Læsetid: 9 min.

Der er ting, jeg skal have gjort færdig

Jeg tror alle kvinder er forfængelige, også jeg, men jeg har ikke tænkt så meget over det. Nu bevæger jeg mig meget i Kina og den arabiske verden, og der bliver jeg jo mere og mere forkælet, jo ældre jeg bliver, siger professor og tidligere rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, Else Marie Bukdahl, om det at ældes
Når tiden nærmer sig. Jeg oplever også pludselig en stor glæde ved livet. For nu ved jeg for eksempel, at det er begrænset, hvor mange gange jeg skal op i mit fantastiske sommerhus ved Vesterhavet. Jeg glæder mig over tingene med en større intensitet end tidligere, siger Else Marie Bukdahl om erkendelsen af, at det også en dag er slut for hende.

Når tiden nærmer sig. Jeg oplever også pludselig en stor glæde ved livet. For nu ved jeg for eksempel, at det er begrænset, hvor mange gange jeg skal op i mit fantastiske sommerhus ved Vesterhavet. Jeg glæder mig over tingene med en større intensitet end tidligere, siger Else Marie Bukdahl om erkendelsen af, at det også en dag er slut for hende.

Giite Sofie Hansen

29. februar 2008

"Jeg har ikke rigtig haft tid til at tænke over, hvordan det er at blive ældre", siger Else Marie Bukdahl, mens hun hælder vandet over de kinesiske teblade, vi har udvalgt fra en stor smuk træ-æske med forgyldte motiver, som hun har fået i gave på en af sine Kina-rejser.

Vi sætter os med teen i den lyse stue i hendes lejlighed fuld af bøger, malerier og skulpturer. "Hvis du bliver sulten, kan du jo spise den der," siger hun og byder mig en halvt afgnavet bronzefisk af Hein Heinsen. Den hviler på et fad med påmalede tal, der symboliserer uendeligheden.

"Er det ikke meget mere interessant at tale om, hvad man laver, når man bliver ældre," spørger hun.

Godt nok er professor Else Marie Bukdahl som 70-årig lige gået på pension fra Det kongelige Danske Kunstakademi, hvor hun har været rektor i over 20 år, og er desuden trådt ud af direktionen i Ny Carlsberg Fondet, men hun synes ikke, hun har fået mindre at lave. Der er bøger, der skal skrives, projekter der skal passes, og så rejser hun en del. Hun har for nylig været i Tallin for at lave kulturarbejde, i Miami for at forelæse om moderne kunst, er på vej til Kina med et stort kunstprojekt, og til efteråret skal hun til De forenede Arabiske Emirater for at åbne en udstilling.

"Sådan er det åbenbart at blive pensioneret, det er da rigtig sjovt," ler hun.

- Hvad tænkte du, da jeg spurgte om du ville være med til et interview om at blive gammel?

"Jeg tænkte, at det egentlig var en meget god idé. For på den ene side er det jo rigtigt, at vi har en ungdomsdyrkelse. Men på den anden side er ungdommen det bedste, vi har, og vi ældre skal selvfølgelig gøre, hvad vi kan, for at den ungdom vokser op med de bedste vækstvilkår."

"Derefter tænkte jeg på, hvad det er at være ældre, for det har jeg faktisk ikke rigtig tænkt over. Jeg har haft så travlt. Jeg lagde da mærke til, at håret begyndte at blive gråt, og så kom der rynker. Men toget kørte videre i samme fart. Så blev jeg 70, og jeg tænkte: Du godeste, da jeg var lille, var en på 70 rigtig gammel og havde sort kjole på og knold i nakken."

"Men altså, mit liv som pensioneret, som man kalder det, fortsatte faktisk med lige så meget drøn på som tidligere. Der er mange der har sagt til mig, at når man er pensioneret så bestemmer man selv, og det kan man godt sige, men alligevel er det ikke helt rigtigt, for når jeg inviteres til at skrive artikler til et festskrift eller katalogtekster eller deltage i kunst- og kulturrejser, så er der jo kun et svar, og det er ja."

Døden har ikke altid med alder at gøre

- Gjorde du slet ikke status da blev pensioneret?

"Joh, jeg har da tænkt, at når man er 70, ved man ikke hvor lang tid, man har igen. Men med det liv, jeg har levet, hvor jeg har oplevet at miste mange mennesker, ved jeg, at det ikke alene er alderen, der betinger det. Det kan ske så pludseligt."

"Min mand sagde altid, at det var meget vigtigt, at tage vare på den dag, man havde fået nu. Som kirkehistoriker var han vant til at beskæftige sig med store riger som det romerske, der blomstrede og pludselig faldt sammen. Man skal ikke tænke på det, man kan gøre om nogle år, men sørge for at få det gjort nu, få nogle projekter og aktiviteter i gang, der kan glæde andre mennesker, for det er en glæde, der vokser uanset ens private liv."

"Det strejfer mig en gang imellem, at der er ting, jeg skal se at få gjort. Jeg er jo forfatterbarn, og nu er jeg færdig med min mors bibliografi og i gang med at ordne alle min fars bøger og skrifter. Det er vigtigt at få ryddet op og hængt tingene der, hvor de skal være. Det har jeg sat mig for. Det skal den næste generation ikke gøre, det skal jeg selv rydde op i."

Else Marie Bukdahl er vokset op i Askov i Jylland sammen med sin ældre bror, teologen Jørgen K. Bukdahl, som var hendes bedste ven.

Moren var den norsk-fødte kunsthistoriker Magnhild Bukdahl og faren var forfatteren Jørgen Bukdahl. Familien boede nær Askov Højskole, og det var et stimulerende intellektuelt og kunstnerisk miljø, hvor de åndelige værdier var vigtigere end alt andet.

Allerede som 33-årig blev Else Marie Bukdahl professor. Kort efter giftede hun sig med professor i teologi, Torben Christensen. I 1980 blev hun dr. phil. på en disputats på fransk om Denis Diderots kunstkritik.

Med kun fire års mellemrum mistede hun først sin bror, der kun blev 43 og derefter sin mand, der blev 63. Det er i dag 24 år siden. Begge døde af kræft.

Det mest uforståelige

I 1985 blev Else Marie Bukdahl den første kvindelige rektor på Kunstakademiet, og hun har desuden siddet seks år i Etisk Råd og er, eller har været, medlem af et hav af kunstneriske bestyrelser og direktioner, herunder Ny Carlsberg Fondet.

- Hvad tænker du om døden?

"Jeg tilhører den kristne kirke, så det vil jeg overlade til vor herre."

"Men fordi jeg har mistet så mange, har jeg gjort mig mange tanker om døden. Da min mand forlod denne verden, gjorde vi det som i Middelalderen. Alle kom og var omkring os, og han sagde ordentligt farvel."

"Den viden, man har om døden inden for alle religioner, er, at døden er noget, der altid har fyldt rigtig meget i det kulturelle liv. For man har altid vidst, at det var det mest grusomme og mest uforståelige, man kendte til, at man pludselig skulle væk. Derfor har religionerne sat hele deres videnskabelige, kunstneriske, filosofiske viden og fantasi ind på, hvordan man kunne gøre det nemmere for mennesker. Det gjorde man ved at have ritualer for døden, og i familien og landsbyen kom alle sammen. I de gamle ritualer, vi desværre er ved at glemme, ligger en meget dyb viden om forholdet til døden."

Der er ikke antydningen af bitterhed, når Else Marie Bukdahl fortæller om de tab, hun har lidt. Tværtimod er hun taknemmelig for det, hun har fået, og hun mener, livet har forkælet hende.

Det er også væsentligt at anerkende, mener Else Marie Bukdahl, at gennem lidelsen bliver man en erfaring rigere. Man forstår noget, man ikke forstod før. Dels forstår man, hvor meget man skal sætte pris på de ting, man har fået, og dels forstår man, hvor vigtigt det er at være hos dem, der er i samme situation. De, der mister eller af andre grunde oplever dyb sorg.

Irriterende at blive træt

- Oplever du aldrig en sorg over, at tiden nærmer sig den dag, du ikke skal være her mere?

"Jeg vil ikke kalde det sorg, men jeg kan godt opleve et stik i hjertet, for der er stadig ting, jeg gerne vil have gjort færdig. Men jeg oplever også pludselig en stor glæde ved livet. For nu ved jeg for eksempel, at det er begrænset, hvor mange gange jeg skal op i mit fantastiske sommerhus ved Vesterhavet. Jeg glæder mig over tingene med en større intensitet end tidligere. Den erkendelse leder i en vis grad også til en stærkere taknemmelighed over det, man har fået i sit liv. Jeg har været meget meget forkælet i mit liv. De tre job, jeg har haft, og de mennesker jeg har arbejdet sammen med, har været helt fantastiske."

- Hvilke ulemper forbinder du med at blive ældre?

"Jeg kan jo godt mærke, at jeg bliver mere træt om aftenen, end jeg gjorde i gamle dage. Dét er altså irriterende, men sådan er det."

Også i Paris er der ting, Else Marie Bukdahl gerne vil nå. For i 1981 gik hun sammen med franske kolleger i gang med den nye franske videnskabelige udgave af Diderots samlede værker, og de er kun nået til 29 af 33 bind. Og det arbejde skal altså gøres færdig, som hun siger.

Til november rejser hun til Sharjah, som er et af de Forenede Arabiske Emirater, der er nabo til Dubai. Hun omtaler det 'kulturemiratet', fordi det er der, universiteterne og museerne samt en kunstbiennale, der er større end den i Venezia, findes.

Hun skal åbne en udstilling Nomad Academy Goes Public (www.nomad-academy.org), der præsenterer en række værker af danske kunstnere i samarbejde med arabiske kolleger. Det drejer sig om værker til det offentlige rum i Sharjah. For eksempel en månehave af Mogens Møller og Jane Havshøj, der skal installeres i ørkenen, samt en lysudsmykning af Dorte Dahlin og Annemette Larsen til højhusene i Sharjah og Dubai. Det er et udvekslingsprojekt, Else Marie Bukdahl har arbejdet med siden 2000, og araberne fra Sharjah har også gæstet Danmark. Sheik'en har desuden besluttet at forære København en gave i form af en udstilling under titlen Sharjah-days om kunst og kultur-arkæologi i Sharjah med både klassiske og moderne arabiske kunstnere.

Det er kulturudveksling på et lidt andet plan end Muhammedtegningerne.

Da Else Marie Bukdahl skulle til reception hos dronningen til nytårskur, tog hun en af sine smukke arabiske kjoler på som hun havde fået af Sheiken i Sharjah. Hun kørte til slottet med en arabisk taxachauffør, der kommenterede kjolen, og hun fortalte, hvem, der havde foræret hende den. Kort før slottet bad Else Marie Bukdahl taxachaufføren holde ind, der var så mange fine limousiner, og hun ville gå det sidste stykke. 'Nej' sagde taxachaufføren og rullede op foran slottet, bød hende galant sin arm og bar hendes sjal og taske, og sammen fulgtes det aparte par helt op til indgangen, som man nu gør på arabisk.

Tre uger senere kørte hun med den samme taxachauffør: "Vi er blevet berømte," strålede han og viste hende et stort nusset ugebladsfoto af de to på trappen, der tydeligvis var foldet ud og sammen igen mange mange gange. "Dét er integration," siger Else Marie Bukdahl.

- Hvordan har du haft det med, at skønheden forfalder, når man bliver ældre?

"Jeg tror da alle kvinder er forfængelige, også jeg, men jeg har ikke tænkt så meget over det. Nu bevæger jeg mig meget i Kina og den arabiske verden, og der bliver jeg jo mere og mere forkælet, jo ældre jeg bliver," ler hun.

"Jeg har 11 flotte kjoler og en masse smykker som er gaver fra Sheiken og kulturministeren og departementchefens mor! Jeg kan se rigtig flot ud."

"Vi er faktisk blevet venner med departementschefen, og han og hans familie har besøgt os her, det er også derfor vi kender hans mor og fire døtre."

"Det er det samme i Kina, der bliver du æret og hædret, jo ældre du er."

"Jeg synes, vi er blevet meget individualistiske i Danmark. Det drejer sig meget om dig selv, din karriere, din familie og dine børn. Det, synes jeg, vi burde tænke mere over. I mange andre samfund siger man 'du' før man siger 'jeg'. Jeg tror ikke, vi mennesker er skabt til at tænke så meget på os selv og vore egne behov og drømme. Det er en stor psykologisk byrde, især når de ikke indfries. Jeg har mødt mennesker, som for eksempel har oplevet et karriereknæk og simpelthen har det forfærdeligt. Det burde de ikke have, for der er så mange andre ting og glæder i deres liv, men idealerne om den perfekte kvinde og den perfekte mand og de perfekte liv, det er et voldsomt pres."

Else Marie Bukdahl er måske nok en atypisk og privilegeret pensionist, men mange ældre ville være lykkeligere, mener hun, hvis de stadig kunne være aktivt med i samfundet.

"Der er jo ingen der siger, at når man er 62 skal man tage til Spanien og spille golf og drikke rødvin, det er da ikke særlig sjovt. I USA har de en fornuftig ordning med en slags kvotejob til de ældre. Det burde vi indføre herhjemme. Samfundet ville få gavn af de ældres erfaring, og vi mangler jo netop nu arbejdskraft. De ældre kunne arbejde et antal timer til en beskeden skattefri løn - det ville mange være glade for, tror jeg, at deltage. Og det ville være billigt for samfundet. Politikerne skulle skynde sig at lave de regler."

Serie

Seneste artikler

  • Generationsmisundelse

    26. april 2008
    Mens ungdommen forlænges i det ansvarsfri uendelige og den søde alderdom ligeså, eftersom de ældre lever længere og deres fysik forbedres af sundere livsstil, øges presset på den trængte generation
  • Friheden til at dø

    25. april 2008
    At blive gammel handler om at lukke ting ned. 'Min seksualitet er for eksempel fuldstændig anderledes, end den var engang. Den optager mig slet ikke i samme grad. Det har jeg det meget roligt med, for jeg har været der. For mig er det i orden at livet er en rejse gennem forskellige scenarier,' siger 60-årige Janne Hejgaard
  • 'Det er, som om hovedet bliver yngre og yngre'

    11. april 2008
    Kroppen befinder sig i lige præcis den alder, forfatteren Hans Otto Jørgensen nu engang har. Han er 53. Men mentalt set er det anderledes . 'Der har jeg både min ungdom, min barndom og min voksenfærd og måske oveni købet min alderdom present - jeg kan sagtens have alle de aldre i mig samtidig,' siger han
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu