Læsetid: 4 min.

Rindalismens genkomst

Kulturpolitikkerne diskuterer rimeligheden i at nogle kunstnere modtager livsvarig ydelse fra staten, men i oplevelsesøkonomiens vold har de svært ved at finde ud af, hvordan de skal argumentere for kunststøtten
23. februar 2008

Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti var forarget, da Politiken konfronterede hende med, at 272 kunstnere modtager Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. En tredjedel af disse tjener i forvejen så meget, at den indkomstregulerede ydelse er reduceret til minimumbeløbet på 15.000 kroner før skat om året. Det gælder f. eks. Klaus Rifbjerg, Per Kirkeby og Lars von Trier. Venstre fulgte med Karin Nødgaard og mente ikke, at en ydelse til allerede etablerede kunstnere styrker kunsten:

"De får penge til nogle gode middage på nogle dyre steder. Og hvad giver det borgerne af kulturel rigdom? Vi vil hellere støtte noget, der spirer og gror, end noget der allerede har vokset sig stort og stærkt," sagde kulturordfører Troels Christensen til Politiken.

Uundværlighed

Den form for argumentation er udtryk for en manglende forståelse for en kunstners arbejdsvilkår, mener Litten Hansen, der blandt andet er tidligere skuespilchef ved Det Kongelige Teater og af flere omgange har siddet i Kunstrådet - senest som næstformand 2003-2007.

"Jeg tror, vi hermed kan erklære Julius Bomholts opfattelse af kunstens rolle i samfundet for fuldstændig begravet. Gad vide, om der er en eneste af kulturordførerne, der ved hvem han var," spørger Litten Hansen retorisk.

For hende var det en anerkendelse af kunstnerens uundværlighed i velfærdsstaten, da landets første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholt, oprettede Statens Kunstfond i 1964.

Peter Duelund, kultursociolog fra Københavns Universitet, forklarer, at der er sket et skred i opfattelsen af kunstens rolle i samfundet og derfor også et skred i opfattelsen af, hvordan man skal støtte den.

"Oprindeligt mente man, at kunsten skulle støttes, fordi det var et godt middel, hvis borgere ikke kun skulle være socialt og materialistisk orienterede, men også have en åndelig dimension. Det var en forudsætning for at have et velfungerende velfærdssamfund med selvstændige borgere, der deltog i den demokratiske proces," siger Peter Duelund og påpeger, at opfattelsen af kunstens rolle har ændret sig:

"I 1980'erne, hvor vi oplevede stor arbejdsløshed, blev den oprindelige opfattelse erstattet med en social argumentation. Kulturpolitikken skulle tjene sociale formål, og unge arbejdsløse skulle igangsættes i kulturelle projekter. Fra midten af 90'erne har vi så oplevet, at argumentationen omkring kunst og kultur går på, at den skal tjene den økonomiske udvikling af samfundet. Kunsten skal indgå samarbejde med erhvervslivet og være en vigtig spiller i hele oplevelsesøkonomien," forklarer Peter Duelund.

Folkelig forargelse

Og når man forventer at få én på opleveren, hver gang man giver en støttekrone, så kan det virke mærkeligt, at en forlængst pensioneret kunstner modtager penge fra Kulturministeriet.

Det erkender Peter Schepelern, der er lektor ved Film- og Medievidenskab og har redigeret en bog om Statens Kunstfond, og påpeger samtidig, at det ikke er en ny holdning.

"Det er jo egentlig den samme folkelige forargelse, som rindalismen reagerede mod Statens Kunstfond med. Det gør det jo ikke mindre dumt, men det nye er, at Venstre lytter til det," siger Peter Schepelern.

Han påpeger i øvrigt, at grunden til, at man ikke bare lader pengesummen bortfalde fuldstændig, hvis en kunstners indkomst over-stiger et vist beløb, er, at det ved ydelsens indførsel ikke var juridisk muligt at tildele en livslang ydelse, der kunne bortfalde. Men han fremhæver, at ydelsen ikke kun er en økonomisk støtte. Dens symbolske værdi er langt større.

Det er Litten Hansen enig i, men hun fastholder, at den økonomiske del ikke er uden betydning:

"Hvis man tager udgangspunkt i en noget-for-noget-retorik, så misforstår man den livsvarige ydelses sigte. Kunstnere har ikke pensionsordninger, og de fleste lever på lavindkomst. Det er virkelig de færreste, der lever godt af det. Den livsvarige ydelse er en anerkendelse af kunstens vigtighed," siger Litten Hansen.

Pionerindsats

Hun nævner danseren Eske Holm som et godt eksempel på den livsvarige ydelses betydning,

"Eske Holm har virkelig været en pioner inden for dansekunsten, og han har sat et præg på dansk og international dans, som er helt uvurderligt. Men han levede på en sten, mens han gjorde det. Han får den livsvarige ydelse i anerkendelse af hans indsats."

Også Peter Duelund fremhæver ydelsen som en grundpille i det danske velfærdssamfund

"Statens Kunstfond har haft en voldsom stor positiv betydning. Den er kerneni den danske kunststøtte."

Peter Schepelern undrer sig over, at kulturpolitikerne ikke kan se, at det hele hænger sammen:

"Det er underligt, at man er så villig til at støtte film og teater og enkelte projekter i så høj grad, som det er tilfældet, men man synes ikke, at de enkelte kunstnere skal anerkendes for deres indsats. For i Danmark er det jo en række få centrale kunstnere, der virkelig leverer den banebrydende kunst og holder den i live. Den livsvarige ydelse er jo en anerkendelse af deres betydning for de enkelte projekter, som vi støtter så stærkt - og som oplevelsesøkonomien elsker - om de så er en aktiv del af det eller blot en del af inspirationen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu