig jeres ramme alvor at det blot drejer sig om en forkert demokratisk model? Folk myrder hinanden på bestialsk vi i hobetal, blot fordi man kan komme med et par indvendionger imod westminstermodellen?

Forskellen mellem winner-takes-all og forholdstalsvalg er faktisk temmelig stor, især netop i lande, hvor folk snarere fordeler sig på partier efter etniske skel end politiske, fordi det let kommer til at betyde, at én etnisk gruppe holder andre helt uden for magten. Hvilket betop var artiklens pointe.

At forfatteren så overser, at forholdstalsvalg kunne trække i en anden retning, er en anden sag. Han nævner jo trods alt Schweiz, som med sin magistratsregering giver alle større partier indflydelse efter størrelse, som et vellykket eksempel.

Jeg er meget enig i at Westminstermodellen, som jeg nu har levet til dagligt med i en årrække, netop har den svaghed at den er ekstremt åben for en 'winner takes it all' attitude og dermed en eliminering af det vi på dansk kalder 'samarbejde hen over midten' og på engelsk 'bi-partisanship'.

Vadmand, Ikke mindst Thatcher demonstrerede hvordan dette redskab i det britiske system kan bruges og misbruges rather ruthlessly. Det var også det der skete i Australien under den konservative John Howard. Han brugte sin position og sit partis flertal til at skubbe moderate og mere samarbejdende synspunkter til side i sit eget partis rækker til side, for istedet at forfølge yderliggående højre synspunkter i spørgsmålet om politikken over for det indfødte mindretal. Han gjorde det samme i forhold til debatten om hvorvidt Australien skulle være en republik eller fortsat hylde det britiske monarki. Der var et klart flertal i befolkningen for repubklik, og så designede han så et forsleg der var så smart formulerede at det splittede dette flertal i to grupper så hans monarkistiske position kunne få sejren. Det er sådan noget westminstermodellen leverer. Det kan også gøres i Danmark men det kræver ekstraordinære situationer som meget sjældent opstår. Du ser her en demonstration af noget som er vanskeliger at gøre i det danske system alene fordi den til-enhver-tid siddende statsminister ikke har flertal og han samarbejdspartnere kan derfor bruges til at tvinge ham til forhandlingsbordet.

Det er noget som man ikke altid sætter pris på i de store partier hjemme, men når man oplever andre politiske systemer i praksis så er det nu ofte tydeligt at det i hovedsagen har være meget gavnligt for Danmark. Det betyder ikke mindst at også de borgerlige i fortiden blev gjort medansvarlige for velfærdsstaten og det har betydet at det var vanskeligere at opnå fodfæste for de kræfter i de borgerlige partier som nærede ønsker om et Thatcher-inspireret demontering af samme.

Men det betyder selv sagt ikke at demokratiske systemer som det danske ikke også kan anvendes som undertrykkelsesmiddel. Blot at det faktum at et parti sjældent (og i praksis aldrig) har haft absolut flertal i det danske system, betyder at mindretal har mulighed for via de mindre samarbejdspartier at sætte en fod i døren i en række situationer.

Men her ud over mener jeg at alle både Mann i interviewet og kommentarerne til det overser at nationalisme og demokrati ikke nødvendigvis er én og samme ting. Han nævner godt nok et par eksempler på velfungerende multinationale demokratier, men han reflekterer ikke over dette, dvs over nationalismen i modsætning til demokratiet, som værende det virkelige problem. Der er heller ikke tvivl om at fattigdom er en anden faktor som skævvrider og ødelægger af demokratiet på den måde han taler om. Jeg mener, hvis vi forestiller os at Schweiz pludselig led statsbankerot, ville de forskellige etniske minoriteter ikke begynde at lede efter en scapegoat i hinanden? Og ville der ikke nemt kunne opstå et flertal der mente at det var f.eks det italienske mindretal der er skyld i alle ulykker. Var det ikke også tilsvarende elementer der ødelagde den tyske Weimar republik og gjorde jøder og andre grupper og politiske modstandere til the perfect scapegoat på hvilken man kan udmanøvrerer alle moderate kræfter?

Men udviklingen fordrer at vi er mere kritiske over for nationalismen. Det er for mig at se netop derfor at det er vigtigt at styrke de demokratiske institutioner i EU. Vi er nød til at arbejde målbevidst for at styrke ideen om det multikulturelle demokrati - og arbejde for at overvinde nationalismens hæmmende indflydelse - for det er der fremtiden og håbet for samarbejde og en mere fredelig global udvikling som jeg ser det ligger. Multikultur kan ikke afskaffes, det er en realitet vi er nød til at lære at håndtere og overnationale institutioner er som jeg ser det vejen frem.

Hvorfor nævner han ikke at uligheden i Kenya skyldes at briterne i 63 overlod jorden til kikuyuerne og dermed lagde kimen til uligheden? Den materielle ulighed er jo ikke en funktion af demokratiet. Hvis først uligheden er til stede er det muligt og nærliggende at 'instrumentalisere' den demokratiske styreform.

Eller sagt på en anden måde: demokrati er ALTID et instrument, - som i tempererede civilisationszoner er tilpas smidigt til at 'gribe' strømninger i folket, mens det ikke kan bruges i zoner med udbredt nød, fordi man i stedet for at mediere og forskyde interesserne blot disintegrerer dem i parceller (mig, familie, omkreds, stamme/kolleger, folk, nation, kontinent ...).

Ristinge er inde på noget af det rigtige.

Ja Karl ulighed og fattigdom er de to elemeter der er afgørende og som tenderer mod at styrke de farligste sider af nationalismens uhyre, dem der starter med at folk leder efter syndebukke. Social fattigdom, ulighed og nationalisme er det stof der både danner og antænder krudtet. Det Britiske imperie gjorde mange både gode og dårlige ting. Blandt de gode var eksporten af ideen om demomkrati, selvom det desværre også var med hvad de anså for verdens bedste demokratiske model. Blandt de dårlige var at man var flintrende ligeglad med de lokalle stammer og religioner når man lavede grænsedragninger, hvorfor kolonierne ofte bestod af hele eller dele af stammer, stamme blev skåret tværs over og lignende og det er en af de væsentligste proiblemerr bag vanskeligheden med at regere afrika og også dele af mellemøsten idag. Historien viser os at overgangen til demokrati og opbyggelsen af demokariske institutiuoner nu engang foregår mest gnidningsløst inden for en national enhed. S¨kan vi så senere lave multikultuer og overnationale demokratiske organer.