Nyhed
Læsetid: 2 min.

Nettets gratispotentiale vil ændre alt

Redaktøren for Wired Magazine påbegyndte i går opfølgeren på bogen The Long Tail. Magasinets martsnummer bringer Chris Andersons første artikel i en række om markedsfænomenet ’free’. Konceptet er, at flere og flere produkter på nettet bliver gratis og at det betaler sig for virksomhederne.
Kultur
27. februar 2008

The Long Tail
Chris Andersson lancerede i 2004 en artikelrække i Wired og senere en bog under titlen ’The Long Tail’. Her argumenterede han for, at den smalle kultur på nettet indtager en relativt stor markedsandel i forhold til bestsellerne. Det er muligt, fordi den smalle kultur har en længere levetid, og fordi salgsstedernes omkostninger ved at udbyde den er meget lavere end i en ’murstensbutik’, som har mange flere udgifter til for eksempel husleje end netbutikkerne. Titlen The Long Tail alluderer til den grafiske illustration af fænomenet, hvor handlen med den smalle kultur udgør den lange hale, som udspænder sig over en længere tidsperiode.
I Chris Andersons artikel om hvorfor gratisprodukter er markedets fremtid, er det igen firmaers lave salgsomkostninger på Internettet, som er idéernes omdrejningspunkt.

Gratis medieprodukter
Chris Anderson pointerer, at selvom produkterne er gratis, betyder det ikke, at der ikke er nogen, som tjener masser af penge på dem. Fænomenet har eksisteret længe i medieindustrien, hvor tv og aviser ofte koster forbrugeren langt mindre end det koster at fremstille medieprodukterne.
Her kommer tredjeparten ind – for eksempel som annoncører, der betaler medierne for at annoncere i dem. Anderson understeger at der, ud over annoncørerne, er mange flere muligheder for at akkumulere penge andre steder i et system, som udbyder gratis produkter til kunderne.

Fra medieindustri til alle industrier
Med nettet er det blevet muligt ikke blot for medieindustrien, men for alle slags firmaer at benytte sig af den løsning at et produkt bliver gratis for forbrugeren samtidig med at det har mulighed for at omsætte penge et andet sted i systemet. Anderson lister i artiklen 6 forskellige former for gratis-handel, som er udbredte allerede.
Hans konklusion på den første artikel i rækken om nettets gratispotentiale er, at det skifter ”the economy from a focus on only that which can be qualified in dollars and cents to a more realistic accounting of all the things we truly value today.” Fokus kommer i højere grad til at ligge på firmaers rygte og på hvor kendt det er blandt forbrugerne.
For Chris Anderson er nettets gratispotentiale starten på en ny æra, som vil ændre alt. Hvad præcis, vil han sandsynligvis uddybe i den kommende artikelrække og til sidst i bogen FREE, som bliver udgivet i starten af 2009.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her