Hvis du vil gøre en forskel her i verden, skal du ikke gå ind i politik. Hvis du vil bekæmpe fattigdom eller aids, skabe rent drikkevand eller støtte bananproduktionen i et tredjeverdensland, skal du ikke gå til politikerne. Staten arbejder for tungt og for langsomt, og det kan være svært at se en direkte effekt af dit bidrag. Du skal i stedet fokusere på markedskræfterne og det private erhvervsliv. Dynamik, profit og selvopretholdende støtte. Det er dét, det 21. århundredes revolutionære gør - de sociale entreprenører.
"Hvis man skal gøre en forskel i verden og bekæmpe fattigdom og uretfærdigheder, så skal det kunne betale sig. Og det skal gerne kunne blive ved med at betale sig," siger Kasper Kofod, der er stifter og partner i designfirmaet Social Action. De har specialiseret sig i at parre erhvervsliv og velgørenhed.
"Politikerne gør også deres, men det tager bare så lang tid. Den politiske maskine er en kæmpe flåde, der skal sættes i gang. Derfor ville jeg aldrig gå ind i politik for at gøre en forskel. Erhvervslivet er mere dynamisk end det politiske liv. Politikerne er simpelthen ikke gode nok til at give deres egne borgere de redskaber, de skal bruge for at yde en direkte hjælp. Det kan erhvervslivet."
Fænomenet social entrepreneurship er i løbet af få år eksploderet og er i dag blevet en vigtig spiller i bekæmpelsen af problemerne i fattige lande. Ved at koble det bløde humanitære arbejde med de rå markedsmekanismer har man gjort velgørenheden erhvervsduelig. Man har optaget markedets præmisser i sine støtteformer og i de bedste tilfælde skabt en god forretning ud af støttesystemer. Nutidens fattigdomsbekæmpere er ikke bange for at nævne u-landsbistand og profit i samme sætning.
"Modsat den almindelige Coorperate Social Responsibility (CSR), der mest handler om at dække sin ryg af og have en social profil i sit firma, er social entrepreneurship meget mere proaktivt," forklarer Kasper Kofod.
"Man udnytter en given situation til at udvikle nye markeder gennem velgørenhedsfeltet. Hvis man gør det til en del af kerneforretningen, bliver virksomheden ved med at arbejde velgørende i det område, den opererer. På den måde er social entrepreneurship vedvarende."
Et af de bedste eksempler på social entrepreneurship er nobelprisvinderen Mohammed Yunus, der startede Grameen Bank i Bangladesh. Banken havde til formål at yde mikrolån til lokale erhvervsdrivende i Bangladesh, men konceptet voksede sig stort og opererer i dag i 43 andre lande med fattigdomsproblemer. Lånene har hjulpet millioner af mennesker ud af fattigdom og i øvrigt betalt sig mange gange tilbage til bankens investorer.
Professor Kai Hockerts fra Copenhagen Business School har studeret erhverslivets engagement i velgørenhed siden 90'erne, og han er ikke i tvivl om, at vi med de sociale entreprenører står over for en radikal ændring i vores måde at anskue u-landsbistand på.
"I gamle dage protesterede mennesker over for politikerne, hvis de mente, at verden var uretfærdig. De betragtede firmaer som det onde og kapitalismen som det ondeste, der kun skabte problemer," forklarer Kai Hockerts
"Men i dag er det næsten omvendt. Den nye generation har meget lave forventninger til staten. De tror ikke på, at politik kan ændre noget som helst, men håbet om, at firmaer og erhvervslivet kan ændre noget i verden, er meget større. Det er ikke bare en protestbevægelse. Det er et håb og en tiltro til, at du kan ændre noget i verden gennem kapitalismen. Gennem markedskræfterne."
Pengestrømmen vokset
I en ny rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) fremgår det, at den direkte pengestrøm til verdens udviklingslande på 20 år er steget fra 50 milliarder til 300 milliarder dollars om året. Mens den statslige u-landsbistand har ligget nogenlunde stabilt, tegner de private udenlandske investeringer sig næsten for hele væksten. Den statslige udviklingsbistand udgør således kun 20 procent i 2007.
Pengestrømmen er særligt taget til inden for de sidste tre år, og ifølge Kai Hockerts er det i høj grad de sociale entreprenører, der kan tage æren for det.
"Jeg har arbejdet med CSR siden 1995, og hvert år er det gået stille og roligt frem indtil 2005, hvor det nogenlunde er stagneret," siger Kai Hockerts om CSR-delen af den private pengestrøm.
"Social entrepreneurship har vi kun kendt rigtigt i et par år - og det er eksploderet i den periode. Men som jeg ser det, er det i virkeligheden også mere værd," forklarer han.
-fænomenet som eksempel. Det startede fra en postkolonial velgørenhedstankegang, der hovedsagligt foregik på græsrodsniveau. Pludselig oplevede det en voldsom vækst i slutningen af 1990'erne, og op gennem 00'erne voksede fair trade til en verdensomspændende handelsorganisation, der opererer i 58 udviklingslande. Årligt omsættes der for 2,3 milliarder dollar, og væksten ligger omkring 40 procent.
Normalt starter social entrepreneurship hos velgørenhedsorganisationerne, der ønsker at skabe en mere vedvarende støtteordning, forklarer Kai Hokerts og giver fair trade
"I dag kan du købe fair trade-kaffe i Starbucks. Det kan du naturligvis, fordi det er godt for Starbucks image, og fordi de gerne vil støtte en god sag. Men Starbucks gør det hovedsagligt for at tjene penge," siger Kai Hockers og understreger:
"Det er der intet i vejen med. Det er en udbredt tanke, at det vil være moralsk forkert at tjene penge på fair trade, men det er komplet nonsens. Hvis en velgørenhedsorganisation skaber et overskud og geninvesterer det overskud eller bare viser verden, at man kan tjene penge på velgørenhed, kan man hjælpe endnu flere mennesker. Det er en kulturændring, der er kommet i organisationerne, som social entrepreneurship har bragt med sig."
Men hvad der ifølge Kai Hockers er endnu vigtigere ved social entrepreneurship er, at det ændre perspektivet på det enkelte individs ansvar.
"Før ville individet sige: 'Jeg kan ikke gøre noget - det må staten gøre'. Men nu er du klar over, at du selv kan gøre en forskel. For 10 år siden ville ingen sige: 'Jeg vil starte et firma, der skal afhjælpe fattigdom i Afrika' - det er et stort skift, vi har oplevet."
Ufornuftiges magt
Ved det netop overståede økonomiske topmøde World Economic Forum i Davos var de sociale entreprenører massivt tilstede. Den garvede New York Times-journalist Nicolas D. Kristof beskrev således netop social entrepreneurship som det mest bemærkelsesværdige ved hele mødet og betegnede det som den mest interessante bevægelse siden 68-oprøret.
"Det her er mennesker, der hverken vil give de fattige lande en fisk eller en fiskestang. De vil revolutionere fiskeindustrien, og hvis det lyder sindssygt ambitiøst, så er det, fordi det er det," skrev han på sit afsluttende blogindlæg fra mødet og henviste til bogen The Power of Unreasonble People.
Direktøren for den danskbaserede internationale designpris Index Awards, Kigge Hvid, deltog også i World Economic Forum, og i det efterfølgende Social Entrepreneurs Summit, der er skabt af Schwabfoundation - fonden bag World Economic Forum. Index Awards, der bærer undertitlen Design to improve life, belønner netop projekter, som de sociale entreprenører ville kaste sig over, og Kigge Hviid var imponeret over de store ambitioner på mødet.
"Det var en blanding af gamle 68'ere, der har tænkt sådan her virkelig længe og så en helt ny genration initiativtagere," forklarer Kigge Hvid, der ligesom resten af verden oplever et boom af social entrepreneurship inden for designfaget.
"Vi ser flere og flere designere og designevents, der har fokus på det strategiske og bæredygtige design. De sociale entreprenører har vist, hvordan man driver en god forretning og er kommet med i det gode selskab. De er blevet en større og større del af drivkraften mod at løse globale problemer."
Kigge Hvid forklarer boomet og grobunden for social entrepreneurship med den stigende globalisering. Vesten har måttet anerkende de massive problemer i verden, der skal løses, og på nuværende tidspunkt har vi de ressourcer og den økonomi, der kan ændre noget ved problemerne, mener Kigge Hvid.
"Vi er nu på et økonomisk udviklingsstadie, hvor ren materiel tænkning ikke er nok. Man får et behov for at gøre noget andet end at købe materielle goder."
Og netop det immaterielle fylder en del i social entrepreneurship. Det handler om at se igennem de gængse opfattelser af indtjening og tænke alternativt, når der skal satses på en bæredygtig økonomisk model for projekterne, forklarer Kigge Hvid og giver mexicaneren Ariel Zylbersztejns projekt Cinepop, som eksempel. Cinepop er blandt de første, der tog social entrepreneurship ind i underholdningsbranchen ved at vise udendørs gratis biograffilm for de fattigste mennesker i Mexico. Med sponsorer og fonde blev Cinepop hurtigt en sund forretning, og konceptet er i dag kopieret til det meste af Mellemamerika.
Ingen profit, ingen forretning
I Danmark er de sociale entreprenører også skudt frem. For otte måneder siden åbnede internetbanken MyC4.com, der med Grameen Bank som forbillede yder mikrolån til fattige men driftige entreprenører i en række afrikanske lande. Lånene ydes af brugere på nettet, der selv kan gå ind og se, hvilke projekter de vil støtte og følge processen. Med tiden er det meningen, at sitet også skal fungere som et socialt netværk, hvor du kan designe skilte til de lokale entreprenører eller udveksle erfaringer med andre brugere. Indtil videre har omkring 3.000 brugere - både private og firmaer - ydet omkring 500 lån, der vurderes til at have en effekt for omkring 10.000 mennesker. 96 procent af lånene er allerede blevet tilbagebetalt med en favorabel rente, for en del af pointen er, at brugerne kan se det som en investering, forklarer grundlægger Mads Kjær.
"Jeg betragter ikke det at drive forretning i Afrika som velgørenhed. Jeg ser Afrika som et forretningsgrundlag ligesom Europa kan være det," siger Mads Kjær om MyC4, der blev grundlagt ud fra et ønske om at hjælpe Afrika med at nå FN's 2015-mål om fattigdom. Men:
"Jeg er også i det her for pengenes skyld - det er derfor, det er et selskab. Der har altid været firmaer, der har lavet forretning på områder, hvor menneskers behov ikke har været dækket, som medicinalindustrien for eksempel. Set i den optik, mener jeg, at der er tale om social entrepreneurship hver gang, du dækker andre menneskers behov. Vi prøver bare at dække et behov i verdens fattigste kontinent," siger Mads Kjær og henviser til en samtale han for nyligt havde med medicinalvirksomheden Novo Nordisk bestyrelsesformand Mads Øvlisen.
"Som han sagde: Måden at være social ansvarlig på ligger i måden, vi tjener vores penge og driver vores forretning - ikke i den måde, vi bruger vores overskud," siger Mads Kjær: "Al virksomhed skal have en social ansvarlighed, uanset hvad man laver. At vi så har lavet en virksomhed, der har til formål at investere i mennesker, der har behov for det, har ikke noget med social ansvarlighed at gøre. Det er bare det, vi har valgt at investere i."
Mads Kjær indrømmer, at det i det brede perspektiv ikke er nok med forretninger som MyC4, hvis man skal flytte udviklingslandende ud af fattigdom. Men den direkte bistand er heller ikke tilstrækkelig.
"Vi tror ikke på, at bistand er vejen ud af fattigdom. Det er forretning derimod. Det har også været vejen ud af fattigdom for os i Danmark. Det er naturligvis et 'både og' ikke et 'enten eller'. Vi har for eksempel ingenting at gøre i Darfur eller Somalia."
Må ikke stå alene
Det forbehold deler Lars Engberg-Pedersen, der er projektseniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han er i øjeblikket i gang med et stort forskningsprojekt, der skal undersøge effekten af hele udviklingsbistanden, og selv om han generelt ser positivt på social entrepreneurship, øjner han en række problemer, hvis man ikke lader den mere traditionelle udviklingsbistand følge med udviklingen.
"Social entrepreneurship fylder mere og mere af den samlede bistand, og det er kun positivt at få private midler ind i det," siger Lars Engberg-Pedersen, der heller ikke er bange for profitorientering.
"Det, mener jeg, er aldeles fortrinligt. Fattige mennesker er meget fokuseret på at skabe sig en indkomst. De har et meget stort arbejdspotentiale, som man har svært ved at udnytte og en masse strategier til, hvordan man kommer videre i sit liv - de har bare ikke kapitalen, så kan man få noget af klodens kapital til at blive anvendt i de fattige stater, så er det aldeles fremragende."
Når man tager enkelte projekter ud fra andre kan man måske gøre noget ved det konkrete problem, men det er ikke sikkert, at det er det mest påtrængende problem, anfører Lars Engberg-Pedersen.
"Der er et problem med at lave de her punktvise interventioner. Samfundsudviklingen kræver en mere sammenhængende udviklingsbistand, og der får man brug for statslige politikker til at regulere indsatsen. Hvis det er rige mennesker, der kommer og skal redde de fattige, så kan man godt være nervøs for, at det finder sted på de riges forestilling om det, der er de fattige menneskers levevilkår mere end deres reelle vilkår og behov."
Professor på CBS Kai Hockerts er enig i Lars Engberg-Pedersens indsigelser og påpeger desuden, at markedsmekanismerne har sine klare begrænsninger, når man taler om investering i tredjeverdenslande.
"Hvis man er ren velgørenhedsorganisation, vil man højst sandsynlig hjælpe de fattigste af de fattigste - de der har allermest hjælp behov. Men hvis jeg var Starbucks, der skulle til at handle med fair trade, ville jeg stadig fokusere på at få en god kaffe til en fornuftig pris. Men de fattigste kaffebønder bor måske bag syv bjerge og er måske ikke verdens bedste kaffeproducenter. Til gengæld er der nogle andre fattige producenter lidt tættere på og lidt bedre til at producere kaffe, og således kan man naturligvis tabe. Det driver de mindst profitable projekter ud i mørket," siger Kai Hockerts.
"Derfor må denne type udviklingshjælp aldrig stå alene."
Mod en ny kapitalisme
Seneste artikler
Mysteriet om krisen, der forsvandt
20. oktober 2009Det er ikke mere end et halvt år siden, at kapitalismen så ud til at være ramt af sin værste krise siden 1930'erne, men nu er opbrudsstemningen fra dengang, der syntes at indvarsle en ny epoke, pist væk - hvad kan forklaringen være?Kapitalismens nye klæder
21. februar 2009Den globale finanskrise kan være en gylden mulighed for at skabe en ny form for kapitalisme, der bygger på sunde værdier - eller kan den?Kapitalismens nye klæder
21. februar 2009Den globale finanskrise kan være en gylden mulighed for at skabe en ny form for kapitalisme, der bygger på sunde værdier - eller kan den?
EN SMUK FORTÆLLING OG EN DUFT AF PARFUME
Det politiske system er for langsomt, man må overlade det til markedskræfterne at tage sig af bivirkningerne ved den økonomiske verdensorden, siger den troende Kasper Kofod. De initiativrige gode mennesker, som inkarnerer symbiosen mellem de frie kræfter - der sammen med den politisk betingede økonomiske verdensorden, har ført til den skæve fordeling af købekraft, som gør at ca. 900.000.000 mennesker står uden for pengeøkonomien, og et par milliarder, så godt som - skal sørge for at de selv samme kræfters afslørede katastrofale virkninger afhjælpes:
”Hvis man skal gøre en forskel i verden og bekæmpe fattigdom og uretfærdigheder, så skal det kunne betale sig. Og det skal gerne kunne blive ved med at betale sig," siger Kasper Kofod, der er stifter og partner i designfirmaet Social Action. De har specialiseret sig i at parre erhvervsliv og velgørenhed.
Politikerne gør også deres, men det tager bare så lang tid. Den politiske maskine er en kæmpe flåde, der skal sættes i gang. Derfor ville jeg aldrig gå ind i politik for at gøre en forskel. Erhvervslivet er mere dynamisk end det politiske liv. Politikerne er simpelthen ikke gode nok til at give deres egne borgere de redskaber, de skal bruge for at yde en direkte hjælp. Det kan erhvervslivet."
De gode penge strømmer til ulandene, 300 milliarder om året og der omsættes for 2,3 milliarder i fair trade med ulandene, med en vækst på 40% årligt. Det er belægget i artiklen, for at den gode udvikling følger det fri marked.
Til sammenligning, for ikke at blive alt for benovet, skal man lige huske på hvad USA har betalt alt indberegnet for kontrollen med Iraks oliereserver, 7500 000 000 000 kr. Man skal også huske, at det man i ”Bush den andens” regeringstid har haft et underskud i samhandelen med omverdenen på ca. 9000 000 000 000 dollars. Et underskud som finansieres med seddelpressen, altså den ret billige produktion af grønne sedler, hvis værdi sikres ved kravet til OPEC om at lade det sorte guld handle i dollars og ikke andet, noget som USA så også sikre ved at ”eksportere” sikkerhed i stor stil til lande som Saudi Arabien, der skam betaler for ydelserne, med (? ) og som skyldigt sætter sine surt optjente petrodollars i amerikanske banker, altså sender dem tilbage i Onkel Sams store lommer, huller.
Kasper Kofod har ret i at det politiske system er ekstremt langsomt, når det drejer sig om at tage hånd om de fattigrøve, som flyder i slipstrømmen på den globale og globaliserede økonomiske verdensorden. Men han skulle måske se lidt på hvor infamt effektivt det politiske system arbejder, når det drejer sig om at sikre drivmidlet i økonomien, altså olien og selve funktionen af det kommunikationsmedie som pengene/dollaren er. Her er ingen tøven. Her hersker den vanvittigt slagkraftige politik i et omfang, der får folk som Kasper Kofod til at ligne det de er, reklamefolk, folk som lever af at sælge virkeligheden pakket ind i løgn og parfumeret toiletpapir.
Der er ingensomhelst tvivl om at magt korumperer, det har vi alle altid vidst, ligesom vi også allesammen altid har vidst at penge og klæder skaber folk og at medie- og politikprostitution fremstår som opium for folket.
Jeg tror ikke en gang at Moses var den første, der tog Gud til indtægt for egne synspunkter og krævede leveregler opfyldt op imod "dansen om guldkalven".
Den politiske, religiøse og multinationale fachisme udvikler sig altid over tid, så længe et søvnigt, forvændt og ligegladt folk ikke tænker fantasifuldt, langsigtet, humant og medmenneskeligt.
Våbenproducenter, oliehandlere og vejrguder har kronede dage i deres forsøg på at sælge "frygt og tryghed".
Side om side med godhedsindustrien, fovansker de/vi virkeligheden til gummeceller og overbedøvet af forbrug, narkotika, sprit og andre beruselsesmidler, humper vi rundt på krygstokke og de mest kendte af os indlægges til designermedicinmisbrug, der også bliver til underholdning.
Nogle hævder at sådan har det altid været og disse processer forløber, ligesom klimaændringerne, der kan sammenlignes med bølgerne, der ruller ind imod land.
De ser ganske store og uoverskuelige ud, når de ruller rundt, men ind imod kysten flader de alligevel ud, således at også disse trusler, blot er en del af underholdningsindustrien, hvor den ene forsker efter den anden begrunder sine ansøgninger til yderligere forskning i uenighed med andre forskere, uagtet at alle ved selvsyn f.eks. på Møns klint (taleren), eller når gletcherne på indlandsisen kælver, kan se at klimaet altid har ændret sig over tid.
Nogle må efterhånden "tage bladet fra munden" og sige det, så enkelt som det er, vi er nemlig allesammen borgere på denne klode og afhænger således alle af at fordele tykt og tyndt, fordele og ulemper, muligheder og ansvar, samt drømme og livslyst mv.
Bent A. Jespersen
Så faldt endnu en totalitær ideologi, og dermed en masse illusioner hos den fanatiske venstrefløj.
Trist for dem - men godt for menneskeheden!
Giver Heinos kommentar ovenfor overhovedet mening i forhold til artiklen?
Som entrepenør, der arbejder på at tjene penge til at starte selvkørende projekter i Afrika, kan jeg fint identificere mig med artiklen. Min personlige begrundelse er, at alt for meget af den statslige bistand ender i lommen på korrupte embedsmænd, og at det er meget bedre at skabe arbejdspladser og livsgrundlag for dem på bunden. Et samfund ændres fra bunden, ikke fra toppen - som tilfældet Irak jo tydeligt har vist.
Og så står jeg i øvrigt politisk set sådan et sted omkring centrum-venstre.
Wauuu, hamrende god artikel, Lasse Lavrsen!
Dén vil jeg videreformidle.
Kapitalsime og socialisme kan nemlig ikke undvære hinanden.
Som Stalins utenrigsminister Litvinov skrev i sin hemmelige dagbog kort tid efter indgåelsen af Hitler-Stalin-pagten 1939: "Hvis dette er diplomati, hvad er da idioti?"
Hvis dette totalitære vrøvl om kapitalismens velsignelser er "hamrende godt" osv., hvad er da elendigt?
Hvad er det som producerer dette:
http://www.vg.no/nyheter/utenriks/artikkel.php?artid=503717
og dette:
http://politiken.dk/videnskab/article469553.ece
Det skulle vel aldrig være det samme økonomiske system som har produceret to verdenskrige, koncentrationslejre og arbejdslejre verden over og i dag mindst 25 millioner slaver? Og som i dag sørger for at USA ruster op for 650 milliarder dollars i året, krigene i Irak og Afghanistan ikke medregnet, mod resten af verdens samlede 500, Kinas 65 og Ruslands 50 (begge selvfølgelig hurtigt stigende, men ikke så hurtigt som USAs militærindustrielle kompleks'), et system som nu er ved at ødelægge klodens termostat i raketfart mens dets medier jubler over snart at kunne sende firs tusinde milliardærer som turister til månen.
At "venstrefløje" som "højrefløje" i dag alle hylder dette mere monolittisk end Stalin og Goebbels kunne drømme om, er dog selvfølgelig ikke nok for de troende. Hvad har nogensinde været nok for religiøse af alle afskygninger? For dem der tror fanatisk på at enhver sum penge altid skal vokse eksponentielt er i dag intet godt nok, de mener vel næppe menneskeheden kan betale sig. Svaret bliver "Die Endlösung der Menschenfrage".
Som USAs sikkerhedsrådgiver Richard Perle sagde 11 sept. 2001: "Just wage a total war". Og det bliver gjort - af alle kapitalismens profeter fra Bush til Bin Laden.
Kære Lasse,
Dejlig artikel og lige to små rettelser - MyC4 er ikke en internetbank men en infrastuktur der forbinder investorer med forretninger i Afrika - der er mikro finanserings instituter eller mæglere som administerer de enkelte lån på investorenes vegne.
I artiklen står der desuden at 96% har betalt deres lån tilbage. Så hurtigt går det trodsalt ikke da vi startede i maj/07 med 6-12-24 mdrs lån!
Det forholder sig dog sådan, at der på MyC4 ikke er én eneste af de afrikanske låntagere som ikke har betalt deres månedlige afdrag og renter og 97.5% har gjort det til tiden. Alle lån og deres historik kan ses på www.myc4.com under Opportunities og klik så på FUNDED eller REPAID.
Forydeligere statistik kan man kigge på http://www.wiseclerk.com/myc4-loans/
PS: der er 6 år og 10 mdr og 20 dage til 2015 slutter - skulle vi ikke se at nå de FN 2015 mål!
PSS: vi har ligesåmange afrikanske låntager klar de næste 4 uger som vi udbød til jer de første 9 mdr
God weekend,
Mads - Co-Founder af MyC4 A/S
Det er vel stadigvæk en god ide at hjælpe individer i den 3. verden *selv om* kapitalismen ikke i sig selv er god.
Personlige egenskaber knytter sig da vist ikke rigtig til ideologi, jeg kan let komme til at tænke på gode såvel som onde eller kloge eller dumme mennesker hvad enten jeg leder blandt kapitalister eller kommunister ;)
Jeg tror at det onde ved ideologier er at de af nogle udnævnes til at stå over moral, men det gør *intet*.
Hej
Jeg skriver ang. delen af udlandsbistanden som en del af Danida. J er ingeniør og har en kammarat, der også er det. Hvor meget det bliver ødslet med pengene i Danida-projekter og hvormeget og hvorfor det er et obligatorisk krav at rådgivere skal være danske Ramboll, COWI eller Carl Bro bliver uvist. For mig lyder det mere som en af de mange måder at holde staten Danmarks hjul kørende.
Nogen der har holdninger til det?
Abdullah: At Danida er forlovet med Rambøll, Carl Bro og COWI er velkendt. Dette skyldes dels at der i mange år har cirkuleret en del penge i det miljø, dels at det nemmere at tage dem man kender og dels at disse firmaer er så store og så erfarne med udviklingsarbejde at man hurtigt kan få projekter etableret. Altså en blanding af gode argumenter, åndelig dovenskab og nepotisme.
Ang. artiklen er det er spændende koncept - kapitalismen trækker på folks urkraft - deres ønske om at maksimere en værdi - og hvis den kan styres henimod socialt gode formål er vi kommet langt. Samtidig berører markedsmekanismerne langt flere mennesker i I-landene end den traditionelle bistand så man vil kunne involvere en meget større del af befolkningen.
Hvad blev der af bæredygtig udvikling?
Ja, som tiderne dog skifter.
Her er en passende modernisering af en strofe fra den gang socialisme ikke endnu var blevet et fy-ord (vist nok lanceret af folkesangeren Cæsar over en gammel banal skillingsvise):
-
Sådan er kapitalismen
profit er de riges løn
de'et de armes slid og slæb men
jeg syn's fa'me det er skønt
-
Lasse, Mads og Anders har ret i at der isoleret set ikke er noget i vejen med de tilsigtede heldige virkninger af de gode penge. Men Kasper Kofod begår den fejl, sammen med artiklen i øvrigt, at tilsidesætte det politiske systems funktion. Det er bare meget meget dumt og usympatisk. Helt i tråd med en reklamemands forsøg på at opreklamere sin egen nytte på bekostning af noget, der er kæmpe stort i forhold til ham selv. Det politiske system kan stadig gøre den helt store forskel. F.eks. er det ikke naturlov, at det politiske system underkaster sig markedet, som om det er rationelt, som om at det kunne løse alle de problemer, det skaber. Men så længe det politiske system orienterer sig som om markedet var rationelt, var guden, som vi skylder alt, og som vi dybest set lige så godt kan overlade alt, æren fremtiden og sig selv, ja så har det politiske system kastreret sig selv.
Fattigdom og det økonomiske systems underminering af egne mulighedsbetingelser, miljø, er ikke en del af det økonomiske systems problemstilling. Det økonomiske system har ingen overordnet rationalitet, det er bare et faktum. De gode, dvs. de moralske penge vil måske nok være der i højere og højere grad i takt med problemernes voksende omfang, men den moralske reaktion er en virkning af elendigheden med dens løsrevede økonomiske og selvnegerende rationalitet. Det eneste der dybest set kan hamle op med det økonomiske system, det er det politiske. Men det fordrer at det ikke underlægger sig økonomien, og at man ser, at det økonomiske i sin funktion kan styres og afgrænses af politiske beslutninger.
Økonomien er funderet i lovgivning, og lovgivningen kan, hvis det politiske system indføre de retningslinier, der kan afstikke handelsbetingelser, og fastlægge magtstrukturer som udelukker den udnyttelse, som de rige gør sig skyldig i og den blinde forfølgelse af økonomisk vækst på et stadie, hvor mere for de rige bare er for meget, destruktivt for omverdenen. Men budskabet om at fremtiden ikke ligger i at slikke de rige i røven, det som reklamefolkene lever af, det er uhørt i Kasper Kofods lille løgnagtige verden. I stedet synger han videre på Nannas sang om Afrika, og om at det bliver bedre dag for dag, hvis vi gir en hånd til Afrika, vi gør hvad vi kan, ja, åh Afrika, det bliver bedre dag for dag åh Afrika….