Læsetid: 5 min.

Nederlagets etik

Et af nederlagets ansigter tilhører rotten, der forlader den synkende skude. Det findes også i flere udgaver
22. februar 2008

Det er let at være vinder. Man tager det hele, får ros og roser og hales op på podiet, hvor man med Marx' malende billede kan drikke nektar af dræbte fjenders hovedskaller.

Det er sværere at være taber. Først skal man indse, at man ikke klarede det trods en helhjertet indsats, så skal man lykønske det dumme svin, som rendte med palmerne, og først da kan man græde i enrum.

Der er stadig krigszoner, hvor kampen gælder liv og død. Lykkeligvis er de fleste kampe mere civiliserede. De handler om symbolsk overtag, ikke om fysisk død. Vil man vide, hvem man er, må man påtage sig kampen. Og hvor der er kamp, er der ulighed og flere tabere end vindere. Selv om det er fristende og måske befordrende at forberede sig på sejr, er det ingen dårlig idé at overveje, hvordan man skal håndtere nederlag.

Alle elsker en vinder, hedder det, mens der er noget foragteligt ved at tabe. Mange ansøgninger fremsendes i dølgsmål, fordi man ikke ønsker, at ens kolleger skal vide besked, hvis man ikke får stillingen. Ens status får skrammer, og man stemples som upålidelig.

Det tyder på, at man godt kan klare et nederlag, blot andre ikke får noget at vide. Og det er formentlig korrekt. De fleste ruger over nederlag dybt nede i den slamkiste, de kalder deres sjæl. Det ses ikke på den smilende overflade.

Når sagen smuldrer

Hvis man stiller offentligt op for en sag, f.eks. en ny alliance, og langsomt ser sagen smuldre, står man i et dilemma. På den ene side har man bundet sig til sagen, man har erklæret sig og udtalt sig. Hermed er man ude over de blotte følelser. Det gælder sagen, ikke personen. Man vinder ikke respekt som politiker, hvis ens udtalelser flagrer i takt med ustabile følelser, eller hvis publikum fornemmer, at det mere drejer sig om karrieren end om sagen.

Men hvad gør man, hvis sagen smuldrer? Her opstår et ejendommeligt Zwischenraum, hvor sagen er svær at skelne fra de personer, som tegner den mest markant. Man tvivler på guden, sagde Nietzsche, når man ser hans præster.

Her kan man, som Hamlet, spørge whether it is nobler in the mind to suffer / the slings and arrows of outrageous fortune / or to take arms against a sea of troubles / and by opposing end them. Det er nederlagets dilemma. Skal man holde ud til den bitre ende og "dø om så det gælder". Eller skal man holde masken og lide på de indre linjer? Som i alle ægte dilemmaer er der ingen løsning. Man træder i karakter gennem sin måde at håndtere nederlaget.

Der er noget fornemt ved ikke at klynke offentligt. Og der er noget heroisk, måske endda tragisk, ved kampen til den bitre ende. Alle store sager har sine miskendte pionerer. Er person og sag smeltet sammen, er der intet tilbagetog og ingen adgang til rollen som comeback kid.

Seeberg og Aamund

Blot udtømmer Hamlets dilemma ikke spektret. Der findes en tredje udvej: rotten som flygter fra den synkende skude. Her er der både saglige rotter og følelsesrotter. De første taber kampen om dagsordenen, tager konsekvensen og forlader skuden. Model Gitte Seeberg. De sidste mister troen og føler ikke, at sagen har en chance. Model Malou Aamund.

En appel til følelser skurrer. Den private følelse må oversættes til en offentlig begrundelse, som er mere informativ, men også mere eksplosiv. Hvorfor er følelsen væk, og hvad kunne man gøre for at genvinde en? Og så timingen. Hvorfor gå i det splitsekund, hvor asylforhandlingerne skulle starte og lidt af sagen kunne reddes i land, så følelsen måske kunne komme tilbage?

Rottens problem

Rottens problem er, at et engagement har en enten-eller logik. De fleste engagementer er ikke 0 eller 100 procent. Der er gode og dårlige ting, og i parforhold kan der være børn indblandet, så man accepterer et underskud i lang tid. Men offentlige personer, som publikum møder i masemedierne, holder deres forbehold for lukkede døre. Her må man melde klart ud og, som George W. Bush kræver, være for eller imod. Man tvinges til verbalt at vise et stærkere engagement, end der er dækning for. Eller på almindelig dansk: Man hykler.

Hvis man var hudløst ærlig, ville det være uforståeligt også for én selv, at man overhovedet fortsatte. Man ville også bidrage til en selvopfyldende profeti. Jo mere man fortæller om det dårlige, jo mere ender man med at få ret.

Tager man så konsekvensen og melder fra, ser det ud som en katastrofe - en pludselig overgang til en ny tilstand. I går elskede du mig, i dag fatter du ikke, at vi har boet sammen. I går brændte du, i dag er du iskold.

Nederlag har sine grimme sider. Man må se i øjnene, at man ikke var god nok og må tumle med spørgsmål, som for evigt forbliver ubesvaret - om man kunne have undgået nederlaget med en helhjertet indsats, om man blev for længe eller for kort. Nederlag sender følelser ud i endeløse cirkler, måske som selvforagt over tabet og løgnene og den spildte tid.

Opad - fejltrin for fejltrin

Men nederlag er ikke bare, hvad de er. Meget afhænger af de ord, man vælger for at beskrive dem. Man kan leve videre med sine ar på sjælen og synge den verdenskloge sang om, at af skade bliver man klog, men ikke rig. Man kan, som politikerne siger, "se fremad" og indgå nye alliancer. Der kommer altid en sporvogn og en pige til. Og man kan bruge nederlag til at finde sin plads i den lange kæde fra top til bund, hvor man måske ikke nåede stjernerne, men heller ikke havnede i sølet.

Nederlag kan være en ressource eller et dødsstød. "Jeg er klatret op ad karrierestigen, fejltrin for fejltrin", sagde den ukuelige Mae West. Hun var åbenbart tilfreds med, hvad hun havde opnået.

Anderledes er det, hvis man, nederlag for nederlag, bliver fastholdt på et nulpunkt. Men er det en saglig forskel eller blot en forskel på, hvordan man vælger at møde de uundgåelige nederlag?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu