Læsetid: 2 min.

Oprørt hav under himlen

Mellem Peru og Bolivia fråder bølger på Titikaka-søen - i 3.810 meters højde
I det smulte vand kan indianerkvinden padle sivbåden rundt mellem sivøerne, men det blå passagerskib (til højre i billedet) kommer i høj søgang ude i det åbne farvand

I det smulte vand kan indianerkvinden padle sivbåden rundt mellem sivøerne, men det blå passagerskib (til højre i billedet) kommer i høj søgang ude i det åbne farvand

Jens Bo Nielsen

7. februar 2008

TITIKAKA - Herinde mellem sivøerne er vandet smult. Indianerkvinden svinger rorpinden, så sivbåden får fremdrift fra sivø til sivø.

Det med sivø skal forstås bogstaveligt. Øerne har indbyggerne håndgjort af de totora-siv, der vokser her i den lavvandede del af Titikaka-søen. Meget praktisk kan sivene også bruges til at lave både som den, vi sejler i, til at bygge husene på øerne - og til at spise.

Øerne er flydende sivmåtter. De rådner i bunden, og indbyggerne er nødt til at lægge nye siv ovenpå. En ø holder i 30 år. Vi får at vide, at hvis de familier, der bor på sivene, rager uklar med hinanden, kan de skære øen over og drive hver deres vej.

Denne usædvanlige, flydende leveform tog sin begyndelse i fjerne tider, da uros-indianerne ikke længere kunne udholde at blive mobbet af de to krigeriske nabostammer: collaerne og inkaerne. Så uroserne stak til søs på sivene, der nu kendes som Uros-øerne. Dem er der 48 af, og de bebos af ialt 600 uroser, som med tiden har mistet deres eget sprog og er blevet blandet op med den større aymara-stamme.

Livet er hårdt på sivøerne. Søens vand kommer fra gletsjere i den fjerne horisont og er ni grader celcius året rundt. Det giver beboerne luftvejssygdomme og gigt. Gennemsnitslevealderen er under 50. Intet under, at de unge uroser søger fastere grund under fødderne.

Tre gange Fyn

Det er misvisende at kalde Titikaka en sø. Den er snarere et hav: 170 km i længden, 60 km i bredden. Den er tre gange så stor som Fyn. Det særlige ved Titikaka er, at vandspejlet befinder sig 3.810 meter over Stillehavets. Da Andesbjergene blev foldet, fulgte en gevaldig plade havbund med op i højderne. Der er stadig spor af havsalt nede i bunden, som på det dybeste er 284 meter under overfladen.

Ude i åbent farvand kan Titikaka fråde som et ægte hav.

Det opdager vi, da vi fra sivbåden går over i det passagerskib, der skal sejle os ud til klippeøen Isla Taquile, 15 km ude fra kysten. Fra Bolivia kommer en østlig kuling strygende, og skibet hugger i bølgerne. Vi er tre tapre, der bliver i fri luft på agterdækket og hujer, når styrtsøer sjasker over os. De andre passagerer sidder grønfjæsede nede i lukaf'et. De tror mig ikke, når jeg forklarer, at vindpust og bølgesprøjt er bedste kur.

Bådsmanden sender betænkelige blikke ud over skumhavet. Han og kaptajnen rådslår. De bestemmer sig til at holde kursen.

Jeg griber mig selv i at ønske, at de ville vende om.

Og så alligevel: At lide skibbrud i 3.810 meters højde. Hvilken skæbne!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu