Læsetid: 4 min.

'Jeg er ikke en person, der tager de sikre valg'

Jacob Fabricius er den nye leder af Malmö Konsthall, og med ham har kunsthallen fået en chef, som ynder at tænke ud af boksen. I helt bogstavelig forstand. Og det har han ikke tænkt sig at holde op med
Kultur
18. februar 2008
-Jeg kunne godt tænke mig at lave nogle satelitter rundt i byen med offentlig kunst for et publikum, der normalt ikke kommer her eller ser kunst i det hele taget. Det er en side af kunstinstitutionen, som jeg meget gerne vil udforske,- siger Jacob Fabricius, der i flere omgange har udfordret kunstens vante rammer.

-Jeg kunne godt tænke mig at lave nogle satelitter rundt i byen med offentlig kunst for et publikum, der normalt ikke kommer her eller ser kunst i det hele taget. Det er en side af kunstinstitutionen, som jeg meget gerne vil udforske,- siger Jacob Fabricius, der i flere omgange har udfordret kunstens vante rammer.

Lasse Svensson

Jacob Fabricius er en af de mere grænsesøgende kunstpersonligheder. Herhjemme er han mest kendt for sit arbejde som leder af KBH Kunsthal (2005-2006). En subtil joke, men også en grænsesøgende kunstinstitution med syv glasmontrer på Vesterbrogade overfor Hovedbanegården. Her blev kunstens og kunstrummets grænser udforsket med navne som Adrian Piper, John Kørner og Superflex' aktionistiske projekt Free Shop, hvor apoteket, der var nabo til montrerne uddelte gratis medicin. Men Fabricius har også stået bag flere biennaler, kunstfestivaler og forlaget Pork Salad Press, der har udgivet nogle af de skæve skud i kunstbøssen.

I Malmö Konsthall er han også et velkendt ansigt, fordi han de sidste år har iscenesat flere udstillinger med blandt andre Susan Phillipz og senest David Shrigley.

Nu har han så sandelig fået sin egen 'rigtige' kunsthal, men ikke i København. Gade-ferniseringer og freelance arbejde er midlertidigt slut, og bare det at modtage en månedlig fast løn virker temmelig grænseoverskridende for den nye kunsthalsleder, der havde store kvaler ved at sætte sig i direktørstolen den første dag.

"Det er jo nærmest mit første rigtige job," griner han. Han har dog affundet sig med den nye rolle og barsler nu med projekter, der kommer det dedikerede kunstpublikum i møde men også tanker, der igen peger ud over institutionsrammen.

De stærke personlige relationer til kunsten og dens udbredelse til folket betyder mere end ledelsesmantraer og forkromede løsninger, der spiller på det sikre.

"Nu er jeg ikke en person, der tager de sikre valg, og det tror jeg aldrig, jeg kommer til at gøre. Jeg har faktisk aldrig lært at gøre det her rigtigt. Jeg kaster mig ud i det og lærer af det," siger Jacob Fabricius.

Vi går rundt og siger 'god morgen' til de ansatte i kunsthallen og den islandske avantgardist Hreinn Fridfinnsonn, som lægger sidste hånd på sin udstilling, der åbnede fredag. Bagefter samles vi til det eneste hellige i kunsthallen: Fika (kaffe og kage på svensk), og alle er med. Ellers er intet helligt, fornemmer man. Denne fornemmelse drev også Jacob Fabricius til Malmö, fortæller han.

Offentlige forpligtelser

Malmö Konsthall har 30 år på bagen og folk mødes her, spiser frokost og ser udstillingerne og ofte flere gange (der er gratis entré).

"Den er en vigtig platform i byen, og jeg tror, malmøboerne er stolte af den. Men jeg kunne godt tænke mig at lave nogle satelitter rundt i byen med offentlig kunst for et publikum, der normalt ikke kommer her eller ser kunst i det hele taget. Det er en side af kunstinstitutionen, som jeg meget gerne vil udforske. Boligområdet Rosengården i Malmø huser for eksempel en stor del af de 26 procent af anden etnisk oprindelse, som bor i Malmø. Man må hele tiden vurdere om formidlingen er god nok til at nå disse sprogklasser. Her i huset er der i forvejen en utrolig god pædagogisk side, og man har gjort meget for at imødekomme de mange sproglige problemstillinger, så det er oplagt," forklarer Jacob Fabricius, der betegner sig selv som en nysgerrig person, som altid synes, det er interessant at se ting på en lidt anden måde.

"Det er irrelevant, om de ved, at det er kunst. De skal have oplevelsen og påvirkes af kunsten. Det handler om kommunikation, og det at være katalysator for at nedbryde de barrierer imellem den brede offentlighed og institutionen. Der skabes en helt anden oplevelse, når det foregår uden for institutionen. Den interesse har jeg haft længe. Nogle gange kan folk komme til kunsten, andre gange må vi forsøge at bringe den ud til dem," siger han.

Den bedste i Danmark

Inden for kunsthallens murer vil Jacob Fabricius forsøge at dyrke aktiviteter, som opererer over længere tid, foredragsrækker, processuelle værker og projekter, som inddrager nogle af de ubenyttede rum i kunsthallen, så der altid er aktivitet.

"I det hele taget vil jeg gerne aktivere huset og medarbejderne mere. De vil meget gerne tale om kunst og fungerer i forvejen som både teknikkere og vagter. Det kunne jeg godt tænke mig at udvide, så de får en mere offentlig funktion udenfor kunsthallen. Den relation til publikummet udenfor huset ser jeg både kunsten, medarbejderne i huset og mig selv som en vigtig del af. Kunsthallen som en mediator. Men selvfølgelig skal vi primært lave gode udstillinger," erkender den nye leder og undertreger at kunsthallen i princippet kan vise alt og skal være et sted med plads til mange kunstneriske udtryk.

"Det har jo længe været sådan, at Malmö Konsthall er den bedste kunsthal i København, og der kommer mange danskere til vores udstillinger. Som kunsthal er vi en spiller blandt mange, men vi er et af de få steder med lokaler, der reelt egner sig til samtidskunst," siger Fabricius, der har måttet sande at feedback er der nok af i den svenske presse.

"De vil have seriøse svar, hvor den danske kunstpresse generelt holder sig til blot at give tre stjerner, tage sikre valg og lave forsider på udstillinger, der i mine øjne ikke er særlig gode. Her har jeg et klart ansvar, som jeg skal leve op til. De er ikke bange for at være kritiske, og det er positivt. Det lærer man af. Nogle gange kommer der ligefrem en lille Bergman op i folk," smiler Fabricius.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her