Læsetid: 3 min.

Skulptur med et budskab

Nyt forum for skulptur med masser af ambitioner og et højt kunstnerisk niveau. Skal stedets ambition om at udbrede kendskabet til samtidsskulpturen lykkedes, så kræves der dog også en indsats på formidlingsfronten
Jacob Borges værk -Trophy Wife- synes at være det værk, der taler mest direkte om sit emne, og så bliver man alligevel usikker, for er det virkelig så simpelt? Hustruen som (jagt)trofæ i form af en rød julekugle på en stor skrammet krog. En kommentar til ægteskabet eller værtshushumor? Udstillingen mangler formidling, når den vil gøre sig som rum for en diskussion af samtidsskulpturen.

Jacob Borges værk -Trophy Wife- synes at være det værk, der taler mest direkte om sit emne, og så bliver man alligevel usikker, for er det virkelig så simpelt? Hustruen som (jagt)trofæ i form af en rød julekugle på en stor skrammet krog. En kommentar til ægteskabet eller værtshushumor? Udstillingen mangler formidling, når den vil gøre sig som rum for en diskussion af samtidsskulpturen.

Iben Bølling Kaufmann

18. februar 2008

Skulpturi.dk er et nyt kunstnerstyret udstillingssted, forum og videnssted for samtidsskulptur. Stedet åbnede i november 2007, og er nu klar med deres anden udstilling, hvor de har inviteret Lars Bent Petersen, der er billedhugger, installationskunstner og underviser på Kunstakademiet i København, til at kuratere.

Han har valgt at lave en temaudstilling, om det han kalder for Kritisk Form, hvilket i denne sammenhæng betyder skulpturer, der tager stilling enten til aktuelle samfundsmæssige emner eller til formelle problemstillnger.

Tanken er at vise, at samtidsskulpturen er mere end ren æstetisk leg med form og rum. Skulpturen har aktualitet og relevans. Lars Bent Petersen har valgt at præsentere værker af Lone Haugaard Madsen, Frans Jacobi, Pernille Kapper Williams, Hesselholdt/Mejlvang, Henrik Olesen, Heimo Zobernig (AU), Gåafstand (Pia Rönicke/Nis Rømer), Jacob Borges, Johannes Christoffersen, Pernille With Madsen, Lars Bent Petersen og Martin Erik Andersen.

Åbne koncepter

Jacob Borges deltager med fem lavmælte konceptuelle værker. One Year in two Confined Spaces viser os to ens, men samtidig ret forskellige par gummisko. Det ene par er godt brugt, det andet er helt nyt. De snævre rum som titlen omtaler er muligvis skoenes indelukke, muligvis nogle helt andre eksistentielle eller dagligdags rum.

Værket Trophy Wife synes at være det værk i Borges-rummet og måske i udstillingen som helhed, der taler mest direkte om sit emne, og så bliver man alligevel usikker, for er det virkelig så simpelt? Hustruen som (jagt)trofæ i form af en rød julekugle hænger fin og lille på en stor skramlet krog. Er det en kommentar til ægteskabet som institution, er det god gammeldags værtshushumor eller måske både og? Læsningen af værkerne bæres i høj grad af deres titler, der dog lader masser af plads åben for fortolkning.

Dialog med form

Eneste udenlandske kunstner er Heimo Zobernig, der deltager med et enkelt værk formet af fire tomme toiletruller. Af disse hverdagsobjekter med referencer til mindre åndfulde aktiviteter danner han tårne på en piedestal. Hermed udfører han en inden for modernismen ofte gentaget manøvre, nemlig at udstille hverdagsobjekter i en kunstsammenhæng og dermed omdøbe dem til kunst. Der kan indlæses indtil flere andre modernistiske dagsordener i dette værk, men det ændrer ikke ved, at det som værket primært synes at stille skarpt på kunsten, institutionen og traditionen, og dermed i mindre grad det omgivende samfund.

Med Henrik Olesens Recte Ecke fra 1994 kommer vi tættere på en egentlig samfundskritik, men det kan være svært at opdage, hvis ikke man kender til Olesens øvrige værker. For umiddelbart er der ingen genkendelig symbolik i værket, som er en gipsafstøbning af et hjørne i et rum. Olesen er optaget af, hvorledes samfundet er bygget op omkring en bestemt heteroseksuel orden, og det er denne struktur som hans værker inkl. Recte Ecke, på mere eller mindre subtil vis peger på.

Tegn uden ord

Af de deltagende kunstnere er engagementet i politiske emner nok tydeligst hos duoen Hesselholdt og Mejlvang og hos Frans Jacobi. Her er genkendelige tegn, som for eksempel en camouflage-mønstret handske, et sort aktivist-flag og en titel der lyder er andet samfund muligt?

Genkendelige tegn som er kærkomne pejlemærker i en ellers svært tilgængelig samling af skulpturer, der ikke ledsages af nogen form for formidling. Selv om alle tegn og fagter ikke behøver at kunne udsiges med ord, så ville lidt hjælp ikke være af vejen i dette tilfælde. Dette gælder især hvis skulpturi.dks ambition om at skabe mere fokus på samtidsskulpturen og dens aktualitet skal lykkedes. Uden formidling kommer kendskabet sandsynligvis ikke videre end til den inderkreds, som allerede har opdaget samtidsskulpturens fortræffeligheder.

KRITISK FORM, 2. febr. - 1. mar. 2008

Skulpturi.dk, Sydhavnsgade 28, 1.tv., 2450 Sydhavn SVwww.skulpturi.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu