Læsetid: 4 min.

New Orleans er i live, New Orleans er død

Mardi Gras i New Orleans viser atter en gang denne fantastiske by som det, den altid har været: Hvor lukningen af Storyville førte til, at jazzen blev spredt ud over hele verden. Hvor fattigdom har ført til fest hver søndag. Og hvor Katrina vil føre til noget, ingen rigtig endnu ved, hvad er
Mardi Gras i New Orleans viser atter en gang denne fantastiske by som det, den altid har været: Hvor lukningen af Storyville førte til, at jazzen blev spredt ud over hele verden. Hvor fattigdom har ført til fest hver søndag. Og hvor Katrina vil føre til noget, ingen rigtig endnu ved, hvad er
Kultur
9. februar 2008

Jeg går ud af døren med min kuffert og mit pikpak. Jeg skal til New Orleans.

Jeg skal besøge en by, som gennem tiden har givet verden den ene oplevelse efter den anden.

En by, som har givet verden jazzen, creole gumbo, secondline og mardi gras indians. Mahalia Jackson og Louis Armstrong.

En by, som for to et halvt år siden gav verden et uhørt indblik i, hvordan USA ordner sine interne affære, da Orkanen Katrina brød gennem digerne og efterlod 80 procent af New Orleans oversvømmet og befolkningen alene på motorvejsbroer, tagrygge og i Superdome, inden hjælpen kom efter fire dage. Jeg skal til Mardi Gras i New orleans.

Jeg går ned af Ursulines i det franske kvarter. Husene er romantiske og istandsatte. Gaden er ryddet og ren. De faceterede vinduespartier i de franske døre stråler om kap med de nymalede facader.

Søge lykken i lidt step

Jeg kigger ind af en bardør og ser to mænd stå og danse på bardisken. De har dollarsedler i trussekanten. Klokken er 14 og det er business as usual.

Jeg går ned af Royal Street og lader mig blænde af krystallysekroner på størrelse med Østerbro, beundrer antikke mahonigmøbler, der kræver et palæ at bo i, og bilder mig ind, at jeg nu ved, hvordan der ser ud i de store villaer ude på St. Charles Avenue.

Bourbon Street er fyldt med turister der drikker 'Hurricanes' og lader det hele flyde frit fra leveren.

Musikken spiller fra hvert et gadehjørne, og ind imellem sandsigersker og tarotlæsere står et par sorte knægte og prøver lykken med lidt stepdans.

De smukke støbejernsverandaer er pyntet op til Mardi Gras og duften af Nawlins flavor food er overalt. New Orleans er tilbage til sit gode gamle selv.

To et halvt år er ingen tid

Jeg går ned af Broad Avenue. Stortrommen og sousaphonen banker et beat ind i kroppen på mig, som jeg kun oplever her i New Orleans. Lilletrommens hidsige trioler fanger mine fødder i et kærligt men bestemt favntag, og trombone, trompet og sax spiller riffs, der får mine hænder og arme til at bevæge sig i mønstre, der på en gang er fremmede og velkendte.

Duften af weed fylder mine næsebor og en sort fyr råber noget uforståligt til mig, mens vi sammen danser ned ad gaden. Os og tohundrede andre, der under Rebirth Brass Bands kyndige ledelse deltager i søndagens Secondline.

En tur gennem et New Orleans, der var engang, men som ikke er kommet sig efter Katrina. En tur igennem et område, hvor kun hver femte hus er beboet, og man stadig ser militærets mærker fra, da de gik fra dør til dør og tømte New Orleans for indbyggere. Sendte dem til Houston, Atlanta, Baton Rouge, Chicago. Sendte dem til byer hvor der ikke findes Mardi Gras, eller soulfood. Men hvor skoler og job er bedre, end de nogensinde har været vant til.

Og måske er det derfor, hundretusind af dem stadig ikke er kommet hjem. Eller måske er det, fordi de ikke havde nogen forsikring og nu absolut intet har. To et halvt år er ingen tid, når det kommer til at finde ud af, hvad der får menesker til at reagere, som de gør.

Jazz funeral

Jeg går op af St. Bernard Avenue. Et løst rygte om en jazz funeral har nået mit øre, og jeg må hen og se, om det kan passe.

Foran Corpus Christi Church står et par gutter, der lige som mig har hørt det løse rygte. De har gået på den katolske skole for 40 år siden og står nu her for at se, om der ikke kommer nogen, de kender: "Yeah, we grew up here, just down the block, knew everybody back in the day".

De fortæller om en vandstand på to meter, huse der ikke kan reddes, liv der blev tabt i de hektiske dage, hvor ingen vidste, hvad der skete, og deres øjne stråler af gensyn og glæde, når der kommer nogen fra "back in the days".

Og da Treme Brass band kommer og spiller I'll fly Away, mens kisten bæres ud af kirken, danser de rundt som små børn. Det er deres New Orleans. Hvor man har musik til enhver lejlighed, og man aldrig bliver for gammel til at sætte pris på det.

Lige til onsdag morgen

Jeg går ud af døren og ned ad gaden. Solen skinner, og luften er fugtig. Omkring mig er New Orleans i gang med at gøre, hvad der skal gøres. I kirkerne blive folk instrueret i, hvordan man søger penge fra The Road Home-programmet, og folk, der er hjemvendte efter nogen tid i eksil, fortæller om deres begejstring for omsider at have New Orleans inden for rækkevidde.

På Napoleon Avenue er Bachus ved at gøre klar til paraden, der indeholder større og flere floats end de to sidste år. Og tilskuerne står parate skulder ved skulder til at gribe de perlekæder, som vil bliver kastet med rund hånd.

På Handa Vanda ved Second and Dryades vil der i aften være Mardi Gras indian practice, hvor de sidste sange bliver pudset af, inden det går løs med Mardi Gras day i store kostumer, som det tager et år at lave. Og på Frenchmen Street vil der være musik nonstop fra nu og til onsdag morgen.

Jeg går ned af memorylane og kigger mig omkring. Det, jeg ser, er ikke så forskelligt fra det, jeg ser i virkeligheden. New Orleans er i live, og New Orleans er død.

Som det altid har været med denne fantastiske by. Hvor lukningen af Storyville førte til, at jazzen blev spredt ud over hele verden. Hvor fattigdom har ført til fest hver søndag. Og hvor Katrina vil føre til noget, ingen rigtig ved, hvad er endnu.

Kun et er givet: Det vil helt sikkert være en løsning som kun New Orleans kan komme op med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her