Kommentar
Læsetid: 4 min.

Store ånder over det dumme land

Fyrtårne. Tre store danske kunstnere gennemskuer det hele: De borgerlige vil afskaffe kunsten, politikerne er tilhængere af dumhed og de vil i virkeligheden bare have, at samfundet skal være som leverpostej
Kultur
1. marts 2008

Der er ånder i Danmark, som tør stå frem og sige sandheden. Det er ikke til at komme uden om, at store kunstnere og forfattere som Klaus Rifbjerg og Bjørn Nørgaard virkelig løfter den offentlige debat med deres enestående indsigter og olympiske overblik. Der er noget rent ud sagt utroligt provokerende over den måde, hvorpå de to genier forsvarer Statens Kunstfond.

Når man for eksempel ser Bjørn Nørgaard på tv fortælle danskerne, at de lever i et "discountsamfund", bliver man taknemmelig og varm indvendig. Der er noget umådeligt generøst over hans evne til at forklare andre, hvor dårlig smag de har, og hvor dumme de er. For det har den gudbenådede provokationskunstner også forklaret seerne: Man er tilhænger af 'dumhed', hvis man kritiserer Statens Kunstfond.

Det er den samme slagfærdige retorik, som man kender fra andre provokationskunstnere som George W. Bush: Den, der er imod mig, er i pagt med ondskaben. Den, der er tilhænger af en revision af kunstfondens fordeling af midler, er ifølge Nørgaard i pagt med dumheden. Det er sjældent, man hører folk direkte erklære sig tilhængere af dumheden, og vi har stadig til gode at se de store demonstrationer for afvikling af intelligens.

Det kræver derfor mod og intelligens at sætte sagen sådan på spidsen. Og Nørgaard er heller ikke bange for at sætte udråbstegn efter sine absolutte domme med friske bandeord. Nørgaard lægger ikke fingre imellem, når han langer ud efter den dårlige smag (discount) og den lave intelligens (dumhed). Den slags udfald skal nok vække Hr. og Fru Hakkebøf hjemme foran fjernsynet.

'De vil afskaffe kunsten'

Og forfatteren Klaus Rifbjerg er endnu en gang trådt i karakter som en af vores ypperligste intellektuelle. Han har nemlig regnet ud, hvad den borgerlige regering i virkeligheden vil. De tør ikke sige det ligeud, men Klaus Rifbjerg ved lige præcis, at de borgerlige inderst inde hader kunsten. I Politiken har han blotlagt sin eminente analyse:

"Enhver ved, at VKO hellere end noget andet ikke bare vil have kunststøtten afskaffet, men helst kunsten, derfor synes jeg, at man skal kæmpe af al magt for at bevare de privilegier, der findes, og ikke give slip på noget som helst, før de kommer og tager det hele."

Udenrigsministeren Møller har godt nok skrevet en bog om Kaj Munk, Jesper Langballe har begået et værk om Steen Steensen Blicher, og Connie Hedegaard har studeret litteraturvidenskab. Men så let narrer man ikke giganten i nyere dansk litteratur. Den hopper han ikke på: De vil have kunsten afskaffet. Og derfor bliver man som kunstner nødt til ubetinget af være på de etablerede institutioners side i kulturlivet. Det er igen et klar enten-eller. Enten er man for regeringen og vil have kunsten afskaffet, eller også må man kæmpe med al magt imod den.

Klaus Rifbjerg har også gennemskuet statsministeren. Mange kunne ellers lade sig narre, når de læste hans bog Fra socialstat til minimalstat: Man kunne let forføres til den antagelse, at Anders Fogh Rasmussen havde læst Søren Kierkegaard og Immanuel Kant. Og at det havde betydet noget for ham. Men det er spil for galleriet. Det tror Rifbjerg i hvert fald. Han er ydmyg nok til at understrege, at det er noget, han tror. Man kan jo ikke vide det:

"Tror du nogensinde, A. Fogh Rasmussen har læst en rigtig bog eller set et billede, der for alvor sagde ham noget og måske var med til at gøre hans liv rigere? Det tror jeg ikke."

Det er bare noget, de tror

Man kan ikke have sådan nogle holdninger, som Anders Fogh Rasmussen, har, hvis man havde læst den gode litteratur ordentligt.

En tredje toneangivende dansk intellektuel Henrik Nordbrandt afviger fra Rifbjerg og Nørgaard. Men han har jo altså også medvirket i en bog sammen med Pia Kjærsgaard! Nordbrandt finder indtægtsreguleringen af kunstfondens ydelser nedværdigende. Man burde ifølge Nordbrandt afskaffe de livsvarige ydelser, som gør kunstnere til klienter for socialstatslig pædagogik. Men også Nordbrandt er helt på det rene med, hvad 'de' i virkeligheden vil:

"De vil gerne af med hele kunststøtten, og så får de det leverpostejssamfund, som de i virkeligheden bedst kan lide og er bedst tjent med, sådan nogle prangere. Sådan ser jeg på det. Vil man have kunst, må man også støtte det. Og de kan støtte alt mulig andet. De vil have leverpostej, ikke åndelighed."

Igen må man sige, at Bertel Haarders læsning af Stangerup, som efter sigende inspirerede ham til at skrive Institutionernes oprør, og Søren Krarups strøm af Kierkegaardcitater kunne have snydt de lidt dummere danskere til at tro, at Krarup og Haarder var interesseret i andet og mere end den rendyrkede middelmådighed. Men det er leverpostej og metervare, de vil have.

Man kunne have spildt meget af tid med at lytte på andres argumenter og forholde sig til, hvad de selv sagde, hvis vi ikke havde disse lysende genier. For eksempel har de borgerlige jo ikke tilkendegivet, at de ville nedlægge Kunstfonden. De tror selv, at de blot har foreslået en revision af midlerne og en omfordeling fra de livsvarige ydelser til andre former for legater og stipendier.

Hvis vi ikke havde haft disse fyrtårne i dansk åndsliv, kunne vi have endt med at tro på dem og diskutere med dem og begrunde de livsvarige ydelser med argumenter. Det havde dog været forfærdeligt. Det er godt, ja nærmest frelsende, at vi har de store intellektuelle, så vi ikke forfalder til den forbandede dem-og-os-tænkning, som kendetegner 'højrefløjen'. Vi kunne nemt risikere at stigmatisere andre ligesom Dansk Folkeparti og ende som frygteligt fordomsfulde. Men der har vi altså igen noget at takke Rifbjerg, Nørgaard og Nordbrandt for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det var sgu en svipser, Lykkeberg! De tre gamle hanelefanter har jo ret i deres analyse af regeringens og DF's stupide og jantelovsforkrampede bonderøvsindstilling.

Nej, Vadmand. Lykkeberg har ret i at politiske forslag bør mødes med argumentation og ikke med dårligt underbyggede udsagn om, at de andre har "dårlig smag".

Hvad ved Rifbjerg dog om Anders Foghs læsevaner, og hvilken relevans har de for Statens Kunstfond?

Hvorfor skal han opmale skrækscenarier om "kunstens afskaffelse", fordi demokratisk valgte politikere blot diskuterer muligheden af en omfordeling. Det er jo ganske enkelt for plat. Det er en meget kedelig debatform, som disse forfattere præsterer, og den vidner desværre om et større mål forbitrelse end intellektuelt overskud.

Jeg vægrer mig ved at tage ordet i min mund, men disse ældre "kulturradikale" synes stadig at tro, at italesættelsen af kunstens relevans, eksistens- og støtteberettigelse er forbeholdt de udøvende kunstnere, medsamt et par privilegerede kommenterende. Argumentationsformer medvirker indirekte til at legitimere ethvert forslag om nedskæringer i kunststøtten. Og det er jo ærgerligt.

Der er et klogt mundheld, der hedder "If it ain't broken, don't fix it" - desværre har det ikke været regeringens motto. Derfor har vi oplevet en fuldkommen og helt unødvendig, omkalfatring af samfundet under AFRs regime.
Alt, hvad der var godt i Danmark, afskaffes systematisk for at lefle for det laveste, mest primitive. Vil vi virkelig have jungleloven tilbage?

Jo, Per Stig Møller har skrevet om Kaj Munk, Jesper Langballe har studeret Kirkefædrene, Fogh har tilegnet sig en passende mængde paratviden, herunder humanistisk; men hvad hjælper det, når danskerne bliver dummere og dummere - det bliver mere og mere åbenlyst for enhver - og det er de nævnte politikeres ansvar, at det er gået så galt. Danskerne er forsvarsløse over for amerikaniseringens ufattelige stupiditet, mens vore kløgtige naboer i Sverige, Tyskland og Norge har den nødvendige ballast, der også får den nødvendige støtte fra ansvarlige, indsigtsfulde politikere.

Lige i skabet, Rune Lykkeberg!

Den der hovne, nedladende holdning overfor det borgerlige Danmark, er bare så irriterende og letkøbt.

Det illustreres til fulde af "Hansens" rablende indlæg ovenover - med mindre det er ment ironisk?

Det er skam alvorligt ment - og egentlig står der jo intet om "det borgerlige Danmark"; det er blot en John Mogensensk konstatering af, at nu ER der altså noget galt. Hartling og Schlüter var også borgerlige, men dette er noget helt andet: Det er ikke "det borgerlige Danmark", men en højre-populistisk magtdemonstration, som ingen havde forudset, da Fogh vandt valget i november 2001 på 11. september og valgannoncen med de grinende unge indvandrere ud for Vestre Landsret i Århus. Danmark har simpelt hen kørt sig selv ud på et sidespor, hvor vore naboer blot kan se hovedrystende til.

Præcis. Hartling og Schlüter kunne man respektere - og såmænd også Ellemann - netop fordi de respekterede folk, der var anderledes og havde andre meninger end de selv.

Jeg mindes ikke at have hørt nogle af de nævnte borgerlige politikere omtale politisk modstand som "klynkeri" og "hylekor." Den form for rendestensdebat overlod de til Glistrup.

Hvor er det heldigt for Nordbrandt, at han valgte at blive lyriker og ikke politisk kommentator!

Og hvor er det uheldigt for Rifbjerg, at han gerne vil være begge dele. Men heldigt for os, at ingen rigtig lytter til ham længere.

Snak for dig selv, Lars. Jeg lytter altid med stor fornøjelse til Rifbjerg - ikke nødvendigvis fordi jeg altid er enig med ham, men også fordi hans formuleringsevne og sproglige elegance er uovertruffen.

Det sidste har du ret i. Men det forhindrer ham ikke i at sige horrible ting: "Regeringen vil afskaffe kunsten" hahahahah ...

Som så meget andet med denne regering, Lars Christiansen, tror jeg - ligesom åbenbart du - ikke, at det er med overlæg. Så meget des værre: for resultatet er en undergravelse af den samfundsbærende kultur, ligesom slavestatsmentaliteten er en undergravelse af civilsamfundet og den almindelige politiske deltagelse.
Der er heldigvis folk, der hvad det sidste angår spreder et andet og bedre budskab - derom en glimrende artikel i Søndagspolitiken: Folk, der arbejder fra 9 til 5 er idioter.

Meget mere om Henrik Nordbrandt her:

http://www.uriasposten.net/?p=5824#comment-716021

En herlig ironisk artikel. Desværre er Vadmand, Hansen og Peter H ikke i stand til at indse, at det er ramt lige på kornet, og forfalder til den samme argumentationsform, som artiklen ironiserer over. Rifbjerg er ganske vist vores største nulevende forfatter, men særlig intelligent har han nu aldrig været. Det er ikke første gang, at Vadmand og Rifbjerg kalder danskerne for bondrøve, hvad blot viser, at de ikke aner, hvad de taler om. Hvis man rejser meget i udlandet, indser man hurtigt, at er der noget, som danskerne ikke er, så er det bonderøve.