Interview
Læsetid: 6 min.

Prins af Danmark i illusionernes rige

Det nye skuespilhus på Kvæsthusbroen i København åbnede i weekenden. Samtidig åbner man sig mod omverdenen med skandinavisk dramatik og nordiske temaer. Instruktørerne hentes fra vore broderlande. Den norske succesinstruktør Alexander Mørk-Eidem lægger for på Store Scene med åbningsforestillingen 'Hamlet'
Kultur
16. februar 2008

Hvordan man bærer sig ad med at skabe noget som helst i det kaos, er mig en gåde. Det nye skuespilhus fremstår ni dage før åbningen, hvor Information lukkes indenfor, som et sted, hvor det vælter ud og ind med teknikere, håndværkere, rengøringspersonale og folk med en mobil i den ene hånd og notater i den anden, på vej til uigennemskuelige gøremål. Bagscenen ligner en byggeplads, og det lys, der skal oplyse store scene, udebliver trods gentagne henvendelser.

Jeg skal se en prøve på åbningsforestillingen, den norske instruktør Alexander Mørk-Eidems opsætning af Hamlet, og har til den ende indfundet mig på tilskuerpladserne til Skuespilhusets store scene. Denne krydses i ét væk af personer, der ville gøre en højst tvivlsom figur i Shakespeare-regi, og ind imellem tilskuerrækkerne summer fire støvsugere ihærdigt rundt. Efterhånden som flertallet af personerne på scenen kan identificeres som skuespillere, holder de tre støvsugere inde, men mellem række fire og fem fortsætter den fjerde ufortrødent sin vedholdende sugen. Til sidst må Alexander Mørk-Eidem bede støvsugerens insisterende chauffør om at dreje nøglen om. "Vi skal arbejde," forklarer han roligt.

Ingen diktator

Og arbejdet bliver der. Benedikte Hansen, der spiller Hamlets mor, dronning Gertrud, gentager igen og igen sin scene stump for stump, mens hun minutiøst diskuterer dronningens psykologiske reaktioner med såvel instruktør som Nicholas Bros Hamlet, der til gengæld responderer ved at gennemspille Hamlets reaktioner på moderen i en række løst udkastede skitser - alle sammen lige troværdige. Alexander Mørk-Eidem griber ind med nogle få markante greb, men lader ellers skuespillerne selv bygge deres figur op.

Personlig er jeg målløs over, hvor detaljeret der gås til værks. Gennemarbejder de hele stykket så minutiøst, spørger jeg mig, og senere, da jeg sidder over for Alexander Mørk-Eidem, ham selv.

"Der er forskellige niveauer," svarer han, "afhængigt af, hvor i processen vi befinder os. Nogle steder foregår diskussionerne på et psykologisk plan, andre gange drejer det sig om praktiske eller koreografiske spørgsmål."

- Men har man som instruktør ikke en samlet vision for stykket, når man går i gang?

"Det er vigtigt at have en vision," svarer Mørk-Eidem, og kaster et blik ud over havneløbet, som vi nærmest befinder os midt i, som på et skib. Vi sidder på skuespilhusets overetage, hvor både skuespillere og administrativt personale er blevet samlet, omgivet af panorama-ruder og anbragt i rokokostole fra rekvisitafdelingen. Mellem os et bord med løvefødder, gesvejsninger og påmalet intarsia.

"Men det er også vigtigt, at visionen ikke er helt lukket," fortsætter den 36-årige instruktør. Han "har en anelse, en retning," men ikke nogen forestilling om, hvad det endelige udtryk skal være. Det arbejdes frem undervejs. "Andet ville være for fastlåst, også for mig selv."

"I starten instruerer jeg mere minutiøst, men på nuværende tidspunkt ved skuespillerne mere om deres karakterer, end jeg gør," tilføjer han beskedent.

"Det er en kollektiv proces at skabe stykket, selv om det er et af de få steder, hvor der stadig er mulighed for at spille diktator. Bergman var en diktator, 'stå der, drej hovedet i denne retning', men i vor tid tænker man mere på, at man arbejder med mennesker. Jeg synes, et er bedst at gøre det på den måde. Det er idiotisk at 'pege med hele hånden'," erklærer Mørk-Eidem, og illustrerer med sin håndbevægelse en autoritær gestus, der vil sætte alt på plads i en - nå, ja håndevending.

- Men hvad så, hvis instruktør og skuespiller er uenige?

"Så slås man - eller diskuterer. Og jeg kan godt ende med at finde ud af, at det er mig, der ikke har ret."

Hamlet i jakkesæt?

De scener, jeg har overværet, er centrale for Hamlet. Det er scenen, hvor Hamlet stikker den gamle hofmand, Polonius, ned, Ophelias far, som har skjult sig bag et vægtæppe, mens dronning Gertrud skal forsøge at tale Hamlets formodede galskab til rette.

Og det er den efterfølgende scene, hvor Hamlet gør op med sin mor, som har giftet sig med faderens bror og banemand, Claudius, kun to måneder efter mordet på den gamle kong Hamlet.

Claudius er i Alexander Mørk-Eidems opsætning jævnaldrende med Hamlet, den modne dronning forgabt i en yngre mand, forført af sex og magt. Alligevel handler scenen mellem Hamlet og hans mor mindre om Gertruds opvågnen til forbryderiske og mere om, at Hamlet ikke forstår at forholde sig til den virkelige verden, forklarer Alexander Mørk-Eidem. forbryderiske hænger sammen med hans tolkning af Hamletfiguren. Den har jeg nemlig ikke fået fat på ved at se et par scener.

Tolkningen af Hamlet

Ud fra dem ligner opsætningen nemlig en klassisk Hamlet med renæssancekostumer og vægten lagt på den unge kongesøns vægelsind og galskab. Men det er kun, fordi jeg er kommet ind i stykket netop der, hvor det skifter efter indledningens intrigespil, siger Alexander Mørk-Eidem. Hele første del spiller skuespillerne i nutidigt tøj, det er først da Hamlet dræber Polonius, at stykket glider tilbage i renæssancen, hvor man trods alt havde bedre mulighed for at slippe af sted men den slags mord, uden at der blev optaget rapport, fortæller han.

Jeg når at tænke, åh, nej, endnu et stykke med moderne, umotiverede jakkesæt, men når ikke at sige det højt, før det går op for mig, at det forholder sig anderledes.

For det første følger opsætningen her blot Shakespeares egen fremgangsmåde. På Globeteatret spillede man i tidens klædedragt - alene af den grund, at man ikke vidste, hvordan man gik klædt i Antikken, forklarer Alexander Mørk-Eidem.

Men mere substantielt har tøjstilen og skiftet i samme med selve tolkningen af Hamlet-figuren at gøre. Således klæder Hamlet sig ud i renæssancetøj mens de øvrige medvirkende stadig går rundt i moderne tøj, hvilket samtidig markerer hans tilbagetrækning i 'galskaben'. Shakespeares Hamlet indledes med en nattescene på Kronborg, hvor Hamlets fars ånd viser sig for soldaterne på vagt og dernæst for både Hamlet og hans gode ven Horatio. Men i Mørk-Eidems opsætning er det kun Hamlet selv, der kan se faderens ånd. Derved forbliver det lige til kort før slutningen usikkert, om mordet er en fantasi i Hamlets hoved, eller om det faktisk har fundet sted.

Hos Shakespeare er Hamlets studier i Wittenberg, hvorfra han kaldes hjem ved faderens død, ikke specificeret. Hos Alexander Mørk-Eidem er det skuespil og teater, kongesønnen studerer, og måske har han slet ikke lyst til at efterfølge sin fader på tronen, forestiller instruktøren sig. Hamlet flyttes fra begyndelsen ind i et fantasi- og kunstnerunivers, der står i modsætning til politikkens og hoffets benhårde verden. Hamlets renæssanceudklædning markerer hans flugt ind i fantasien. Derved skabes der usikkerhed om, hvad der er hans galskab og hvad der skyldes, at han slet og ret ikke er egnet til den verden, han er sat i, forklarer instruktøren.

Alexander Mørk-Eidem trækker her på både Nicholas Bros forudsætninger og sine egne, siger han. Virkelighedens Nicholas Bro er således ejer af en kolossal tegneseriesamling og dyrker superhelte og fantasy, fortæller han, "han lever i Hamlet-land". Og selv er Alexander Mørk-Eidem søn af en norsk folketingspolitiker, Bjarne Mørk-Eidem fra Arbeiderpartiet - en karriere sønnen har lagt afstand til ved at blive kunstner. "Jeg holdt på illusionen."

Farlig idealisme

"Hamlet kører på med sit teater. Også når han skal handle i det virkelige liv bruger han greb fra teatret. Han er ikke skabt til denne verden," mener Alexander Mørk-Eidem.

"Hvis Hamlet havde været lige så pragmatisk som Claudius, havde Claudius været død i anden akt."

"Men Hamlet pakker sin hævn ind, han er ikke pragmatisk, og resultatet er, at mange flere folk dør til slut. Idealisme kan være farlig i længden."

Hamlet er bygget op omkring Nicholas Bro, han har været udgangspunktet, siger Mørk-Eidem. "Hvis Nicholas skulle hævne nogen, ville han også have gjort det på den måde," mener han.

"Lige nu ved jeg dog slet ikke, hvad stykket handler om," sukker instruktøren med et skævt smil. "Nu gælder det bare om at få det færdigt!"

Nordmanden

Til slut kan jeg ikke nære mig for at spørge, hvad Alexander Mørk-Eidem som nordmand har gjort ved den norske prins, Fortinbras, der til slut i stykket kommer og overtager hele det danske dødsbo. Men Fortinbras er slet ikke med i stykket.

Når Claudius er gjort til jævnaldrende med Hamlet, behøver man ikke endnu en ung, handlekraftig mand som modstykke til Hamlet, forklarer han.

"Desuden ville Hamlet uden forkortelser vare fem timer. Det er Shakespeares længste stykke. Så Fortinbras er strøget."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her