'Mokke', 'karrierelebbe', 'postfeministisk babe med en pinlig besættelse af store hvide mænd'.
Leonora Christina Skov har måttet stå for skud mange gange. Ikke mindst her i avisen. Oven på interviewet i anledning af hendes seneste bog var kulturredaktør Peter Nielsen ude med riven på avisens debatforum Luftskibet, og Jan Sonnergaard har af et par omgange brugt sin taletid i avisen til at lufte sin antipati mod selv samme Skov. Senest var det så hendes skønlitterære produktion, der måtte holde for i bogsektionens geniale påhit 'Over stregen'.
Nu er Skov jo ikke just selv den rene uskyld, kunne man hævde. Hun er derimod en voksen kvinde og tilmed sådan én af slagsen, der ikke er bange for at åbne munden og sige sin uforbeholdne mening, gerne på den skarpslebne og polemiske måde. Hun er ret så fremme i skoene, og er det med andre ord ikke bare svar på tiltale, når Sonnergaard m.fl. slynger om sig med diverse øgenavne og skældsord?
Nej, det er det ikke.
Af den grund at man skal kradse endog meget let i lakken, før usagligheden og fordommene skinner igennem, blandt andre d'herrers udsagn om bemeldte Skov.
Glem offerretorikken
Opsummerer man debatten om Skov, er dens hovedpunkter nogenlunde som følger: Vi gider ikke høre om, at hun er lesbisk. Vi gider ikke høre på hendes offerretorik, og trænger snerpen i virkeligheden ikke bare til en rigtig mand. Eksemplerne er mange, men lad os holde os til et par af dem, der har været trykt her i avisens spalter:
"Leonora Christina Skovs udgangspunkt er altid martyriet," skrev Sonnergaard, og Nielsen supplerede sarkastisk i anledning af interviewet med Skov: "Uh, hvor er det synd for Leonora Christina Skov." Skov beskyldes jævnligt for at dyrke en lesbisk offerrolle. Sjovt nok især af folk, der selv tilhører den heteroseksuelle majoritet. Du bliver ikke dårligt behandlet, du er bare sart. Det er da en genial form for magtudøvelse at degradere modpartens indvendinger til ren klynk. På den måde er man helt fri for at tage folks udsagn alvorligt. Og det er naturligvis også utænkeligt, at seksuelle minoriteter skulle være udsat for nogen form for krænkelser, jeg mener, vi lever i år 2008, og skulle nogen alligevel være i tvivl, så må sådan to heteroseksuelle mænd mellem 30 og 50 da være de rette til afgøre det. De må trods alt vide et og andet om at føle sig marginaliseret.
Derfor er det selvfølgelig også helt på sin plads, når Peter Nielsen for eksempel kalder Skov for en "postfeministisk babe med en pinlig besættelse af store, hvide mænd." Come on Leonora, opgøret med de store, hvide mænd er da for længst forbi. Der er ingen seksuelle undertoner i Nielsens udsagn, 'babe' er et neutralt synonym for kvinde. Især når det efterfølges af ordene 'pinlig' og 'besættelse' og 'store hvide mænd'. Det ville være en snerpet overfortolkning at hævde, at Nielsen implicit får sagt, at grunden til, at Skov er 'ude efter mændene', er den, at hun i virkeligheden har et undertrykt begær efter dem. Et rationale, der i sin tankelogik ville bygge på den antagelse, at kvinders begær altid i udgangspunktet er rettet mod mænd. Og følgelig er blevet perverteret, såfremt det ikke er. Det er da ikke det, Nielsen mener.
Problemet er forsvundet
"Jeg betragter det ikke som kontroversielt, at Leonora er lesbisk, jeg betragter det egentlig som en uinteressant oplysning," skrev Sonnergaard (men fandt dog alligevel oplysningen interessant nok til at nævne igen). Igen en genial manøvre - det gamle 'det, du taler om, er slet ikke interessant'-trick: Det er muligt, du bilder dig ind, at din seksuelle observans er værd at gøre opmærksom på, men det synes vi andre (læs: heteroseksuelle) altså ikke. Al den der snak om seksualitet og hudfarve er so last year, Leonora. Har du overhovedet ikke fulgt med, det er for længst blevet besluttet, at det slet ikke er interessant at tale om mere. Og nu hvor vi er ved det, så fortæl også lige alle de der stakler syd for Sahara, der er i gang med at pille den kolonialistiske tankegang fra hinanden, at de er helt outdatede. Vi ved da godt, at det var noget skidt, vi gjorde dengang, men i dag er vi da ligeglade med, hvilken hudfarve folk har. Vi har også besluttet, at seksualitet ikke længere er noget, man må diskriminere ud fra, så nu er problemet forsvundet.
"Den bedste stil over for seksuelle minoriteter er reelt at være ligeglad, idet det sgu da ikke er dét, man bedømmer andre mennesker på," som Sonnergaard skrev. Hvem mon det 'man' er, der optræder i udsagnet? Og på hvis vegne taler det mon? Vist ikke på vegne af de seksuelle minoriteter, kan vi konkludere, idet man'et har placeret sig over for disse minoriteter og altså i modsætning til dem. Som repræsentant for majoriteten med andre ord.
Det er interessant, at denne repræsentant for majoriteten så entydigt og selvsikkert har svaret på, hvad der er god og dårlig stil over for minoriteten. På den måde har vi da heldigvis sikret os, at der ikke rykkes ved magtbalancen. Sonnergaards 'man' fritages nemlig helt fra besværet med at spørge folk selv, hvordan de gerne vil behandles.
Kort sagt; tak til folk som Nielsen og Sonnergaard, som kan hjælpe os andre med at se det hele lidt fra oven. Godt at der stadig findes nogen, som står på neutral grund, og hvis udsyn ikke er formørket af alle mulige subjektive, lesbiske og feministiske perspektiver.
"det, du taler om, er slet ikke interessant"-tricket kunne let omformuleres til "det, du taler om, forstår jeg ikke" efter læsning af dette udflåd.
Kristina Nya Glaffey er faktisk overordentligt venlig overfor Jan Sonnergaard i ovenstående...
Læs lige denne stinker, der stammer fra samme artikel, som hendes Sonnergaard-citater er sakset fra:
"Idet hun således instrumentaliserer og udnytter den til egen vinding, besudler hun egentlig den ædle lesbianisme, som jo sådan set ikke bør associeres med skam og martyrium, men derimod som en glædelig og fundamentalt uanstødelig praksis for hvem, der nu måtte have lyster i den retning."
Man kan selvfølgelig altid undre sig over, hvordan en heteroseksuel mand kan få den idé, at han - af alle - er kvalificeret til på alfaderlig og patroniserende vis at definere "den ædle lesbianisme". Gad vide, hvordan d'herrer ville reagere på en gruppe lesbiske, der i ramme alvor definerede "den ædle maskuline heteroseksualitet". Sagt på jævnt dansk - hvad rager det ham? Kan han selv høre, hvor latterlig han er?
Og beder Sonnergaard og Nielsen, og hele resten af koret der diskvalificerer minoriteter som ligeværdige dialogpartnere, ikke netop Skov om at skamme sig og trække sig tilbage med nedslået blik? Siden hvornår er Sonnergaard begyndt at fordre, at andre mennesker skal optræde uanstødeligt? Er han blevet sur og snerpet på sine modne dage? Eller er retten til at provokere, føre sig frem, åbenlyst have en seksualitet og råbe op, hvis man er utilfreds, forbeholdt heteroseksuelle mænd?
Når jeg læser Sonnergaards tekst, kommer jeg til at tænke på nogle af de allermest kønskonservative personer, jeg mødt. Dvs typer, der står fast på, at det er passende og mest charmerende, hvis en pige eller en kvinde er tilbageholdende, tålmodig og lidt genert. Der var ellers engang, hvor Sonnergaard forsøgte på at pleje et image som progressiv og lidt rebelsk....
Åh ja. Stakkels lille uformående offerliggjorte lillepige Leonora Christina Skov. Er de store stygge mænner nu efter hende med de verbale klø igen, uden hun selv nogensinde har begivet sig ud i den slags perfiditeter?
Well, lad os se på hvilket niveau for kønsdebatten som den gode frk. Skov selv anlægger. Vi tager udgangspunkt i hendes klumme "Too marvelous for words" fra WA 23/11 2007.
Her er hun ude efter de kvinder, "der modstandsløst holder mikrofonen eller smider sig på maven og tilbeder mandlige koryfæer, der lufter deres selvfedme i medierne, som andre lufter deres Grand Danois"
For man må jo forstå, at hvis kvinder tillader sig at anskue verden på en anden måde end hende, skyldes det at de lider af akut falsk bevidsthed, og ikke har erkendt deres "sande" interesser, i modsætning til den oplyste og indsigtsfulde Leonora. De:
"har så svært ved at se i øjnene, at mangelen på ligestilling også er deres problem, at de hellere vil stemple enhver kritisk røst som nypuritansk, mandehadende og aggressiv end at forholde sig til, at de i dette øjeblik med al statistisk sandsynlighed inkasserer 20 pct. mindre for deres arbejde end mænd i præcis samme stilling."
Men selvfølgelig skal der også svines nogle mænd til. Herregud, hvorfor bekymre sig om den perfide tone når det er sådanne det angår - at være perfid og nedladende overfor kønsmæssige aspekter af en person, er naturligvis kun for galt når det går ud over en kvinde:
"Eller at de vitterlig er færdige med fyrre, især da i mediebranchen, mens mænd kun bliver mere attraktive med årene - skal man tro Jens Christian Grøndahl og Jørgen Leth .
"Til gengæld er det helt uden for diskussion, at Monsieur Jørgen absolut ikke behøver opbudet af velmenende medvindsanmeldelser, ditto mikrofonholderinterviews og kedsommelig regndans om sit faldne lem. Han og viagraen klarer så glimrende selvfejringen og genrejsningen på egen hånd."
Gad nok vide hvordan folk ville reagere hvis nogen på samme måde begyndte at tale nedladende om Leonoras "slappe skede" eller hvad man nu kunne finde på som perfid ækvivalent til ovenstående. Det ville utvivlsomt have genereret mere een en enkelt harmdirrende klumme som ovenstående. Og selvfølgelig sættes der trumf på:
"Kald Jørgen Leths projekt kunst, og der venter verden utrolig mange bevidsthedsudvidende oplevelser i Hawaii Bio."
Leonora er uenig, og derfor er Leth naturligvis at sammenligne med en porno-producent, og helt uden kunstnerisk værdi. Så ka' han lære det...
Ovenstående er i øvrigt ikke er angreb på frk. Skovs tone som sådan. Jeg mener hun skal skrive præcis så perfidt og nedladende som hun overhovedet vil, hendes 'argumenter' og retorik taler fint for sig selv.
Men det er så afgjort et angreb på det hykleri,der kommer til udtryk i artiklen ovenfor, hvor der tydeligvis opereres med ganske andre standarder for hvad det iflg. forfatteren er tilladeligt siges om Leonora af hendes modstandere, end den anden vej rundt.
For hun har absolut intet at lade andre høre, når det gælder kønsspecifikke perfiditeter og en usædvanlig grov og nedladende tone i al almindelighed.
Men hvad er det i tiden, der gør, at vi er så optagede af, om vi nu bliver forulempede?
Hvis man er interesseret i mere læsestof om magtudøvelse, krænkelser og især om, hvorfor vi er så lette at krænke i denne tid, så har Dagens Nyheter en serie om dette i øjeblikket. I Sverige er der nemlig kommet en ny lov, der skal beskytte krænkede elever. Alene artiklernes overskrifter er sigende: "Jaktscener från Lärarhögskolan" og "Först kränkt vinner"
http://www.dn.se/DNet/jsp/polopoly.jsp?d=2502&a=743702
http://www.dn.se/DNet/jsp/polopoly.jsp?d=2502&a=744469
Er vi lettere at krænke i denne tid end tidligere? Det vil jeg gerne se dokumentation for.
Jeg tror ikke et sekund på, at forskellen på da og nu er, at vi er blevet mere tyndhudede - næh, forskellen er, såvidt jeg kan se, at de mennesker, der før var helt udgrænsede fra debatten har fået stemmer, så det kan høres vidt og bredt. Men det bryder dem, der er trætte af pludselig at skulle tage hensyn til grupper, som de helst ikke vil høre et ord fra, sig naturligvis ikke om.
Hvis man (åh stakkel) ikke orker al den hensynsfuldhed, kan man for eksempel gøre, som den svenske debattør i artiklerne, der linkes til ovenfor og udgrænse sin modstandere med den mest trendy sygeliggørende betegnelse, der har plaget akademiske kredse fra firserne og til i dag. Kald de klagende narcissister, så ved du, hvor du har dem!