Læsetid: 7 min.

Verden har altid været af lave

Sammenhængskraft, danskhed, ytringsfrihed. Vi smider ordene omkring os, men ved alligevel ikke helt, hvor vores 'værdier' kommer fra eller helt præcist, hvad vi mener med dem, mener to historikere og to litterater, der på tirsdag udgiver antologien 'Rødder'
Hvad er meningen. Ordet værdi bliver nærmest til en værdi i sig selv, mener en af de fire forfattere bag antologien 'Rødder'. Vi prøver fortvivlet at definere, og derfor taler vi ustandseligt om værdier, for vi har brug for at hænge fast i en form for nostalgisk forestilling.

Hvad er meningen. Ordet værdi bliver nærmest til en værdi i sig selv, mener en af de fire forfattere bag antologien 'Rødder'. Vi prøver fortvivlet at definere, og derfor taler vi ustandseligt om værdier, for vi har brug for at hænge fast i en form for nostalgisk forestilling.

Thomas Borberg

23. februar 2008

"Vi står fast på vores danske værdier," skrev Dansk Folkeparti på valgplakaterne i efteråret. Ordentlige skoler og værdig ældrepleje, proklamerede SF, mens Venstre syntes, der var tid til hænder og hoveder til alle opgaver. Dog uden at uddybe, hvad der er dansk, ordentligt og anstændigt. For det drejer sig jo om danske værdier. Gode, ordentlige og anstændige værdier, som vi alle kender og derfor ikke har brug for at forklare. Lige som når vi i kølvandet på den genoptrykte Muhammed-karikatur taler om ytringsfrihed. Eller når vi efter de unges bilafbrændinger på Nørrebro taler om sammenhængskraft.

"Ordet værdi bliver nærmest til en værdi i sig selv," siger historiker Henrik Jensen, en af de fire forfattere bag antologien Rødder, der udkommer på tirsdag. Bogen handler om værdierne familie, nation, pligt, arbejde, identitet, fællesskab, tro og kærlighed, som ifølge de to historikere og to litterater er grundlæggende for vores samfund. Og derfor ustandseligt ligger og roder rundt ude i samfundsdebatten. Og det er netop her, misforståelserne begynder, mener Henrik Jensen.

"Debatten bliver forvirret, folk bruger ordene værdier og slår dem ud til højre og venstre. Samtidig ved man ikke, om debatten eksempelvis tager udgangspunkt i pligtkulturen eller i rettighedskulturen. Den ene taler måske om kristne værdier, den anden mener måske værdier, der hører oplysningstiden og humanismen til. Når man har sagt værdier, har man egentlig ikke sagt noget endnu," siger Henrik Jensen. Alligevel nikker alle, når værdierne kommer på bordet. Og lige netop der, hvor vi nikker i stedet for at forklare, hvad vi mener, bliver det ganske gratis, mener også historiker Niels Finn Christiansen, en anden af antologiens forfattere. Der, hvor vi bare siger dansk, ordentlig og anstændig. For hvem skulle dog være imod?

Kronen på værket

Det var egentlig også derfor, antologiens redaktør, Knud Wentzel, fik ideen til bogen i 2003. Han syntes, der var brug for at konkretisere de værdier, der dominerer samfundsdebatten. Det er nu blevet til en bog, hvor de fire forfattere er gået i dybden med otte emner ved at tage udgangspunkt i nutiden for derefter at gå tilbage til rødderne. Både for at sætte nutiden i perspektiv og give forståelse for, hvorfor den har formet sig som den har.

"Nu skriver vi om værdier, men vi kunne lige så vel have kaldt dem forestillinger eller ideologier," siger Knud Wentzel, der mener, at vi i debatten basker rundt i grødisen.

"Der foregår en masse diskussion, for værdierne er hele tiden til forhandling. Der er ikke nogen, der egentlig afgør, hvad vi taler om, for autoriteterne er væk. Alligevel bruger vi værdierne som basis for de beslutninger, der bliver truffet i familierne eller i institutionerne. Vi orienterer os efter værdier, men vi ved egentlig ikke rigtigt, hvad vi orienterer os efter hvis indhold vi egentlig ikke kender," siger Knud Wentzel.

Han understreger, at Rødder er iagttagende snarere end vurderende. Den handler om normer, men lancerer ikke selv en norm. I stedet skal den give et nutidsbillede, sammensat af eksempelvis familien, arbejdet, pligten eller troen - og deres historiske forudsætninger.

"Værdierne er historiske, i betydningen foranderlige, de omdannes hele tiden. Men det vi er nutidige med, er vi samtidig fortidige med. Vores nutidsværdier er opbygget af historiske lag."

Eller som Henrik Jensen forklarer: "Det er, som om vi tror, verden er opfundet i vores generation. Og som om vores tid er kronen på værket."

Tomme billeder

Men hvorfor taler sociologer bekymret om familierne, der er i opløsning. Hvorfor skriver socialminister Karen Jespersen (V) ustandseligt om den truede sammenhængskraft, og hvorfor al den snak om danskhed? Fordi de værdier, samfundet er bygget på, er under ekstra hårdt pres i moderne tid, mener Knud Wentzel.

"Vi prøver fortvivlet at definere, og derfor taler vi ustandseligt om værdier, for vi har brug for at hænge fast i en form for nostalgisk forestilling. Men værdier hænger jo ikke kun i luften, de er funderet på vores måde at leve i samfund på gennem flere århundreder. Og den måde er under ekstremt hurtig omdannelse i moderne tid."

Men de gamle værdier har efterladt ekkoer, der runger i vores bevidsthed, siger Knud Wentzel.

"Vi refererer til kendte størrelser i en fælles bevidsthed," mener han.

Eller kendte størrelser, vi tror, vi kender, men som bliver forvrængede.

Det gælder for eksempel vores identitet, som Knud Wentzel selv har skrevet om.

"Der er en levende opfattelse af, at identitet, det er noget, jeg har indeni mig selv. Det er en indvortes ting, en sag mellem mig og mig," siger han.

Men sådan har det ikke altid været. Tidligere havde man en gud, eller man havde en fælles, klar moral, eller en kollektiv opgave, fædrelandet, arbejderklassen.

"Man havde institutioner, som man kunne spejle sine ideer i om, hvordan man var et ok menneske," siger Knud Wentzel, der underbygger det med, at man havde de idoler, ens nabo, ens forældre og ens børn også havde.

"Men nu er idolerne, identitetsspejlene, et ekstremt flydende billedgalleri. Og identiteten er blevet en mere privat sag end dengang autoriteterne var klart ydre. Vi har ingen billeder længere. Eller hvis vi har, så tror vi på tomme billeder - mediebilleder, som vi alligevel ikke tror på og billeder fra vore forældres tid, som vi ikke vil anerkende som værdibærere."

Flere hænder

Dermed er ikke sagt, at alt er under opbrud. For når beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) taler om flere hænder, rammer han en moral om pligt og arbejde, som har gennemsyret samfundet i århundreder.

"Og der er stadig et essentielt krav i dag om, at alle mennesker skal arbejde, uanset hvordan vi har det. Ellers er vi ikke gode samfundsborgere," siger Niels Finn Christiansen, der har skrevet om arbejde. Han har undersøgt, hvor tankegangen, om at vi skal arbejde, kommer fra. Og med hvilket formål.

"Arbejder vi for samfundets skyld, eller gør vi det ud fra et behov fra os selv," siger han og henviser til, at de fleste mennesker henter en stor del af deres identitet fra det, de nu går og laver på arbejdspladsen. Det taler vi normalt om som et nyt fænomen, et moderne problem. Men hvis du for 100 år siden spurgte en mand om, hvem han er, ville han stadig svare ud fra sin profession - bonde, industriarbejder eller smed, påpeger Niels Finn Christiansen.

"Man præsenterer sig i høj grad ud fra arbejdet, og det gjorde man også før," siger han. Forskellen er dog, at arbejdet er mere flydende og mere styret af lyst, hvor det tidligere i højere grad udsprang fra en idé om pligt og kald.

"I dag vælger mange unge mennesker arbejde ud fra, hvad de har lyst til. Det skal helst være noget kreativt, og der er endda opnævnt en klasse efter dem."

Pligt og nydelse

Pligten er nemlig røget i baggrunden, mener Henrik Jensen. I velfærdsstaten har vi afløst pligten til at yde med retten til at nyde - på både godt og ondt.

"I bedste fald supplerer de tankegange hinanden, i værste fald indtræder der skævheder, hvor den ene af de to kulturer dominerer, og i vores tid er rettighedskulturen blevet en stærkere faktor. Vi ser os som rettighedshavere, pligten til at yde er ikke så sexet mere, og der er ikke mange, især ikke politikere, der tør gøre sige, at pligtkulturen er vigtig," siger han og påpeger, at samfundet tidligere var afhængigt af, at der var en forståelse af pligt mellem folk, fordi der ikke var så meget stat til at styre.

"Men det betyder ikke, at pligten er blevet ligegyldig. Jeg mener grundlæggende, at det er pligt, vi taler om, når vi taler om sammenhængskraft, for den bygger på en følelse af ansvar og en følelse af at indgå noget sammen med andre. Det er vigtigt, ellers falder samfundet fra hinanden," siger Henrik Jensen.

Og så er vi tilbage ved den gode gamle sammenhængskraft. For værdier er blevet moderne.

"Spillet hedder globalisering, og i den forbindelse er der et valg mellem at glemme alt om værdier og kaste sig ind i smeltediglen, eller at genopfinde værdierne og hente identitet i dem," siger Henrik Jensen.

Men al den snak om værdier handler også om frygt, mener Niels Finn Christiansen. En frygt for, at man som samfund ikke længere kan hænge sammen.

"Det er det, der kommer til udtryk, når vi taler om sammenhængskraft. Det multikulturelle er dømt ude, der er massiv international konkurrence, som vi frygter, vil undergrave nationen," siger han og påpeger, at den frygt i virkeligheden altid har været der.

"En egentlig fremtidsoptimisme har der kun været i meget korte perioder. Der har altid været en frygt for, om samfundet nu kan hænge sammen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det var dæleme på tide at et stk. progressivt litteratur punkterede det populistiske ævl. Det er på den måde debatten forstummer.