Læsetid: 4 min.

Poeter trådt i politikkens tjeneste

Eller tjener Connie Hedegaard snarere poesien? Ikke blot med sine penge til digterne og digtsamlingen 'Hallo jeg er vejret', men netop med sin politik. Hvis det da er naturen - i dens egen ret - hun kæmper for ...
Eller tjener Connie Hedegaard snarere poesien? Ikke blot med sine penge til digterne og digtsamlingen 'Hallo jeg er vejret', men netop med sin politik. Hvis det da er naturen - i dens egen ret - hun kæmper for ...
4. februar 2008

Det er ikke som de signalerer
i parlamentet når bølgerne går højt:
problematisk
eller med trumf på: uacceptabelt.
Langt værre er det fat
og på sin vis bedre.
Bølgerne derude har nået vore mure.
Ikke altings ophør
men et oprør står for døren

Slutter Erik Stinus sidste scene af sit digt "Jorden i fire scener". Der også afslutter digtsamlingen Hallo jeg er vejret - 12 digte om klima og miljø, som klima- og energiminister Connie Hedegaard ved hjælp af en pose (af skatteydernes!) penge og Borgens Forlag har sendt ud på samme Jord. Og jord.

For det er ikke ligegyldigt, om det skrives med stort eller lille begyndelsesbogstav. Det er ikke ligegyldigt, om man har jord eller Jorden i hovedet. Det sidste har i samlingens rækkefølge Simon Grotrian, Peter Laugesen, Morten Søndergaard, Lene Henningsen, Jens Blendstrup, Marianne Larsen, Thomas Krogsbøl, Martin Glaz Serup, Peter-Clement Voetmann, Lars Bukdahl, F.P. Jac og altså Erik Stinus. Så meget har den første Jorden og dens klima, miljø, natur og økologi i hovedet, at han ligefrem kalder:

Hallo
jeg er vejret
jeg regner med sneen
fortryder min gråd
jeg er træt som en pøl
på de opkørte dollars
en smilende Cadillac
snor sig i bæveren
inderen fik
afrikanerens hagl;
på et skib uden bund
i et tog med en D-mark
når solen igennem
paniksløves hudstyrt
(...)

Selvmodsigelse

Hvilket øjeblik i dansk folkestyres historie indtræffer ikke, når klima- og energiministeren fra Folketingets talerstol eller tv-skærmen bryder igennem paniksløves hudstyrt? Ved f.eks. at begrunde et lovforslag til nedsættelse af danskernes dollar, D-mark og krone-forbrug med slet og ret oplæsning af Grotrians digt. Her er udråbstegn ikke på sin plads, for er det ikke bare, hvad Connie Hedegaard selv udtrykkeligt lægger op til? Når hun i forordet til 'sin' digtsamling både skriver:

"Som klima- og energiminister kan jeg fortælle, hvad vi kan gøre for at reducere forbruget og de fossile brændstoffer (f.eks. ved at kræve øjeblikkelig 30 procents løn-, arbejdstids- og aktieafkast-nedsættelse til bekæmpelse af den nuværende terroristiske økonomiske vækst, el). Som politikere kan vi lave regler og love og internationalt forpligtende aftaler, men i et demokratisk samfund er borgerne nødt til at være med. Derfor er det vigtigt at sætte ord på udfordringen - forståelige ord (og er der noget, Grotrian er, så er det dog forståelig, el). Tankevækkende ord (f.eks. Stinus' om at ikke altings ophør, men et oprør, står for døren, el). Gerne også andre ord end dem, vi politikere bruger, når vi forsøger at sige, hvad der skal siges (hvilket samtlige 12 af 'hendes' apostle sandelig har efterlevet, el). Derfor har vi bedt lyrikerne om hjælp med lige præcis det. At sætte ord på."

Ordene og forbogstaverne er ikke lige gyldige. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, at ministeren på regeringens og folketingsfletallets vegne, må man formode, også skriver:

"Digterne har haft helt frie hænder. Vi har ikke noget ønske om kampagnedigte, hvor forfatterne reklamerer for vores budskaber,"

Hallo, logikken kalder: "Bogen udgives i samarbejde med Klima- og Energiministeriet, som led i klimakampagnen '1 ton mindre'," står sort på hvidt at læse i forlagsmaterialet, som redaktionen har modtaget.

Det er en selvmodsigelse. Der skriger. Ikke til himlen. Men til Jorden.

Økonomiord

Den selvmodsigelse kan Anders Fogh Rasmussens klima- og energiminister ikke takkes nok for. Om den handler det hele. Den kalder oprøret og vejret på: Nok gælder det om at modvirke den klimakatastrofe, hvor Jorden på foranledning af vores økonomiske terror om måske blot en halv snes år ifølge FN's tusinder af videnskabsfolk risikerer at gå i selvsving og ubønhørligt efterhånden udrydde sit eget naturgrundlag for mange levende arters, herunder menneskeartens, overlevelse. Hvad dog først har mulighed for at blive afværget, når den herskende del af menneskeheden, vores, (igen) i ord og handling anerkender både Jorden og jorden i dens egen ret med sine egne forskelle, skel og grænser. At den aldeles ikke i grunden er ressource for os, men vi, hvis vi endelig skal bruge de herskende økonomiord, er ressource for Jorden. Når vi til sin tid skal ned i den. For, med miljødigteren Thøger Larsens ord, af "de hellige orme" omskabes til forhåbentlig nærende humus.

Dog, disse økonomiord er mere skadelige end gavnlige, nu vi støder på grund(en).

Det ene, Jorden, er ikke ressource for det andet, mennesket, eller omvendt. Som var Jorden og vi led og tandhjul i enten den ene eller anden maskine, bestemt af kausallogisk progression underlagt matematiske ligninger og geometriske former. For stadig at tale logisk.

Jorden og vi indgår i uophørlige, gensidige vekselvirkninger og dialoger. Vi med både jord (biologi) og Jorden (forestillingen om den) i hovedet og maven og hvor som helst. Jorden med ikke blot mikrober, planter, dyr og mennesker, men også ørkener, have, klipper, is, skyer, stjerner, sol. Økologi med andre ord.

Som når digtet virker, fordi det er der i sin egen ret, med sine egne forskelle, skel og grænser. Det skal ikke have magt over os. Det indgår ikke i en kampagnemaskine for at sikre et menneske eller en gruppe mennesker eller hele menneskeheden magt. Vi kan hengive os til det. Dets rytme, lyde, klange. musik. Og give fanden i, hvad hensigten ellers var og er med det. Som når vi hører alle Bachs eller ser alle Michelangelos - bestillingsarbejder.

Ros til Hedegaard

Connie Hedegaards bestilte og betalte poeter har leveret varen: Det, der ikke kan bestilles og betales. Dokumentation kan ikke leveres her, for så skulle alle 12 digte citeres og ikke blot det allerførste brudstykke og det allersidste. Læseren må tro anmelderen på hans ord eller rettere: Efterprøve dem ved selvsyn og -hør af digtsamlingen selv. Som i hvert fald ikke har tilskyndet anmelderen til at stemme på Det Konservative Folkeparti ved næste folketings-, kommunal- eller EU-valg.

Hvad Connie Hedegaard endnu engang skal roses for.

"jeg trak en endnu ikke udsprunget rose gennem et hul i mediestrømmen," skriver poeten Marianne Larsen i sit bidag til samlingen og begyndende med lille j.

Det har hun gjort. Og de 11 andre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu