Læsetid: 9 min.

Er jeg det samme som min hjerne?

Vi præsenteres i dag for en formel for verden, hvor globaliseringen besynges som naturkraft, mens hin enkeltes 'humane kapital' skal plejes gennem hjerne-fitness. Hvis neurovidenskabernes landvindinger ikke skal reduceres til et patent på Sandheden om, hvem vi er, skal naturvidenskaben og filosofien have mere med hinanden at gøre. Forudsætningen er, at både naturvidenskabsfolk og filosoffer bliver mere nysgerrige og lydhøre
Tankens mysterium. Intet menneske har nogensinde set en tanke, selv om vi alle kender til det at tænke og kan se spor af tænkning i alt fra hjernescanninger og videnskabelige formler til tolvtonemusik og affaldssorteringssystemer.

Tankens mysterium. Intet menneske har nogensinde set en tanke, selv om vi alle kender til det at tænke og kan se spor af tænkning i alt fra hjernescanninger og videnskabelige formler til tolvtonemusik og affaldssorteringssystemer.

Arnold Bernd

9. februar 2008

I Lone Franks bestseller Den femte revolution. Fortællinger fra hjernens tidsalder forlyder det, at menneskets essens og sande væren kan udtrykkes som "min hjerne - det er jo mig". Hun pointerer, at mennesket er og bliver "en sæk neuroner", og at vi må acceptere os selv som "ren biologi". Frank ser hjernen som en central dirigent og skriver, at hjernens komplekse og foranderlige processer former "selvet eller den kerne, som for hver af os er mig."

På forsiden af Morten L. Kringelbachs bog Hjernerum. Den følelsesfulde hjerne har forlaget plantet et citat af Christopher Arzrouni. Der står: "Sex, drugs and rock'n'roll. Hjernen styrer det hele -".

Stillet over for disse tidstypiske, men såre kække metafysiske formuleringer, der trækker på samtidens neurovidenskabelige forskningsresultater, aktiveres en filosofisk sprogkritik i mit sind. Umiddelbart ser de to skribenter hjernen som et handlingssubjekt, som en førsteårsag og som dén privilegerede, indre aktør. Lighedstegn sættes mellem hjernen og mig'et, mellem hjernen og Sandheden om den menneskelige essens og eksistens.

Hinsides reduktionismerne

Nu er det vel stort set lige så meningsfuldt eller meningsløst at sige: Min hjerne, det er mig - som at sige: Alle andres tanker om, oplevelser af og udsagn om mig - det er mig; eller alt hvad jeg har gjort, sagt og tænkt - det er mig (mine forbrugsmønstre, aftryk fra løbesko i skoven, brændte kærestebreve etc.). Hvorfor så dette behov for én stor værensprædikativ sandhed? Hvis hjernen er plastisk, så er dén vel ret beset ikke identisk med eller alene 'mig'. En pudsig formulering må voves: hjernen altid ude af sig selv, samtidig med at den tager dynamisk form af det 'derude'. Den er således slet ikke en éntydig aktør eller første årsag.

Samtiden bevidner en kognitionsteoretisk og biologistisk reduktionisme af det sociale og af de mentale strukturer til primært at være noget, der sidder i og dirigeres af hjernen. Stillet over for disse (mis)forståelser må det slås fast, at det er et vilkår for en filosofisk kritik af samtidens vokabular, at den ikke kan kaste sig ud i eksperimentel hjerneforskning; men at den må være nysgerrig efter at gå i dialog med neurovidenskaben. Filosofien hverken kan eller skal gøre det samme som videnskaben, men den kan heller ikke nøjes med at tygge drøv på sin idéhistoriske og begrebslige arv. Filosofiens materiale er et andet end det, der søges målt på som spor af aktiviteter i hjernen, kortlagt via blodgennemstrømningstryk og -hastigheder med henblik på om muligt at kunne tage billeder af menneskets tænkning. Filosofien er begrebslig, konfessionsløs og kritisk undersøgende.

At være menneske betyder at fortolke sin væren, idet man er. For tiden er der mange, der tror, at hjerneforskningen (kognitions- og neurovidenskaben) er på nippet til at fortælle os, hvad og hvem vi er. Hjernen har mellem 100 og 1000 milliarder celler (neuroner). Hver eneste af disse kan have op til 10.000 forbindelser til andre celler. Det anslås, at der dannes op til 13 billioner forbindelser mellem hjernecellerne igennem et menneskeliv. De allerfleste af disse synapser knyttes efter fødslen, ikke mindst når vi stimuleres. Menneskets hjerne vejer kun ca. 1,3 kg; og den tager form af, hvad vi bruger den til. Den kvalificeres f.eks. både via problemløsning, andre menneskers omsorg, kunstneriske oplevelser og via fysisk udfoldelse.

De sociale mønstre er med til at forme den menneskelige biologi, der samtidig er med til at muliggøre nye former for socialitet. Biologi og menneskelige kultur- og samfundsudtryk er ikke modsætninger; men de kan heller ikke reduceres til hinanden. At være menneske er at være i gang med en livslang anden fødsel. Den første fødsel havde vi ingen indflydelse på; men det har vi heldigvis på den anden.

Store forventninger

Hjernen påvirkes og får kvalitet gennem sociale udvekslinger, bl.a. via kommunikation med andre mennesker, igennem sansninger og de motoriske eventyr. En særlig håndværksmæssig kunnen, kunstnerisk åre eller særegen sproglig elegance sætter også - med en noget fri formulering - aftryk i synapserne.

Den gådefulde grå materies natur er ikke en given, stabil natur. Hjernen tager form af vore handlinger og vore tanker hele livet igennem. Det er således meget overraskende, at neurovidenskaben forsøger at isolere sin forskningsgenstand til alene at være den hjerne, der kan studeres via en scanning i én lukket forsøgsopstilling, hvis det rent faktisk er handlinger, erfaringer og 'ydre' begivenheder, der er med til at forme hjernen.

Hvorfor besidder samtiden disse uhyre forventninger til den naturvidenskabelige hjerneforskning? Det er der flere mulige svar på:

-For det første udmærker menneskehjernen sig ved at være meget stor i forhold til andre pattedyrs hjerner. Vi burde faktisk veje ca. 500 kg med de hjerner, vi er udstyret med, og det gør vi ikke - endnu. Det giver mange muligheder for, at vi bruger noget af vor tænkekapacitet til at tænke over, hvad hjernen er og kan.

-For det andet er det blevet teknologisk muligt at scanne menneskehjernen stadig mere nøjagtigt, hvorfor en stor og meget blandet hær af alvorligt syge mennesker, politikere, neuropsykologer, uddannelsesforskere og markedsagenter venter sig meget af de fremkomne forskningsresultater.

Nye bindestregsord dukker op omkring os: neuromarketing, neuroeconomics, neuromanagement, neurolearning etc..

-For det tredje bliver hjerneforskningen vor tids metafysik, hvis den tiltager sig ret til at sige selveste Sandheden om mennesket. Som neurocentrisme vil den i værste fald kunne (mis)bruges til at frakende os den personlige skyld. "Jeg gjorde det ikke; det var min hjerne-". Argumentet vil lyde, at det er biologien, der determinerer mine anlæg og handlinger. Gevinsten for den enkelte vil bl.a. være afstressning og good-bye til den dårlige samvittighed.

Umiddelbart stilles vi således en verdensformel i udsigt at støtte os til i en uoverskuelig tid, hvori globaliseringen besynges som noget, der ligner en nødvendig naturkraft, mens hin enkeltes 'humane kapital' skal plejes gennem hjerne-fitness (et andet ord for livslang læring), der bl.a. går ud på, at de kreative evner skal maksimeres og trimmes fra vugge til krukke.

Før vi giver os til at misforstå den komplekse evolutionshistorie og tyder kognitionsforskningen som et aflastende ærkekonservativt budskab, der siger, at vi skal adlyde vore naturlige anlæg og tilpasse os det givne, så bør vi huske på, at hjernematematikken består af svimlende mange ubekendte og livgivende muligheder. Naturen er aldrig fikseret, hverken 'derude' eller inde i os selv. Vi er selv medskabere af mange af de synapser, der oftest knyttes ganske ubevidst i vore hjerner. Frem for alt er vi meget andet end vore personlige hjerner. Når vi tænker, er vi f.eks. ofte ude af os selv i mere end én forstand.

Den ny metafysik ser ud til at ændre kursen på vor vilje til orden. Samtiden har fået en hang og en trang til at forestille sig, at det er hjerneforskningens privilegium at vide, hvem vi er, hvad vi kan og måske endda skal blive til.

Uden at være naturvidenskabsmand drister jeg mig til at fastholde, at hverken genomet eller hjernen som sådan er skæbne. Med denne 'korrektion' afvises enhver form for scientisme. Samtidig håber jeg på, at filosofien og naturvidenskaben kan få mere med hinanden at gøre. Kravet er, at de begge bliver mere lydhøre og nysgerrige. Hvis hverken generne eller den nyfødte hjerne koder for éntydige egenskaber, må de menneskelige erfaringer, kropslige rørelser, tankemæssige begivenheder og sociale udvekslinger trænge sig på som genuine forskningsfelter. Og for ingen af disse gælder det, at de lader sig fiksere i en cylinder eller gentage i en klinisk forsøgsopstilling.

Hvad er tænkning?

Spørgsmålet er frygtindgydende, og igennem årtusinder har filosofien og videnskaben grublet over dette. Umiddelbart synes tænkning at eksistere som et fænomen, det enkelte menneske har en privilegeret, en indre mental adkomst til og rationel viden om, jævnfør René Descartes' berømte diktum Cogito, ergo sum (Latin: Jeg tænker, derfor er jeg).

Men intet menneske har nogensinde set en tanke, selv om vi alle kender til det at tænke og kan se spor af tænkning i alt fra hjernescanninger og videnskabelige formler til tolvtonemusik og affaldssorteringssystemer. Vi mærker end ikke, at hjernen er aktiv, når vi tænker, eller at en femtedel af kroppens energi forbrændes af kraniets blødere dele, selvom de kun vejer små 1,5 kilo. Forsøger vi os midt i denne forlegenhed at hævde, at der sidder en lille klog mand (= vort sande jeg) inderst inde i os, med en særlig evne til styre vore tanker, så er vi faktisk meget dårlige tænkere.

I modsætning til, hvad Descartes' forestillede sig, er tænkningen faktisk inkarneret. Tanken er kropsliggjort erfaring ("embodied thought"), som lingvisten Georg Lakoff og filosoffen Mark Johnson udtrykker det i Philosophy in the Flesh (1999). Tænkningen kan ikke forstås uden menneskets evolution, viden om hjernens udvikling og de neurale mekanismers funktionsmåde. Menneskets tænkning, fornuft og sprog er ikke dumpet ned fra himlen; men tænkningen kan ikke reduceres til biologisk logik.

Mennesket er ikke en verdensløs, ikke-kropslig tænkende instans, der indtræder i en neutral tid eller befinder sig i et foreliggende og givet tredimensionalt rum. At være menneske er altid at være i en situation, i en begivenhed. Tiden er hvirvlet ind i vor eksistentielle forfatning, og rummet er noget, vi bebygger, bebor, besejler, gennemskærer etc. Fornuften er ikke en afsondret og selvgivet entitet, og kroppens proportioner er altid involveret i betydningsdannelsen. Vi erfarer en betydende verden som kroppe, der tænker, og tanker, der 'kropper'. Vi har et engageret og brugende forhold til verdens muligheder, og vi kan faktisk meget mere, end det vi ved og kan nå at tænke.

Tænkningens frihed

På spørgsmålet om, hvor vi er, når vi tænker, må det fastslås, at spørgsmålet er forkert stillet, da de kognitive processer foregår mange andre steder end inde i hjernen. Perceptionen må begribes som noget, der også er ude blandt tingene. Bevidstheden kan så at sige ikke lade være med at gå ud af sit gode skind. Noget helt andet er, at tanken er vævet sammen med sproget, og at tanken er fuld af mønstre, som menneskets bevidste selv ikke véd, at det nogensinde har lukket ind. Dertil kommer, at kommunikationsteknologierne bringer det fjerne tæt på. Mens tingene dukker op i tankerne, botaniserer tankerne nomadisk og flygtigt på mange scener på én gang.

Selvom tankeprocesser fysisk kan lokaliseres til at foregå i hjernens ca. 1.300 kubikcentimeter, transcenderer de ikke desto mindre alle biologiske data, det være sig funktionelle eller morfologiske. At være menneske er at kunne gøre en ny begyndelse mulig i tanke såvel som i handling. Tænkningens frihed består i, at hvert øjeblik og enhver situation principielt kan danne afsæt for noget, der ikke er tænkt endsige 'set' før.

Men mange andre har været her, før der var tænkt på os. Inviterer vi de andres tanker og værker ind under huden, får vi flere øjne og ører at se og høre verden med. Tænkningen gør dermed verden rigere på betydning. Mennesket er et tænkende og socialt dyr, der besidder en unik evne til at forstå, at andre mennesker også er tænkende individer. Sproget giver os mulighed for at dele tanker og opfindelser med hinanden. Gedigen tænkning udspringer ikke mindst af decentreringskunsten og en vilje til at foretage en række midtpunktforskydninger. Det er på én gang vanskeligt og ufatteligt enkelt; thi i tænkningens verden er vi aldrig alene og aldrig nogensinde de første.

Medgives må det, at vor tids magtfulde, hypersubventionerede og internationalt fremstormende neurovidenskab, at der foregår tankeprocesser i hjernen. Til gengæld kan en fri filosofisk tænkning ikke forlige sig med endsige acceptere, at hjernen as such skulle være dén privilegerede nøgle til at sige Sandheden om menneskelivet.

Steen Nepper Larsen er ansat ved GNOSIS - Aarhus Universitets forskningsinitiativ til studiet af mentale strukturer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Wagener

Hej Steen,
en pragtfuld kronik, som jeg havde megen glæde af at læse, men LIX-tallet er rimelig højt.... selv for mig som psykolog (uden speciale i neuro-psykologi.

Kan ikke helt udlede om hovedteksten siger noget væsentligt om identitet kontra hukommelse (selv om denne udvides til at omfatte de spor, man har sat sig i omgivelserne). Man burde måske tage stilling til flg. tankeeksperiment:

En forbryder er blevet idømt en straf der rummer 2 komponenter:

1) Han skal tage en pille, som fremkalder totalt hukommelsestab.
2) Han vil blive udsat for 24 timers hård tortur.

Til gengæld må han selv bestemme i hvilken rækkefølge dette skal foregå.

Hvis han fuldt og fast tror på, at han er identisk med sin hukommelse, tager han pillen først og torturen bagefter.
Allerede når hukommelsen er væk, er han selv ude af billedet, og kommer derfor ikke til at opleve den efterfølgende tortur.

Denne vil blive oplevet af en slags "nyfødt bevidsthed" han ikke selv har nogen relation til. Man kan selvfølgelig sige det er synd, at det nye menneske skal starte sin nye tilværelse (hvor alt skal læres forfra som et nyfødt barn) med at opleve straffen for en forbrydelse han aldrig har begået.

Men det kan forbryderen, som skal træffe beslutningen, jo være ligeglad med.

Hvis forbryderen ikke identificerer sig med hukommelsen men med kroppen, vil han vælge det modsatte: Torturen først og pillen bagefter.

På den måde opnår han dels at modtage torturen (som han under ingen omstændigheder kan undgå) mens han kan huske hvorfor han skal straffes - dels opnår han at kunne starte sin nye tilværelse, hvor alt skal læres forfra, uden den traumatiske erindring om torturen.

Hvad ville DU vælge - tror du på krop (pillen til sidst) eller hukommelse (pillen først) ???

Hej Steen.

Jeg fristes til at spørge:

HVOR KOMMER TANKERNE FRA?

De er der jo bare - fiks og færdige. Og væk er de igen. Næste tanke...etc.
Og hvad med det fænomen, hvor to mennesker tænker samme tanke?

Jeg er helt på linie med dig - hjernen er ikke dén priviligerede nøgle til at sige Sandheden om vores væren. Men hvad er så?

C.G. Jung indgik et dybt venskab med en indianerhøvding fra Nordamerika. Denne høvding betragtede de hvide mennesker og undrede sig meget over vores flakkende blikke. Som om vi hele tiden SØGTE noget. Han kom til den konklusion, at det måtte være fordi, vi tænker med hovedet! Han hævdede, at han selv tænkte med hjertet...
Dette siger vel noget om tanken og den kropslige erfaring. Og man kan godt være uden at tænke.

"Det er således meget overraskende, at neurovidenskaben forsøger at isolere sin forskningsgenstand til alene at være den hjerne, der kan studeres via en scanning i én lukket forsøgsopstilling, hvis det rent faktisk er handlinger, erfaringer og 'ydre' begivenheder, der er med til at forme hjernen."

Miljøet omkring én, ens egne handlinger, ens sensoriske impulser, ens erfaring. Alle disse oplevelser der er med til at dsnne vores personlighed aflejres i hjernen som forbindelser(synapser) mellem nye neuroner.
Så det er ikke så underligt at forskningen fokuserers på hjernen og ikke andet.
"Ydre begivenherder" sætter sig jo ikke i knæet eller i leveren.......

"Uden at være naturvidenskabsmand drister jeg mig til at fastholde, at hverken genomet eller hjernen som sådan er skæbne. Med denne 'korrektion' afvises enhver form for scientisme."

Selvom hjernen og genomet kan reduceres til rene biologiske mekanismer, så tvivler jeg på der er nogle videnskabsmænd der påstår at vores skæbne er fastlagt på forhånd.

Selvom den mennekslige personlighed er en svær størrelse at beskrive, er det vek ikke svært at forstå at personligheden udelukkende befinder sig i hjernen. (i frontallapperne, og det limbiske system)

"Det er således meget overraskende, at neurovidenskaben forsøger at isolere sin forskningsgenstand til alene at være den hjerne, der kan studeres via en scanning i én lukket forsøgsopstilling, hvis det rent faktisk er handlinger, erfaringer og 'ydre' begivenheder, der er med til at forme hjernen."

Miljøet omkring én, ens egne handlinger, ens sensoriske impulser, ens erfaring. Alle disse oplevelser der er med til at dsnne vores personlighed aflejres i hjernen som forbindelser(synapser) mellem nye neuroner.
Så det er ikke så underligt at forskningen fokuserers på hjernen og ikke andet.
"Ydre begivenherder" sætter sig jo ikke i knæet eller i leveren.......

"Uden at være naturvidenskabsmand drister jeg mig til at fastholde, at hverken genomet eller hjernen som sådan er skæbne. Med denne 'korrektion' afvises enhver form for scientisme."

Selvom hjernen og genomet kan reduceres til rene biologiske mekanismer, så tvivler jeg på der er nogle videnskabsmænd der påstår at vores skæbne er fastlagt på forhånd.

Selvom den mennekslige personlighed er en svær størrelse at beskrive, er det vek ikke svært at forstå at personligheden udelukkende befinder sig i hjernen. (i frontallapperne, og det limbiske system)

Determinisme er altid det store dyr i åbenbaringen, hvad enten det angår det personlige eller samfundsmæssige. Hvis en teori leder til at mennesket ikke har fri vilje, betragtes den per automatik som forkert FORDI den er deterministisk.

Det var kritikken mod Marx' historiske materialisme. Ikke at man kunne vise at den som sådan var forkert andet end at den udelukkede fri vilje. Marx blev nødt til at omformulere sit standpunkt fra at mennesket blev skabt af miljøet til at mennesket havde fri vilje, men var underlagt miljøbetingelser.

(Gosh! Min kode er 'matrox')
Marx var en intellektuel slapsvans, han skulle have holdt på sit. Mennesket har ingen 'fri' vilje, ligeså lidt som det har en immateriel sjæl, for der findes ingen vilje der er frigjort fra kroppen.

Erik B.,
Er du blot materie?
I udforsningen af rummet har man opdaget såkaldt 'sort stof'. Faktisk er der mere sort stof end noget andet. (Du hører måske om det på P1 i denne tid?)
Tænk på atomet, som består af protoner og neuroner, der løber i en bane omkring atomets kerne. Men hvad er der imellem protonerne og neuronerne?
Det er netop dette 'ingenting' - det som vi ikke kan måle og veje, som der er mest af. Det er da yderst interessant.
Særligt når man husker på, at den krop, som du befinder dig i består af atomer.... og altså mest af alt er.... 'ingenting'...!!!

Spørgsmålet om den frie vilje er spændende og drilagtigt
Nu er begrebet ’fri vilje’ langt fra en entydig størrelse. Folk har forskellige opfattelser og vægter forskelligt i hvad de mener, der kendetegner en ’fri vilje’. Har man f. eks. kun en fri vilje, hvis man er fuldstændig uhæmmet, ikke bundet af etiske normer? I det tilfælde er der heldigvis ikke mange om nogen overhovedet (bortset fra visse psykisk syge individer), der kan siges at være i besiddelse af en fri vilje.
Så det er let nok at opstille en definition af, hvad fri vilje er, som betyder, at man samtidig kan proklamere, at den ikke findes. Men på de præmisser er en diskussion vel heller ikke interessant?
En mere afbalanceret definition af begrebet kunne f. eks. være, at den ’frie vilje’ viser sig som menneskers evne til bevidst at vælge mellem forskellige muligheder.
At en eller anden grad af fri vilje i den version findes, kan vel ingen for alvor afvise?
Det er nærmest komisk at se, når nogle argumenterer for, at den ikke eksisterer. Med al deres argumentation, hvor man ser mange bevidste valg af synsvinkler og formuleringer anvendt, afmonterer, de hele deres egne sag. Det, at de overhovedet kan argumentere, modsiger netop det, de påstår. Det er som at læse én, der skriver at skriftsproget slet ikke findes.

Strengt taget kunne man sige, at der også var elementer af den svage og den stærke kraft, men jeg tvivler på at der gemmer sig en sjæl dér, men who knows?

Erik B.

Moderne hjerneforskning er i denne tid meget optaget af spejlneuroner. Når jeg ser dig stå foran mig og klappe i hænderne, er der en række neurale 'fyringsramper', som aktiveres i min hjerne. Denne aktivitet sker umiddelbart op af motoriske 'ramper'. Således kan jeg mærke dig. Jeg kan faktisk erfare din bevægelse uden selv at udføre den. Man kan nærmest sige, at det er den biologiske forudsætning for empati...
Det du gør, påvirker mig og vise versa.

Hvis du kan lide at åbne dig for nye perspektiver, vil jeg anbefale dig denne side:

http://noosphere.princeton.edu/

Det er en række forskere med vidt forskellige tilgange til studiet af bevidsthed, som har lavet denne side.
Her kan du læse om de såkaldte 'æg', som forskerne nu har installeret i pc'ere verden over. Disse 'æg' spytter et- og to-taller ud vilkårligt. Men forskerne har gennem årelange forsøg fundet, at mennesker påvirker frekvenserne af tallene. De forsøger nu med disse 'æg' / tal-generatorer at måle svingninger i den kollektive bevidsthed.
Du vil kunne se grafer over frekvenserne på særlige datoer - eksempelvis 11. september 2001. Det er yderst interessant. God fornøjelse....

Har du i øvrigt prøvet at sidde et sted i det offentlige rum og pludselig mærke, at der er et andet menneske, som kigger på dig? Du vender dig om, og ser direkte ind i den andens øjne. Det er et interessant fænomen, ikk'?

Disse 'æg' spytter et- og to-taller ud vilkårligt. Men forskerne har gennem årelange forsøg fundet, at mennesker påvirker frekvenserne af tallene. De forsøger nu med disse 'æg' / tal-generatorer at måle svingninger i den kollektive bevidsthed.

Sludder!

Kausalitetsdiskussionen (fri vijle) skelner såmænd ikke mellem det døde og det levende. Det går på:

Kan 2 systemer der startes op med identiske startbetingelser og ikke forstyrres udefra udvikle sig forskelligt ?

En kausal-maskine, f.ex. en computer kan som bekendt ikke, men hvad med den øvrige natur ?

Der er foreslået et forsøg baseret på 7 raflebægre med terning.

Komplementaritetsprincippet forhindrer os i at løfte bægeret og se terningens værdi, men hvis vi får 7 forskellige udviklinger - og terningen kun kan have haft 6 forskellige værdier, er ikke-kausaliteten bevist.

Hvis verden er kausal må mindst 2 af systemerne udvikle sig identisk i al fremtid.

Forøvrigt vil jeg benægte, at mennesket har nogen bevidsthed (dette er skrevet af en jeg-løs web-robot).

Hvis først subjektets eksistens er modbevist, kan vi slippe af med resten, da alt det andet er baseret på vidneudsagn fra subjekter.

Den eneste sandhed bliver herefter:

1) Der har aldrig eksisteret noget univers.
2) Der eksisterer lige nu intet univers.
3) Der kan i altid fremtid aldrig opstå noget univers (hvor skulle det også komme fra ?)

Denne basale sandhed behøver intet bevis. Hvor der intet er, er der intet at bevise !!!

Erik B.

Din pure afvisning af anerkendte forskeres 25 år lange arbejde synes uforståelig.

Du skal have lov at have din kaffe i fred. Jeg undskylder forstyrrelsen....

Artiklen: "Vi mærker end ikke, at hjernen er aktiv, når vi tænker, eller at en femtedel af kroppens energi forbrændes af kraniets blødere dele, selvom de kun vejer små 1,5 kilo."

Selvfølgelig mærker vi, at hjernen er aktiv. Det kaldes at være bevidst.

Det er en den almindelige begrebslige tese, at noget ikke kan være sin egen årsag. Hjernen er ikke summen af sine processer. Og selvom vi ikke er bevidste, er hjernen aktiv alligevel.

Men derudover er det jo ganske bekendt, at der foregår utallige mentale processer, som vi enten er uvidende om, eller som vi ikke kan bevidstgøre, fordi de evt. er førsproglige.

Søvnen foregår i skiftende stadier med skiftende grader af bevidsthed. Ligeledes tales der om komatilstande, hvor der er mulighed for, at en grad af bevidsthed alligevel er til stede.

Jeg synes ikke den skelnen er helt så klar, som den måske umiddelbart kan lyde.

Det lyder, som om du løser dit dilemma ved simpelthen at identificere bevidsthed med hjerneaktivitet, eller måske perception; men er det så enkelt?

Det virker i hvert fald mere enkelt, end at påstå, at vi ikke kan mærke hjerneaktivitet. En del af miseren skyldes måske en tilbøjelighed til at identificere bevidsthed med sproglig, logisk tænkning. Vi kan vel lige så vel være bevidst om noget førsprogligt.