Læsetid: 6 min.

Ole og di heslige slønglers klup

Hovedpersonerne i Ole Lund Kirkegaards børnebøger er ikke helt almindelige drenge. Forfatteren selv var heller aldrig en helt almindelig mand, lærer eller forfatter. Hans fantasimættede og antiautoritære litterære univers er af Lindgrenske dimensioner, og næsten 30 år efter hans død er hans bøger stadig spillevende
Hverdagshelte. Ole Lund Kirkegaards skæve fortællinger er stadig sprællevende og højaktuelle.

Hverdagshelte. Ole Lund Kirkegaards skæve fortællinger er stadig sprællevende og højaktuelle.

Jørn Kjær Nielsen

14. februar 2008

Gummi Tarzan er indbegrebet af en senmoderne drengs dilemma. Han kan hverken spytte langspyt, spille fodbold eller tæve nogen og lever dermed ikke op til billedet af en rigtig dreng. Samtidig er han, modsat de flittige piger, meget dårlig i skolen og har besvær selv med at læse den bog om Tarzan, som hans ulidelige macho-far mener kan inspirere ham til at blive en 'rigtig dreng'.

"Han er lidt fed," siger Ivan Olsen, da faren viser ham et billede af Tarzan. "Nej," råber hans far kolerisk, mens han hamrer hånden ned i bogen: "Han er stærk og sund."

Morsomt alvor

Selv om Gummi Tarzan er den af Ole Lund Kirkegaards bøger, der adskiller sig mest fra hans andre bøger, er det ifølge professor i børnelitteratur Torben Weinreich, faktisk den flest folk stadig læser.

"Ole Lund Kirkegaard kunne det der med at skildre børn, der lever i en problemfyldt verden, ligesom Bjarne Reuter kunne det med sine Buster-bøger. Ole Lund Kirkegaard kunne skrive på en morsom måde og med en kunstnerisk dimension i modsætning til så at sige alle andre."

Tragikken og komikken lever side om side i historien om Gummi Tarzan og i forfatterskabet generelt, og selvom man klukler af faderen, der er permanent rød i hovedet af arrigskab og må gå i seng med isposer på det hoved, han gang på gang hamrer ind i væggene i frustration over sit skvat af en søn, er uretfærdigheden ved drengen Ivans vilkå, hele tiden synlig.

I bøgerne udstilles samfundets syn på barndommen som problemfri. Som Ole Lund Kirkegaard selv har formuleret det i et interview med Aalborg Stiftidende i 1969:

"Mange børn tror, at voksenverdenen er problemfri, og de længes derfor efter at blive voksne, for så er alle problemer borte. De ser kun de voksnes udvendige facade. Alt går, som det skal. Men det er lige problematisk at eksistere for børn som for voksne - og det kan lige så godt fortælles rent ud."

Da Gummi Tarzan møder heksen, der kan opfylde et ønske for ham, overvejer han et kort sekund at ønske sig lige så stærk som Tarzan - abernes konge - for at glæde sin far. Ivan besinder sig dog:"Hvorfor skulle jeg glæde min far? Han glæder jo aldrig mig," ræsonnerer han.

Heksen opfylder alle hans ønsker for én eneste dag.

"Men det frygtelige ved den historie er jo, at næste dag falder han ned på bunden igen. Fortryllelsen er væk, og han er atter bare den, der bliver drillet, får bank og ikke kan springe over bukken i skolen og så videre og så videre," siger Torben Weinreich.

Fritænkende børn

Den socialrealistiske pointe med Gummi Tarzan er, at Ivan Olsens problemer ikke kan løses med magi, men derimod peger på et behov for en helt ny reformpædagogisk måde at se på børn. Ole Lund Kirkegaard foregreb og blev et symbol på denne nye antiautoritære pædagogik, der for alvor fik vind i sejlene op gennem 70'erne.

Gummi Tarzan er et enestående skvat i Ole Lund Kirkegaards forfatterskab. Anderledes vilde, selvstændige og anarkistiske er de øvrige hovedpersoner, Lille Virgil, Topper, Albert og Frode og de andre rødder. Man kan ikke sige, at det er bogiver, der kendetegner drengene i Kirkegaards univers, og Ole Lund Kirkegaard selv var ligesom dem ikke særlig vild med skolen. Som barn hadede han ligefrem at gå i skole.

"Ikke fordi jeg var en dårlig elev, men fordi der ikke fandtes noget fællesskab mellem lærere og elever, ingen åbenhed," har han udtalt i 1975 til antologien Moderne dansk børnelitteratur.

Måske var det derfor, han valgte at uddanne sig til lærer - for at gøre tingene anderledes. Tidligere elever har beskrevet ham som en fantastisk lærer med et unikt pædagogisk talent. Hans stærke solidaritet med børnene og hans sjældne evne til at se verden fra børnenes perspektiv er grunden til, at man i børnelitteraturkredse taler om et 'før' og et 'efter' Ole Lund Kirkegaard. Anderledes grelt står det dog til med de voksne i hans egne bøger. Skolelærerne er kedelige og strikse. Forældrene er komiske i deres higen efter orden og regler og efter at forstå alle de ting, der ikke kan eller skal forstås. Og børnene forstår de selvfølgelig slet ikke, men prøver uophørligt at presse dem ind i deres forståelse af, hvad der er vigtigt i verden. Albert må eksempelvis trækkes med et par uudholdeligt snusfornuftige forældre i ens joggingtøj og en moster, der altid klapper ham på hovedet og siger, at han nok skal blive borgmester engang, mens han selv meget hellere vil være sørøver og medlem af 'di heslige slønglers klup'.

Det er de kreative, ubekymrede, rebelske og påhitsomme børn, der er heltene i Ole Lund Kirkegaards skæve fortællinger. Han forstår dem både på godt og ondt, og derfor sælges, udlånes og højtlæses alle hans historier stadig på livet løs.

Torben Weinreich mener faktisk, at noget af det allermest interessante ved Ole Lund Kirkegaards bøger er, at de ikke isolerer børnene i et børneunivers, men portrætterer en lang række mennesker, der deler børnenes skæbne.

"Hvem får sympatien hos Ole Lund Kirkegaard? Børnene, de ældre, dem, der er uden for samfundet. Mens alle de, der deltager i det ræsede og produktive liv og stiller krav og mål op hele tiden, altså typisk voksengenerationen, der er ude på arbejdsmarkedet, bliver negativt skildret."

Fælles for hans bøger er en grundliggende kritik af det målrettede, regelrette, effektive og dødkedelige. Og måske endda en tidlig, og dermed fremsynet, kritik af de krav, vi stiller til børn i det moderne, såkaldte videnssamfund. Boglige og sociale krav, der passer bedre til dem, der tidligt lærer reglerne end de anarkistiske og utilpassesde små 'Virgiler' og 'Ivan Olsner'.

Pippis mor og Virgils far

Ole Lund Kirkegaard er blevet kaldt den danske pendant til Astrid Lindgren, og begge er blevet set som frontløbere for en særlig skandinavisk børnelitteratur. Især er der blevet draget paralleller mellem deres litterære oprør mod den gamle skoles syn på børn som en slags ufuldstændige mennesker uden egen autonomi, vilje eller personlighed.

"Der er jo en meget tæt forbindelse mellem Lindgrens Pippi Langstrømpe-figur og så nogen af Ole Lund Kirkegaards figurer, Lille Virgil for eksempel," påpeger børnebogsprofessoren.

"Begge har et oprørspotentiale i sig, som mest viser sig ved, at de stiller alle de dumme spørgsmål og gør alt det, der overrasker de voksne."

Og det er netop alt det, der overrasker de voksne, som skræmmer dem, fordi de voksne hos både Kirkegaard og Lindgren er usikre på, hvad der foregår, når livet sprænger fornuftens rammer. Som når Fru Prysselius fra socialforvalningen vil have Pippi på børnehjem, fordi at en lille pige, selvom det godt nok er verdens stærkeste lille pige, jo ikke kan bo alene med en abe og en hest og leve af pandekager.

Tarzan i underbukser

Men Astrid Lindgren er ikke den eneste mastodont inden for børnelitteraturen, Ole Lund Kirkegaard er blevet sammenlignet med.

"Man kan sige, at han er en af de få forfattere i den danske børnelitteraturs historie, som ligger i direkte forlængelse af H.C. Andersen og når et niveau, der kan måle sig med H.C. Andersen," siger Torben Weinreich.

Ole Lund Kirkegaard trækker på den positive opfattelse af det barnlige, umiddelbare og ikke-fornuftige, der opstod i romantikken, og som H.C. Andersen var den fornemste eksponent for. Som i eventyret Kejserens nye klæder, hvor alle er så angste for dumheden, at de bilder sig selv og hinanden ind, at kejseren har tøj på, selv om han defilerer rundt i byen splitterravende nøgen. Indtil et lille barn i sin umiddelbarhed peger på kejseren og siger:

"Men han har jo ikke noget på."

Barnet afslører det absurde ved en voksenverden, der forstår sig selv som absolut fornuftig. Som da Ivan Olsens far viser ham bogen om Tarzan for at vise sønnen, hvad en rigtig mand er:

"Hvorfor sidder han oppe i et træ," spørger Ivan, der synes, det er underligt at se en voksen mand klatre i træer.

"Fordi han er abernes konge," siger hr. Olsen, mens han slår sig på brystet, så han kommer til at hoste.

"Jamen, han har jo ingenting på. Ikke andet end underbukser."

En gut i underbukser, sådan kan Tarzan også ses. Takket være Ole Lund Kirkegaard.

Ole Lund Kirkegaards bøger har solgt i over 1,2 millioner eksemplarer, og med Bubbers filmatisering af Frode og alle de andre rødder, der havde premiere i fredags, er i alt fem af hans bøger blevet filmatiseret. Sidste år var fyrreåret for Ole Lund Kirkegaards forfatterdebut, og i 2009 er det 30 år siden, han døde. Han blev 39 år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu