Læsetid: 2 min.

Øjnene der så

Alain Robbe-Grillet er død. Forfatteren, der lod hånt om kronologisk handlingsgang, årsagssammenhængeog psykologisk ræsonnement og insisterede på iagttagelsen
Alain Robbe-Grillet er død. Forfatteren, der lod hånt om kronologisk handlingsgang, årsagssammenhængeog psykologisk ræsonnement og insisterede på iagttagelsen
20. februar 2008

Fra Frankrig kom i 1950'erne den store fornyelse af romangenren, snart med gennemslag i Danmark, Samuel Beckett, Nathalie Sarraute, Claude Simon og Michel Butor var de vigtigste navne. Og Alain Robbe-Grillet, der også var teoretikeren.

"Det politiske liv pålægger os uophørligt at antage kendte betydninger, social betydning, historisk betydning, moralsk betydning. Kunsten er mere beskeden - eller mere ærgerrig. For den er intet nogensinde kendt på forhånd."

Således lyder det i Alain Robbe-Grillets essay 'Ny roman, nyt menneske' fra 1961, optrykt i det netop meget betydningsfulde programskrift, han sammensatte to år senere, Pour un nouveau roman. Og dermed var en hel litterær bølge navngivet, snart også på dansk, På vej mod en ny roman (1965), og han havde da stået lyslevende og holdt foredrag i Institut Francais i København, og vi kendte for længst romanerne Øjnene og Jalousi. Opsigtsvækkende var de, fordi de lader hånt om kronologisk handlingsgang, årsagssammenhænge og psykologisk ræsonnement, men insisterer på iagttagelsen, synet af tingene til mindste detalje.

Realismen er død, leve virkeligheden! sagde Robbe-Grillet, som nu er død 85 år gammel. Han var landmåler af uddannelse, og man kan i forfatterskabet næsten se ham med apparatur og målestok i færd med at tage øjebliksbilleder af tilværelsen, visuelt skærpet som den filmmand han også blev, husket især for Ifjor i Marienbad (1961) i samarbejde med Alain Resnais.

Parodi på en krimi

Han debuterede litterært med Dupont er død (Les gommes 1953, da. 1969), nærmest en parodi på en kriminal-roman, hvor mordofret ikke er død og politimanden, der skal opklare sagen, mere og mere ligner en morder. Den såre intellektuelle leg er arrangeret som et tragisk skæbnespil i slægt med Ødipusmyten: Forbrydelsen er en kopi, hvis nøgle ironisk findes andetsteds - meget anderledes end i den nuværende bølge af krimier. Mord-anklager er der også i den jævne, mere programmatiske Øjnene, hvor en handelsrejsende møjsommeligt opbygger et alibi i et uudredeligt netværk af fortid og nutid, virkelighed og fantasi som en flimrende film. I Jalousi møder vi manden, der belurer sin kone, et oplagt voyeuremne.

Der fulgte flere romaner, på dansk kom Huset i Hong Kong (1967), hvorefter interessen åbenbart slap op, så vi er gået glip af bl.a. hans to selvbiografier, Le miroir qui revient (1984) og L'Angélique ou l'enchantement (1988). Tro mod sin praksis kan han ikke skildre sin egen virkelighed, uden at også fiktive personer optræder og blander sig, for i bøgernes verden er realisme en fiktion. En forfatter skriver sig frem til sin viden om sig selv. Af litteraturen må man vente sig litteratur, ikke løsninger og forklaringer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu