Læsetid: 6 min.

Væmmelige ting, der er væmmelige at skrive om

Råddent. Anmeldelserne af Harald Voetmanns nye bog, 'En alt andet end proper tilstand', har hæftet sig ved rigeligheden af legemsvæsker og ækelheder i teksterne. Selv siger han, at den handler om fortvivlelse
21. februar 2008

"Et helt ubændigt sprogligt talent," mener Informations Tue Andersen Nexø om Harald Voetmann. Men i sin anmeldelse af En alt andet end proper tilstand anholder han også "en til tider monoman kredsen om fækalier, råddenskab og anden kropslig udsmatning".

Weekendavisens Lars Bukdahl taler om "orange tekst-pytter af indvoldsdråber", som han "med frydefuld væmmelse" labber i sig, og i Berlingske Tidende konstaterer Mai Misfeldt: "Ingen lidenskab uden lort, ingen krop uden et potentielt kadaver."

Og det flyder da også med legemsvæsker, råddenskab og endda eksploderende fækalier i Voetmanns bog. Så det er nærliggende at spørge ham: Hvorfor? Har han specialiseret sig i opløsningsprocesser?

"Jeg har da bemærket, at de falder i øjnene hos anmelderne," svarer han. "De eksploderende fækalier hidrører dog ikke fra nogen af bogens stykker, men fra dens motto, et citat fra 1914, som jeg syntes var lidt morsomt. Her gives to muligheder, enten eksploderer lortet, hvis det antændes, og man bliver slynget ud af dasset, eller også man bliver kvalt i dampene. "

Men Harald Voetmann vil da nødigt være ham, der bare skriver om lort, siger han, for hans bog handler om noget helt andet: fortvivlelse.

"Det er ikke så meget de rent fysiske ting, der står i centrum for mig. Bogen beskriver først og fremmest fortvivlelse, og der er det samme alternativ som med fækalierne i mange af de fortvivlede tekster. Enten indtræder der en katastrofe, eller også kvæles man langsomt."

Harald Voetmann er heller ikke kynisk, siger han.

"Sprogligt tilstræber jeg en kølighed, jeg vil gerne have, at det, jeg skriver, er sanset, at man kan se tingene for sig. Men jeg synes ikke, det er en kølig fornøjelse at lave det. Der er tale om væmmelige ting, og det er også væmmeligt at arbejde med. For mig er det imidlertid mere et spørgsmål om, at udtrykket skal være præcist og voldsomt, ikke at det skal være kynisk. Den kynisme, der måtte være, er mere en påtaget kynisme i et forsøg på at holde sig oven vande."

Et kig i værkstedet

I den første historie har hovedpersonen Kühleborn - en 60-årig stille eksistens, kan man vel kalde ham - to kvartfoliobind, som han sidder med på en café, for at folk skal få øje på ham. De samme to kvartfoliobind dukker op i en tekst af Voetmann i tidsskriftet Sentura i en helt anden kontekst. Her er det en ung forfatter, der beklager sig over ikke længere at kunne score efter at have skrevet en bonderomance.

Man får et kig ind i forfatterens værksted på den måde. Hvordan finder han ud af, at det samme tekststykke kan bruges i en helt anden kontekst end den oprindelige?

En stor del af Harald Voetmanns arbejde går ud på at samle de forskellige tekststumper, der kan dukke op på helt forskellige tidspunkter, svarer han. "

Det sværeste er at finde ud af, hvor et tekststykke passer ind, nogle gange kan sådan et stykke ligge i årevis."

Som eksempel nævner han fortællingen Samliv, en collage af fire stykker, der er skrevet på hvert sit tidspunkt. I det første går "vor arme helt, Den Kuede", gennem skovene med sin far og mor på ryggen. Om aftenen kravler han ind i dem. Næste stykke handler om negle, der vokser fra hinanden og sammen. Og det sidste handler om et par, der glider fra hinanden.

"Disse tre fandt først sammen, da jeg fandt det fjerde stykke: et citat fra Gyldendals leksikon om ringbæreren, som er et lille dyr, der lever på jomfruhummerens munddele. Den har 'en kompliceret livscyklus', hedder det, og den er først beskrevet i 1995. Livscyklussen begynder med, at 'en chordoid larve sætter sig fast med hovedet først på en hummers mundlem. Larven bliver til en ægformet cyste med stilk og hæfteskive. Inde i cysten dannes et nyt hoved med mundring' - og inden i dette et nyt hoved og så fremdeles. Samliv er en collage, men det var Gyldendalteksten, der fik de tre andre til at vokse sammen," siger Voetmann.

Tragisk

Det kan være svært at se i et kort referat, men når man læser Samliv, må man give ham ret. Den besynderlige ringbærer trækker temaer frem i alle de tre andre tekster.

Selv siger Harald Voetmann om sin oplevelse af ringbæreren, at han "blev slået med rædsel over, hvor kompliceret naturen kan være. Og over, at disse dyr har gennemspillet deres komplicerede livscyklus i så mange år, uden at det har været kendt. Det er jo tragisk!"

- Er rædslen en drivkraft bag det, du skriver?

"Man bliver jo rædselsslagen over, at noget så vanvittigt og brutalt findes, og endda ned i den allermindste skala."

"Men rædslen kan godt være noget af det, jeg bliver fascineret af. I et andet stykke, 'Hvalp-væk-fra-tæve-forsøget', optræder den historiske person Henrik Thomesen Gerner, der døde, fordi et stykke kød havde sat sig fast i halsen på ham. Det er en virkelig historie," forsikrer Voetmann.

- Også at det rådner i halsen på ham, som du skriver, og at han lugter forrådnelsen som en forsmag på døden?

"Det må kødet jo gøre. Jeg forestiller mig, at det nedbrydes så meget, at han ville have været i stand til at sluge det, men at han afstår og frivilligt går i døden. Men det er rigtigt, at jeg selv har fundet på forrådnelsen. Jeg kan godt blive fascineret af det forfærdelige."

- Et andet forfærdeligt sted beskriver du et par, der uden at det tilsyneladende gør indtryk på dem, iagttager en kvinde, som sørger over et lig, der skvulper rundt i strandkanten. Stykket ender med at manden henter liget ind, men begrundelsen er, at "hvis jeg ikke gør det, kan jeg være sikker på, at hun synes, jeg er doven eller noget endnu værre". Ligger der et samtidssignalement her?

"Stykket er hængt op på mødet mellem to stemmer og to rum. Meningen var, at det skulle have en myteagtig tone, men så ramlede det ind i noget mere hverdagsrealistisk i parrets forhold. Der er klart tale om en udlevering af manden i parforholdet, men jeg vil ikke vove at kalde det samtidskritik."

Det fremmede

-Man får indtrykket af, at du har et levende forhold til historien.

"Meget af det, jeg læser, er ældre ting. Jeg har også læst latin nogle år på universitetet. Og førmoderne tekster interesserer mig, fordi man dér har mulighed for at opleve andre tankesæt. I den romerske litteratur er der ret afgørende forskelle, man må lære det fremmede tankesæt at kende i dets fremmedhed."

"Antikken har et andet menneskesyn; det gode menneske er et, der er i stand til at slå folk oven i hovedet med en økse. Der er en vis fascination af den psykopatiske type."

"Det, der interesserer mig ved ældre litteratur, er, at det er en helt anden verden. Jeg kan godt lide oplevelsen af at læse en tekst, der virker, som om den er faldet ned fra Mars. Og i nogle af mine egne tekster tilstræber jeg også et fremmedagtigt rum, noget der ikke er helt genkendeligt."

- Spejler fortiden nutiden i dine tekster, eller er det anderledesheden i sig selv, der fascinerer dig?

"I nogle ting spejler den nutiden. Verden er jo ikke blevet mindre brutal. Men det er i høj grad fascinationen af det fremmede, der driver mig. I min første bog var der mere fart på associationerne. Jeg tror, anderledesheden er kommet ind som noget, der holder igen på farten, så jeg bygger mine tekster op omkring noget, der er skrevet og tænkt helt anderledes, end jeg umiddelbart selv ville gøre. Det giver en modstand, som er god at arbejde med, det tvinger mig til at forholde mig til andre tankesæt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu