Læsetid: 10 min.

Når folkestyret myrder folket

Konflikten i Kenya er ikke er udtryk for mangel på demokrati - men en konsekvens af demokratisering. Etnisk udrensning er demokratiets mørke side og essentielt politisk ifølge Michael Mann - ekspert i etnisk udrensning
Etnisk udrensning er et problem, der opstår i demokratiets tidsalder, mener Michael Mann, der er professor ved University of California og specialiseret i folkedrab. Demokrati er den idé, at hele folket skal herske, men ideen rejser et problem - for hvem er folket? På de europæiske sprog har vi to begreber fra græsk for folk. Det ene er -demos-, hvorfra vi har demokrati. Det andet er -ethnos- eller etnicitet. Etnisk udrensning opstår, når der sker en forveksling af de to begreber, og hvor den dominerende gruppe i etnisk forstand hævder, at den har ret til staten.

Etnisk udrensning er et problem, der opstår i demokratiets tidsalder, mener Michael Mann, der er professor ved University of California og specialiseret i folkedrab. Demokrati er den idé, at hele folket skal herske, men ideen rejser et problem - for hvem er folket? På de europæiske sprog har vi to begreber fra græsk for folk. Det ene er -demos-, hvorfra vi har demokrati. Det andet er -ethnos- eller etnicitet. Etnisk udrensning opstår, når der sker en forveksling af de to begreber, og hvor den dominerende gruppe i etnisk forstand hævder, at den har ret til staten.

Ben Curtis

16. februar 2008

Det er en udbredt opfattelse, at indførelsen af demokrati fører til fred og stabilitet.

Men spørger man sociolog og historiker Michael Mann får man sig en ubehagelig overraskelse.

"Etnisk udrensning spreder sig over verden, når du har stræben efter demokrati, og hvor der er to - nogle gange tre - store etniske grupper, som kan fremsætte et sandsynligt krav på at få deres egen stat eller det hele af et delt territorium. Her bliver demokratiske valg til etniske konfrontationer, hvor den ene gruppe stemmer på det ene parti og den anden gruppe på det andet parti. Det kan blive meget farligt, og dét er situationen i Kenya i dag."

Det er en foruroligende diagnose, når den kommer fra Michael Mann, som er brite, men professor ved Department of Sociology, University of California. Mann er forfatter til The Dark Side of Democracy - explaning ethnic cleansing, som er en 500 siders komparativ gennemgang af de fleste kendte tilfælde af etnisk udrensning i historien med vægt på politiske og socio-økonomiske fakta. Men heldigvis mener Mann, at Kenya trods alt er i mindre skala i forhold til andre tilfælde i nyere tid:

"Morderisk etnisk udrensning, hvor mange mennesker bliver dræbt, er ikke almindeligt. Det er et forholdsvis sjældent fænomen, fordi morderisk udrensning har brug for flere betingelser: Fragmentationen af en eksisterende stat, tabte krige eller destabilisering på grund af krig. Her finder du tilfælde som Jugoslavien eller Rwanda - og i mindre omfang Kenya i dag."

Mann hævder, at etnisk udrensning dybest set er et moderne fænomen, som hænger sammen med demokratiets opståen.

"Morderisk etnisk udrensning, hvor hele folk, som bliver flyttet og nogle gange dræbt, er et moderne fænomen fra det sidste århundrede - og måske lidt til. Der var masse-drab i tidligere århundreder, men de var dikteret af krigens logik og ikke rettet mod at udrydde hele folk. Etnisk udrensning er et problem, der opstår i demokratiets tidsalder. Demokrati er den idé, at hele folket skal herske. Men ideen rejser et problem - for hvem er folket? På de europæiske sprog har vi to begreber fra græsk for folk. Det ene er 'demos', hvorfra vi har demokrati. Det andet er 'ethnos' eller etnicitet. Etnisk udrensning opstår, når der sker en forveksling af de to begreber, og hvor den dominerende gruppe i etnisk forstand hævder, at den har ret til staten - at staten essentielt er for eksempelvis tyskere, serbere, hutuer."

Derfor er der ifølge Mann historisk belæg for at hævde, at folkenes ret til demokrati og selvbestemmelse risikerer at udvikle sig til en etnisk kamp om magten.

"Det er mest sandsynligt, at morderisk etnisk udrensning bryder ud i forandringsperioder mod demokrati. Det er ikke et kendetegn ved etablerede demokratiske samfund, som har udviklet måder at regulere konflikter mellem de forskellige befolkningsgrupper, og der findes ganske velfungerende multietniske samfund som Schweiz, Canada eller Belgien. Belgien er dog mere problematisk - men der er dog ikke massiv vold."

- Hvordan passer Kenya til din tese om, at etnisk udrensning er demokratiets mørke side?

"Kenya passer godt til tesen. Kikuyuerne er den dominerende gruppe. Gennem tiden er andre folk blevet krænket i et vist omfang. Der er en længerevarende konflikt over jorden. De demokratiske valg er efterhånden blevet til etniske konfrontationer. Der er meget få kikuyuer i oppositionen og omvendt. Valget opleves som illegitimt fra oppositionens synspunkt. Vreden breder sig og bliver til optøjer, som gradvist udvikler sig til gensidig etnisk udrensning, hvor grupperne prøver at tvinge hinanden væk fra bestemte områder. Dette er set mange gange før, men mange afrikanske lande har faktisk været forskånet for denne type vold, fordi de fleste afrikanske befolkninger er så multietniske, at enhver form for regering bliver nødt til at være en koalition mellem de mange forskellige grupper. Men Kenya er mere sårbar - netop på grund af det mindre antal etniske grupper, som skal deles om magten."

- Hvorfor bliver etnicitet pludselig så vigtigt?

"Etnicitet bliver vigtig i den her type kontekst, hvor du har etniske grupper, som kan kræve fordele på vegne af hele deres community."

"I tilfælde som Kenya i dag - eller i Rwanda for få år siden - så har staten betydelige økonomiske ressourcer. Den kenyanske stat får en halv milliard dollars i bistand fra USA alene. Kontrollen over den ressource er en vigtig kilde til materiel velstand. Derfor kommer der en generel opfattelse af livsvigtig materiel solidaritet mellem medlemmerne af de etniske grupper. Etnicitet bliver til meget mere end et rent kulturelt fællesskab. De problemer, som vi normalt ville kalde for en klassekonflikt, bliver til en konflikt mellem etniske grupper"

Efter den kolde krig blev Vesten pludselig konfronteret med flere tilfælde af massiv etnisk vold i Jugoslavien, Rwanda - og nu i Kenya. En typisk og umiddelbar forklaring, der florerer, er, at vi er vidne til en opblussen af urgammel, had og tilbagevenden til 'tribalisme'. Men det er en opfattelse som Mann er uenig i.

"Styrken af disse etniske identiteter er skabt af moderniseringsprocessen. Før herskede aristokrater og konger. De så generelt ikke sig selv som nogle, der havde særlig meget til fælles med folket. Ideen om at folket skulle herske - og at ét folk skulle herske over et andet - er sjælden. Det er først senere, at der opstår en idé om, at et helt folk kan dele bestemte karakteristika. Således udvikler der sig en idé om for eksempel en særlig serbisk identitet op igennem det 19. århundrede."

Mann påpeger, at når eksempelvis serbiske nationalister i dag refererer til 'slaget om Kosovo' i 1377, så overser de, at de hære, som udkæmpede det slag, var multietniske og havde mange medlemmer fra de andre etniske grupper på deres side. Selve ideen om at du fundamentalt er serber eller kroat, er en opfattelse fra demokratiets tidsalder. Derfor er Mann uenig i, at disse identiteter er urgamle. Men han understreger, at de dog heller ikke er splinternye. Et massivt udbrud af morderisk etnisk udrensning forudsætter en optrapning af problemerne over en periode på mindst 50 år siger han.

- Er der andre former for etnisk udrensning end morderisk?

"Den grundlæggende hensigt med etnisk udrensning er at flytte et helt folk, fordi de udgør en formodet trussel. Det kan involvere en vis mængde vold for at få den anden gruppe om at flygte. Men det kan også begrænse sig til blot at være brutalitet, hærværk og ødelæggelse, som skaber den ønskede effekt. Endelig er der grænsetilfælde til etnisk udrensning, hvor den mindre grupper blive assimileret i den store gruppe."

Mann husker os på, at Europa op gennem historien er blevet etnisk renset og påpeger, at efter en tid forsvinder den underordnede etniske gruppe, og alle får den samme nationale identitet.

For eksempel var indbyggerne i Frankrig tidligere inddelt i mange forskellige ikke-franske etniciteter, der talte ikke-franske sprog. Men over en periode blev hele befolkningen fransk gennem den tvungne indførelse af det franske sprog og lignende politiske tiltag.

- Har alle moderne nationalstater udført en eller anden grad af etnisk udrensning?

"Ja - Europa i dag - altså før den nylige emigrationsbølge - er etnisk renset. Tag for eksempel udryddelsen af sprog som walisisk, irsk og bretonsk. Det var til en vis grad en frivillig proces, fordi forældrene satte lighedstegn mellem modernisering og tilegnelsen af fransk eller engelsk. Processen var færdiggjort efter Anden Verdenskrig, hvor tyskere blev tvunget - med ganske meget vold - ind i Tyskland. Grækere omkring Sortehavet blev tvunget til Grækenland. Grænserne bliver flyttet, så de fleste Europæiske lande i dag er overvejende mono-etniske. Det var ikke en naturlig proces - men en politisk præstation"

I sin bog citerer Mann den amerikanske præsident Thedore Roosevelt (1858-1919) for at sige: "At jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at den eneste gode indianer er en død indianer, men jeg tror, at det gælder i ni ud af 10 tilfælde - og jeg vil ikke bryde mig at undersøge det 10. tilfælde nærmere."

Mann påviser, at de tidlige liberale demokratier i Nordamerika og Australien ofte var mere folkemorderiske end totalitære regimer:

"I bosætter-demokratierne er det karakteristisk, at jo mere bosætterne har haft selvstyre og praktiseret lokalt demokrati, des mere morderiske var de over for den indfødte befolkning. Fundamentalt fordi at der var en konflikt over jord. Bosætterne ville gerne flytte den indfødte befolkning fra jorden - mens kolonimagterne holdt igen med volden. Men jo mere magt man gav til bosætterne, jo værre blev behandlingen af de indfødte. Det var tilfældet i Nordamerika og Australien, hvor hele folk blev udryddet. Situationen var ikke så slem under det britiske og spanske imperium"

- Er etnisk udrensning den oprindelige hensigt hos gerningsmændene?

"Morderisk etnisk udrensning er resultatet af en hel serie af optrapninger. Først er der ikke nogle, der reelt forsøger at komme en hel minoritetsbefolkning til livs. Normalt forventer minoriteter faktisk en vis mængde diskrimination og accepterer, at det ikke kan være anderledes. Så prøver den dominerende gruppe at overtale dem til at flygte, og midlerne bliver gradvist mere voldelige. Men efterhånden som de eksisterende politikker fejler, så opstår der mere radikale grupper med mere radikale planer. I tilfældet Jugoslavien forestillede Milosevic sig ikke, at han skulle ende med at blive involveret i massemord. Ikke desto mindre trak han sig aldrig tilbage - men eskalerede gennem en hel serie af beslutninger. Men det var genkendelig politisk adfærd, han var ikke dæmonisk ond, men mere almindelig, end man skulle tro."

Mann fremhæver Hitler som et ekstremt tilfælde og indrømmer, at Hitler meget tidligt talte om at eliminere jøderne. Men han påpeger, at selv Hitlers politik i 30'erne begrænsede sig til at forsøge at presse jøderne til at forlade Tyskland og tage deres penge på vejen.

"Det var dét, Krystalnatten handlede om. Men da Hitler ikke opnåede, hvad han ville, så tog han mere radikale skridt. Men selv om Hitler som en af de få gerningsmænd havde mord i sinde fra starten, så gennemgik han stadigvæk en hel serie af optrapninger: plan a, plan b, plan c - før han gik til plan d: dødslejrene, som først for alvor blev taget i brug så sent som i 1941-42."

- Så det er sjældent, at der eksisterer en masterplan for etnisk udrensning?

"Hvis du tager bosættereksemplerne, så ville de oprindeligt først bare have jorden, men de lod indianerne være i området. Dernæst bliver indianerne presset ud på den dårlige jord. For at opretholde livet stjæler de måske lidt af kvæget og dræber en eller to bosættere, der kommer i vejen. Så reagerer bosætterne med en voldsom frygt og konkluderer 'der ikke er noget alternativ til at slå dem ihjel'. Det er en typisk optrapning."

Der er gjort mange forsøg på at forstå etnisk udrensning og folkemord. Et af de mest berømte forsøg er Zygmunt Baumanns bog Modernitet og Holocaust, der foreslår, at folkemordet var et nærmest uundgåeligt resultat af moderniteten og den teknokratiske fornuft. Det er en tese, som Mann ikke kan tilslutte sig:

"Det er ikke et resultat at moderniteten som sådan. Etnisk udrensning er et resultat af et bestemt aspekt af moderniteten: Det er politik. Jeg tror ikke på, at det er en konsekvens af fabrikken eller den moderne videnskab, som Baumann hævder. Når mennesker beslutter sig for at myrde, så bruger de blot så avancerede redskaber, som de kan få fat på. I Rwandas tilfælde var det macheter. I tyrkernes folkemord på armenierne i 1915 var der knaphed på rifler, så derfor brugte de knive og lignende. Og i tyskernes tilfælde havde de mulighed for at bruge gas, så derfor brugte de gas. Fænomenet er ikke forbundet med moderne videnskab eller lignende. Etnisk udrensning er essentielt politisk."

The Dark Side of Democracy er en meget foruroligende bog, fordi den omskriver hele historien i skyggen af etnisk udrensning. Men Mann mener, at det er vigtigt at være realistisk på demokratiets vegne.

"Bogen har en ret grum konklusion om Europa. Vi gennemgik alt dét - og blev etnisk rensede nationer. Men bogen prøver samtidig at være realistisk og sige: Det her problem vil blive et problem andre steder i verden, men dog ikke overalt, hvor man søger demokrati, og det skal vi være opmærksomme på. Vi må ikke bilde os selv ind, at demokrati er en magisk stav, som kan udrette mirakler"

- De fleste ville sige, at det er en god ide at demokratisere verden. Siger du, at det er en dårlig idé?

"Det afhænger af, hvordan det bliver gjort. Demokrati er en god ting, men når du har denne her type etniske konstellationer, så kræver det en bestemt form for demokrati, og det skal ske meget forsigtigt og langsomt. Du kan i hvert fald ikke marchere ind i et land og så afholde valg som i Irak. Her er valgene netop blevet til etniske konfrontationer. Og i dét perspektiv bliver situationen faktisk værre i Irak lige nu. USA finansierer nu sunni-militser for at komme af med al-Qaeda og for at afbalancere styrkeforholdene med shiaerne og kurderne. Og det er ekstremt farligt. Her er der ikke nogen udsigt til noget virkeligt demokrati. Forandringen til demokrati må involvere en reel deling af magten. Og i det lys er det Schweizerne og ikke amerikanerne, som burde lede den slags processer."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej det er nu ikke helt så blændende tænkt som det ser ud til.

Noget andet er at det ikke nogen nyhed eller burde komme som en overraskende. Det er en meget meget gammel nyhed som kun viser at vi har en forbandet kort hukommelse.

Husk dog på at USA, Canada, Australien og New Zealand ALLE uden undtagelse netop var demokratiske regimer – og - perfekte instrumenter i undertrykkelse og fjernelse af etniske mindretal fra deres landområder.

Men Men Men, det er især Westminster og beslægtede systemer der er et problem (England og USAs modeller).

Årsagen er at de er designet som et topartisystem og at disse systemer i sidste ende fungere som et flertalsdiktatur. Det er 'the winner takes it all' og systemet indeholder ikke reel grundlovssikret mindretalsbeskyttelse.

Netop derfor er det det Britiske imperies bevidstløse eksport at Westminstermodellen vi burde se mere kritisk på - og her er Mann blind.

Denne model er en katastrofe i lande med ustabilitet mellem store og små etniske mindretal - og guess what - det gamle britiske emperie bestod ikke af andet. Kenya er et sådant friskt eksempel Zimbabwe et andet. Det var også galt i UK i fortiden, men her har man haft flere århundreder til at skabe stabilitet og der var dog en vis uniformitet i den etniske sammensætning.

De nordiske demokratimodeller er faktisk afgørende bedre på flere punkter og af forskellige årsager. Netop det forhold at vi har så mange partier i Danmark fungere i et vist omfang som en garanti til mindretal - uden at jeg dermed har sagt at det er perfekt Intet parti har nogen sinde haft et flertal i Danmark, og det er i virkeligheden ikke så dårligt endda

Et velfungerende demokrati burde måles på sin evne til at beskytte sårbare mindretal og de dårligst stillede - ikke på sin evne til at levere et absolut flertal med ubegrænset magt.

Men Michael Mann optræder her stærkt etnocentrisk, han mangler viden om andre demokratier end lige netop det han selv lever i og så USA, derfor ser han ikke hele billedet.

Ingen demokratimodel er perfekt - men demokratier er - forudsat de er indrettet rigtigt - fundamentalt stadig bedre end diktaturer når det gælder muligheden for at beskytte mindretal mod overgreb, blot bør man vælge den rigtige model og ikke bare bevidstløst eksportere modeller der grundlæggende bygger på en flertalsdiktatur filosofi.

(jeg skriver pt en afhandling om politik over for etniske mindretal)

Problemet er lidt at vi i al for høj grad tror blindt på britiske og andre angelsexiske forskning her og at disse ikke er tilstrækkelig vidende om andre demokratimodeller end lige netop deres egen.

Forskerne burde studere den nuværende tyske konstitution nærmere og ikke mindst også de skanndinaviske modeller. Der er sikkert andre konstitutioner som på forskellig vis levere vare bedre, men Westminstersystemet fortjener ikke det ry det har

Er det virkelig jeres ramme alvor at det blot drejer sig om en forkert demokratisk model? Folk myrder hinanden på bestialsk vi i hobetal, blot fordi man kan komme med et par indvendionger imod westminstermodellen?

Forskellen mellem winner-takes-all og forholdstalsvalg er faktisk temmelig stor, især netop i lande, hvor folk snarere fordeler sig på partier efter etniske skel end politiske, fordi det let kommer til at betyde, at én etnisk gruppe holder andre helt uden for magten. Hvilket betop var artiklens pointe.

At forfatteren så overser, at forholdstalsvalg kunne trække i en anden retning, er en anden sag. Han nævner jo trods alt Schweiz, som med sin magistratsregering giver alle større partier indflydelse efter størrelse, som et vellykket eksempel.

Jeg er meget enig i at Westminstermodellen, som jeg nu har levet til dagligt med i en årrække, netop har den svaghed at den er ekstremt åben for en 'winner takes it all' attitude og dermed en eliminering af det vi på dansk kalder 'samarbejde hen over midten' og på engelsk 'bi-partisanship'.

Vadmand, Ikke mindst Thatcher demonstrerede hvordan dette redskab i det britiske system kan bruges og misbruges rather ruthlessly. Det var også det der skete i Australien under den konservative John Howard. Han brugte sin position og sit partis flertal til at skubbe moderate og mere samarbejdende synspunkter til side i sit eget partis rækker til side, for istedet at forfølge yderliggående højre synspunkter i spørgsmålet om politikken over for det indfødte mindretal. Han gjorde det samme i forhold til debatten om hvorvidt Australien skulle være en republik eller fortsat hylde det britiske monarki. Der var et klart flertal i befolkningen for repubklik, og så designede han så et forsleg der var så smart formulerede at det splittede dette flertal i to grupper så hans monarkistiske position kunne få sejren. Det er sådan noget westminstermodellen leverer. Det kan også gøres i Danmark men det kræver ekstraordinære situationer som meget sjældent opstår. Du ser her en demonstration af noget som er vanskeliger at gøre i det danske system alene fordi den til-enhver-tid siddende statsminister ikke har flertal og han samarbejdspartnere kan derfor bruges til at tvinge ham til forhandlingsbordet.

Det er noget som man ikke altid sætter pris på i de store partier hjemme, men når man oplever andre politiske systemer i praksis så er det nu ofte tydeligt at det i hovedsagen har være meget gavnligt for Danmark. Det betyder ikke mindst at også de borgerlige i fortiden blev gjort medansvarlige for velfærdsstaten og det har betydet at det var vanskeligere at opnå fodfæste for de kræfter i de borgerlige partier som nærede ønsker om et Thatcher-inspireret demontering af samme.

Men det betyder selv sagt ikke at demokratiske systemer som det danske ikke også kan anvendes som undertrykkelsesmiddel. Blot at det faktum at et parti sjældent (og i praksis aldrig) har haft absolut flertal i det danske system, betyder at mindretal har mulighed for via de mindre samarbejdspartier at sætte en fod i døren i en række situationer.

Men her ud over mener jeg at alle både Mann i interviewet og kommentarerne til det overser at nationalisme og demokrati ikke nødvendigvis er én og samme ting. Han nævner godt nok et par eksempler på velfungerende multinationale demokratier, men han reflekterer ikke over dette, dvs over nationalismen i modsætning til demokratiet, som værende det virkelige problem. Der er heller ikke tvivl om at fattigdom er en anden faktor som skævvrider og ødelægger af demokratiet på den måde han taler om. Jeg mener, hvis vi forestiller os at Schweiz pludselig led statsbankerot, ville de forskellige etniske minoriteter ikke begynde at lede efter en scapegoat i hinanden? Og ville der ikke nemt kunne opstå et flertal der mente at det var f.eks det italienske mindretal der er skyld i alle ulykker. Var det ikke også tilsvarende elementer der ødelagde den tyske Weimar republik og gjorde jøder og andre grupper og politiske modstandere til the perfect scapegoat på hvilken man kan udmanøvrerer alle moderate kræfter?

Men udviklingen fordrer at vi er mere kritiske over for nationalismen. Det er for mig at se netop derfor at det er vigtigt at styrke de demokratiske institutioner i EU. Vi er nød til at arbejde målbevidst for at styrke ideen om det multikulturelle demokrati - og arbejde for at overvinde nationalismens hæmmende indflydelse - for det er der fremtiden og håbet for samarbejde og en mere fredelig global udvikling som jeg ser det ligger. Multikultur kan ikke afskaffes, det er en realitet vi er nød til at lære at håndtere og overnationale institutioner er som jeg ser det vejen frem.

Hvorfor nævner han ikke at uligheden i Kenya skyldes at briterne i 63 overlod jorden til kikuyuerne og dermed lagde kimen til uligheden? Den materielle ulighed er jo ikke en funktion af demokratiet. Hvis først uligheden er til stede er det muligt og nærliggende at 'instrumentalisere' den demokratiske styreform.

Eller sagt på en anden måde: demokrati er ALTID et instrument, - som i tempererede civilisationszoner er tilpas smidigt til at 'gribe' strømninger i folket, mens det ikke kan bruges i zoner med udbredt nød, fordi man i stedet for at mediere og forskyde interesserne blot disintegrerer dem i parceller (mig, familie, omkreds, stamme/kolleger, folk, nation, kontinent ...).

Ristinge er inde på noget af det rigtige.

Ja Karl ulighed og fattigdom er de to elemeter der er afgørende og som tenderer mod at styrke de farligste sider af nationalismens uhyre, dem der starter med at folk leder efter syndebukke. Social fattigdom, ulighed og nationalisme er det stof der både danner og antænder krudtet. Det Britiske imperie gjorde mange både gode og dårlige ting. Blandt de gode var eksporten af ideen om demomkrati, selvom det desværre også var med hvad de anså for verdens bedste demokratiske model. Blandt de dårlige var at man var flintrende ligeglad med de lokalle stammer og religioner når man lavede grænsedragninger, hvorfor kolonierne ofte bestod af hele eller dele af stammer, stamme blev skåret tværs over og lignende og det er en af de væsentligste proiblemerr bag vanskeligheden med at regere afrika og også dele af mellemøsten idag. Historien viser os at overgangen til demokrati og opbyggelsen af demokariske institutiuoner nu engang foregår mest gnidningsløst inden for en national enhed. S¨kan vi så senere lave multikultuer og overnationale demokratiske organer.