Læsetid: 3 min.

Væk fra det politiske

Det er de personlige film, der dominerer filmfestivalen i Berlin
Kultur
11. februar 2008

BERLIN Det er i skrivende stund kun fire dage siden, at filmfestivalen her i Berlin åbnede, hvorfor det selvfølgelig er alt for tidligt at konkludere noget som helst. Alligevel vil jeg vove et øje og hævde, at hvor tidligere års konkurrencefilm i vid udstrækning har haft et håndgribeligt politisk indhold og forholdt sig meget kritisk til verden, så er dette års film mere personlige og indadvendte skildringer af sorgarbejde, tab og misbrugte børn.

Det skyldes ikke, at alverdens filmskabere er begyndt at tænke og handle anderledes. Det er snarere et udtryk for programchef Dieter Kosslicks udvælgelseskriterier: Der skal være en rød tråd gennem de udvalgte film, og det er både godt og skidt. Godt, fordi det kan resultere i et fokuseret, tematisk spændende program, skidt, fordi det ikke altid er en god idé at vælge ud fra en bestemt, indholdsmæssig præmis i stedet for filmiske, æstetiske principper.

Indtil videre har Kosslicks strategi nu vist sig at være fornuftig, og i løbet af de seneste to dage har jeg i hvert fald set tre film, der tager vægtige emner under behandling inden for rammerne af bevægende og personlige historier.

Deadpan drama

Den bedste af de tre er mexicanske Fernando Eimbckes lille, men stærke Lake Tahoe, der trods titlen intet har med USA at gøre. Den foregår i en søvnig lilleby i Mexico og fortæller klædeligt minimalistisk og med solide doser deadpan humor a la Jarmusch og Kaurismäki om en stor dreng, Juan (Diego Cataño), der kører galt i sin mors bil og gennem en lang dag og mange absurde tildragelser forsøger at få den repareret.

Hans far er lige død, får man indirekte at vide, moren er dybt ulykkelig, lillebroren alene, og Juan ved ikke, hvad han skal gøre med sin store sorg. Lake Tahoe er et fornemt coming of age-drama, der begynder småt, men vokser sig større for hvert minut i takt med, at Juan får bearbejdet sine uartikulerede følelser, og publikum lærer ham at kende gennem instruktørens faste indstillinger og stort set ubevægelige kamera.

To amerikanske film, Damian Harris' Gardens of the Night, og Dennis Lees semiselvbiografiske Fireflies in the Garden, gør også indtryk med stærke skuespilpræstationer og hjertegribende historier om splittede familier og børn, man gør fortræd.

Splittede familier

I Gardens of the Night, der handler om børneprostitution og pædofili, møder vi 16-årige Leslie (Gillian Jacobs), der lever på gaden og af sin krop. I et parallelt spor følger vi otteårige Leslie, der bliver kidnappet og holdt fanget af Alex (en uhyggeligt overbevisende Tom Arnold), der sælger pigen til andre mænd og bilder hende ind, at hendes forældre ikke vil have med hende at gøre.

Det er en barsk film - især i begyndelsen, hvor lille Leslie udnyttes og manipuleres af Alex - som britiskfødte Damian Harris har prøvet at få finansieret, siden han for 20 år siden så billederne af to forsvundne børn på en mælkekarton.

I Fireflies in the Garden, den mest traditionelle af de tre film, spiller Ryan Reynolds forfatteren Michael Taylor, der konfronteres med sin tyranniske far (Willem Dafoe) og minderne om en ulykkelig barndom, da hans elskede mor (Julia Roberts) dør i en bilulykke med faren ved rattet. Dennis Lee har ikke mange overraskelser i ærmet til publikum, men han har så godt fat i sine skuespillere og skriver så gode replikker, at man villigt lader sig føre tilbage til familien Taylors uafklarede fortid.

Filmen er i øvrigt fotograferet af Julia Roberts' mand, Danny Moder.

Følg Informations dækning af Berlinalen i avisen, på nettet, information.dk/film, og på bloggen, luftskibet.information.dk/forsidesensationen

Ingen af de ovennævnte film er endnu indkøbt til dansk biografdistribution

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her