For syv år siden foreslog den altid revsende engelske rockmusiker Luke Haines, at man iværksatte en uges national britisk popstrejke, hvor ingen måtte spille popmusik, hverken på tv, i radioen, i tøjbutikkerne eller i børneværelserne. Hvorfor? Fordi popmusik, ifølge Haines, blev sprøjtet så bevidstløst og tanketomt ud, at ingen længere kunne huske, hvad man skulle bruge det til. Haines pointe var at få frisk luft, smide rutinerne ud, rense ud i hjernen og blive mindet om årsagen til, at vi overhovedet hører popmusik - hvis sådan en altså stadig fandtes.
Haines forslag blev aldrig til virkelighed. Han blev blot affærdiget som en småintellektuel stodder, der ville have opmærksomhed. Men tanken er stadig forfriskende. Og nu vi er i gang: Hvorfor ikke også stryge alle filmpriser i år 2009? Hvis popmusikken er blevet tanketom konsummerisme, er den ihærdige trang til at uddele filmpriser nærmest at sammenligne med en sygelig inflation. Punktet, hvor der er flere filmpriser end film, er forlængst overskredet, og hvis en filminstruktør engang imellem ikke rigtig gider at møde op til en prismodtagelse, skyldes det bestemt ikke nødvendigvis arrogance. Et blik ud over filmverdenen på den her side af årtusindskiftet viser, at kalenderen er så propfyldt med filmfestivaler - og dermed filmpriser - at det er mere end vanskeligt at finde plads til en ny af slagsen, hvilket Copenhagen International Film Festival har erfaret gennem flere år.
Selvfølgelig må meningen med en filmprisbandbulle ikke misforstås. Idéen om filmpriser og priser i almindelighed har engang været en god idé. Filmmagere slider hårdt og med store konsekvenser for at få deres film realiseret, og de bedste af dem har så absolut fortjent en hæder for deres indsats. Men spørgsmålet er, om man overhovedet uddeler filmpriser for filmmagernes og skuespillernes skyld?
For nogle år siden overværede undertegnede en prisoverrækkelse, hvor den nuværende X-Factor-dommer, den skaldede skarpretter, Thomas Blachman, fik en pris for sit virke som musiker og pladeselskabsdirektør. Blachman, der måske ikke ligefrem forekom helt ædru ved overrækkelsen, understregede den evne, der mange år senere skulle gør ham til dommer på tv. I sin 'takketale' henvendte han sig til det nystartede magasin, der gav ham den hædrende pris, og sagde de spiddende ord: 'I har mere brug for prisen, end jeg har'. Det var bestemt hverken ydmygt, taknemmeligt eller følsomt sagt. Men hold kæft, hvor var det fuldstændig rigtigt. Prisen til Blachman handlede mere om at profilere et magasin end om at hædre et menneske.
Pris som brand
Præcis det samme kan siges om en af de mest prestigefyldte priser i filmverdenen, Oscaruddelingen. Der er en enorm hæder ved at modtage en pris for bedste kvindelige hovedrolle eller bedste film, men samtidig er Oscaruddelingen forlængst vokset til et gigantisk reklamevindue for den amerikanske filmindustri. Og når en eller anden stikker af med en Oscar for bedste filmkostumer den 24. februar i år, handler det ikke bare om at kunne sidde foran kaminen og nyde sit otium sammen med den lille statue, men i særdeleshed også om at kunne sælge sit navn i branchen via en Oscar. Statuetten er mest af alt et brancheværktøj. Selv nomineringerne til en Oscar bliver brugt vanvittig flittigt som PR-fidus, når filmselskaber udsender pressemeddelelser, trailere og plakater.
Og sådan kunne man blive ved. Den Gyldne Palme er ligeså meget et brand for det hysteriske mediemaskineri i Cannes som en hæder til en instruktør. Det betyder naturligvis ikke, at alle filmpriser handler om PR for den venlige giver, men den ekstreme stigning i antallet af filmpriser inden for de seneste 10 år behøver bestemt ikke at have noget at gøre med skulderklap til hårdt fightende filmfolk.
Derfor er der brug for en filmprisbandbulle. Lad os rense luften, skære alt det overflødige fedt fra, klare hjernen og nyde stilheden. Bagefter vil det forhåbentlig igen stå fuldstændig klart, hvorfor det er noget helt særligt at modtage eksempelvis en hædersbevisning som en Robert for bedste klipning eller en Bodil for bedste instruktion.
Per Juul Carlsen er vært på P1's filmmagasin, Filmland
