Læsetid: 3 min.

Politiske priser i Berlin

Jurypræsidentens personlige præferencer skinnede igennem, da Guld- og Sølvbjørnene lørdag blev uddelt på filmfestivalen i Berlin
-Oh wow! Blimey O-Reilly,- sagde britiske Sally Hawkins med et irsk kraftudtryk for overraskelse, da hun synligt rørt fik en Sølvbjørn for bedste kvindelige hovedrolle i filmen -Happy-go-lucky-.

-Oh wow! Blimey O-Reilly,- sagde britiske Sally Hawkins med et irsk kraftudtryk for overraskelse, da hun synligt rørt fik en Sølvbjørn for bedste kvindelige hovedrolle i filmen -Happy-go-lucky-.

Tobias Schwartz

18. februar 2008

BERLIN - På den ene side var det en overraskelse, at brasilianske José Padilhas film Tropa de Elite (Elitestyrken) lørdag aften vandt hovedprisen på filmfestivalen i Berlin, Guldbjørnen.

Det er en form- og indholdsmæssigt barsk film, der handler om politikorruption i Rio de Janeiro, og altså er det også en af de få film i festivalens hovedkonkurrence, som tager stilling til den politiske virkelighed, der omgiver hovedpersonerne. Som en kollega sagde til mig efter prisuddelingen: 'Det kan man da kalde at være ude af sync med festivalen'.

På den anden side var det vel, hvad man kunne forvente fra den græskfødte jurypræsident Costa-Gavras, der selv har lavet film om den politiske situation i Sydamerika, og som også fik en personlig tak med på vejen af den brasilianske instruktør Padilha, da denne sammen med filmens producent, Marcos Prado, indtog scenen.

"Det er svært at udtrykke, hvad vi føler på hvilket som helst sprog," sagde José Padilha på engelsk.

"Costa-Gavras er en helt for alle latinamerikanske filmskabere, og derfor er det noget helt specielt at få prisen af ham."

Padilha fortsatte med at takke filmhold og skuespillere, hvorefter han gav producenten ordet: "Filmen handler om korruption i politiet og i det brasilianske samfund," sagde Marcos Prado, "og denne pris kan give os styrken til at blive ved med at lave film og forsøge at forandre landet."

Endnu en overraskelse

Festivalens andenpræmie, Juryens Store Pris, der er i form af en Sølvbjørn, gik til Errol Morris for dokumentarfilmen Standard Operating Procedure, den første dokumentarfilm i konkurrence i Berlinalens 58-årige historie. Filmen, der ikke blev entydigt positivt modtaget af anmelderne, fortæller om den amerikanske hærs betænkelige opførsel i Abu Ghraib-fængslet i Irak., og også denne pris må ses i lyset af, at juryen ledes af den græske filminstruktør.

Da han gik på scenen for at overrække Guldbjørnen til José Padilha, sagde Costa-Gavras godt nok, at alle prisvinderne blev fundet med et flertal af stemmerne blandt jurymedlemmerne, og at han ikke på noget tidspunkt havde været nødt til at bruge jurypræsidentens anden stemme i tilfælde af stemmelighed. Men hvad skulle han ellers sige!?

En anden overraskelse var, at Daniel Day-Lewis ikke fik en Sølvbjørn - kun prisen for bedste film er af guld -for sin kompromisløse præstation i Paul Thomas Andersons There Will Be Blood. Den gik i stedet til iranske Reza Najie, der spiller hovedrollen som energisk familiefar i den fine iranske The Song of Sparrows. Et sympatisk, men ikke helt indlysende valg.

Indlysende og helt igennem retfærdigt var derimod Sølvbjørnen til knuselskelige Sally Hawkins, der spiller livsglade Poppy i Mike Leighs Happy-Go-Lucky.

"Oh wow! Blimey O'Reilly," sagde den britiske skuespillerinde med et irsk kraftudtryk - og som et ekko af Poppy - da hun fnisende og synligt nervøs gik på scenen for at modtage sin bjørn.

Priser til favoritterne

Paul Thomas Anderson, der med den barske periodefilm There Will Be Blood på forhånd var blevet udnævnt til en af aftenens helt store favoritter, gik dog ikke tomhændet hjem. Han fik overrakt en Sølvbjørn for bedste instruktion, mens filmens komponist, Johnny Greenwood, fortjent fik en Sølvbjørn for sin foruroligende musik, der kun understreger historiens og hovedpersonens brutale natur.

En anden anmelderfavorit, mexicanske Fernando Eimbckes minimalistiske drama Lake Tahoe, fik Alfred Bauer-prisen, der er opkaldt efter Berlinalens grundlægger og gives til en film, som forsøger noget nyt.

Den mexicanske film fik også en pris af den internationale kritikerjury, FIPRESCI-prisen. Og så var det det udmærkede, socialrealistiske drama fra Kina, In Love We Trust, der skaffede instruktør og manuskriptforfatter Wang Xiaoshuai en Sølvbjørn for bedste manuskript, og han sagde blandt andet tak med nogle ord om, at "prisen giver os mod på at blive ved med at lave gode, uafhængige film i Kina, selv om det er meget svært."

Se alle prisvinderne på www.berlinale.deMere fra Berlin på information.dk/film og bloggen, luftskibet.information.dk/forsidesensationen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu