Læsetid: 9 min.

En sitrende modløs energi fra 17 millioner mennesker

Pulsen er ligeså høj som støjen og som mængden af smog og støv. Der er mennesker overalt. Og mange mennesker er som regel ensbetydende med liv. Cairo er også i allerhøjeste grad en by i live, men også en mærkelig modløs by. Og det er ikke det fremskredne forfald, de sønderkørte biler, det tunge bureaukrati, angsten for terror eller den håbløse boligsituation, jeg tænker på. Det er den tristesse, som mærkes overalt. Cairo er en frustreret by
Hægtet af. Før -67 boede der jøder, kristne og muslimer side om side i kvarteret. Nu er der kun muslimer og forfald. Om der kan udledes en lære er næsten skræmmende. Et billede på historien om metropolen, der røg af i svinget i kapløbet om at blive den arabiske verdens vigtigste by

Hægtet af. Før -67 boede der jøder, kristne og muslimer side om side i kvarteret. Nu er der kun muslimer og forfald. Om der kan udledes en lære er næsten skræmmende. Et billede på historien om metropolen, der røg af i svinget i kapløbet om at blive den arabiske verdens vigtigste by

2. februar 2008

Jamal, krydderi- og tehandleren Muhammeds halvbror, sætter sig til rette i butikkens hvide plasticstol, smiler beskedent og slår kejtet ud med armene som for at undskylde det lidt magre vareudvalg i den dunkle butik. Jeg har fået ærespladsen på bænken, oven på de fedtede tæpper, der kunne være samtidige med pyramiderne.

Butikken ligner noget, der er løgn. Lille og trang. Møgbeskidt og med et falmet billede af Kabaaen oppe over disken. Der er fyldt med indrammede arabiske skrifttegn i støvede guldrammer - jeg formoder, det er citater fra Koranen, men jeg får aldrig spurgt. Det minder mig om udsmykningen af visse hjem fra min fødeegn i vestjylland: Gud er stor, Gud ser alt, og videre i den dur . Her hang alle rammer lige og i vater, det gør de ikke i Cairo. Der hænger de bare.

Jeg er lige trådt ud fra Al-Azhar moskeens svalende ro, jeg har fået fravristet mine sko fra den selvbestaltede sko-vogter og brokket mig over at jeg - som den eneste - skal betale for opbevaringen. Han trækker bare nonchelant på skuldrene, så jeg stikker ham et par kroner. En dagløn, og jeg begiver mig ud i de små gader, der ligger lige bag moskeen. Her er slagtere, barberer, grønthandlere og kryddeributikker klemt sammen, som de har været det i århundreder.

Jamal dukker op ud af det blå og inviterer mig på te i sin halvbrors butik. Sådan noget sker hele tiden, og som alle andre har jeg lært at sno mig og sige nej på 1.000 måder. Men jeg kan lide Jamal. Han indgyder tillid. Han har en måde at formulere sig sig på, der ikke peger i retning af cool business og tuskhandel, sådan som de andre unge mænd, der kommer med deres 'hello, sir!' Jamal udtråler samtale før han udstråler salg. Derfor ender jeg inde i halvmørket omgivet af syltetøjsglas og udvalgte skriftsteder. Muhammed tager imod.

Emsige teenagere

Muhammed er ikke en typisk egyptisk butiksejer. Han taler dårligt engelsk og har dårlige tænder, han er ikke særlig indsmigrende, nærmest lidt vrissen - og måske netop derfor udstråler han en ærlighed og en mere nede-på-jorden tilgang til kundeservice; dansk på en måde. Jeg føler mig i hvert fald hjemme blandt halvbrødrene, også selv om jeg hverken er på udkig efter te eller krydderier. Jeg får overrakt en kop skoldhed te i et nusset glas.

Jamal starter med at beklage de emsige teenagere og salgshajerne ude på gaden: De er ikke rigtige egyptere; de viser ikke gæstfrihed, siger han. De vil kun ha dine penge og har ingen stolthed. Irriterer de dig ikke? Høfligt benægter jeg. Men Jamal insisterer, som om han gerne vil have et bestemt svar, så nødtvunget må jeg indrømme, at især unge egyptiske mænd godt kan være belastende. Deres pågående stil og deres halv-aggressive venlighed, der slet ikke har arabernes normale selvironiske distance, kan nemt irritere. Jamal nikker blot, og det virker som om, jeg har sat fingeren på noget, som han af ene eller anden grund gerne lige vil have bekræftet. En slags selvpåført Cairo-fobi.

Muhammed kommer med mere te, som hældes op i de beskidte glas. Teen er bitter og tung af sukker. Sådan er den altid, den har ikke den friskhed, som man finder i f.eks marokkanernes mynte-te. Blot samme gennemborende sødme. Men det er uhøfligt at afslå.

Muhammeds lille te-butik ligger lige bag Al-Azhar. Moskeen med det tilhørende universitet. Verdens ældste siger alle i Cairo; andre mener at Kairaouine i Fés i Marokko er ældre endnu. Af sunni-muslimer betragtes Al-Azhar som den mest prestigefyldte islamiske læreanstalt. Jamal har læst Sharia her.

Mubarak er en tyv

Jamal er en intelligent mand, tydeligvis familiens kloge hoved. Veltalende og beleven. Han kan tale engelsk og ikke blot lire salgsremser af som de fleste andre. Hurtigt glider samtalen fra de lettere bedagede nelliker i syltetøjsglassene og videre til dagens situation i Egypten. Jamal er en interessant person at møde; en virkelig egypter, der både kan og gerne vil tale om livet og hverdagen. Og yderst kritisk, vel at mærke: Mubarak er en tyv. Han er ved at indsætte sig selv som en farao. Han vil være den nye Kong Fadh. Han er fuldstændig som Nasser og Sadat. Det er vigtigt, at jeg forstår, at Egypten er et land med frustrationer, hvor der er irritation over magtfordelingen og fattigdommen. Næsten en fjerdedel af landets befolkning menes at leve under fattigdomsgrænsen og over 10 procent af alle børn under fem år lider af fejlernæring. Og det på trods af, at landet modtager 500 mio. dollars i ren donation alene fra USA, hvert år.

Ingen har lyst til at blive i Egypten, fortsætter Jamal. Alle vil væk. Helst til USA eller Canada. Alt her er styret af Mubarak. Du kan spørge hvem du vil ... alle vil af med ham! Vi har ikke demokrati eller ytringsfrihed, siger Jamal - sharia-juristen fra Al-Azhar. Afmagten er fremherskende. Mindre end 25 procent stemte ved det seneste præsidentvalg. Af dem pegede 88 procent på Mubarak. Efter 25 år med Mubarak som præsident, ulmer opbakningen til Det Muslimske Broderskab, der med letfattelige slogans som 'Islam er løsningen,' fremstår som det eneste reelle alternativ.

For få muligheder

Men jeg erfarer, at Jamal ikke er alene med frustrationen. Den dukker op overalt, hvor jeg møder en egypter, der kan tale om andet end sin fætters butik. F.eks. Hasif som jeg møder hos barberen, hvor jeg løber ind i uforudset ventetid: Kunder i butikken, det er næsten uhørt. Så jeg må pænt vente. Efter få sætninger lyder Hasif som Jamal, og hurtigt lufter han både sin personlige aversion og drøm: Jeg bryder mig ikke om Cairo. Her er for mange mennesker og for få muligheder. Jeg vil til USA ... eller Canada. Her er der for få penge.

Hasif er computeringeniør og tilflytter fra Aswan. Han er midt i 20'erne og og bor i en af de trøstesløse forstæder. Vi sidder og ser Liverpool spille imod Newcastle. Hasif holder med Liverpool, måske fordi jeg gør det og gerne vil skabe en god stemning. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt så lidt han ved om Mersey-klubben. Hans viden om Egyptisk fodbold er heller ikke imponerende, og han lyser overrasket op, da jeg roser hans landshold for deres præstationer i sidste års Africas Cup. Her vandt de finalen over Elfenbenskysten.

Et spørgsmål

"Om dagen passer jeg mit job, og om aftenen arbejder jeg med de unge som socialarbejder ude i min forstad. Det er hårdt," fortsætter Hasif og gentager, at han drømmer om at komme væk. Ud af Cairo og Egypten; det er samtalens evige tema. Hasif er ikke anderledes end hovedparten af de unge i landet. Over 60 procent ønsker at forlade landet og komme til Vesten. Det er verdensrekord. Tanken strejfer en, at der er tale om et modefænomen; at det er blevet dét man siger: Jeg vil til USA. Jeg vil væk. Egypten er et dårligt land. Det er svært helt at lodde dybden og seriøsiteten i udsagnet. For hvorfor skulle det være værre i Cairo end i enhver anden mellemøstlig by? Er Mubaraks faste hånd mere fast end alle verdens andre faste hænder? Er Egypten dårligere stillet end så mange andre lande langs Middelhavets sydkyst? Umiddelbart er svaret nej til alle tre spørgsmål. Og hverken Jamal eller Hasif kommer med et bud.

Får i byen

Barberen, som vi sidder og venter hos, har sin forretning midt i et gammelt jødisk kvarter, fortæller Hasif og peger ud på torvet, hvor en hyrde kommer med sin fåreflok. Vi er midt inde i en gigantisk storby, men en fåreflok på 40-50 dyr bliver dårlig nok bemærket. Før '67 boede der jøder, kristne og muslimer side om side her i kvarteret. Det har der gjort altid, forklarer han, og jeg kan forstå, at det dengang var et pænt kvarter. Nu er der kun muslimer og forfald. Om der kan udledes en lære er næsten skræmmende at tænke på. Et billede på Cairos nyere historie, der fortæller om metropolen, der røg af i svinget i kapløbet om at blive den arabiske verdens vigtigste by. Tænk, hvis der havde været olie i den egyptiske ørken. Men Cairo har kun energien fra sine 17 millioner inbyggere at læne sig op af. Det ser ikke ud til helt at slå til.

Ude på torvet er fårene væk, men der står stadig små grupper mænd og hænger. En knægt kommer pilende med endnu en bakke med små teglas, som han giver til en flok store teenagere, der bruger en lillebitte købmandsbutik som mødested. Jeg forestiller mig, at de er en del af de op imod 25 procent arbejdsløse; de ser i hvert fald ikke ud til at skulle nå noget særligt, ikke andet end at få tiden til at gå - og drømme om at rejse ud.

Faktisk er der en del egyptere, som rejser væk. Men meget få kommer længere end de arabiske golfstater. Her arbejder to-tre millioner egyptere som håndværkere og i servicefagene, og deres remisser er en indtægtskilde, som er særdeles velkommen.

Hjemme i de forsømte boligkvarterer trives frustrationen. Det er herfra, Mohammed Atta kom. Det er her, butikkerne er lukkede, når der kaldes til bøn midt på dagen. Det er her, antallet af tilslørede kvinder stiger år for år. Det er her, jeg ser brændemærker i panden på næsten alle unge mænd. En selvskamfering, der kommer at bede på alt for syntetiske bedetæpper. Det ligner fanatisme. Er man over 60 år, så afslører panden, at man har et mere afslappet forhold til Allah og bedetæpper. Dømt efter pandemærker, går Egypten direkte imod en stadig mere religiøst styret samfund.

Picnic på Nilen

Og Cairos frustration smitter. Jeg tilslutter mig de mange, der vælger en picnictur op ad Nilen som ventil. Op til sluserne i Qanatar. Herop sejler små minifærger i pendulfart med familier, madkurve, kærestepar og danselystne unge, der frejdigt benytter skibenes discodansegulv her klokken 11 om formiddagen. Alt naturligvis meget ærbart og overvåget af en ældre onkel eller moster. I Qanatar er stemningen høj og venlig, men alligevel er der politi overalt, og jeg bliver rådet til at tage den første færge tilbage til Cairo.

Jeg vælger dog at blive og tager en tur med en af de mølædte heste, der trætte trækker slidte vogne rundt i området. Heroppe kan jeg iagttage områdets fallerede tivoliforlystelser, skydeteltene, madboderne og de mange familier med deres tæpper under træerne og deres medbragte fallafel.

Og heroppe forstår jeg, hvorfor politiet helst så, at jeg blev inde i Cairo. Derhenne ligger et hus, som tilhører en general, siger hestekusken. Han fortsætter på sit gebrokne engelsk i en hørm af armsved og hvidløg: Mubarak har sit sommerhus lige derinde. He is our new king! Sådan fortsætter han på hele turen. Husene er gigantiske og ligger gemt godt af vejen bag mure, vagter og parker. Mange af dem direkte ned til Nilen. Faktisk ligger de så smukt heroppe 50 kilometer fra storbyens forfald, at jeg kun får et sparsomt glimt af dem.

Men så meget forstår jeg, at jeg er havnet i en kombineret forlystelsespark for byens almindelige beboere og et utilnærmeligt rigmandsresort, helt skærmet af for byens almindelige borgere. Et miniaturebillede på Cairos frustrationer: De enorme forskelle mellem rig og fattig, afmagten og håbløsheden, og ønsket om noget bedre. Næste år rejser jeg til USA, griner kusken, da jeg stiger af. Jeg har svært ved at tro ham, men som man jo siger: Det er tanken, der tæller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu