"I de samfund, hvor de moderne produktionsbetingelser hersker, viser hele livet sig som en uhyre ophobning af skuespil. Al direkteoplevelse har fortonet sig i en forestilling." Det er tese nr. 1 i den franske situationist Guy Debords Skuespilsamfundet, der udkom på dansk på forlaget Rhodos i 1972.
Og hvad enten det nu er Jon Stewart, Adrian Hughes, Mikael Bertelsen og Mads Brügger eller de tre hyrder fra X-Factor, den gode, den onde og den grusomme, der prøver at lede hver deres udvalgte små og store stjernefår til sejr gennem vox-populis hæftigt sms'ende urskov sf-stemmer ... den rolle, de mennesker spiller, vores allesammens værter og dommere, er afgørende for, hvordan den såkaldte "familien Danmark", børn af fatter Anders og mutter Pia, kan boltre sig i det post postmoderne udslip fra historiens gylletank, hvor heller ikke politikere, forne tiders garanter for demokratisk sindelag og solid jordforbindelse i folkedybet, længere er andet eller mere end spøgelser, fantasy- figurer, der lever lever deres små brede fantasyliv på husalteret, som de små brede skikkelser, enhver husstand med bredskærm nu har vænnet sig til, at både guder og mennesker er.
Og hvor ville jeg så lige hen med det ? Forskellige steder faktisk. I første omgang til nationalscenen, Det Kongelige Teater, der indviede sit nye skuespilhus med Shakespeares Hamlet, skuespillenes skuespil eller - som man med tyk tunge på alle Hollywoods babelsprog hver dag kloden rundt siger den slags: "Alle skuespils moder."
Kanin
Forestillingen er udsolgt i hele spilleperioden, så det er ikke muligt for et almindeligt menneske, slet ikke fra så fjern en del af verden som Jylland, at få adgang. Det havde almindelige mennesker i det hele taget ikke til premieren. De lod sig repræsentere, omend modstræbende, af den efterhånden allesteds nærværende skærmtrold Adrian Hughes. Han var ikke bare vores guide, han skulle helst være os selv, og hvad så vi så ?
Vi så majestæterne, der ankom majestætisk som altid, først de små majestæter og lidt senere de store, og blev gelejdet op i logerne i dette åbenbart, ifølge begejstrede øjenvidner, der tilsyneladende havde læst den samme guidebog, næsten livmoderagtigt intime teaterrum. Vi så et par kendisser afde absolut mindre og i pausen to garvede gamle anmelderrotter, Bettina fra Politiken og Gregers fra Ekstra Bladet, der begge undrede sig en smule over, at Hamlets ven Horatio i denne forestilling var forvandlet till en hvid, svensktalende kanin, som om Hamlet var et kæmpestort, ensomt suttekludsbarn, der da også, refererede Adrian gysende, tumlede rundt i foyeren inden forestillingen med en klirrende plastikpose, som en slags alkoholiseret hjemløs, og forulempede de fine gæster.
Men skidt med det. Vi ved godt, det er komedie. Det er bare ham Hamlet. Det er ikke verden.
Spin
Adrian hentede Jersild, kendt fra ham selv og spin, i sit smagsdommerstudie til en bedømmelse, og Jersild havde forberedt sig godt. Han havde set film og læst i bøger. Han vidste endda, hvem Hamlet er, og mente, at Det Kongelige Teater med sin version af ham, og ikke mindst af Horatio, ramte helt ved siden af og direkte ud i den blå luft. Det lod Adrian ham ikke slippe igennem med. Han afbrød hele tiden, som om det var Deadline.
Boblen skal ikke punkteres. Højt skal den flyve i tomrum. Men hvor fanden er så verden ? Hvis ikke den er på teateret, hvor er den så. Snart kan det være for sent at finde et svar. Vi er nået til den 11. time.
Her sidder Bertelsen og Brügger nu igen ved deres lille bord. Første aften i anden ombæring helt alene med sig selv, et tilhyllet og åbenbart meget farligt objekt bag sig, og en lille rød signalmaskine, der kan spille musik, når der bliver sagt noget sjovt.
Aftenens clou er en video, på en eller anden måde er undsluppet fra Scientologys helligste inderhaller, hvor syvendegrads galningen Tom Cruise, der hersker over vind og vejr på såvel materielle som åndelige planer, gakker totalt ud i bredt grinende selvfedme af den slags, der er så brovtende, at man næsten skulle opfinde et helt nyt ord for det.
Sådan et har de sikkert i Scientology. Mikael Bertelsen nøjedes med at parodiere, og det gik fint. Det handler jo bare om at spille totalt forgabt i sig selv, og det har han øvet sig på længe.
Afsløringen af det farlige billede bag de to værter var en antiklimaks. Vi havde ikke ventet at se Kurt Westergaards elendige makværk, men at det lige skulle være lille fætter BR med garderhuen!
Nej, så er det måske alligevel sjovere, når den skaldede i X-Factor endnu en gang skælder de fem flade fjolser fra vokalgruppen Voca-Loca ud for at være småborgerlighedens apostle, og hvad han ellers kan finde på, denne mand, der på sin udsatte post så tappert og så længe har personificeret alt, hvad der er elitært og intellektuelt i det inferno af arrivistisk fladpandethed, hvor vi ellers henslæber vores triste, grå liv.
Man skulle have været barn i Gaza. Der har de deres helt egen version af Hamlet, eller Bamse og Kylling når det er til børn.
Her er det en to meter høj kanin, der kommenterer den tegning, som Bertelsen og Brügger alligevel ikke viste, og dens verdensberømte ophavsmand, der for nylig sammenlignede sit værk med Picassos Guernica.
"Din forbryder," siger kaninen, "dit udskud, dit rakkerpak. Den dag kommer, hvor du vil fortryde, hvad du har gjort."
Kan I nu sove sødt, små martyrer.
