Læsetid: 3 min.

Hvad skal man skrive om?

Coetzees seneste bog er andet end en affyringsrampe for skarpe holdninger til alt fra pædofili til al-Qaeda
Coetzees seneste bog er andet end en affyringsrampe for skarpe holdninger til alt fra pædofili til al-Qaeda
21. februar 2008

Hvad skal man finde på, når man står op hver dag til en Nobelpris, to Booker-priser og et parnas, der sluger ens udgydelser rå? I det sidste tiår har J. M. Coetzee givet lyd fra sig med en takt af en titel pr. år, mens kritiske røster er begyndt at efterlyse handling frem for mening. Ret beset var Booker-vinderen Vanære fra 1999 hans sidste rigtige roman, selv om også den fylder sin plads i en større orden. Siden Barndomsår har Coetzees forfatterskab næsten slavisk fulgt et selvbio-grafisk parallelspor. I starten som regulær erindringsroman, men med tredje persons armslængde. Fra studieårene og frem fortalt af skiftende alter egoer. Titlerne lægger ikke skjul på metoden: Efter Barndomsår kommer Ungdomsår. Mandomsårene bliver til Vanære, og Elizabeth Costell kommer så tæt på nutid, at Coetzee vælger et kønsskifte som figenblad for i sidste kapitel at rapportere fra det hinsides. Har man først beskrevet sin egen død, kan man jo eksperimentere med at pille lemmerne fra hinanden.

Langsom Mand fra 2005 åbner med et trafikuheld, der berøver den pensionsmodne skribent førligheden og det ene ben. Scenen er sat til en række beske betragtninger over mødet med behandlersamfundets formaliserede empati. "Hvis vi skal have vasket vores tissemand, skal vi spørge pænt først." Derefter følger med kort interval to bind med essays om litteratur, politik, etik og forfald. Og nu lander så samlingen Diary from a Bad Year.

Forfatterens frustration

Titlen viser sig at dække over hele tre bøger. Eller rettere: to dagbøger ført af forfatteren og hans sekretær under tilblivelsen af en række essays med titlen Strong Opinions. Handlingen er spinkel: En aldersstegen vrissenpind forelsker sig i en smuk filippinsk kvinde, som han hyrer til at renskrive et manuskript på trods af hendes kærestes åbenlyse jalousi. Der bliver plads til både sex og svig og en hel del læserbrevsfilosofi i den cocktail. De tre spor deler siderne fysisk i tre, hvilket fungerer langt bedre, end man kunne frygte. Kan man modstå fristelsen til at stikke næsen i dagbøgerne først og sideløbende shoppe i Coetzees indsigtsfulde, men noget idiosynkratiske argumentationssamlebånd, vil et fjerde spor vise sig mellem linjerne. Diary er nemlig andet end en affyringsrampe for skarpe holdninger til alt fra pædofili til al-Qaeda.

Det handler mindst lige så meget om den feterede forfatters frustration over at være sat i bås og isoleret fra et publikum, han måske i virkeligheden helst er fri for at komme for nær. Temaet stikker hovedet frem første gang i Elizabeth Costello, som modstræbende lader sig interviewe af en alt andet end litterært orienteret tv-journalist. En scene, der paradoksalt nok blev til virkelighed i Stockholm, da SR1 til det officielle Nobelpristager-portræt sendte en blond mikrofonholder, der tydeligvis ikke havde haft overskud til at læse den aktuelle bog.

Næppe sidste suk

Med årene går Coetzee og Philip Roth hinanden i bedene i dansen om døden, berømmelsens pris og det falmende libido. John Maxwell Coetzee er fra 1940 og syv år yngre end Roth, så Diary from a Bad Year er næppe sidste suk fra den kant. I en kommentar til Tolstoj hævder Coetzee den modne skribents ret til at kere sig mindre om plot og karakter til fordel for omgangen med livets store spørgsmål. En yngre læser kunne tage sig selv i at håbe, at der blev tid til begge dele næste gang

Michael Hermann er tekstforfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu