Læsetid: 5 min.

I sansernes vold

Med mega-udstillingen 'Cézanne og Giacometti - Tvivlens veje' fejrer Louisiana 50 års jubilæum og cementerer samtidig sin position som Danmarks internationale museum for moderne kunst. Resultatet er et dristigt, omend i sagens natur meget musealt, møde mellem to af modernitetens giganter
Med mega-udstillingen 'Cézanne og Giacometti - Tvivlens veje' fejrer Louisiana 50 års jubilæum og cementerer samtidig sin position som Danmarks internationale museum for moderne kunst
20. februar 2008

De gør det i London. De gør det i Paris. Og senest gjorde de det i Berlin, da man på Alte National Galerie viste Goya. Det er blevet almindeligt at stå i kø i timevis for at opleve kulturarven i vaskeægte malerisk form. Herhjemme plejer der dog at skulle noget mere farverigt og figurativt på den abstrakte måde til, før publikum kan holde vejret i mere end fem minutter. Men mon ikke netop Cézanne kan bringe folk til netop det? Hvis ikke, skulle de da være godt fjollede. Udstillingen 'Cézanne og Giacometti - Tvivlens veje' er angiveligt en once in a lifetime chance for at opleve disse to moderne giganter i en dristig dialog på disse breddegrader. Og dén oplevelse skal man ikke snyde sig selv for.

Det er i år 50 år siden, Knud W. Jensen grundlagde Louisiana. Museet, der siden 1958 har vakt opmærksomhed i hele verden, er på én gang påfaldende udansk med sit høje ambitionsniveau og internationale udsyn - og slående lokalt, som det ligger dér skjult bag hofjægermester Bruns gamle villa i Humlebæk. Drevet af en sand entreprenørs instinkt for samling og vækst, førte Knud W. gennem mere end 40 år Louisiana frem mod topplaceringen blandt verdens førende museer - og lukt ind i sine ellers så jantelovsbetyngede landsmænds hjerter.

For Lousiana er kultur-bærende som meget få institutioner herhjemme. Det har gennem tiden formået at rumme både traditionen og opgøret med samme i kunstnerisk skikkelse af først den europæiske modernisme og derefter den amerikanske popkunst. Det var på Louisiana det skete, og det var her, man som det første sted i landet kunne købe først en kop kaffe og derpå et helt måltid mad ovenpå oplevelsen af kunsten. Mens Bjørn Nør-gaards hesteofring i 1970 signalerede tidens kropslige og performative æstetik, var 1990'erne på Louisiana kendetegnet ved en fokus på videokunst og fotografiske genrer. Ved siden af den oprørende og tankevækkende samtidskunst forfulgte Louisiana imidlertid jævnligt tråden tilbage til det moderne udgangspunkt, og det er denne blanding af lokalt og internationalt, nyt og gammelt, der gennem tiden har givet huset dets helt særlige dynamik og dybe timbre.

Den sanselige erfaring

Nu gælder det så altså det spektakulære møde mellem Paul Cézanne (1839-1906) - der aldrig tidligere har været vist herhjemme - og Alberto Giacometti (1901-1966), hvis sene værker de fleste Louisiana-gængere vil være nært bekendt med. Hvorfor nu dette møde, kan man spørge? De to kunstnere kendte af indlysende årsager ikke hinanden og havde umiddelbart vidt forskellige kunstneriske projekter. For Cézannes vedkommende handlede det om den sansende fortolkning af verden overført til lærredet gennem pastose malerstrøg. For Giacometti gjaldt det virkeliggørelsen af det indre syn eller sandheden om fænomenet, som han oversatte til forsvindende tynde skulpturer, der balancerer lige på kanten af overhovedet synlige. Addition og subtraktion overfor hinanden. Farvemættet sansebombardement og bronzefarvet hudløshed i en dristig sammenstilling. Naturligvis må der være noget på færde her, som rækker langt udover ussel spekulation i besøgstal og et par museumsdirektørers fikse ideer.

Både Cézanne og Giacometti er yndede eksempler på den franske tænkning, der med Maurice Merleau-Ponty fik navnet fænomenologi. Som navnet antyder, sætter fænomenologien den sansebaserede erfaring af fænomenet i centrum som et slags før-begrebsligt og ikke-tekstligt møde med verden, og såvel Cézanne og Giacometti er primære eksponenter for denne moderne, sansebaserede erfaring.

Bjerget som genstand

Paul Cézanne blev født i 1839 i Aix-en-Provence og malede, bortset fra en periode i Paris, det meste af sit liv i ensomhed i hjemstavnen i Sydfrankrig. Blandt Cézannes mest yndede genrer hører stillebenet og landskabet, hvoraf det sidste skulle blive udfoldet i en uendelighed af møjsommelige fremstillinger af bjerget Mont St. Victoire. Fælles for Cézannes fremstillinger af objektet og landskabet er imidlertid den indtrængende og mættede brug af farve, der i begge tilfælde gestalter genstanden, som om kunstneren ønskede at skabe den påny hver gang. De troskyldigt udseende æbler, citroner og blommer i malerierne skal altså ikke aflæses for pyntelighedens skyld, men snarere som fænomener hvis inderste harmoni og essens, Cézanne ønskede at fortolke og repræsentere i billedet.

Mont St. Victoire spiller en særlig rolle dels i Cézannes værk, dels som senere eksempel på den moderne, fænomenologiske måde at erkende verden på gennem sanserne. På udstillingen indgår en række forskellige versioner, både færdige malerier og skitser, og man kan i sammenstillingen iagttage den særlige måde, som Cézanne skabte dybde og rum på i billederne gennem henover hinanden krydsende planer af farver.

I Mont St. Victoire, set fra Les Lauves bliver bjerget og landskabet næsten en abstraktion. Kun få, løse konturer afslører hustagene i landskabet og bjergets linjer mod himlen. Maleriet fremstiller på én gang landskabet som rum og genstand og som afstand og nærvær. Og det er i dette spændingsfelt mellem det håndgribelige og det endnu uerfarede, at kunstneren ønsker at holde sin betragter. Rundt om i billedet kigger lærredet frem mellem de bastante felter af maling, og det er yderligere i denne maleriets ærlighed, og ærlige underordning af kunsten i forhold til naturen, at Cézanne markerede sit fornyende greb om maleriet. Det er netop ikke et billede af naturen i betydningen illusion eller fotografisk oversættelse, som vi ser på, men i høj grad kunstværket som selvstændig, sansebaseret fortolkning af virkeligheden.

Cézanne er ofte blevet sammenlignet med den samtidige Claude Monet, med hvem han selv intet slægtsskab følte. Impressionisternes ustadige fremstilling af omgivelserne på baggrund af lyset og dagens skiften lå langt fra Cézannes begreb om kunstnerisk sandhed. På den anden side bekendte senere, moderne kunstnere som Henri Matisse og Pablo Picasso deres store gæld til faderskikkelsen Cézanne.

Cézanne og Giacometti

Også Giacometti, hvis usandsynligt tynde mænd og kvinder afspejler efterkrigstidens formørkede humanisme, var levende påvirket af Cézanne. Dette kan man forvisse sig om på udstillingen. Og på trods af, at udstillingen sine steder forekommer lovlig bogstavelig i sin sammenligning, så sætter sammenstillingen af de to kunstnere både de slående ligheder og de store forskelle i et relief, der er stærkt befordrende for oplevelsen af dem begge. Man kan med stor rimelighed spørge sig selv, om denne udstilling nu også er den rigtige for landets førende museum at fejre sit 50 års jubilæum med - man kunne også have valgt at rette blikket fremad og ud mod den globale scene - så forbliver Cézanne og Giacometti et overbevisende dokument over modernitetens mørkeste tvivl og mest oplysende opfattelse af verden gennem sanserne. En opfattelse der i dag allerede er blevet historisk, som en erindring om stedets nærvær og sjælens forankring i stoffet.

kultur@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu