Læsetid 3.0285714285714 min.

I en verden uden os

Postapokalypse. Hvordan vil verden se ud, hvis vi menneskerne pludselig forsvandt? Den prisvindende miljøjournalist og forfatter Alan Weisman har i bogen The World Without Us fulgt tankeeksperimentet til dørs og rejst kloden rundt for at finde svaret. Bogen er nu oversat til 30 sprog og solgt i 2 millioner eksemplarer
Genfødsel. Der er en længsel efter paradis, forklarer Alan Weisman om interessen for bogen: Alle vil gerne se Jorden begynde forfra - og de vil helst også selv være en del af dens genkomst, siger han.

Genfødsel. Der er en længsel efter paradis, forklarer Alan Weisman om interessen for bogen: Alle vil gerne se Jorden begynde forfra - og de vil helst også selv være en del af dens genkomst, siger han.

Peter J. Robinson
1. marts 2008

Hvad hvis vi alle sammen forsvandt? Hvis vi sagde: Fint nok, vi har plaget Jorden længe nok med affald og civilisation, bygget byer, fortrængt natur og skabt fremskridt. Lad os forsvinde.

Ville jorden komme sig over os, og vil nogen savne os?

Det er den tanke, der slog ned i miljøjournalisten Alan Weisman, hvorefter han drog verden rundt for besøge egne af uberørt natur, menneskeforladte katastrofeområder og for at interviewe hundredvis af eksperter om jordens udvikling uden mennesker. Det kom der den postapokalyptiske bog The World Without Us ud af, og noget tyder på, at Weisman ikke er den eneste, der er fascineret af det spørgsmål. Bogen er en af verdens bedstsælgende non-fiction-bøger i 2007 med mere end to millioner eksemplarer og er udgivet i 30 forskellige lande. Weisman har været i alle mulige medier fra højrekonservative radiotalkshows til John Stewarts The Daily Show, og bogen er af både Time Magazine og New York Times blevet kåret som en af 2007's bedste bøger.

Alan Weismans egen forklaring på successen er enkel: Folk længes mod paradis.

"Folk har ikke lyst til at læse miljøbøger, hvor man finder ud af, at Jorden snart går under, og at vi måske alle sammen snart skal dø. Derfor har jeg slået alle mennesker ihjel i begyndelsen af bogen - så kan vi starte på en frisk," siger Alan Weisman, der i øjeblikket arbejder som professor i journalistik på University of Arizona. Han har i 20 år dækket miljøstof for blandt andre New York Times og L.A. Times.

Et genskabt paradis

"Folk er bekymrede over de trusler, vi står over for. Det, at vi rent fysisk og helt virkeligt er i gang med at skære jorden væk under fødderne på os. Vi gør ting, der bringer dyr og flora i fare, forurener vandet og bringer selve atmosfæren, som vi trækker vejret i, i fare. Alt det her skræmmer uden tvivl folk. Og det, tror jeg, er en af årsager til den store interesse for bogen."

- Er der en skam i os?

"Ja, det tror jeg. Efter bogen var færdig, gik det op for mig, at jeg var startet på samme måde som Biblen. Genesis begynder i paradis. Vi lever i harmoni med dyr og planter, og alt er smukt. Så begynder vi at lægge mærke til, hvordan det hele hænger sammen, så vi begynder at pille ved tingene, og pludselig bliver vi smidt ud af paradiset. Det også den historie, jeg fortæller med bogen. Jeg starter med at tage over på grænsen mellem Polen og Hvide Rusland, hvor verdens eneste fuldkomne uberørte skov ligger. Det er et fantastisk smukt sted, men det mærkelige ved stedet er at disse store helt uberørte træer virker underligt bekendte. Det er, som om vores kroppe husker det og savner det. Vi savner det så utroligt og sørger over erkendelsen af, at verden ikke ser sådan ud længere. Vi har mistet det. Og vi vil gerne have det tilbage og blive en del af det igen. Vi vil se, hvordan verden ser ud uden os, og det vil vi på en eller anden måde gerne være en del af. Det er en længsel efter paradis."

Nogle spor varer evigt

- Og hvordan ser paradiset ud?

"Læserne vil opdage to ting. Det ene er meget opmuntrende, nemlig at naturen kan gendanne sig selv - eller i hvert fald finde noget, der kan gro selv i de mest forfærdelige situationer, vi har skabt. Men de vil også finde ud af, at naturen må finde sig i en hel masse, vi har efterladt, og så får vi en ret klar idé om, hvad vi egentlig er i gang med. Det vil bekymre alle mennesker. På et dybt niveau. På tværs af alle grænser fornemmer folk, at vi alle er i samme båd med de her problemer. Uanset om du er muslim eller kristen, demokrat eller republikaner, og uanset hvor vi er i verden, så påvirker miljøet os alle."

- Er det muligt at skille civilisationen og naturen?

"Civilisationen gror naturligvis ud af naturen. Vi er pattedyr, og ligesom andre dyr har vi lært at bruge naturen. Sådan startede vi også, men vi fortsatte. Vi såede selv vores planter. Vi byggede huse, der ikke kun skulle holde midlertidig, fordi vi havde tæmmet naturen nok til at kunne leve af den lige der, hvor vi boede. Vi blev så gode til at bygge mure omkring os, så de begyndte at definere os. Vi holdt os selv adskilte fra naturen, og i dag er vi et sted, hvor vi er blevet så gode til at bygge mure, at vi overlever i sådan en grad, at vi bliver for mange. Vi skaber føde på et vilkår som strækker naturens ressourcer til det yderste."

Vi uddør ikke

"Vi fælder skove, så vi kan dyrke mere. Vi fylder jorden med kemikalier, for at mætte os alle sammen. Og populationer er skruet sådan sammen, at de vokser sammen med føden. Nu har vi tre gange så meget mad, som vi havde for 30 år siden, men vi er tre gange så mange mennesker og tre gange så mange sulter. Vi er ved grænsen af klodens ressourcer. Hvert år er der mindre vand, mere ørken, mere forurening og vi har sendt affald ud i atmosfæren."

- Betyder det, at vi en dag vil udrydde os selv?

"Vi uddør ikke. Vi vil på et eller andet tidspunkt finde en måde at komme igennem det på. Vi er jo kendt for at være den dyreart, der bedst kan forudse konsekvenserne af vores handlinger, og vi har en enorm viden og indsigt, men vi er nødt til at arbejde hårdt på en metode, hvor på vi kan leve bæredygtigt."

- Og hvad med Jorden - kan vi ødelægge den?

"En af de ting, jeg fandt ud af, da jeg arbejdede med bogen, er, at Jorden nok skal komme i form igen. Jorden skal nok klare den. Jeg lagde meget mere bekymret ud, men Jorden har oplevet meget værre ting end det her. Der har været perioder, hvor næsten hele kloden har været uddød, men alt kommer tilbage - eller, der kommer noget andet tilbage og Jorden bliver en smuk og frugtbar planet igen. Det har den altid gjort og det vil den gøre igen, men det vi vel alle gerne så, er at Jorden bliver frugtbar og sund igen - sammen med os. Så vi kan eksistere i harmoni med naturen - ikke i dødskamp med den."

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ulrik Høstblomst
Ulrik Høstblomst

Der er da åbenbart ikke helt så meget at være bange for...

Naturen klarer sig måske alligevel på trods af os - på længere sigt

Man har da lov at håbe

Brugerbillede for Ulrik Høstblomst
Ulrik Høstblomst

Joeh Bjørn --

Tanken har strejfet mig .

Men jeg synes ikke den virker specielt fortrøstningsfuld ...

Sådan har generationerne før os jo nok altid haft det med fremtiden

Så mon ikke det går alligevel ?

Tror du grundlæggende ikke at naturen står sig bedre uden alt for mange af vores slags på langt sigt ?? Det tror jeg nemlig desværre -- jævnført vores kompetence til at aflevere kloden som et rarere og renere sted end vi fik den overdraget fra vores forældregeneration ?

Tag nu ikke fejl af at jeg ikke holder af mine egne børn og kommer til at holde af deres børnebørn også ....

Min tanke går nok mere på vores inkompetence som art end lige konkret på min egen reproduktion...

Har du tænkt på at der også kunne komme andet end mennesker efter os ?

Og i det omfang der kommer mennesker så skal de nødvendigvis indgå i en balance med de omgivende økosystemer og gerne på mere ydmyge vilkår end vi har gjort ---

såmænd -

Brugerbillede for Ulrik Høstblomst
Ulrik Høstblomst

Bjørn ---

Jeg kender ikke svaret....

Og jeg tvivler på at intellekt er løsningen -- i al fald ikke intellekt som er lineært og rationelt som vi forstår det her i vestenog det meste af resten af verden ... desværre...

Men din parallel til barnets relativt tidlige viden om konsekvensen af at save den gren ned det selv sidder på er fin -----

Måske er svaret at vi skal lade være med at stole helt så meget på vores intellekt og på det teknologiske fix der "nok" skal klare alle vores selvskabte problemer når vores oldebørn skal over tage kloden..

Det skulle ikke undre mig at det er et helt andet sted end i intellektet vi skal søge svaret..

Intellektet har -- so far --- i al fald ikke bragt os nærmere en lykkelig slutning