Offentligt omsorgssvigt

Så kom undersøgelsen, som bekræfter, at mange, mange anbringelser af børn og unge sker på et lovmæssigt ufuldstændigt eller direkte ulovligt grundlag. I DR-nyhederne var formanden for socialrådgiverne endnu engang modig, saglig og relevant, hvorimod formanden for Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening gjorde, hvad han kunne for at bagatellisere problemet. Som de fleste andre topembedsmænd var han enten behørigt instrueret af en mediesagkyndig eller har været på et kursus, der lærer politikere, hvordan man virker troværdig uden at være det. Men når man verbalt må understrege, at sagen gør stort indtryk og tages med stor alvor, er det ikke nødvendigt at sige det - så fremgår det af stemme, kropssprog og mimik. Det gjorde det mildest talt ikke i dette tilfælde. Det lyste ud af formanden, at det pinligste egentlig var at blive afsløret.

Jeg er glad for, at en del af denne meget større skandale endelig dokumenteres, men jeg er ked af, at hverken medierne, embedsmændene eller politikerne aner, hvor omfattende den i virkeligheden er. Hvorfor nu det, kunne man spørge. I samme udgave af nyhederne blev CIA's ulovlige brug af dansk/grønlandsk territorium dokumenteret af dygtige mediefolk, og jeg undrer mig nu på 20. år over, at der ikke findes engagerede og vidende journalister, som påtager sig at bore ned under den formelle overflade i det sociale systems behandling af børnefamiliesager.

Både den refererede undersøgelse og den journalistiske håndtering bevæger sig nemlig kun på den formelle overflade: Overholder kommunerne loven eller ikke? Lovgivningen er blevet mere og mere kompleks, kompliceret i et futilt forsøg på at sikre kvaliteten af sagsbehandlingen, og nu kommer der sikkert nye skrivebordstiltag, som heller ikke hjælper. Hvorfor så pessimistisk? Fordi disse tiltag med stor sikkerhed vil handle om at udgå fejl og ikke om at sikre den faglige kvalitet.

Skandale uden skyldige

Problemet stikker langt dybere og handler meget kort fortalt om, at den relative balance mellem administrative værdier og faglige værdier, der må sikres i ethvert offentligt system, gennem mere end 20 år har udviklet sig til en ekstrem ubalance, hvor de faglige værdier er næsten helt forsvundet. Det samme er sket i sundhedsvæsnet og er hastigt på vej i skolevæsnet. Formålet var engang at effektivisere og spare penge, men resultatet er blevet det modsatte. Udgifterne stiger og stiger, det samme gør antallet af medarbejdertimer, og penge går til spilde - eller anvendes kun for at legitimere systemets eksistens og retfærdiggøre dets fejl.

Dette er dermed en skandale uden skyldige og indtil videre desværre også uden ansvarlige. Det er ikke medarbejdernes skyld. De knokler og knokler med opgaver, som er mindre og mindre relevante for de børn og forældre, der trænger til hjælp og støtte. De bliver i stort tal udbrændte, langtidssygemeldte, pensionerede eller skifter branche, og dermed individualiseres og sygeliggøres enkeltmedarbejdere, som egentlig bare bukker under for nogle arbejdsbetingelser, hvor de ikke er til megen nytte for de mennesker, de troskyldigt havde uddannet sig til at hjælpe. Det er heller ikke politikernes skyld. De forsøger at administrere et system, som var sygt, længe før de kom til, og de evner ikke at forestille sig et alternativ. På Christiansborg sender de enten sorteper videre til kommuner og regioner - eller scorer billige points på at engagere sig i enkeltsager.

Jeg har fulgt indsatsen over for børnefamilier gennem 30 år som konsulent, underviser og supervisor, og den sørgelige kendsgerning er, at ca. 75 procent af de børnefamiliesager, der påbegyndes i landets kommuner, rent fagligt tabes på gulvet. Kommunerne bestræber sig uden tvivl på at behandle disse sager korrekt, men de behandles i rystende stort omfang ikke rigtigt - dvs. med udgangspunkt i vores kollektive faglige viden og erfaringer. Det betyder store menneskelige lidelser, som afføder endnu flere udgifter og et kontant tab på 10-12 milliarder om året, som hverken samfundet eller klienterne får glæde af. Hverken de nedslidte medarbejdere eller deres fagforeninger kan finde på andet end at bede om flere resurser, mens det egentlig hænger sådan sammen, at de alle sammen kunne få langt bedre arbejdsforhold og meget mere kvalitet for de penge, vi allerede bruger.

Få det nu undersøgt

Jeg har gennem årene talt om dette i mange forskellige sammenhænge lige fra rundbordssamtaler i Socialministeriet, konferencer, kurser og møder, og ingen med den fornødne viden og indsigt benægter tingenes tilstand.

Masser af kommunalpolitikere, topembedsmænd og fagfolk ved, at dette er en kendsgerning, men ingen orker at tage kampen op. Det kan jeg godt forstå. Det er nemlig tvivlsomt, om nogen vil høre på dem, ligesom det er tvivlsomt, at nogen vil høre på mig. Derfor skal denne klumme slutte med en indtrængende opfordring til kompetente forskere, som finder 'balancen mellem administrative og faglige værdier i offentlige systemer' væsentlig for samfundsøkonomien og borgernes trivsel, om at formulere et ambitiøst forskningsprojekt, som kan danne et tilstrækkeligt sagligt grundlag for at diskutere alternativer til den herskende orden.