Høj og slank med et strejf af skrøbelighed i den ranglede kvindeskikkelse og det fine ansigt. En usædvanlig nuanceret stemme og evnen til at formidle en sang, så den bliver til en historie, man lytter til. Sinne Eeg er en blomst af en sangerinde, et sjældent talent, der bare vil blive bedre og bedre med årene. Hendes pladeWaiting For Dawn (2007), var mere end fornem. Men også på en scene er hun overbevisende. Tirsdag gav hun VinterJazz 2008 et tiltrængt løft, da hun med en veloplagt og velspillende trio i Peter Rosendal (flygel), Mads Vinding (bas) og Morten Lund (trommer) sørgede for, at den landsdækkende festival ikke bare forblev varm luft i en kold tid. Selv med så stærke og spillelystne medmusikere, der gerne tog en solo for meget end for lidt, formåede Eeg at gøre sin sangkunst til kerneoplevelsen i koncerten. Materialet var naturligvis i høj grad hentet fra ovennævnte udgivelse, hvor en blanding af standards og originalkompositioner af både Eeg og svenske Lars Jansson udgør et smukt program; Dybsøgende i en sang som "Snow", driftigt i "Sudden Change of Weather" og med koket, underholdende charme og suveræn musikalitet i "Comes Love", hvor også Mads Vinding lyste op med en overskudspræget og medrivende bassolo.
Norsk spændetrøje
Det begyndte egentlig fredag i Pumpehuset. Trompetisten Mathias Eick er rost og hyldet sågar med den amerikanske pris International Jazz Award for New Talent. Og der er ingen tvivl om, at hans trompetspil besidder både luftig poesi og kraftfuldt potentiale. Og sådan som det lød i begyndelsen af koncerten, var man forført af den melodisk dystre og dygtigt dramatiserede musik, der er så typisk for ny, norsk jazz. I en passage, hvor Eick fik trompeten til at tale med skrøbelig enkelhed, kom jeg til at tænke på Chet Baker. Også hans kompositioner er simple melodisk og harmonisk. Det gør dem umiddelbart spiselige og indtagende. Men man bliver hurtigt færdig med dem. Og når så mange af dem lignede hinanden og var bygget op efter samme recept, formåede end ikke en skarpt arbejdende, rockfokuseret Audun Kleive ved trommerne og koncertens instrumentale lyspunkt, den rytmisk sprudlende keyboardspiller, Andreas Ulvo, at forhindre en tiltagende redundans og nedadgående kurve koncerten igennem. Til sidst var det sådan set bare om at komme ud og få noget frisk aftenluft oven på en kvælende, norsk musikalsk spændetrøje.
Forstenet i Diamanten
Meget bedre gik det ikke lørdag aften i Diamanten, hvor VinterJazzens største satsning blev afviklet. Troldpigen og slagtøjsmagikeren Marilyn Mazur har netop udsendt en duoplade, Elixir, på ECM med saxofonisten Jan Garbarek. Hun har i mange år spillet i den norske stjernes europæiske gruppe, men denne aften var rollerne byttet om. Hvad kan Garbarek finde på som sidemand? Hvilken skøn musik ville de skabe i det åbne rum med kun percussion, saxofon og Eivind Aarsets guitar? Først skulle Mazur spille et helt sæt solo i sin helligdom af slagtøj fra hele verden, hvor hun yndefuldt bevægede sig omkring og spillede på gonger, klokker, håndtrommer, træstykker, gulvtam'er og en steel drum, der lignede en Weber-grill. Det var fint at opleve lydenes, rytmernes og klangenes basale tale.
Da Garbarek og Aarset kom på scenen, blev det dog hurtigt klart, at intet ville flytte sig. Aarsets dystert eksperimenterende klangverden var ret beset overflødig og stod flere gange i vejen for det, der kunne være sket mellem de to hovedfigurer. Men Garbarek virkede som en karikatur af sig selv. Stoisk, tavs, forstenet som en klippe. Ingen overraskelser i det store, syngende horn. Mazur forsøgte at spille op til ham, men han reagerede næppe, skabte ingenting. Dog greb han i en passage træfløjten og slap charmerende tonerækker løs i udveksling med Mazurs legende puls. Men ellers måtte man sukke efter liv og overraskelser i det gode koncertrum med et overstrømmende publikum. En stor mulighed forspildt.
Kalkuleret amatørpræg
Jeg ved heller ikke, hvad Copenhagen Jazz Festival er faldet for med den svenske duo Wildbirds & Peacedrums. Gruppen har tiltrukket sig opmærksomhed hinsidan med sin nytænkende, minimalistiske skrammeludgave af rock'n'roll og bittersøde pop- og bluesinfluerede sange på klimprende instrumenter som xylofon, citer, claves, klokkespil, trædeorgel og trommesæt. Hvorvidt duoens musik overhovedet nærmer sig jazz, behøver vi ikke bruge tid på. De to unge svenskere - trommeslageren Andreas Welin og sangerinden, Mariam Wallentin - serverede både skrøbelige sange og trampende beats i Studenterhuset, men det blev aldrig vedkommende. Jeg savnede personligt en direkte formidling af sangene. Men hovedproblemet var nok, at musikkens mærkelige karakter af firkantet enkelhed, eksperimenterende egenart og amatørpræg ikke sagde mig et kuk.
Mathias Eick Quartet, Pumpehuset, fredag
Marilyn Mazur ELIXIR m. Jan Garbarek og Eivind Aarset, Diamanten, lørdag
Sinne Eeg, Copenhagen Jazz House, tirsdag
Wildbirds & Peacedrums, Studenterhuset, torsdag
