Læsetid: 8 min.

Provokationens nødvendighed

Anti-provokationsteoretikeren Frederik Stjernfelt møder provokatøren, den svenske kunstner Lars Vilks i en diskussion om den sande provokations nødvendighed og kunstkritikkens og kulturlivets lammefromme korrekthed
Anti-provokationsteoretikeren Frederik Stjernfelt møder provokatøren, den svenske kunstner Lars Vilks i en diskussion om den sande provokations nødvendighed og kunstkritikkens og kulturlivets lammefromme korrekthed
23. februar 2008

I lyset af den globale gennemslagskraft, som Jyllands-Posten har fået i kraft af sit karikaturstunt med Muhammed som bombemand, kan den svenske tegner Lars Vilks reprise med sin lille hund, der også kaldes Muhammed, godt tage sig ud som et pauvert plagiat. Var den første danske karikaturkrise den virkelige provokation af "de hellige meninger", så er den svenske gentagelse måske blot en farce, hvor alle beskyldningerne, slagordene, argumenterne og forklaringsforsøgene gentages?

Spørgsmålet er, om de krænkede har noget at have deres vrede i, eller om det hele er én stor misforståelse? Er Kurt Westergaards og Lars Vilks karikaturer ikke nidtegninger af over en milliard muslimer, men vellykkede forsøg på at provokere en religiøs doktrin? For ingen doktriner er fredhellige i et åbent samfund. Ingen meninger er hellige - for andre end de hellige.

I denne diskussion mellem provokatøren Lars Vilks og anti-provokationsteoretikeren forfatteren Frederik Stjernfelt forsøger vi at komme videre i diskussionen om provokationens nødvendighed med udgangspunkt i Stjernfelts og Søren Ulrik Thomsens bog om kunst og politik: Kritik af den negative opbyggelighed.

Iscenesat kitsch

Frederik Stjernfelt: "Vores bog er primært vendt mod et argument, som man møder både i kunsten og i kunstkritikken, nogen gange også i politikken og i samfundskritikken. Det er den idé, at det er tilstrækkeligt at provokere eller kritisere. At det skulle være nok. Skulle man tegne en meget kort historisk skitse, så kan man sige at i det 20. århundredes kunst, har provokationen og kritikken haft en meget vigtig rolle, i hele modernismen, har det negative været en meget vigtig bestanddel. Det har ikke været det eneste i kunsten, men en væsentlig del. Vores påstand i bogen er så, at fra denne modernismens guldalder, er vi nu kommet ind i en sølvalder, hvor provokationen er blevet kitsch. Den er selv blevet en bevidstløs del af den pæne smag. For mange af disse provokationer, som vi kalder kitsch, er ikke rigtige provokationer. De er blot iscenesatte som sådanne, fordi det nu engang er det man gør. Og der er jo heller ikke nogen, der reelt bliver provokeret af disse såkaldte provokationer. Folk lader bare som om de bliver det. Eller hvis man er kunstkritiker, så henviser man til, at der er nogen andre, nogen fra borgerskabet, der bliver provokeret. Men spørgsmålet er jo, om der overhovedet er nogen andre, der bliver provokeret? Findes der virkeligt nogen, som reelt lader sig provokere? For hvis ikke de virkelig findes, så er påstanden om en provokation falsk. Så eksisterer provokationen ikke som andet end kritikerens påstand. Som sådan er provokationen kitsch."

"Negativisten er meget ofte er ude af stand til at komme med nogen form for positive tilkendegivelser af, hvad han vil sige. Han finder det derimod tilstrækkeligt at kritisere, negere eller overskride en norm. Det er denne type af argument, som vi opponerer mod. Det er en art versunkenes kulturgut, meget udbredt."

Reelle problemer

Lars Vilks: "Jeg er ikke enig med dig i din beskrivelse af kunsten, og nu holder jeg mig til billedkunsten. Fra omkring begyndelsen af 90'erne er man blevet meget tilbageholdende med negativistisk kritik, og såfremt man overhovedet fremkommer med negativisme, så skal den altid være motiveret. Foretager men en forkert provokation, så handler man politisk ukorrekt og får ingen støtte. Man må være omsorgsfuld. Kunsten har jo de seneste 15 år været fokuseret på social kritik, altså været fokuseret på indhold, og da handler den jo altid om noget bestemt. Laver man så en provokation med baggrund i feminisme eller postkolonialisme, da vil den blive anset for at være berettiget, fordi den peger på nogle reelle problemer i samfundet. Og samtidig, så har kunsten dog en historie, som man må kende til, hvis man vil deltage og lave noget nyt. Ellers vil man være fortabt i gentagelse af andres værker."

Frederik Stjernfelt: "Jeg kan forstå, at du ser det lidt anderledes. Men jeg vil dog sige, at man blot behøver at åbne en hvilken som helst avis og kigge på kunstkritikken f.eks. Så vil man kunne konstatere, at den er fuld af klicheer om det normbrydende og det nye, at 'den og den kunstner ikke er for fastholdere', for nu at bruge den mest slidte vending fra anmeldernes vokabularium. Det er som bekendt et udtryk, som de har fra Klaus Rifbjerg fra for 50 år siden. Negativismen går igen og igen i tale- og tankefigurer overalt. En anden ting, som hele denne pseudokritiske attitude er forbundet med, er offerrollen. For pseudokritikken er meget ofte tilknyttet en pseudoofferrolle. Og når vi angriber disse pseudofænomener, så er det jo bl.a. fordi de tenderer mod at skjule den virkelige kritik og de virkelige ofre, der jo naturligvis eksisterer. Det, vi også forsøger med vores bog, er jo faktisk at forsvare kunstens autonomi. For negativismen opstiller kun én norm for kunst - nemlig overskridelsen. Men kunst er et fænomen med flere betydninger, med flere opgaver. Den kan provokere, behage, skræmme, trøste, være dekorativ og være opbyggelig og være oplysende osv. Kunsten har mange funktioner. En af de meget store gevinster ved det moderne samfund er jo, at vi har opbygget en række selvstændige sfærer, så som politik, kultur, religion osv., som trives med hver deres kriterier. Det er en gevinst, men det er et tilbageskridt, når man kræver, at et af disse områder skal underlægges et af de andre. Hvis man konkret f.eks. hævder, at alt kunst skal være politisk, så underordner man kunsten politikken. Og så mister den sin autonomi. Det kunne også være religionen eller videnskaben, som kunsten skulle underlægges."

Religion og politik

"Kunsten kan dog sagtens være politisk, for mig meget gerne, men det kan bare ikke være det afgørende kriterium for kunsten."

"Din såkaldte rundkørselshund, hunden der kaldes Muhammed, er da en ren politisk provokation, og denne provokation støtter jeg fuldt ud. Og grunden til, at der er brug for en sådan provokation, det er jo, at vi er i konflikt med samfund, hvor førmoderne forhold gør sig gældende. Altså, hvor man ikke har nogen adskillelse mellem religion og politik. Derfor er der kraftigt brug for din provokation. Men det er dog et ret sjældent fænomen, vi der er oppe mod, nemlig en førmoderne måde at tænke på. Så er det vi, har brug for de politiske provokationer! I vores bog sondrer vi klart mellem kitschkritik og rigtig kritik, og rundkørselshunden Muhammed er et stykke rigtig kritik."

Simuleret tvivl

Lars Vilks: "Ja, men i selve kunstverdenen synes man ikke om min hund, der mener man det er en helt fejlagtig provokation. Der afviser man den, fordi den ikke følger en politisk korrekt linje. Det var sådan set også min intention med hunden, nemlig at påvise, at man tænker netop sådan, at man lader sig styre rigoristisk af en bestemt politisk dagsorden. Og hvad det politiske angår, selve reaktionen på hunden, så troede jeg ikke, der ville ske noget, for jeg forventede, at de danske Muhammed-karrikaturer så at sige havde renset luften. Men så var der altså denne her udstilling, og der havde man tidligere lavet en art temaudstilling med tegninger af dyr, med katte, og man havde bl.a. afbildet præsident Bush som en kat, selvsagt som en ond, sort kat. Og det synes alle var vældig fint. Så tænkte jeg, at det ville jeg følge op med en tegning af Muhammed som en hund. Men det synes man nu ikke om."

Frederik Stjernfelt: "Altså, når du siger, at du med tegningen vil kritisere den politiske korrekthed i kunstverdenen, så svarer det til at kritisere det, vi i vores bog kritiserer som kitschkritikken. Pseudokritikken. Den politiske korrekthed. Disse begreber et tæt forbundne, for når der er enighed, så er der ikke længere tale om en ægte kritik, så simulerer man blot at være kritisk."

Aktuelt perspektiv

"De omnibus dubitandum est, for nu at citere Descartes: man skal tvivle om alt. Men hertil vil jeg gerne fremholde Charles Pierce synspunkt om dette berømte diktum; man skal kun tvivle, når man virkelig tvivler, man skal ikke blot simulere en tvivl!

Lars Vilks: "Det er altid kun en mulighed, at nogen vil føle sig provokeret. Men det er sandt; efter de danske tegninger er der kommet andre regler, og kunstenverdenen har ikke gjort op med sig selv, hvad man skal lære af det, for der har ikke været nogen debat om følgerne af Muhammedkrisen. Vi møder hele tiden kritikken af Bush og Israel, men med en hund ved navn Muhammed ville jeg komme med et modbillede til kritikken. Man kan sige, at denne velkendte form for kritik er kitsch, javel, men jeg ville altså så forsøge at skabe en vis forundring med mit eget bidrag. Det kunne let være gået stille af, men så bliver udstillingen, hvor min tegning skal deltage, censureret, fordi man mener, at den indebærer en sikkerhedsrisiko. Dermed bliver tegningen i sig selv en nyhed, og kommer følgelig til et stort publikums kendskab. Man kan sige, med en parafrase af Marx, at hvis affæren med de danske tegninger var tragisk, så er denne gentagelse en farce. Jeg spiller nu med i en farce. Ganske vist er der dødstrusler indblandet. Men i Sverige eksisterer der et traume som følge af hele miseren med de danske tegninger og truslerne mod tegnerne, fordi man ved, at man fra nabolandene har svigtet Danmark, da det gjaldt. Under den danske Muhammedkrise viste man slet ikke nogen af de danske tegninger, heller ikke til trods for krisens omfang og aktualitet. I kunstverdenen har man endnu ikke fundet sine ben, man aner ikke, hvad man egentlig skal mene om billeder, der tilsyneladende altid krænker nogen andre. Man snakker bare tomt om, at det jeg laver er 'spændende', mens man tager afstand fra mig bag min ryg."

Frederik Stjernfelt: "Og hertil må man så tilføje, at balladen om de danske tegninger og nu din tegning skal ses i en international sammenhæng, for OIC, de islamiske landes konferenceorganisation, gør hvad de kan for at få indført i diverse traktater, at kritik af religion ikke må finde sted under hensyn til krænkelsesaspektet. Det er i dette perspektiv den aktuelle kamp om ytringsfrihed skal ses."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Wienberg Hansen

Med manér og indbegrebets forræderi nedbryder jeg minutioest(..). Fremhæver bestandig i gejstligt. Sort magi er spillereglerne slået op. Vad forundrer jeg fugtigt og adspredt. Bestandigt gang paa gang. Svornes ateist konflikter til en fritænker. Når nu paa dens tid. Hvor de sidst siddende blade prøver at rive sig løs. mod kvistenes torne. Nedbrydes

Nogle år siden, men atter aktuel i 2013 efter attentatforsøg mod Lars Hedegaard (cross-post herfra: http://www.information.dk/comment/671248)
-----------

I 2008 diskuterede Lars Vilks og Frederik Stjernfelt "Provokationens Nødvendighed" - samtalen (og Vilks tegning) blev sammenfattet af Jens Martin Eriksen i Information:
http://www.information.dk/155313
Den er absolut værd at genlæse, især efter i dag at have hørt Stjernfelt diskutere med Mona Sheikh i P1 Mediemagasinet.

2008 var dengang Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen havde udgivet deres bog om kunst og politik: "Kritik af den negative opbyggelighed", hvor provokationskunstnere af allehånde slags fik det glatte lag.
Det viser sig dog ikke at gælde Lars Vilks, fordi der efter Stjernfelts mening er BRUG FOR hans kritik:
"Din såkaldte rundkørselshund, hunden der kaldes Muhammed, er da en ren politisk provokation, og denne provokation støtter jeg fuldt ud. Og grunden til, at der er brug for en sådan provokation, det er jo, at vi er i konflikt med samfund, hvor førmoderne forhold gør sig gældende."

Vilks havde ellers netop ytret noget om at det ikke var så let at få kunstverdenens accept af hans aktuelle kunstneriske tema, men "laver man så en provokation med baggrund i feminisme eller postkolonialisme, da vil den blive anset for at være berettiget, fordi den peger på nogle reelle problemer i samfundet. "

Læs selv interviewet. Mange feminister (og 'postkolonialister') vil uden tvivl være enig med Stjernfelt i hans kritik af det han kalder førmoderne samfund - men er de også enige i hans ret til suverænt at sondre mellem hvad der er 'brug for' af provokationskunst, og hvad der bare er - kitsch?
Måske lige så lidt som man kan undre sig over Vilks gentagne henvisninger i de senere år til at han i modsætning til Kurt Westergaard jo er kunstner - og at de to 'tegnere' derfor ikke kan sammenlignes.