Læsetid: 4 min.

Partiernes krise

Ny Alliance ramte et momentum, som afdækkede en udbredt utilfredshed med de etablerede partier. Den utilfredshed findes stadig
For de fleste partier gælder det, at de grundholdninger, som oprindeligt fik medlemmerne til at melde sig ind i partiet, ikke længere kan genkendes i den parlamentariske politik. Set i det perspektiv er Malou Aamunds omstilling fra opgøret med den tarvelige konsensus til forvalter af den ikke enestående.

For de fleste partier gælder det, at de grundholdninger, som oprindeligt fik medlemmerne til at melde sig ind i partiet, ikke længere kan genkendes i den parlamentariske politik. Set i det perspektiv er Malou Aamunds omstilling fra opgøret med den tarvelige konsensus til forvalter af den ikke enestående.

Tariq Mikkel Kahn

9. februar 2008

Da den moderne erhvervskvinde Malou Aamund skulle afgøre sin fremtid, gjorde hun en eksistentiel overvejelse: Var det muligt at opretholde et værdigt liv for en månedsløn på 50.000 kroner? Det er lønnen for et menigt folketingsmedlem. Men hun gjorde det: Malou Aamund valgte at ofre sin højere løn, sætte tæring efter næring og begave dansk politik med sin indsats.

Da hun fortalte offentligt om disse overvejelser, afslørede hun sit politiske talents overskuelige omfang. For hvis man betragter en årsindkomst på den søde side af den halve million som en kolossal udfordring for det gode liv, hvordan skulle man så kunne være noget for andre med lavere indkomster, banale problemer som at nå bussen til arbejde og en grundlæggende fornemmelse af, at man lyver, når man fortæller sine børn, at hvis bare de laver deres lektier, holder sig fra kriminalitet og gør, som de får besked på, skal de nok klare sig godt? Aamund har tilkendegivet, at hun finder den idelige snak om velfærd og offentlig service latterlig og ubetydelig. For hende var Ny Alliance en platform for at realisere et brud med den tarvelige konsensus, som kendetegner regeringen Foghs herredømme. Det faldt hende ikke ind, at demokrati betyder, at buschaufføren, pedellens og den førtidspensionerede hjemmehjælpers stemme ideelt betyder lige så meget som den moderne erhvervskvinde.

Ny Alliances entré i dansk politik har kastet en del af sig: For det første en ikke ubetydelig komik. For det andet blev det igen markeret, at Danmark på trods af almindelige antagelser om det modsatte stadig er et klassesamfund, hvor den økonomiske overklasse ikke aner, hvordan de selv bliver set af mennesker fra andre klasser, og hvordan disse mennesker ser sig selv og deres problemer. For det tredje blev det tydeligt, at det trods tendenser til 'konkurrencestat' og new public management som dogme for den offentlige sektor ikke kun er økonomiske imperativer, som dominerer den politiske diskurs. De borgerlige, som gerne vil have markante reformer af arbejdsmarkedet, en liberal indvandringspolitik, som garanterer højtuddannet arbejdskraft, og en humanistisk pædagogik for entreprenører i uddannelsessystemet, beskriver sig selv som 'politisk hjemløse'. Det betyder ikke, at den økonomiske overklasse ikke privilegeres af den førte politik, men blot at deres sandheder ikke er de eneste sandheder.

Positionsforvirring

Det paradoksale ved valgkampen var, at det ikke var Socialdemokraterne, der udpegede Ny Alliance som 'overklasse'. Det var Dansk Folkeparti, som førte klassekamp, mens Socialdemokraterne, der var gået til valg på en modsætning mellem 'velfærd' og 'skattelettelser', tilbød Ny Alliance ministerposter i en eventuel regering.

Dansk Folkeparti er ikke et socialistisk parti: De har stemt for kontanthjælpsloftet og starthjælpen, som begge rammer de økonomisk svageste, men de er det eneste parti, som konsekvent taler nedefra og op, imod 'eliten' og 'overklassen'. Dette forhold afdækker et fjerde fænomen, som Ny Alliances entré gjorde tydelig: De politiske partier har vanskeligt ved at definere deres egen position i det politiske spektrum efter valget i 2001.

Projekt uden beskrivelse

Det Radikale Venstre blev halveret ved valget i efteråret: Partiet er nået til den erkendelse, at Marianne Jelveds 'anden vej' var det forkerte svar, men de har ikke fundet et andet svar på spørgsmålet om, hvordan de kombinerer deres politiske synspunkter med parlamentarisk pragmatik: Enten står de fast på deres politik og er uden indflydelse, eller også opgiver de deres politik for at få indflydelse. De er ikke længere et midterparti forstået som en fællesnævner mellem to forskellige blokke.

Socialdemokraterne sidder nu på røde skoler for at formulere en 'kant' til regeringen. Iagttagere er enige om, at de savner et 'projekt'. Mens alle kan få øje på hullet, er der ingen bud på, hvad der skal udfylde det. Alle kan se, hvad der ikke er dér, men ingen synes i stand til at fortælle, hvad der burde være.

Det Konservative Folkeparti har profiler som Per Stig Møller og Connie Hedegaard, der kunne definere et moderne, humanistisk borgerligt parti.

Men konsensus i partiet reducerer det til et enkeltsagsparti, der har gjort skattelettelser til partiets eneste slagnummer. Og den enkeltsag har i perioder været den største trussel mod en regering baseret på et løfte om, at Fogh ikke er den økonomiske overklasses leder, men derimod 'den lille mands' advokat. Venstre har præsteret den bærende alliance mellem frafaldne socialdemokratiske vælgere og utilfredse underklassestemmer i Dansk Folkeparti og det borgerlige Danmark. De har vundet tre valg i træk. Systematisk og pædagogisk har Fogh forklaret sine egne, at der ikke er en modsætning mellem en stor offentlig sektor og den globale konkurrence. Han har forsøgt at overbevise om, at velfærdsstaten er en forudsætning for det private erhvervsliv. Men det, der overbeviser medlemmerne af Venstre, er tilsyneladende sejrene ved valget - og ikke politikken.

SF er blevet det urbane parti for protest både mod Socialdemokraternes kopi af den borgerlige agenda og for alliancen med Dansk Folkeparti. Der er en højtuddannet, humanistisk minoritet, som definerer sig i opposition til den politiske konsensus. Men denne opposition er netop en minoritet, som giver momentum for et mindre parti uden at udfordre den toneangivende majoritet. Enhedslistens forsøg på at føre identitetspolitik imod den dominerende identitetspolitik var en fiasko.

Der gives tilsyneladende kun ét parti, som kan kombinere deres fundamentale synspunkter med pragmatisk indflydelse: Dansk Folkeparti. For de fleste andre partier gælder det, at de grundholdninger, som oprindeligt fik medlemmerne til at melde sig ind i partiet, ikke længere kan genkendes i den parlamentariske politik. Set i det perspektiv er Malou Aamunds omstilling fra opgøret med den tarvelige konsensus til forvalter af den ikke enestående. Hun er umådeligt fleksibel og omstillingsparat: Hun lyttede til sit sande jeg og overgav sig til den pragmatiske konsensus, som hun ikke bryder sig om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu