Læsetid: 5 min.

'Skjult kamera bør være den sidste udvej'

Tv-dokumentarisme er blevet tabloid, sensationer og personlige skandaler. Og skjult kamera er metoden, som gør, at det er nok, billederne viser noget problematisk, lyder kritikken fra professor Ib Bondebjerg. Han efterlyser selvkritik
Ib Bondebjerg nævner filmen -113 skud- om urolighederne på Nørrebro den 18. maj 1993 som et eksempel på den klassiske undersøgende dokumentarfilm, der både satte dagsorden og havde høje seertal.

Ib Bondebjerg nævner filmen -113 skud- om urolighederne på Nørrebro den 18. maj 1993 som et eksempel på den klassiske undersøgende dokumentarfilm, der både satte dagsorden og havde høje seertal.

Jens Dresling

Kultur
22. februar 2008

Sensation og brug af skjult kamera er vejen til tv-stationernes dokumentarprogrammer. I hvert fald, hvis man skal tro medieprofessor Ib Bondebjergs kritik af DR og TV 2.

"Man har erstattet en kritisk og undersøgende tv-dokumentarisme med politisk vægt og social kontekst. I stedet har vi fået person- og enkeltsagsorienterede programmer, hvor man efter mine begreber bruger uetiske journalistiske metoder," lyder det fra professoren.

Ib Bondebjerg peger blandt andet på DR's indslag om Bostedet Ringbo, hvor han ser brugen af skjult kamera som en klar tendens.

"Skjult kamera bør være den sidste udvej, man griber til i en sag, hvis man har fat i noget så vigtigt, at det skal afdækkes. De fleste sager, der har været de seneste år, har ikke den karakter," lyder det fra kontorværelset i den pæne Frederiksberglejlighed, hvor der serveres caffè latte på bestilling.

Her er ingen sensationer. Men som Bondebjerg påpeger, kunne man i princippet stille et skjult kamera op i et vilkårligt dansk hjem.

"Hvad ville der ske, hvis man satte et kamera op i et ganske almindeligt hjem mellem seks og syv om aftenen? I forhold til opdragelsesnormer ville man nok få et chok."

Kritikken kommer i Ib Bondebjergs nyeste bog, Virkelighedens fortællinger, som er resultatet af 13 års arbejde med at afdække den danske tv-dokumentarismes historie fra den spæde fødsel i 1950'erne til i dag. Og billedet kuer professoren. I bogens slutning skriver han:

"Begge kanaler har kynisk slagtet oprindeligt stærke dokumentarbrands og produktionsmiljøer, som f.eks. DR Dokumentargruppen og Fak2eren".

Det har ramt den kritisk undersøgende dokumentar, "som DR har skåret ned, og som TV 2 næsten helt har likvideret."

Doven journalistik

Tilbage er tabloiddokumentarismen, som samtidigfremelsker undercover-journalistikken, lyder det fra Ib Bondebjerg.

"Det bekymrer mig, at det, man i dag kalder kritisk, undersøgende dokumentar både på DR og TV 2, er blevet sensations-undercover med skjult kamera om forhold, der kan være nok så vigtige. Men hvorfor skal alt handle om syge- eller plejesektoren, set på den samme måde?"

I stedet efterlyser Bondebjerg konteksten og de politiske sammenhænge.

"Man ender altid med at hænge enkeltpersoner ud. Så fyrer man eventuelt en leder her og et par medarbejdere der. Og i næste uge rejser vi videre til det næste bosted. Det er jo et strukturelt problem," lyder det fra Ib Bondebjerg.

"Jeg kan ikke se anden forklaring, end at man ved, at det skaber sensation, omtale og mange seere," siger han.

- Men denne nye form indeholder vel også en mulighed for at være kritisk og undersøgende?

"Det er jo undersøgende journalistik, men den er doven, og journalisten gør ikke sit arbejde ordentligt. Man forlader sig på, at det er nok at vise det i stedet for at sætte det i en sammenhæng. Der skabes en dæmonisering af en gruppe mennesker. Der er jo en anden historie, hvorfor hører vi ikke de ansattes historie, det er jo ufatteligt hårdt arbejde. Og hvor er eksperten, der forklarer hvorfor?"

"Vi nøjes med et forenklet udsnit af virkeligheden. Derefter kappes folk på alle kanaler om at sige, at det er for galt. Så kan journalisten spørge: 'Har du så tænkt dig at gøre noget ved det - i morgen eller i overmorgen?' Der kommer jo fuldstændig urealistiske forestillinger om, at her har vi et problem, der bare kan løses sådan!"

Skarpeste våben

Inden DR's indslag om Ringbo-sagen forklarede redaktør Jacob Kwon brugen af skjult kamera på sin blog. Han beskrev det som et redskab, der er "det skarpeste våben i det journalistiske arsenal". Og han forklarede, at nogle historier ikke kan fortælles uden visuel dokumentation.

Ib Bondebjerg tager skarpt afstand fra Jacob Kwons formulering.

"Det skarpeste våben er efter min mening intellektet og evnen til at opstøve fakta. Men han har ret i, at det kan være nødvendigt, fordi kilder eller indgange til historien lukker af."

Bondebjerg mener dog, at den historie kunne være dækket på en anden måde. DR-journalisterne har netop også søgt aktindsigt, hvilket var en måde at komme ind til historien.

"Hovedproblemet er, at disse historier undlader at fortælle tre fjerdedele af problemet."

Høje seertal

Argumentet mod den klassiske undersøgende dokumentar er, at den er for dyr, for kedsommelig i sin form, og ikke lever op til krav om en høje seertal. Derfor har man sadlet om på DR og TV 2.

"Panikken omkring seertallene var lidt mærkelig. De fleste programmer, som både DR-dokumentargruppen og Fak2eren lavede, havde jo kanonhøje seertal," siger Bondebjerg.

Derfor køber han heller ikke kritikken af formen. Det var programmer, der var med til at sætte dagsordenen. Han nævner Blodets bånd fra DR om Tamilsagen og TV 2's 113 skud om urolighederne på Nørrebro 18. maj 1993.

"Den afdækkede komplicerede forhold, den satte dagsorden, og den havde høje seertal," siger han.

Bondebjerg køber heller ikke det økonomiske argument.

"TV 2 vil helst ikke ud med tallene, men ser man på en af deres store satsninger, Operation X, så kan en udsendelse let løbe op i 1,5 millioner kroner. Altså det dobbelte af den pris, som DR i gennemsnit bruger på en undersøgende dokumentar."

"Der er ingen grænser for, hvad man vil smide i det, man tror seerne vil have. TV 2 har ikke finere fornemmelser for, hvem de hænger ud. Der er ofte et kæmpe misforhold mellem de ramaskrig, programmerne skaber, og den domfældelse, hvis nogen, der kommer i retten."

I bogen skriver han, at publikum med tidligere DR-generaldirektør Christian Nissens ord har "fået magten". Men denne tankegang ville jo ikke holde andre steder, forklarer Bondebjerg. Hvad hvis man lod det være op til folkeskoleeleverne at bestemme, hvad de ville undervises i:

"Det ville føre til den rene populisme, der appellerer til de laveste fælles instinkter hos os," siger han og forsætter sin kritik:

"Det er bekymrende, fordi det fremstår som det fineste fine journalistik, men det er det ikke."

Bondebjerg efterlyser samtidig selvkritik og mod til at erkende, man er gået den forkerte vej.

"Ellers ender vi med, at alt kan kaldes kritisk, undersøgende journalistik, selv hvis det ikke er kritisk over for sig selv. Det er det, det mangler lige nu."

Ib Bondebjerg (f. 1947) er professor i film- og medievidenskab ved Københavns Universitet.

'Virkelighedens fortællinger - den danske tv-dokumentarismes historie' er udgivet på Forlaget Samfundslitteratur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her