Der er ikke gået kæmpe kulturværdier tabt i de tre utrykte manuskripter, Per Højholt i sin tid gav til Det Kongelige Bibliotek, og som vi nu så let kan læse på nettet og downloade efter behag. Derude, Herinde fra 1949 er alt for umodent og tyndt. Katharsis (1949-50) opleves som små skridt på stedet hen ad en blind, blokeret vej, og Hyakintos (1953-54) kører tomgang i en blanding af ungdommelig sjælekval og en lige så ungdommelig erotisk ambivalens, som digteren tidstypisk forveksler med en venten foran døren ind til selveste verdensgåden.
Der er ikke gået klassikere tabt, men alligevel er de tre manuskripter af stor betydning for forskeres forståelse af Højholt. I dem kan man nemlig tydeligt se, hvad det var for fristelser, han da var oppe imod og siden fik skrevet sig ud af: i Derude, Herinde en umulig tro på det essentielle, det rette ord. I Katharsis en tillid til en hemmelighedsfuld mallarmésk fortætning i form af firelinjede kasser, der hver især prætenderer at kunne udtrykke intet mindre end alt. Og i Hyakintos en farlig forkærlighed for smarte paradokser og dunkle komplekser af metaforer.
Det flotte ved de bedste af teksterne i Derude, Herinde er deres mod til at vælge det enkle, også når enkelheden består i kun delvis avet forkyndelse og i udråb og anråbelser af typen "o forvandling"! I Katharsis må man lede forgæves efter renselse i betydningen 'klassisk forløsning', til gengæld får vi en renselse (i betydningen tydeliggørelse) af selve livsfølelsen, ofte fastholdt i præcise enkeltlinjer: "at sælge fisk med et hav i brystet", og man kan kun beundre viljen til løftelse af det lyriske udtryk:
i vinden rister jeg
tegn om den fløjte
jeg gav vinger
I Hyakintos faldt jeg over et par herlige linjer, som man uden besvær kan læse som et kækt farvel til Heretica-kredsens religiøst farvede inderlighedsdyrkelse:
altertavlens due
blev skræmt op af høstens blitz
og fløj bort
med en dråbe alkohol i næbbet
Fælles for de tre aldrig udgivne (og på detaljeplan knap nok udnyttede) arbejder er en elegisk patos, sådan som den kendes fra Ole Sarvig og især Paul la Cour. Om sidstnævnte hedder det i et fyndigt notat omme nederst i det første manuskript, at han "forsøger at drage kærligheden og poesien til sig i samme plan - selv kan han ikke skelne. Han gør dem begge uret!" Her har Højholt altså allerede set sit forbilledes fejltagelse: troen på en poetisk sandhed, tilliden til, at et digt kan lukke sprækken mellem sprog og verden og sætte ting definitivt på plads. Men selv kan han ikke uden videre kvitte drømmen om en essentiel poesi og må derfor skrive:
hvordan tale
naar der findes ord
som er større end munden
Vejen ud af denne 'høje' poesiopfattelse blev for Højholt at bruge de ord, der lige nøjagtig passer til munden, men vel at mærke bruge dem kritisk. Hans metode kom til at bestå i ironisk destruktion af metaforen kombineret med en selvovervågende humor. Og disse greb er faktisk allerede på vej i de utrykte manuskripter, f.eks. i et ord som 'nerveklunker' eller i to linjer som disse: "Hjertet vælter om paa siden og duplikerer festsange."
"O denne lange inkubationstid!" udbryder Per Højholt i manuskriptet fra 1949. Han sigter næppe til kønssygdomme, snarere til en kunst, som ikke blev nogen sygdom, og som siden faktisk viste sig at have godt af lidt ventetid.
